David Danholt i »Duncan House«. © Alexander Banck-Petersen

Storbyens larmende ensomhed

Rasmus Zwickis lejlighedsopera »Duncan House« var i Sluseholmen et underholdende og bevægende multidisciplinært værk om kommunikation, isolation og medmenneskelighed.
Af
30. november 2020
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

»If you are the person hammering something at eleven forty-five PM – please don’t! This is antisocial and is affecting the entire building!«

Det er bare en af de mange håndskrevne notitser, som komponist Rasmus Zwicki så flagre på opslagstavlen i sin trappeopgang i Duncan House, et lejlighedskompleks i det excentriske London-distrikt Camden Town. Bygningens særlige kommunikationskultur inspirerede Zwicki til at skrive en immersiv, stedsspecifik kammeropera, der går helt tæt på den britiske hverdag i årene efter sommeren 2016, hvor et splittet Storbritannien stemte for at forlade EU. Værket handler dog ikke direkte om Brexit, men nærmere om underliggende problematikker som social ulighed, isolation og mistænkeliggørelse, der lod Brexit blive en realitet.

Helt specifikt foregår Duncan House i tre private lejligheder, som publikum ledes igennem i små grupper for til sidst at blive samlet til værkets finale. Til uropførelsen under den britiske operafestival Tête à Tête sidste år udspillede værket sig i selve Duncan House, hvorimod det til sin danske premiere under årets Klang Festival blev opført i et nybygget boligkompleks i Sluseholmen i København (30. okt. – 1. nov.). Værkets kontekst blev således også forskudt, og betydningerne ændret og gjort mere abstrakte, fordi det skulle opleves af et overvejende dansk publikum.

Der sker altså noget interessant, når tekster, der er skrevet for at blive læst i stilhed, pludselig bliver komponeret til musik

Det gjorde dog ikke værket mindre relevant. For operaen konfronterer os ikke blot med den trivialitet, som enhver urban hverdag til tider rummer, men også de mere universelle temaer om nærhed, længsel og ensomhed. Måske netop fordi man i byen konstant er omgivet af mennesker, som man ikke nødvendigvis er forbundet med.

Værket udspiller sig også i mellemrummet mellem os – helt konkret husets beboere, der råber til hinanden i et vakuum af stumme skriv. Beboernes formuleringer bliver på sin vis også librettoens karakterer, der på skift præsenteres af sangere, skuespillere og musikere og flettes sammen med andre skriftlige fragmenter, der dumper ind i Zwickis postkasse – fra truende licensopkrævninger til følsomme breve fra en lokal hjemløs. Resultatet er en kontrastfyldt og sansemættet blanding af bogstaver, lyd, sprog og musik – og et utrolig interessant eksempel på, hvordan Zwicki arbejder interdisciplinært med genren.

Sluseholmen, UK

Duncan House er ikke blot et dansk blik på britisk sprog og kultur fra både komponistens og publikums side, men en international kulturudveksling mellem danske og britiske kunstnere. Musikere fra det britiske Plus-Minus Ensemble, sopran Laura Bowler og skuespiller Jasper Cartwright, fløj til København for at spille sammen med danske musikere fra Lydenskab, tenor David Danholt og skuespillerne Caspar Phillipson og Laura Kamis Wrang.

Det føltes på én gang både surrealistisk og privilegeret at opleve denne kollaboration under de skærpede coronarestriktioner, og briterne nåede da også lige at være med, før minkskandalen satte en stopper for al dansk-britisk flytrafik bare en uge senere.

Ligesom bygningens egne beboere får Zwicki værkets elementer til at leve sammen og bevæge sig på tværs af hinanden uden at munde ud i en konfrontation. Teksterne præsenteres i små scener, der skiftevis afløser hinanden. Og grænserne krydses og opløses kunstnerne imellem. Skuespillerne synger de samme lyriske fraser som sangerne, og både musikere og sangere breder sig fra højtlæsning til fysisk teater.

