»Det er ikke risikoen værd bare at sidde og vente«

Kønsubalancen inden for samtidsmusikscenen har været diskuteret i årtier, men tingene ændrer sig meget langsomt. De to unge komponister Marta Forsberg og Lo Kristenson har taget sagen i egen hånd og startet Konstmusiksystrar, en svensk netværksorganisation for alle komponister og lydkunstnere under 30 år, der identificerer sig selv som kvinder eller transpersoner. Ved at stå sammen er målet at generere mere synlighed og opmærksomhed omkring organisationens medlemmer og aktiviteter, men også at ændre de herskende normer og strukturer i samtidsmusikverdenen. Jeg fangede Marta og Lo over Skype, ivrig efter at lære mere om deres tilgang til at ændre status quo.

»Det startede faktisk til UNM i Malmø for to år siden, hvor line-up’et af komponister var meget ulige,« forklarer Marta. »Der var seks kvindelige komponister, og resten (29, red.) var mænd. Så vi var sådan: ’Okay, hvorfor er det sådan her?’ Og så sagde vores UNM-bestyrelse i Sverige: ’Jamen der er ikke nogen kvindelige komponister, der ansøger.’ Så vi tænkte: ’Okay, men det må det være muligt at ændre på.’«

Det var startskuddet til at samle en liste over trans- og kvindelige komponister og begynde at samarbejde via etableringen af Konstmusiksystrar i 2014. Meget er allerede sket siden dengang: Konstmusiksystrar inviteres nu til at rådgive nogle af de store musik- og kulturinstitutioner. De har samtidsmusik-workshops for børn og teenagere. De holder oplæg ved internationale konferencer og organiserer lydkunstudstillinger for deres medlemmer. Ved aktivt at række mere ud har de også sørget for, at langt flere kvinder ansøger til UNM. Sidste år i Helsinki bestod den svenske delegation af seks kvinder ud af otte komponister i alt, og i år er fordelingen fifty-fifty. Danmark, derimod, er repræsenteret af én kvindelig og seks mandlige komponister.

Feminisme og behovet for at gøre noget
I Danmark er der en generel opfattelse af, at det ville være godt at have flere kvindelige komponister, men der er stor uenighed om, hvor aktivt man skal adressere ubalancen på det institutionelle plan. Hvad er svenskernes tilgang til den diskussion? spørger jeg Konstmusiksystrar.

»De her institutioner, normer og traditioner inden for samtidsmusikken er så stærke, og har været det i hundredvis af år, at de aldrig kommer til at ændre sig, ikke af sig selv.«

»Jeg tror, at det i Sverige, i løbet af de sidste fem år eller sådan noget, er blevet et image at sige, man er feminist – det gør dig til et godt menneske. Så der er folk, der siger, at de gerne vil ændre tingene, men de gør ikke noget,« fortæller Lo mig.

»Selvfølgelig er det er stort spørgsmål,« tilføjer Marta. »Hvor meget skal man presse på, uden at det bliver forceret? Alligevel mener jeg ikke, at det er en grund til ikke at gøre noget. De her institutioner, normer og traditioner inden for samtidsmusikken er så stærke, og har været det i hundredvis af år, at de aldrig kommer til at ændre sig, ikke af sig selv. Eller i hvert fald går det for langsomt.«

At ændre de grundlæggende strukturer
I Konstmusiksystrar-manifestet står der, at de vil ændre de herskende strukturer. Og det fremgår tydeligt af at tale med dem, at de arbejder på at få politikere, institutioner og andre magtfulde personer med ombord. Men indtil videre foregår meget af deres arbejde stadig på græsrodsniveau, hvor de vil ændre atmosfæren nedefra og op.

»Vi har talt meget om, hvordan vi kan inspirere andre ved at vise, hvordan vi arbejder sammen i vores system og vores strukturer. Når vi har et call for works i vores organisation for vores medlemmer, så skal vi ikke have en jury, der udvælger, hvilke værker der er bedst,« begynder Lo, og Marta tager over:

»Vi afholder et lotteri, haha! Nej, hvad hedder det, når man bare vælger tilfældigt? Hvis der er et call for works og vi har tyve, der ansøger, og der er fem pladser, så vælger vi bare tilfældigt fra bunken uden at vide på forhånd, hvem det er – i stedet for at have et hierarki eller en personlig smag, der siger, at dét er god musik og dét er dårlig musik.«

»… Den personlige smag tilhørende berømte komponister på 70 år, som har arbejdet hele deres liv for en bestemt æstetik,« tilføjer Lo.

»Hvis du svarer på et call eller ansøger om penge, om at deltage i en festival eller hvad som helst, så er der altid en jury,« uddyber Marta. »Så nu vil vi ændre dette hierarki og ligesom bare ændre den måde at tænke om ’god kunst’ på og om kontrollen over kunsten. Alting er baseret på den struktur, rigtigt og forkert, og man konkurrerer altid med hinanden. Og det skaber også en stemning blandt komponister og kunstnere af, at man konkurrerer frem for at samarbejde.«

Konstmusiksystrar-workshop i Göteborg, juni 2016. Foto: Klara Andersson

Spørgsmålet om kvalitet
Ved at udvælge værker tilfældigt, indvender jeg, kunne man kritisere Konstmusiksystrar for at gå på kompromis med den kunstneriske kvalitet af musikken. Et argument, som begge komponister virker forberedte på.

