© Nanna Ferslev Andersen

Roskilde Festival – er du virkelig af det stof, drømme er gjort af?

Engang var Roskilde en rigtig rockfestival, der satte tidens overfladepop skakmat. I 50 år er folk flokkedes på Dyrskuepladsen, og der er så kønt derude med glimmer på kinden og frigørelse i fuldt flor. Men hvad med drømmene? De store drømme? Tidligere og nuværende Seismograf-redaktør var i marken og skrev beskeder til hinanden.
  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Sune:

Nå, Andreo. Seismograf er kommet på festival, sådan rigtig festival: den store i Roskilde, den med alle drømmene og det tunge åg af forventninger. Er der ikke noget kultisk og selvgodt autoritativt over sådan en størrelse? Engang stod Roskilde for noget, det var en rigtig rockfestival, der satte tidens overfladepop skakmat. Selvtilliden fejlede ikke noget, man stillede sig op på sin kollektivistiske trone og bestemte, hvad der var god og substantiel musik herhjemme, ja i hele verden. Bag facaden af kærligt fællesskab bankede et voldsomt elitært hjerte. Har Roskilde stadig en identitet, synes du?

Jeg fornemmer, at deres stolteste badge i dag er, at festivalen er non-profit og skal opdrage de unge gæster til at redde verden. Men hallo, nu har jeg vandret rundt herude i nogle dage og set, at man både kan gå i 7-Eleven, Flying Tiger og Coop ude på campingpladsen. Enkelte mennesker sidder og bygger et lejrbord af bæredygtigt materiale i det »cirkulære laboratorium«, men ellers virker her lige så hærget som altid: skrald overalt, pyramider af alkohol og boder, der sælger pitabrød til 85 kroner. Har man behov, kan man endda erhverve sig en Soundboks til 7.995 – et røverkøb! Hvis Roskilde Festival opdrager ungdommen til noget i dag, er det vel først og fremmest til sanseløst forbrug. Er drømmen ovre, Andreo?

Men, Sune, er der for lidt proteinholdigt fyld på Roskilde Pizza nr. 50? 

Andreo:

Roskilde Festival plejer jo at lege kispus med vores drømme. Og forventninger. Roskilde går på mange ben. Ben, som sjældent sover. Fra på-alles-læber Dua Lipa til gøgl, højpandede foredrag og artpop og hyperpop. Og mere pop. 50 års-fødselaren gav os rigeligt med pop. Men mange fravalgte jo Post Malone for at høre ugandiske xylofonmestre. Godt. Og den store tyske kunstner Katharina Grosse spredte farvelade ud, så man kunne danse på landskabet. De kunstneriske ambitioner har aldrig været højere. Festivalen vil os noget, og flyver klimaaktivister ind fra Kenya og Berlin med agurkgrønne budskaber. Det er mange år siden, Roskilde talte til os via rockens omkvæd. Nu vil de »Musik, kunst, aktivisme, camping og frihed«. Altså en pizza med det hele. Du kan være lige præcis den cowgirl, du vil, forstod man under japansk-amerikanske Mitskis sang »Be the cowboy«. Men, Sune, er der for lidt proteinholdigt fyld på Roskilde Pizza nr. 50? 

Drømme … Jeg vender tilbage. Må bruge lidt flere nætter herude under den appelsinfarvede måne. 

De kunstneriske ambitioner har aldrig været højere på Roskilde Festival. Her er det den tyske kunstner Katharina Grosses værk Destroy Me Once, Destroy Me Twice – et danseplatform i landskabet. © Nanna Ferslev Andersen
De kunstneriske ambitioner har aldrig været højere på Roskilde Festival. Her er det den tyske kunstner Katharina Grosses værk Destroy Me Once, Destroy Me Twice – en danseplatform i landskabet. © Nanna Ferslev Andersen

Sune:

Måske kan man sige det sådan, at denne festival er enestående, fordi den om ikke andet har plads til drømmen. Som du siger, er der næsten ikke længere noget, der ikke kan rummes i programmet. Pladsen findes, men om den så også udfyldes, er vel spørgsmålet. Hvis identiteten for Roskilde i dag er, at der er plads til alle mulige identiteter, så sætter man sig let mellem mange stole … stole, som måske er bygget på ankomstdagen i det cirkulære laboratorium, men jeg skal hilse og sige, at jeg lige har været forbi laboratoriet igen her fem dage inde i festivalen, og nu er det altså omdannet til et cirkulært lokum, Andreo.