Ying-Hsueh Chen. © Alexander Banck-Petersen
Ying-Hsueh Chen i københavnerudgaven af »Duncan House«. © Alexander Banck-Petersen

Musikken begynder allerede i elevatoren på vej op til den første lejlighed. Dog er der ikke tale om baggrundsmuzak fra højttalerne, men den lyslevende, velklingende tenor, der trykker »3« og synger et smukt tema af tomme kvintintervaller, der på skift synker og svæver: »Please ensure that both doors are closed when entering and leaving the lift.« Teksten henviser til de knirkende victorianske elevatorbure af foldende jernfletdøre, som skal lukkes helt i, før elevatoren kan sættes i gang, og som man stadig finder i mange ældre London-byggerier.

Her på Sluseholmen er det hele til gengæld fuldautomatisk i en bygning, der stadig lugter nyt og metallisk. Det gamle elevatorskilt må have været et gennemgående syn for beboerne i Duncan House, og temaet bliver faktisk også gennemgående i værket. Det fungerer nemlig som et slags overledningsmotiv, der smukt binder scenerne sammen i forskellige variationer, mens tilfældige enkeltbogstaver skrevet på papir løftes af performerne til en læbesummende lydmasse, der på én gang lyder maskinel og kropslig – måske et elevatorsug eller den mentale larm af konkurrerende kommunikation.

Fra elevatoren bliver vi mødt af en af Klangs afviklere, der fører os til vores pladser i den første klinisk hvide lejlighed. Hun smiler imødekommende under mundbindet og er høflig på et næsten britisk niveau, hvilket bliver en interessant kontrast til de uvenlige beskeder, vi får blæst i smasken om lidt. Dog havde det måske været en oplagt mulighed at få kunstnerne til opgaven, for de dansktalende frivillige bryder værkets særlige immersive kvalitet, og det skurrer særligt, når vi føres rundt i bygningen midt i værket.

Udbasuneret intimitet

I de små stuer sidder vi som publikum stille og udsat, bevidste om vores egen tilstedeværelse i samspil med opgivelserne. Vi kan observere hinandens mindste bevægelser, og kunstnerne kigger os direkte i øjnene, mens de udstiller værkets håndskrevne tekster på skift. Og der sker altså noget interessant, når tekster, der er skrevet for at blive læst i stilhed, pludselig bliver komponeret til musik og tydeliggjort ord for ord.

»Is anyone? Is anyone aware?« indleder Laura Bowler hypnotisk og sørgmodigt med en ekspressiv, længselsfuld sopranstemme. Spørgsmålene gentager sig ensomt og smelter sammen med den varme basklarinet og lange violinstrøg, før hun pludselig fortsætter: »Is anyone aware of any machinery running overnight?« Dirigenten Ying-Hsueh Chen ligger fladt på ryggen og stirrer tomt op i loftet fra en enkeltmadras i hjørnet. Hun kan ikke sove for mekanisk larm i bygningen, og hendes opråb udtrykkes altså nu af sopranen på finurlig vis.

Laura Bowler er en skøn performer, der leverer både tekst, musik og mimik med klarhed og nærvær. Hun går ind i det britiske sprog med musikalsk intensitet, hvilket fungerer fantastisk, når tekstens absurditet skal frem. Det er »Rats!! Galore!!«-scenen et glimrende eksempel på, hvor Bowler råber op om bygningens rotteproblem med stor proklamisk klang og tydeligt rulle-r til Vicky Wrights hysterisk boppende klarinet. Samtidig er det et sjovt indblik i briternes noget umiddelbare sprogbrug.

