Gå ikke over vejen, der kommer opera

»Sous le pave: la plage« er et berømt citat fra studenteroprøret i sen-60ernes Paris. »Nedenunder fortovet findes stranden«, og under brostenene spirer lidenskaben. Også opera handler om passion. Og når vi følger AUT (Aarhus Unge Tonekunstnere) rundt i byrummet og præsenteres for alle de huller, der findes i det urbane stof, er det som at genbesøge kampen mellem det ordnede og det løsslupne.

Opera har et særligt forhold til gaden. Fra den notoriske balkonscene i Gounods fortolkning af Romeo og Julie til anden akt af Puccinis La Bohème har genrens fortællinger haft en tendens til at udfolde sig på byens stræder, og i kinesisk opera bringes historien ofte direkte ud på gaden. Også under opførelsen af Operatic Mass Action (OMA) i Aarhus var både Latinerkvarterets brosten og det nye havneområde ved Dokk1 en markant del af forestillingen.

Sådan er det med kunst og performance i det offentlige rum. Ikke alle har valgt at kigge på den. Man er oppe imod en tough crowd

Forvent det uventede – sådan lød programerklæringen fra kunstnerisk facilitator og nyligt afgåede formand for AUT Line Tjørnhøj, der sammen med seks kunstnere med forskellige baggrunde en sommerdag afsluttede det omfattende AUT-projekt coOPERAtion 2012-2017 med at lade operahuse være operahuse for i stedet at gå tur med operaen – og forvandlede operagængeren til en urban vandrer, en flâneur.

Dans på dokken
Tidligt om morgenen møder vi op på DOKK1. Her spotter vi de to figurer Erit og Erat. De er – ifølge programmet – væsner fra en anden verden; rejsende i tid og sted. Erat er steget op af urhavet og har trukket rester af fiskenet og affald med sig. Erit viser sig senere at blive en gennemgående karakter i andre af dagens forestillinger. Hun kommer fra fremtiden, måske. Operaen brager ud af opstillede højttalere, mens de begge danser. 

Det er dog mere en danse- end en musikforestilling. I de fine momenter benytter de to stedets arkitektur til at sætte af fra. Tankerne ledes hen på Henri Lefebvres rytmeanalytiske projekt, hvor det netop er gangen på trapper og bakker, der giver en by sine tempi. Desværre er det en lidt svag, overdrevet teatralsk start på OMA. Da Erit kravler op på rutchebanen på DOKK1’s legeplads, iagttager børnene hende undrende og fortsætter derefter uanfægtet deres leg. Sådan er det med kunst og performance i det offentlige rum. Ikke alle har valgt at kigge på den. Man er oppe imod en tough crowd.

Figurerne Erit og Erat på trapperne ved Dokk1

Den svære tilskuer
Men skønt opera lugter lidt hengemt, har den kontemporær relevans. Ikke mindst hvis du elsker Carmen, og Carmen elsker dig. For der er skruet op for de store følelser. Også kunstkritikeren Matthew Collings anbefaler, at man besøger den aktuelle blockbuster-udstilling Opera: Passion, Power and Politics på V&A i London, »selv hvis man tror, at Puccini er en form for champignon«.

Dog anser mange operagenren for at være (for) elitær. Samtidig er dens tradition præget af radikal innovation. Den er anti-puristisk, beskidt nærmest. Også i dag udvikler komponister, librettister og scenografer originale idéer, som fornyer kunstformen og udtrykker, hvad der sker i samtiden – det hørte vi senest om med tyske Sarah Nemtovs opera Sacrifice, der handlede om krig, terror, migration og populisme.

Denne type performance handler ikke om at gøre kunsten mere “offentligt tilgængelig”, men om at fremhæve den måde, hvorpå offentlige rum allerede er sammensat af samspilsritualer og hverdagskoreografier

Opera har en evne til at spidde den menneskelige natur, vil coOPERAtion fortælle os. I OMA ses ingen baggrundstæpper, ingen replika af et barokteater eller overdådige udsigter med gamle italienske pallazzoer. Denne opera udspiller sig på gaderne lige nu. For på vejene møder det offentlige det private. Her forelsker vi os i mennesker, vi ikke kender, mens stemmen springer fra et hjerte, der synger fra byens balkoner. Det er også her, at vi bekriger hinanden. For at parafrasere koreografen Dana Yahalomi (som for nyligt præsenterede et andet 2017-projekt på Pustervig), så handler denne type performance ikke om at gøre kunsten mere “offentligt tilgængelig”, men om at fremhæve den måde, hvorpå offentlige rum allerede er sammensat af samspilsritualer og hverdagskoreografier.