© Nanna Ferslev Andersen
Den kenyanske duo Duma kom med industrielle technorytmer til Gloria. © Nanna Ferslev Andersen

Puf, siger drømmene, mens de brister og taber til et, i længden, overfladisk festbehov – noget, jeg også hører i musikken ved koncerterne, hvor publikum zapper videre til en ny fest, så snart der er gået tre øjeblikke uden en sang, de genkender. Så kan det selvfølgelig være, at de forvilder sig ind på Gloria til et skud afrikansk rytmekunst og opdager en ny verden. Det er i mine øjne der, drømmens potentiale gemmer sig – inde på scenen med lavest til loftet. Eller måske mere abstrakt: der, hvor jorden pludselig åbner sig under en. Det kan den for så vidt også gøre foran den berømte, orange teltdug. Har du haft sådan et øjeblik på Roskilde?

Andreo:

Jeg har oplevet en lille indonesisk mand gå i trance. Fredag ved højlys dag spillede Java-kollektivet Seni Reak Juarta Putra på Platform. Trommer in-your-face og aarhusianske Snöleoparden på repetitiv, forstyrret guitar. Lyden kom via et hjemmebygget højttalersystem med megafoner placeret i stellet fra en barnevogn. Tro mig, hipsterne i Harald Nyborg-teltene ude på campen ville være grønne af misundelse og levere deres Soundbokse tilbage. Trancen ankom langsomt; en mand lånte en lighter fra en fyr blandt publikum, tændte en cigaret, dansede en vild dans. Og forsvandt ud i siden. Gik i trance. På jorden lå en flækket kokosnød og dyreskind, vistnok. Sorry, jeg husker ikke så godt. Kresten Osgood var med i bandet og trommede med en hammer på et stykke metal. Han havde julelys i øjnene. En gut svingede med sit lange hvide hår. Alt swingede.

© Nanna Ferslev Andersen
Det indonesiske kollektiv Seni Reak Juarta Putra under deres første performance på Platform, hvor bl.a. trommeslageren Kresten Osgood og den elektroniske musiker Snöleoparden deltog. © Nanna Ferslev Andersen

Med hjælp fra den verdenskendte kurator Tino Sehgal inviterede Platform Remix kunstnere fra festivalen til et ekstra event. Meningen med Platform var, blandt andet, at skabe et uhøjtideligt mødested mellem mennesker og performere uden nogen ophøjet scene. Platform overraskede. Et godt sted for de nysgerrige at søge ly. For regn. Og mainstreampop.

Osgood fortalte, musikerne aldrig har spillet udenfor deres landsby. Samt at jeg skulle komme igen lørdag kl. 01.30 til Seni Reak Juarta Putras flere timer lange tranceshow, som skulle lukke hele Roskilde Festival og sluse os ud i det normale liv. Dette var kun en test. Sune, skal jeg join the trance?

Det lyder klart som et tog, du skal hoppe på, Andreo

Sune:

Det lyder klart som et tog, du skal hoppe på, Andreo. Jeg kommer måske til at lyde lidt negativt indstillet over for festivalen, det er egentlig ikke meningen. Det, du beskriver der, lyder som noget af det, der gør Roskilde til noget særligt. Og noget særligt vigtigt for musiklivet herhjemme. For der trænger til at blive rusket lidt i institutionerne og rammerne, gør der ikke?

Jeg var jo slemt glad for den udgave af Gong Tomorrow, der for tre år siden lavede en lille festivalrevolution ved at udlicitere programlægningen til mindre organisationer, som så fik hver sin platform at boltre sig på. Roskilde kan lidt af det samme, og selvom jeg ikke har været forbi den nye Ambereum-scene i mere end korte øjeblikke i år, har jeg bemærket, at den for eksempel har givet plads til skarpe elektroniske bookere som folk fra den utopiske natklub Ved Siden Af på Vesterbrogade. Det giver en ret spændende elektronisk festival i festivalen.