Værket er både et innovativt, inspirerende tag på operagenren og et unikt musikalsk blik på det moderne Storbritannien

Det første smukke »anyone«-tema, et slags længselsmotiv, fungerer som værkets dramaturgiske ramme, der sætter scenerne i gang og afrunder dem til sidst. Vi hører det også sunget af skuespillerne undervejs, når Laura Kamis Wrang leder efter sin post: »Does anyone have mail for Caitlyn?« Eller når Caspar Phillipson bekymrer sig for den lokale hjemløse: »Has anyone been talking to the homeless person by the trash bin?« Deres mindre skolede stemmer giver de lange, sørgende fraser en skrøbelighed og autenticitet, der understreger deres roller som husets ensomme beboere.

De danske skuespillere leverer også en god portion morsom højtlæsning undervejs, hvor alle detaljer udstilles: »Hi!! Exclamation point!!« brøler Phillipson om sin forsvundne pakke: »Could I have it, please … Question mark, smiley face …« Han er også vældig slesk og insisterende, når han med stift tandsmil og intens øjenkontakt langsomt læser højt fra invitationen til en lokal sangklub: »No commitment required … And it doesn’t matter if you haven’t sung with others …«

Laura Kamis Wrang repræsenterer bygningens påtrængende curtain twitching-hystade, der direkte udskammer sine naboer, for eksempel »the tenant in flat 24, comma, and owner of dog«, der ikke har samlet en lort op fra blomsterbedet, eller når hun påpeger den dryppende sti af skraldespandssaft, der leder direkte til »the flat responsible«.

Fra en outsider

Britiske Jasper Cartwright er overbevisende som den truende licensmand, der off-stage råber ind ad brevsprækken med aggressive breve på grænsen til psykisk vold: »Last year our Enforcement Officers visited an address every five seconds. Day. Evening. Even weekends. So you can expect a visit soon.« Hans stemme er omringet af destruktive lyde, der presser instrumenterne ud til de uhyggeligste ekstremer, for derefter at styrte i stilhed.

Cartwright agerer også en ung hjemløs, som både udvider forestillingens stedspecifikke muligheder og rammer ind i kernen af dens humanisme. Samtidig repræsenterer han en af de største sociale kriser i Storbritannien, hvor der i 2017 blev registreret over 300.000 hjemløse.

Som hjemløs sover han ved gavlen omsluttet af et blåt vattæppe, når vi ankommer til bygningen, og bevæger sig senere rundt langs de udgravede kanaler udenfor, mens kunstnerne kommenterer hans eksistens fra vinduerne. »His name is Jonathan,« synger Laura Bowler med en smuk, æterisk svævende stemme, mens Laura Kamis Wrang i stilhed går hen til ruden og deler blik med de publikummere, der opdager ham.

Rasmus Zwickis »Duncan House« blev uropført ved operafestivalen Tête à Tête i fjor. © Tête à Tête

Det giver en fantastisk ekstra dimension til forestillingen og virker også næsten helt tilfældigt, fordi vi endnu ikke har identificeret Cartwright som en af værkets udøvende kunstnere. Først til allersidst træder han ind i lejligheden med et skælvende papkrus, mens kunstnerne vender ham ryggen.

Jonathans stemme udtrykkes undervejs gennem en række følsomme breve til komponisten, der præsenteres af sangerne med vuggende musikalske suk: »Where I go. I see. People watching. I feel so. Alone.« Vi finder ud af, at han er fra Spanien og rejste til London i håb om et bedre liv.

Rasmus Zwicki rækker også ud til ham i et brev, der samtidig er en direkte kritik af det britiske samfund: »You know this country has nothing to offer you. You have done the best you can. But it still leaves you sad and alone.« Ligesom Jonathan lader det til, at komponisten dermed også identificerer sig som en slags outsider i et land, der er blevet mere og mere uvelkomment. Og selv om deres omstændigheder er milevidt fra hinanden, er de måske ikke så forskellige endda.

Med Duncan House formår Zwicki at udstille både de smukke og de mindre smukke forbindelser mellem mennesker, der alle søger at blive hørt på forskellige måder. Værket er både et innovativt, inspirerende tag på operagenren og et unikt musikalsk blik på det moderne Storbritannien, der bare kommer til at blive mere relevant post-Brexit.