Hjertestarteropera
Annonce
“I har lige vist os, hvorfor unge komponister skal skabe opera”, siger Mary Miller begejstret. Chefen for Bergen Nasjonale Opera sidder på scenen i Aarhus-teatret Bora Bora omgivet af godt pudrede musikere i stribet tøj, som har præsenteret et tyve minutters uddrag af Lasse Schwanenflügel Piaseckis værk Falling Awake. Han og holdet - tre sangere, to percussionister, musikere fra LYDENSKAB og Aarhus Sinfonietta - roses for en atmosfærefyldt og veltilrettelagt sammenkædning af stærk visualitet, barok, cabaret og noget ’dirty’.
Karolina Leedo. Foto: Toke Hage / PR foto
Musikernes frosne smil matchede en svedig berliner-bule i 1930’erne
I Piaseckis opera var atmosfæren grum og klaustrofobisk. Musikernes frosne smil matchede en svedig berliner-bule i 1930’erne, men var også en reaktion på den hjerteløse historie, som foregik for øjnene af dem. Med i den omrejsende varietéteater-trup var nemlig Lady Luck, Datteren og Sukkerfar - spillet af sopranerne Christina Dahl, Sara Fusager og kontratenoren Daniel Carlsson. Navnet til trods var faderen ingen engel og bortødslede pengene til pigens uddannelse i Shanghai. Ikke hans eneste synd i livet, anede man. Sukkerfar blev afklædt, kneblet og løftet op på et stort hjul, et slags middelalderligt torturinstrument, bagerst på scenen. Et andet stærkt moment i operaen var en optagelse vist på en skærm af den halvnøgne Datter med blod løbende ned ad benene fra trusserne, og som hun tog op med fingeren for at smøre “FOREVER HERE” på indersiden af ruden.
Sara Fusager. Foto: Toke Hage / PR foto
... mellem “spiritually ugly” og “extremely beautiful.”
Visuel musik
Disse billeder var afsæt for værket, fortæller Piasecki under artist talken. Den danske komponist besvarer Mary Millers spørgsmål og forklarer, at hans værk blandt andet lever i kontrasten mellem “spiritually ugly” og “extremely beautiful.” Operagenren kan nemlig ophøje det horrible, han søger.
Piasecki uddyber, hvordan han vil levendegøre det visuelle som musik. Idet pigen skrev ordet, sang hun vokalerne. Hjulet er også et tema i musikken: Formleddene kører i ring i storformen og lokalt i hver sang. Det, der bryder cirkelformen og får musikken til at gå i stykker, er dels musikerne, der én efter én forlader scenen i protest over udnyttelsen af Datteren, dels hun selv, som til sidst nægter at synge.
Men underholdningen måtte fortsætte, repertoiret spilles til ende. Forrest på scenen legemliggjorde Ying-Hsueh Chen livets ubønhørlige gang ved at spille på en spinderok. Med sin snurrende maskine symboliserede hun Clotho - den græske gudinde ansvarlig for at spinde livets tråd.
Distancer
Lasse Schwanenflügel Piasecki har arbejdet med materialet i fem år, fortæller han under artist talken. Mytologiske referencer, symbolik og Verfremdungs-strategier benyttes til at fortælle om sociale emner og tabuer: Udnyttelse, korruption, masochisme, “casino-kapitalisme”. Om renhed i en brutal verden. Teater har altid optaget ham, fortæller han. Men for at undgå skuespillets manipulerende kraft, indsatte han forhindringer for sangerne og komponerede i meget høje registre og lave dynamikker. Hjulet skulle indgyde smerte og få sangeren til at glemme at lave skuespil. Da det også blev prætentiøst, opfandt Piasecki nye obstruktioner og distancer ved at overdrive skuespil, følelse, melodi, kostumer...
For at bevare traditionen, må den dekonstrueres og rekonstrueres
For at bevare traditionen, må den dekonstrueres og rekonstrueres, fastslår komponisten. Mary Miller nikker flere gange. Den norske kulturpersonlighed mener også, at operaen må smide “sin gyldne kæde”. Feterede operastjerners amazing top notes virker ikke længere overbevisende, forklarer Miller. Der er for lidt teater i moderne opera - unge komponister bruger for meget tekst, for mange idéer og for meget struktur, som ikke levner publikum megen plads til deltagelse i musikken. Med sin konceptuelle tilgang og talent for at skrive for stemmen, synliggør Piasecki de forskellige lag i musikken. Den bliver visuel. Genreblandingen er så klar, at de tre høje sangstemmer forenes i én fælles stemme, fortæller hun.
Som i de foregående laboratorier debatteres spørgsmålet om kategorisering: Kan man kalde dette en opera? Publikum, heriblandt udenlandske teaterfolk, kommenterer artikulationen (i Falling Awake synges bl.a. kinesisk), skaleringen - værket synes at passe til såvel et konventionelt operahus og en intimscene. Og behovet for sociale emner, som naturligt hører hjemme i opera.
Matias Escudero Seibæk og Ying-Hsueh Chen. Foto: Toke Hage / PR foto
Respirationskunst
At Mary Miller taler om at viske stivheden væk og revitalisere operaen med mere teater på ILT - Internationalt Levende Teater - synes symbolsk. Grundtanken, anvist af Line Tjørnhøj fra AUT (Aarhus Unge Tonekunstnere) og idékvinde bag coOPERAtion, har fra start været orienteret mod det visuelle. De forskellige veje til at forestille sig et scenisk liv ud fra de fire komponisters medbragte materiale er gået via devising-processer, improvisationer, obstruktioner, distancer og nødvendige psykologiske magtkampe. Alt sammen for at vise - i praksis - hvad fx Christopher Fox har plæderet for i sine teser om Gesamtkunstwerket i dag: Moderne opera må “gendigte mediet for hver ny anledning”.
coOPERAtion har ikke bare skabt rum for musikere, komponister og scenekunstneres arbejde med historie, musik, sang, bevægelse, skuespil og lys men har også rakt ud efter publikum - inviteret os helt ind i værket som vidner til en refleksion om ny opera og de bestanddele, som indgår i denne samarbejdende kunstart.
I alle fire laboratorier har LYDENSKAB ageret vigtige medproducenter og er blevet mere og mere sikre performere. Den autoritet, som Jeppe Uggerhøj dirigerede sit ’cabaret-orkester’ med, viste, at nysgerrige musikere som dem kan yde starthjælp til operaen.
Hvordan den ædle kunstform vil ånde i fremtiden ligger også i Mary Millers slutspørgsmål til Sara Fusager: “Opera og teenagere er ikke det mest naturlige mix, vel?” Den unge sanger har ikke set mange operaer, men er tydeligt inspireret: “Denne opera relaterer til mig”, fortæller hun.
... så forsikrer han, at når hans opera står færdig, bliver den endnu mere ’dirty’. Og smuk.
Mens musikerne tager sminke af, er Lasse Schwanenflügel Piasecki gået ud for at trække frisk luft. “Opholdet i Aarhus har været som en drøm. For en ung komponist, som arbejder scenisk, er sådan en platform for at afprøve idéer umådelig vigtig,” fortæller han mig. Og så forsikrer han, at når hans opera står færdig, bliver den endnu mere ’dirty’. Og smuk.