Roskilde Festival har alt: Gøgl, højpandede foredrag og pop. Når det kommer til kunstmusik – og kunstprogrammet – mangler Roskilde lige et par gear. © Nanna Ferslev Andersen
Roskilde Festival har alt: Gøgl, højpandede foredrag og pop. Når det kommer til kunstmusik – og kunstprogrammet – mangler Roskilde lige et par gear. © Nanna Ferslev Andersen

Til gengæld synes jeg ikke, at den kunstmusikalsk orienterede programlægning har samme skarphed. Den Danske Strygekvartet sammen med Dreamers’ Circus: gab. En opførelse af Terry Rileys fragmentariske socialværk In C fra 1964: mildest talt set før. En triviel sonifikation fra en CERN-forsker, et allerede opført kaosalbum fra Kim Mejdahl og optrædener af Ydegirl og Xenia Xamanek … det er alt sammen fint nok, men ikke udtryk for specielt original kuratering, synes jeg. Når det kommer til kunstmusik – og kunstprogrammet – mangler Roskilde lige et par gear. Måske ligger man i for høj grad under for koncertformatet og festbehovet; mangler der ikke en avantgardistisk understrøm i den festival, der ellers har sine rødder i hippietidens sociale eksperimenter? Altså: Det er lækkert nok at vandre fra den ene femstjernede koncert til den anden, men hvad med publikums medskabelse og den slags utopiske drømme, er der plads til dem?

Andreo:

Ja. Ambereum kan noget. Dér, da den brasilianske popstjerne Anitta havde stoppet sine reggaetón-rytmer på naboscenen Arena, startede Ilyich og hans medhjælpende performer en futurisk film med elbas og clubbeats. Iført en slags venetianske masker spurgte de os: »Have you arrived? Have YOU arrived?« Og: »There is no transcendence. No more stories. We’re gonna die.«

Jeg ved ikke helt, om jeg blev inddraget. Men der skal være plads til ein bisschen Existenz på en festival, som jo vender vores dagligdag på hovedet. Plads til højlydt undren: Hvad går det her ud på? Har du oplevet at være lost på Dyrskuepladsen? 

Noget, jeg savner fra min første Roskilde Festival for en slags årti siden, er til gengæld lejrbålsguitarerne

Sune:

Allerhøjst i madboderne. Om jeg begriber, hvorfor der skal æbler i alt. Hvad er meningen? Er det i øvrigt kun mig, der har vandret hjælpeløst rundt inde på festivalpladsen for at finde et sted at fylde vand på mine flasker? Det bæredygtige selvbillede slår en del sprækker, når man møder Roskilde Festival i praksis.

Det gør vel egentlig også det billede af generation Z, som tegnes i medierne. Det kan godt være, Roskilde i dag arbejder med flere og andre identiteter end at være en musikfestival, men til gengæld er det i meget høj grad en ungdomsfestival. Her kan man troppe op og se et – næppe repræsentativt – udsnit af ungdommen i dag. Jeg har bemærket en klar drejning over mod kønsflydende påklædning, men budskaberne om en Greta Thunberg-hær af økoflippere er svære at forene med den virkelighed, syndens marker afslører. De stramhudede teenagere virker nøjagtig lige så forbrugende, svinende og selvoptagede som alle andre mennesker. Men jeg kan alligevel godt lide dem: deres dionysisk hæse stemmer, at de stopper dig – bløde øjne, akavet oprigtighed – for at spørge om vej til Countdown-scenen, fordi de »er vildt noob«.