Som en guirlande af lyd
Lefebvre fortæller, hvorledes kroppen danner en “guirlande af rytmer”, når man bevæger sig gennem delte landskaber, støder ind i hinanden, viger uden om andre aktanter, hinker ned ad trappen. Og – kunne man tilføje – råber i kor eller skriger i munden på hverandre.  Som vi følger programmet – og glider gennem byen – danner vi også vores egen rytme. Vi trækkes ind og ud af fremmede huse.

Pludselig befinder vi os i et klassisk familiedrama i Rosensgade: Den fortabte søn er vendt hjem. Far, mor og dreng mødes i stuen. Ordene ligger arbitrært i munden. Det kunstige fremhæves. Performerne synger ikke, men laver lipsync. Sønnen beretter om en online-kærlighedsaffære. Bevægelserne er bevidst karikerede, overdrevne. En undertrykt voldelighed hviler under det hele, men får sit eget lydspor, da porcelænet smadres og ryger ud over scenekanten. Dette er en opera, som vi genkender lyden af: Konflikten i hjemmet.

Walter Benjamin har i et byportræt beskrevet den måde, hvorpå lyde fra stuen fylder gadebilledet, og larm fra gaden vandrer ind i opholdsværelserne. Også i denne forestilling er lydstrukturen porøs, og vi ser, hvordan tilfældige forbipasserende trykker ansigterne mod ruden og lytter med. Klart bedre end morgenens performance. Med H.C. Andersens ord er det fascinationen af “ondt hos naboen”. Man kan ikke tage ørerne fra støjen af glas og tallerkener, der rammer gulvet. Opera handler om lyden af svære følelser.

Bækkenspil i det urbane rum

Sang i en (fri)brydningstid
Ligesom under AUT’s gadeopera TUSK, som udspillede sig i Jægergaardsgade sidste år, er det også her umuligt at være med til alle events i OMA. Man komponerer en individuel, narrativ logik. Når der skråles på Pustervig, synges der i en parkeringskælder i en anden del af byen. Befinder du dig ét sted, går du glip af noget andet. Sådan er livet.

Dog bør enkelte dele fremhæves: Under en audio-tour rundt i byen, med guide og hovedtelefoner, overskrives byens “tekst” af lyde og fortællinger. Det er en sonisk palimpsest, som fremhæver soundtrackets logik. Lyden lægger sig ned over en allerede eksisterende urbanitet. Ting “rimer”. Vi hører noget i vores players – og det producerer en genklang i det, vi observerer. Det er et audio/visuelt ekko. Det er godt, næsten street. Men også nogle gange en lidt tam affære.

Det brølende er noget, vi fortsat må undersøge også i operaens specielle habita

Dagens sidste to stykker foregår begge i det endnu ufærdige boligkompleks Latinergården i Borggade. Her fyldes den kolde bygning med Helene Hvass Hansens fortolkning af Puccini og Forzanos arie O Mio Babbino Caro – “Åh, min kære far”.  Følelseshavet flyder ud til kanterne af cementrummet, men formår ikke at vælte os omkuld. Herefter føres vi ind i et andet rum, hvor opera blandes med reality show-jingler, speakerstemme og American style-wrestling, der inkluderer mænd iført masker. Underlægningsmusikken leveres af dødsmetalbandet Baest – og der er dåseøl. Det føles lidt som at have crashet en privat fest.

Dødsmetal er også en slags opera. Følelserne sidder udenpå. Ligesom i brydning. Og skal man tro Roland Barthes, er iscenesættelsen og teatraliteten ved brydningens kunst en moderne mytologi.

I OMA fungerer operaen som en fribryder, der vrister sig løs fra den traditionelle teaterscene og vandrer ud i byen. Som vi står dér i det kolde rum, midt i byen – med primalskrig strømmende mod os – og iagttager voksne mænd, der i farverige gevandter kaster sig ud i slåskamp, tænker vi tanken: At det store, det brølende er emblematisk for vores tid – og noget, vi fortsat må undersøge, også i operaens specielle habitat. Desværre lykkes det kun lejlighedsvis for OMA at skære igennem og formidle operaen ud over scenekanten.