Først gråt, så hvidt, så blåt

Øjnene vænner sig forbavsende hurtigt til halvmørket, og ørerne begynder at opsnappe ordene i samme øjeblik, de kommer ud af sopran Helene Hvass Hansens mund: “ser”, “ikke forsvinder”, “lys”, “øjne”. Ylva Lund Bergners kammeropera The Illuminated Traces of Ligeia, som publikum hører sekvenser fra denne søndag eftermiddag, arbejder med det flygtige. Grundelementer i værket er fx “mørkerødt” og “koldt blåt lys”. Operaen indeholder tekster af Gabriel Garcia Marquez, Edgar Allan Poe og elleve nordiske digtere.

Det giver god mening, at laboratorie-folkene har tilbragt en uge i filmstudiet ved havnen i Aarhus, når initiativtager Line Tjørnhøj efter 15 minutters smagsprøve på Bergners musik forklarer, at meningen med laboratorierne er, at unge operakomponister kan få “testet idéer og metoder”, så man ”på en eller anden måde kan forestille sig et scenisk liv” på baggrund af deres medbragte materiale.

Ylva Lund Bergner, som er tredje komponist i coOPERAtion laboratoriet, virker beskeden, når hun står og fortæller, hvordan det at have musikerne med på scenen og det at arbejde tæt sammen med den aarhusianske lysmand har forstærket det billede, hun gerne vil fremvise. Bergners årelange studier af skygger og forgængelighed synes at have fået gunstige rammer i Studie 2.

Tankefuld leg med lys og mørke
Under fremvisningen af Bergners kammeropera stod Helene Hvass Hansen i dæmpet belysning som en lysende statue og sang Inger Christensen-digtet “På godt og ondt”. Lyset i lokalet bestod af enkelte lamper og tre store kvadratiske lysfelter “hugget” ind i det sorte bagtæppe. Senere gik hun en runde ud i mørket bag publikum, inden hun hidkaldt af nynnende musikere lånte sin stemme til Göran Sonnevis digt “Den glimt jag såg” om en persons overvældende møde med nordlyset.

En afgørende og lige så sensitiv ”stemme” i dette subtile og hemmelighedsfulde univers var percussionist Ying-Hsueh Chen. Med sit blødt-klingende instrumentarium, som denne aften bestod af glas med vand, plakatrør, metalskål, skeer ophængt på snore, kommenterede og udvidede hun, hvad man kunne betegne som en inddampet essens af noget ”nordisk”, så det mysteriøse og ”frostblå” fik tilført nye og varmere soniske nuancer.

Percussionist Ying-Hsueh Chen. Foto: Toke Hage

Under lysets dansende bevægelser over bordet med Chens mange lydlige redskaber, lignede hun én, som stod i et sølvsmedeværksted. Anderledes sort-hvid fremstod pianist Eskild Winding, der indrammet af et af lysfelterne nærmest blev til en grafisk figur.

Bemærkelsesværdige lyseksperimenter
Når publikum følgende under artist talken kommenterer på ”det sceniske liv” bemærkes især, hvordan den dramaturgiske lyssætning har understreget deltagernes performative fremtræden. Når lyset indfangede de syngende musikerne, der for en stund blev del af et kor (under Hvass Hansens tur ud i mørket) eller registrerede en simpel men effektiv koreografisk gestus, da musikerne bøjede sig ned for at vende nodebladene - nodestativerne havde mistet deres ben, og kun toppene var tilbage, så det så ud, som noderne voksede op af gulvet.

Bemærket blev også, at lyset ikke bare gjorde musikerne til personer i dramaet, men at også percussion-set-uppet, som på forskellig vis blev oplyst, var ”blevet til en person i sig selv”. Sådanne lyseksperimenter kunne i endnu højere grad give de enkelte musikere hver sit “fysiske partitur”, fortalte en tilhører - i stil med den ”dansende kvalitet”, som lyset tilførte Chen.

Også den rene akustik i lokalet nævnes. For det var vitterlig de mindste anslag, fraseringer og accentueringer, som stod så skarpt ud i rummet, at Helene Hvass Hansen under prøverne havde “lænet” sig op ad guitaren og ikke de skævvredne toner fra flygelet, der var præpareret bl.a. med E-bow. Garanteret svær at synge til – men hvor lagde de vuggende klange dog et skønt vibrerende tæppe under hendes sopran.

Veje til et scenisk liv
Under artist talken holder ensemblet øje med et timeglas, som Line Tjørnhøj holder i sin hånd. Da sandet er rindet ud, går de – præcis efter 15 minutters snak – i gang med at spille de fem sekvenser fra Bergners opera igen. Et fint billede på det pres, som må ligge i på seks-syv dage at nå at have en eller anden form for scenisk liv at vise. Men denne parathed, som musikerne viser ved at tilbyde os denne ekstra musikalske gestus, viser også endnu en måde, hvorpå Aarhus-laboratorierne sætter operaen under en helt særlig lup. For mens den gamle kunstform andre steder gives nye klæder, og fx om kort tid fejres ved et Oscar-lignende show i London, så markerer coOPERAtion-projektet med sine forskelligartede åbninger af den kreative proces og veje mod et færdigt produkt i høj grad også operaens “excellence” og magi - og det på en måde, som også har publikumsudvikling for øje. En sådan form for grundforskning tager som bekendt tid.

At dømme efter Bergners udtalelser vil den intense uges videndeling, praktiske arbejde og feedback sætte sine spor i hendes arbejde. Hvilket man i øvrigt kan følge. For Bergner, der tilhører den nyeste generation af operakomponister, har lagt librettoen ud på nettet, fordi, som der står, det er et “ongoing projekt”. Dialogen om tankerne bag Bergners værk om lys og mørke betyder også, at publikum bliver medproducenter. Måske mere end det. For når vi i halvmørket sidder intimt forbundet med musikerne, så vi næsten deler åndedræt og hører om det, som er foregået her i en hel uge, en fremkaldelsesproces af noget, der engang skal blive til en opera, så deltager vi i en undersøgelse af, hvad det betyder at lave opera i 2013. Og det er ret fascinerende.

Det er noget af det, man kunne have svaret Ying-Hsueh Chen, da hun til sidst, under den løse snak med publikum, stillede sit gode spørgsmål: “Hvordan var det egentlig at høre musikken anden gang?"

Ying-Hsueh Chen. Foto: Toke Hage