© Nanna Ferslev Andersen
Engang stod Roskilde for noget, det var en rigtig rockfestival, der satte tidens overfladepop skakmat. I dag rummer campingpladsen både 7-Eleven, Flying Tiger og Coop. © Nanna Ferslev Andersen 

Noget, jeg savner fra min første Roskilde Festival for en slags årti siden, er til gengæld lejrbålsguitarerne; deres åbne invitationer om fællessang kan ikke konkurrere med de infernalske Soundboks-maskiner, som lejrene bruger til at territorialisere og bygge usynlige vægge. I Dream City har nogle gæster bygget en saloon med eget klaver, men hvad nytter det, når man ikke kan høre tangenterne spille for alle basgranaterne? Dog redder ungdommen sig i mål takket være Camp Margrethe II, der har samplet nytårstaler og forvandlet dem til hård klubmusik; kreativiteten er ikke fuldstændig fortrængt af illusionen om evig fest. I en eller anden udstrækning fungerer Roskilde Festival nok stadig som en form for højskoleophold i dag, men jeg synes altså, kollektivismen og bevidsthedsudvidelsen er trængt i defensiven af hurtige oplevelser, fuldskabens trivialitet og uforpligtende fest. Kan du få øje på det revolutionære potentiale i den kultur, der trives på Roskilde i dag?

Bare kort: Drømmen er ovre, Sune

Andreo:

Æbler! Altså, jeg kan godt lide, at Roskilde har en scene med navnet Avalon. Avalon, den hellige ø i den keltiske mytologi, også omtalt i Kong Arthur-legenden. Den kaldes også »Æblernes ø« eller »Den lykkelige ø« Avalon, som regeres af Afallach, underverdenens gud, og hans ni døtre. Både Afallach og Avalon er afledt af ordet for æble. Men det er jo en anden historie … 

Bare kort: Drømmen er ovre, Sune.

Sune: 

?

Andreo:

Hov, slåfejl. Drømmen er ikke ovre. Ikke på denne festival. Nye drømme starter her. Måske er de iklædt Katharina Grosses friske fluorescerende farver, er lang som den guitarsolo, som Big Thiefs Adrienne Lenker leverede (festivalens længste!) eller lyder som Star Feminine Band fra Benin! En gruppe piger i alderen 10 til 17, der på overfladen kom med løssluppen underholdning, men de sang altså om omskæring og tvangsægteskaber. De sang om deres drømme for et bedre liv. 

Vi ER på kursus i The Big Orange Solidarity Mega-rummelige Feeling og prøver ihærdigt at suge til os af viden fra (musik)lærere fra verdens brændpunkter. Kenya, Kyiv, Benin …

Tiderne skifter. Soundboksene – og de evige fester – består. Nej, revolutioner har jeg ikke hørt. Vi ER på kursus i The Big Orange Solidarity Mega-rummelige Feeling – det er netop en følelse og øvelse – og vi prøver ihærdigt at suge til os af viden fra (musik)lærere fra verdens brændpunkter. Kenya, Kyiv, Benin …

© Nanna Ferslev Andersen
Den syriske kunstner og aktivist Khaled Barakehs værk Mute består af en gruppe menneskelignende figurer, som i stedet for hoveder har noget, der ligner et instrument eller en megafon, som er blevet skåret over.  © Nanna Ferslev Andersen 

Fredag morgen stod der pludselig en gruppe skulpturer foran Orange Scene. Mennesker uden hoveder, men med noget, der lignede et instrument eller en megafon, som er blevet skåret over. Den syriske kunstner Khaled Barakeh fortalte mig, at hans værk Mute passer godt til den politiske bevågenhed på Roskilde Festival, hvor det handler om at aktivere folk gennem musik og kunst:

»Under revolutionen i 2011 prøvede det syriske regime fysisk at tage de protesterendes stemmer. Værket tager udgangspunkt i Khasush, en mand, som sang under revolutionen. Regimet fangede ham og skar hans hals over. Stemmerne, som regimet forsøgte at gøre tavse, er nu blevet højere, når de udstilles her i Danmark. Nogle af morgengæsterne troede, det var en yoga-meditation. Det legende gør, at folk ikke vender sig væk, når der kommer noget politisk, noget om Syrien.«  

Sune, man mærkede deres nærvær. Indtil menneskefigurerne kl. 15 blev sat ind i en varevogn for at blive transporteret til næste udstillingsplads. Kort efter så jeg en gruppe studenterhuer danse på samme plads. Generation Corona er de blevet døbt. Når man er på festival for første gang, går man så ikke ind og hører de store popnavne, før man tager sin ilddåb med en ukendt artist (undskyld ordet, jeg tænker det i en avantgardesammenhæng) fra Korea? Kan man starte med hidsig og total frit drømmende avantgarde?  

