2006-16: Er det tid til at downsize?
Aarhus er ramt af en indian summer. Naturen vil ikke gå i dvale. Allan Gravgaard Madsen stikker hovedet ud på Line Tjørnhøjs altan på Trøjborg: »Det, vi laver, skal betyde noget,« siger den 32-årige komponiststuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium med sin radiovenlige stemme. Han har siden 2008 været med i bestyrelsen for Aarhus Unge Tonekunstnere, der dengang fungerede som en traditionel koncertforening. Vi har aftalt at mødes for at tale om, hvad der er sket siden da, og hvilke vinde der blæser over AUT lige nu.
Er I klar til at blive fejret?
»Ja, det vil jeg sige. Formen er god. Vi glæder os til at vinde folks hjerter med jubilæumskoncerten – program, orkester, solist og dirigent er på internationalt niveau i den ny musiks tjeneste. Det er en sjældenhed i Aarhus, ja faktisk i hele Danmark. Og så har vi komponeret en festtale!«
»Når folk kommer til os, forventer de, at vi finder en løsning.«
»Vi er meget levende,« tilføjer Line Tjørnhøj. Spørger man i musikmiljøet, siger alle, at det er 56-årige Tjørnhøj, formand for AUT siden 2011, som har professionaliseret foreningen og givet den en profil. Grundforskning har hun ofte kaldt AUT’s projekter. Nu beder man ikke bare folk ’komme og spille et eller andet’ – hvilket ikke er ensbetydende med, at man ikke tager chancer.
»Risikovilligheden har smittet af hele vejen ind i miljøet,« siger Allan Gravgaard Madsen. »Når folk kommer til os, forventer de, at vi finder en løsning. Når tvivlen har strejfet os – går den, eller går den ikke – så har vi altid valgt at sige: ’Den går!’«
Ud af komfortzonen – bring it on!
AUT har i en del projekter ikke bare sat benspænd ud for musikerne, men har også åbnet dørene ind til maskinrummet.
I kan godt lide at trække tæppet væk under musikerne?
»Klassiske musikere er vant til, at nogen fortæller dem, hvad de skal gøre. Vi har forsøgt at få dem ud af deres komfortzone. Nogle griber den og går med, andre skal coaches,« siger Line Tjørnhøj.
»Klassiske musikere er vant til, at nogen fortæller dem, hvad de skal gøre. Vi har forsøgt at få dem ud af deres komfortzone.«
I projektet coOPERAtion, som bestod af fire ’laboratorier’ i 2012-13, var en række komponister, performere og scenografer inviteret til at udforske og udfordre operagenren sammen med musikerkollektivet Lydenskab. En af deltagerne, den litauiske komponist Ruta Vitkauskaite, tog partiturerne fra musikerne, som krævede noderne tilbage som betingelse for at spille videre. Og den unge britiske komponist Laura Bowler skrev en libretto med citater fra interviews med store komponister og deres svarbreve til kritiske anmeldere. Bowler lavede hele tiden partituret om, så nogle af musikerne gik i baglås. Men andre jublede: »Bring it on!«
Prøver ikke at være smarte
Samarbejde har i det hele taget været et vigtigt fokus. Siden 2014 har AUT præsenteret programmet »Nye Spor« under Aarhus Jazz Festival, og sammen med Kunsthal Aarhus og ensemblet Apartment House inviterede AUT samme år komponister fra hele verden til at indsende bud på alternative partiturer, såkaldte open scores. I 2016 har AUT samarbejdet med Aarhus Symfoniorkester om tre store projekter: BEINTA, en symfonisk sangcyklus af Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð og Allan Gravgaard Madsen; TUSK, en gadeopera af Line Tjørnhøj i Jægergårdsgade i Aarhus; og koncerten 7. oktober med værker af Anna Thorvaldsdóttir, Simon Steen-Andersen, Rasmus Zwicki, Lasse D. Hansen og Mathias Monrad Møller.
Opførelsen af BEINTA under SPOT-festivalen i foråret indrammer ifølge Line Tjørnhøj AUT’s egenart, nemlig arbejdet med post-genrer. I stedet for kategoriseringer som ’en slags pop’ eller ’klassisk musik’ rettes blikket mod andre platforme, som netop krydser publikum:
»Musikken får lov at være det, den er. I den tid, vi er i lige nu, giver det rigtig meget mening at arbejde med forskellige platforme. Men udgangspunktet er altid kvalitet. Vi gør ikke noget for at være smarte. Det starter altid med musikken,« pointerer Line Tjørnhøj.
Lad os gøre noget
Opskriften er enkel. Med en slags je ne sais quoi-attitude har AUT inviteret musikere og komponister ind ud fra mantraet: ’Lad os se, hvad vi kan skabe sammen – sådan helt fra bunden.’ Ofte har undersøgelsen og samarbejdsprocesserne været et mål i sig selv.
Det er vel ikke alle, som er lige åbne for jeres eksperimenter. Nogle vil måske mene, at avatarer og jingler fra gameshows ikke hører hjemme i opera?