»Men hvad er kvalitet, og hvem definerer kvalitet?« spørger Marta retorisk og fortsætter: »Kunne variation ikke være kvalitet? Kunne det ikke være sådan: ’Wow, jeg tog til den her koncert, og kvaliteten var fantastisk, fordi der var så stor variation, i forhold til hvem der performede; nogle gamle og nogle rigtig unge, nogle børn og nogle punkere og en strygekvartet, og det var kvalitet.’ Jeg mener, hvad er kvalitet? Det forandrer sig hele tiden, og alligevel forandrer det sig ikke; der er nogle ting, der aldrig forandrer sig. Jeg tror bare, vi bliver nødt til at ændre den grundlæggende tilgang til ting, som hvad der er kreativitet, og hvem der har ret til at være kreativ.«

I juni måned arrangerede Konstmusiksystrar i samarbejde med Föreningen svenska tonsättare et kursus i samtidsmusik for unge piger og transpersoner i Göteborg, og det, de observerede, var en tydelig orientering mod specifikke kønsbaserede normer.

»Vi så de her børn bevæge sig i retninger, der var meget mandsdominerede.«

»Vi så de her børn bevæge sig i retninger, der var meget mandsdominerede,« fortæller Marta, »mod noget ’macho-musik’-agtigt, der er ’cool’ og ’hårdt’ og har beats. Og det, du kunne høre dem sige, var, at det er det, der er sejt i skolen, og det er det, drengene gør, og hvis man laver den slags musik, så bliver man accepteret. Og så indså vi, at det ikke er det, vi gerne vil. Vi har ikke lyst til at gøre krav på ting, der er maskuline, vi vil gerne give dem noget helt nyt. Noget, der ikke er hverken feminint eller maskulint, men bare noget nyt. Hvor man for alvor kan være fri. Og jeg ved ikke, om man nogensinde kan være fuldstændig fri af normer, men vi måtte bare forsøge at guide de her unge mennesker mod nye måder at forstå musik og lyd, og hierarkier i lyd, på.«

»Det er også et centralt tema for samtidsmusikken,« tilføjer Lo, »at udfordre det, der har været musiktraditionerne, at ændre det til nye måder at forstå musik på.«

Sammenholdets styrke
Ud over initiativer som udstillinger, foredrag og camps for unge piger er Konstmusiksystrars centrale værktøj også deres liste over medlemmer. Listen beviser, at unge kvindelige komponister findes og ikke kan fornægtes. Men nogle komponister ønsker ikke betegnelsen ’kvindelig’, de vil bare gerne kaldes komponister.

»Vi har kollegaer og venner, der ikke er medlemmer at Konstmusiksystrar,« fortæller Marta, »og som ikke har lyst til at være en del af det, fordi de ikke vil sættes i bås. Måske vil de ikke opfattes som vrede feminister, og måske identificerer de sig ikke med udfordringerne. Det forstår jeg godt. Som jeg ser det, gør vi det her for alle, vi gør det ikke kun for de kvindelige komponister, vi gør det for hele komponistmiljøet. Det er bedre, hvis vi er mere ligestillede, og det bliver sjovere, hvis der er variation. Og for mig – og for dem, der er med i Konstmusiksystrar – er det en styrke at føle, at vi står sammen. Når folk ikke har tiltro til én, fordi man er kvinde, så har vi hinandens ryg på en måde. Så er det nemmere at være ’den fremmede’.«

»Det er rart at føle, at der er et rum, hvor vi er i overtal.«

»Det er rart at føle, at der er et rum, hvor vi er i overtal,« tilføjer Lo og opsummerer dermed behovet for initiativer som Konstmusiksystrar. »Præcis,« samstemmer Marta. »Et rum, hvor vi kan sidde og bare, ikke være kvinder, men være individer. Det sker, når man er sammen med andre kvinder, føler jeg, for så er man fri. Og den oplevelse af at føle det er meget unik, og jeg tror ikke, at mange kvinder eller piger nogensinde har følt det særlig stærkt. Og det styrker håbet om, at man kan have det sådan hele tiden. Vi bør have det sådan hele tiden. Det er målet.«

Og hvordan man når dertil? Ikke ved at sidde stille og vente på, at forandringerne sker af sig selv, insisterer Marta. »Måske bliver alle nutidens kvindelige komponister skrevet naturligt ind i historiebøgerne, uden at vi presser på fra den feministiske bevægelse. Men det er ikke risikoen værd bare at sidde og vente. Det er sådan, jeg ser det. Når man læser bøger af tidligere tiders feministiske forfattere eller komponister, så møder man de samme tanker som i dag, men ingenting er sket, eller også sker forandringerne så langsomt, at det bare føles, som om det ikke er værd at vente på.«