Sycamore søgte festen, ganske vist uden helt at finde den; dertil var drifterne for platoniske

Sune:

Man kan leve et langt og lykkeligt liv uden nogensinde at forvilde sig ind på de små scener, helt klart. Og de store scener kan også sagtens levere de der øjeblikke, som sætter et indre jordskred i gang. Vi er heldigvis forbi den tid, hvor forestillingen om avantgardens utopiske potentiale var forbeholdt kunstmusikken – opgør med tunge traditioner kan uden problemer finde sted i poppens destabiliserede univers. Det var dog måske ikke lige de tangenter, eksempelvis Drew Sycamore spillede på, da hun åbnede Orange Scene. Hun søgte festen, ganske vist uden helt at finde den; dertil var drifterne for platoniske.

Har du også lagt mærke til, at en meget stor del af de hundredvis af anmeldelser, der strømmer ud i magasiner og aviser fra festivalen, mere eller mindre arbejder ud fra ét kriterie: Lykkedes det for kunstneren at skabe en fest? Indrømmet, arbejdsforholdene for anmeldere er ikke gunstige på sådan en festival: korte deadlines, små tekster, støj i presseteltet og tiltagende træthed. De store perspektiver går let tabt. Musikkritikken har svært ved at udgøre det rum for refleksion, som så stor en institution som Roskilde ellers kalder på. Og lige pludselig bliver alt til femstjernede »veni, vidi, vici«-anmeldelser. Så jeg er faktisk meget glad for, at vi lige kan udveksle tanker i lidt længere format sådan her, Andreo.

© Nanna Ferslev Andersen
Den koreanske oktet Ak Dan Gwang Chil spillede shamanistisk ritualmusik på Pavilion-scenen. © Nanna Ferslev Andersen 

Andreo:

Lige over. Ja, hvor sjovt er det lige at læse om fester, hvor 80.000 mennesker sveder som ét euforisøgende legeme? Men fester, som undviger sig alle ord, bør beskrives; som koreanske Ak Dan Gwang Chil på Pavilion. Kultisk, shamanistisk, rituelt – helt uden shots. Nogle siger, festivaler er et stort spejl. Af en selv. Af tilværelsen. Et mikrokosmos, du ved. »Look into the mirror. Look at what we have become. I know there is another way,« messede Moor Mother i front for bandet Irreversible Entanglement, mens trommerne kørte i frie afrofuturistiske løb med en lige så fri sax og trompet. Bandet blev dannet i 2015 efter politidrabet på den caribiske immigrant Akai Gurley – til en protestdemonstration mod politibrutalitet!

Hvad kan jeg fortælle? Måske kan jeg ikke. What happens in Roskilde, stays in Roskilde

Hvis Roskilde er et spejl, hvad ser vi så, Sune? Her tænker jeg ikke på mig-mig-mig-generation (den tilhører vi vist alle), men vil høre, om du oplevede nogle musikere med budskaber om, hvordan vi skal komme videre herfra, ud af suppedasen? 

Robert Plant og Alison Krauss sang – igen – om the darkest hour. De kom omkring Led Zeppelin, og nogle fandt det mærkeligt at høre et gammelt rocknummer som bluegrass! Med Plant på maracas! Trommeslageren havde vist et trommesæt fra 30’erne. 

Da St. Vincent aka Annie Clark fra Tulsa, Oklahoma, gik på Orange Scene, havde hun pigtrådsenergi under tresserservitriceuniformen. Hun bad os finde fuckfingeren frem og sende en kollektiv hilsen til Amerikas højesteret. 

Sune, kører det hele i ring? Verdensuroen, problemerne, fuckfingrene, så både gårsdagens kunstnere og de nye har noget at tage fat om?  