»Vi har vist, at det ikke er sandt, at publikum ikke vil høre ny musik.«
»Det er nødvendigt at følge med tiden,« mener Line Tjørnhøj. »Og i øvrigt er de unge musikere i dag uhyre åbne og omstillingsparate. Alle de specialensembler, vi har arbejdet med – DECODA, JACK Quartet og International Contemporary Ensemble – blinker ikke engang, når de ser mærkelige firkanter i partituret. Den dialog, vi har haft i AUT, er en dialog, som mangler andre steder på den danske kunstscene. Vi har vist, at det ikke er sandt, at publikum ikke vil høre ny musik. Man skal gentænke og tage alvorligt, at et moderne publikum vil have en anden relation til kunsten.«
AUT tør, hvor andre tier?
»Da en masse forbipasserende tilfældigt oplevede 100 musikere spille og synge ud af lejligheder i Jægergårdsgade, var det måske første gang, de stiftede bekendtskab med byens symfoniorkester. På samme måde tiltrak BEINTA under SPOT et vildt varieret publikum, som bagefter snakkede højlydt om det, de havde oplevet.«
Noget at snakke om bliver der også ved koncerten 7. oktober. Mathias Monrad Møller har skabt et ’festtale-værk’, der bliver »som et spark i skridtet«, fortæller Allan Gravgaard Madsen. Hele teksten handler om, at hvis musikerne tør, så kan de spille, præcis hvad de har lyst til: »Meningen er, at musikerne skal kigge væk fra det, der står i partituret. Det bliver spændende at se, om nogen tør, eller om de er som lemminger, der gør, hvad der bliver sagt.«
Big and beautiful
»De ting vi gør, de ting vi siger,« parafraserer Allan Gravgaard Madsen en kendt dansk popsang, da mørket er faldet over Aarhus. Han er årgang 1984 og indrømmer, at han ikke kender historien om foreningen til fingerspidserne. Nogle i miljøet går langt mere op i den store fortælling om AUT: »Kan I så komme i gang med at lave en scrapbog,« skrev én til Line Tjørnhøj forleden.
Det skal betyde noget, sagde I tidligere. Hvor er AUT på vej hen?
»Det har taget nogle kræfter at løbe de store projekter i gang, og der er ingen tvivl om, at vi er lidt forpustede. Hvor går man hen nu?« spørger Allan Gravgaard Madsen. »Nu stopper vi op her. I stedet for at vækste skal vi måske downsize lidt. Måske går vi fra ’big and beautiful’, som kunne være et fikst motto for jubilæumsåret, til ’small and delicious’.«
»Alle dem, der har været på besøg i vores have, er blevet befrugtet.«
»Det er som en have, som er gødet godt, og der er en god grobund for en mangfoldighed. Så det kan gå i nye retninger. Alle dem, der har været på besøg i vores have, er blevet befrugtet,« siger Line Tjørnhøj.
Rummelig og fleksibel har AUT altid været – folk er kommet og gået, nogle har sat deres præg i en periode på fire-fem år, andre er kommet til. For Allan Gravgaard Madsen har det været en slags ’undervisning i entreprenørskab’:
»Man lærer noget om processer, når man arbejder med en feteret kvartet som JACK Quartet. Og jeg kunne ikke have været med til at arrangere Ung Nordisk Musik-festivalen i år, hvis ikke jeg var blevet oplært i AUT,« siger han og tilføjer: »AUT får nok en ny klangfarve. Foreningen er jo de mennesker, der er med. Bestyrelsen er sammensat af forskellige kompetencer. Med bassisten Frederik Sakham Lomborg ombord kan man sagtens forestille sig, at der fremover vil være en afsmitning fra jazzens verden.«
Hvor går man hen nu?
Det kommende år bliver et år, hvor mange celler bliver aktiveret: coOPERAtion kører videre, når 30 komponister kommer til Aarhus for at arbejde med ny opera; AUT samarbejder med Arkitektskolen om at skabe elektroniske værker til de nye letbanestationer i oplandet; og den internationale orientering fortsætter med forgreninger til Asien, Mellemøsten og Amerika.
»Det er nærmest tabu at sige det. Men det kunne godt være sådan, at AUT bare forsvandt.«
»2017 bliver et dybt åndedrag,« siger Allan Gravgaard Madsen. »Vi er altid åbne over for idéer og inviterer unge kræfter til at komme med i bestyrelsen og være med til at præge foreningen. Men det skal jo ikke fortsætte for enhver pris. Det er nærmest tabu at sige det. Men det kunne godt være sådan, at AUT bare forsvandt. Der skal være en idé med, at man skal fortsætte.«
Det lyder jo ligesom i et forhold?
»Hvordan stopper man? Det har jeg overvejet meget,« siger Line Tjørnhøj. »Det kommer nok til at bryde sammen.«
»Som en Fugl Fønix,« lukker Allan Gravgaard Madsen sætningen.
Skal AUT fortsætte med at være i evig bevægelse, udøve musikalsk grundforskning, klinge med nye farver og være en dynamo, som får ting til at ske, kan hans påståede historieløshed vise sig som et udmærket strategisk greb. Lyst, begejstring, ’vi gør det bare’-attituden og en smule selvironi er vel ikke dårlige egenskaber for AUT at gro videre på.
»Alle dem, der har været på besøg i ’haven’, har talt om, hvilken værdi kunsten spiller i dag, og hvorfor vi overhovedet laver musik,« siger Line Tjørnhøj afsluttende. »Alle har talt om det. Vi har haft nogle sindssyge oplevelser under en bro, i en lufthavn, i gamle koncertsale og nye musikhuse. Måske skal haven stå og passe sig selv i en periode. Men det kunne være interessant, hvis der var nogle andre, som tog haven. Rigtig indtog haven.«