Han tiggede helt bogstaveligt penge fra scenen, og nogen smed faktisk en femmer op til ham

Linda Lamignan under den performative koncert på den lille Ambereum-scene. © Nanna Ferslev Andersen
Den lille Ambereum-scene bød på performances og DJ's. Her Linda Lamignan under en performativ koncert. © Nanna Ferslev Andersen

Sune:

Måske. Den største blottelse, jeg overværede, var den unge frontmand Prince Askar med hans – indtil nu hemmelige – projekt Afskum. På en festival, der virkelig dyrker forbruget, stillede han sig op med sin dybe, autotunede vokal og messede frit om en tilværelse med fattigdom, ensomhed og problemer med Udlændingestyrelsen. Under ham dansede en satanisk digitalspejling af vokalen, det var enormt stærkt. Her kom han ud af det blå med en sætliste, ingen kendte, og blev med ét til en stemme for det udgrænsede. Han tiggede helt bogstaveligt penge fra scenen, og nogen smed faktisk en femmer op til ham.

Senere stod jeg ved siden af Askar i Soundvenues backstagebar, hvor han hustlede sig til en gratis fadøl til sig selv og sin ven. Han fik med sin faktisk meget bredt appellerende musik – en besat new wave – kanaliseret et voldsomt oprør ind i en af de musikalske hovedveje. Afskum gav den del af ungdommen, som ikke tager på Roskilde, en stemme, og samtidig udstillede han et manglende politisk engagement hos andre kunstnere; man blev i hvert fald opmærksom på det. Det var en del af festivalens talentprogram, og i virkeligheden er det måske dem – de uafrettede, de stadig viljefulde kunstnere – der taler mest til mit temperament.

»Jeg vil forvirre flest muligt mest muligt!« 

Andreo:

Dette år blev solgt (!) – jeg er enig i dine betragtninger om 7-Eleven & co. – på sloganet »Love Peace RF 50« (som de vågne unge blomsterbørn hurtigt erhvervede sig i Merchandise-boden). Men hvad skal vi, hvad kan vi, ønske os til næste år, Sune? Selv drømmer jeg om at komme op i den ballon, der svæver over festivalen. Se de mange mennesker gå rundt som myrer og arbejde sig frem mod de forskellige scener for at opleve alle de kendte og undergrunden. Ja, skal vi ikke satse på mere af det ukendte? Mere desorientering? Det, som endnu ikke har fået en genre? Per Nørgård, altså farfar til popstjernen Jada, som gav en mindeværdig koncert på Orange Scene, fylder 90 om få dage. Nørgårds motto, i alle disse år, i hvert fald fra han var teenager og opdagede, at der findes lydverdener, de andre ikke havde fortalt ham om, har været: »Jeg vil forvirre flest muligt mest muligt!« 

Smukt motto, synes jeg. Af sådanne ambitioner fødes drømme. Nye forvirringer. Og – måske – små gnister til revolutioner. Ting, vi ikke forstår endnu. Hvis man evner at sætte tonerne rigtigt sammen. Og hvis der er nogen, der vil lytte …

Sune:

Det er en smuk tanke at gå ind i det ukendte. Den tanke kan godt leve på Roskilde Festival endnu; om det ligefrem kan blive festivalens kongstanke, er måske tvivlsomt. Men drømme ér jo tvivlsomme. Jeg vil gerne være med til at skubbe lidt på i den retning, Andreo. Ikke at det skal være en stor kunstbiennale, men jeg kunne godt tænke mig, at Danmarks største – og vigtigste – festival sigtede efter at blive drømmenes platform (igen). De har allerede Dream City, men den ligger altså ude på campingpladsen og ligner mest af alt en krydsning af Legoland og en byggelegeplads. Festkultur har et frigørende potentiale, men kan også let blive en opdragelse i at forbruge; opdrag os hellere til at drømme, Roskilde.

Andreo:

Godt. Roskilde nr. 51 får en chance. I øvrigt: jeg tog imod indonesernes invitation, den to timer lange trance på sidste festivalnat, hvor Kresten Osgood igen havde lys i øjnene, og trommerne var håndspillede og selvkørende på én gang. Det var ikke koncert. Måske et ritual, der klippede vores armbånd, fordi vi ikke længere havde brug for dem. Frigørelse i fuldt flor. Hvad kan jeg fortælle? Måske kan jeg ikke. What happens in Roskilde, stays in Roskilde. 

 

Roskilde Festival fandt sted 25. juni – 2. juli 2022