Et vanskeligt dyr at tæmme

Nogle gange er en debutkoncert egentlig ikke en debutkoncert. Bára Gísladóttir havde allerede udgivet tre album, modtaget en række priser og fået sine værker opført af Islands Symfoniorkester og Frankfurt Radioorkester, da hun onsdag i sidste uge tog afsked med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hendes karriere er allerede nået langt uden for konservatoriets trygge rammer, og i stedet for at afholde debutkoncerten i dets koncertsal lokkede hun hundredvis af nysgerrige mennesker ud til Danmarks svar på Reykjavíks Hallgrímskirkja, Grundtvigs Kirke på Bispebjerg.

Det monolitiske lydlandskab, vi hørte indenfor, var skrevet for flere forskellige instrumenter, inklusive Gísladóttirs egen kontrabas, men det instrument, hun for alvor havde fokuseret på – det vilde dyr, hun virkede opsat på at tæmme – var det, vi alle var stimlet sammen inden i: Peder Vilhelm Jensen-Klints slanke, gulmurede kirkeskib med dets overvældende rumklang. Værkets titel var Víddir (»Dimensioner«), og det føltes som et af de her islandske ord, der overskrider sin allerede rummelige betydning. I løbet af værket oplevede vi dimensioner af enhver art, og kombinationen af en ur-rumlen og tektoniske rystelser lød som øjebliksbilleder fra en langt større proces, hvis cykliske gentagelser hverken har en begyndelse eller en ende (eller i hvert fald ikke var tiltænkt en ende, før mennesket meldte sin ankomst).

I den forstand virkede Víddir mindre som en advarsel end en profeti. Det var ikke her, man fandt sin katarsis

Den centrale instrumentgruppe bestod af en flok af ni fløjter i alle størrelser, som hvislede, pustede og brægede ud i æteren under ledelse af gruppeføreren Björg Brjánsdóttir, der stod foran alteret, mens hendes kolleger var spredt rundt om publikum. De blæste en ildevarslende brise ind i værket, som slog sprækker i de øverste registre med krystallinske overtoner. Da fløjterne senere, efter en pause, vendte tilbage i værket, var det ikke som dekorative fuglevæsner fra et Björk-utopia, men som vrinskende og miavende firbenede dyr – en tydelig markering af, at værket havde sit udspring i en eksistentiel krise.

En profeti

Fra et musikalsk, formmæssigt og tematisk synspunkt var det mest interessante den kompromisløse rune-messen fra Gísladóttirs egen kontrabas, som blev yderligere forstærket af en dyb mumlen i Skúli Sverrissons forvrængede elbas, der ekkoede gennem kirken, som befandt vi os i en grotte. Gísladóttirs tålmodige improvisation udsprang af intens lytning og respons – rettet både mod sig selv, Sverrisson og rummet. Hendes instrument kunne også lyde som alle slags fløjter: dybe, luftige borduntoner og høj hvislen, som enten var resultatet af splintrede overtoner eller buens pres mod instrumentets stol. Som værkets følelsesmæssige kerne kom denne passage imidlertid ret tidligt, og det lykkedes ikke en efterfølgende monolog at skabe samme ophobede intensitet eller fokus.

Måske læser jeg her Víddir som en episk saga i stedet for en meteorologisk og/eller metafysisk oplevelse. Da det var mest overvældende, føltes værket som et islandsk Tapiola uden træer, der rungede gennem det høje kirkeskib som østenvinden og med et farvespektrum, der favnede så bredt og dybt, at den bedste måde at tage det ind på var at lukke øjnene og koncentrere sig. Igen og igen lod ophobede bølger af massiv lyd til at berede vejen for klimakser, der aldrig kom. Det gjorde kun værket mere realistisk: Lad være med at lytte efter det, der er på vej; lyt til nuet. Gísladóttirs verdenssyn er for ængsteligt og dystert til at lokke lytteren med gulerødder eller sætte let bytte op for musikerne. I den forstand virkede Víddir mindre som en advarsel end en profeti. Det var ikke her, man fandt sin katarsis.

Islands Symfoniorkester uropfører Bára Gísladóttirs »Ós« (2018).

Alligevel sad man af og til med fornemmelsen af, at den akustiske færd ikke udspillede sig helt, som Gísladóttir kunne have ønsket sig. At der, med undtagelse af hendes egne møjsommeligt konstruerede improvisationer, manglede en uundgåelighed i overgangene. At Neko3’s paniske gennemsøgning af slagtøjet i værkets næstsidste afsnit føltes akavet (værket havde vel dybest set ikke brug for en rainstick – det var større end som så). Og at der var noget hæmmende ved hele opstillingen med publikum, der sad på lige rækker og kiggede i samme retning, når musikken ville gøre sig fri af et tydeligt fokus på et klart endemål (selvom den i sidste ende havde et).

Balancen mellem plads til fri improvisation og tilstedeværelsen af overordnet, fastlagt struktur og tempo blev flot opretholdt af Gísladóttir og Sverrisson, men da tyngdepunktet flyttedes mod resten af musikerne, lod balancen til at forsvinde. Den rumlige placering af fløjterne blev heller ikke altid omsat til den ønskede naturlige resonans. Man kunne høre, hvornår hele flokken trak vejret som en helhed … og hvornår den ikke gjorde det. Måske ville yderligere indstuderingstid (og en yderligere opførelse) have givet en mere organisk oplevelse. Måske skulle værket have været kortere, måske med mere intenst fokus på dialogen, spillet mere med ørerne og med en bedre makro-afspejling af de splintrede prismer, komponisten er så god til at fremtrylle. Et af de mest fascinerende og transparente eksempler på sidstnævnte kom mod slutningen, da Víddir – ligesom Sibelius’ Tapiola – lagde sig til hvile på et lille stykke dæmringslys, der langsomt tonede ud.

Farvel til den islandske stereotyp

Det enorme, og koncentrerede, publikum, som havde taget turen for at høre værket, var dog begejstret over mødet med en kompromisløs komponist, som ser et særligt mørke i verden, samtidig med at hun har det rå talent og selvdisciplinen til at kunne give det en tydelig form og tilsyneladende kan gengive mørket på så mange forskellige måder. På et mere overordnet stilistisk plan er det svært at høre Víddir uden at tænke på Island – fra det sorte stenfundament til de fjendtlige vindstød, de åbne vidder, de generelt dystre perspektiver og de allestedsnærværende farer. Samtidig var det helt tydeligt et værk af en original og personlig komponist med klare motiver, som hun ikke har vanskeligt ved at kommunikere, selvom de tekniske detaljer ikke altid hænger helt sammen.

Alligevel sad man af og til med fornemmelsen af, at den akustiske færd ikke udspillede sig helt, som Gísladóttir kunne have ønsket sig

Mestrede Gísladóttir i sidste ende det instrument, som Grundtvigs Kirke udgjorde? Ja, det gjorde hun, men det har måske afhængt af, hvor i rummet man befandt sig. Det var en meget velbesøgt debutkoncert, og det anseelige antal pladser i bageste halvdel af kirkeskibet udgjorde et ingenmandsland, hvor fotografer og musikere ustandselig bevægede sig rundt (det samme gjaldt for publikum på de yderste pladser mod sidegangene), hvilket punkterede illusionen om den større fysiske ubevægelighed, som værket til en vis grad beroede på. Måske tillod logistikken det ikke, men det ville uden tvivl have fungeret bedre, hvis performerne var placeret midt i kirkeskibet, i rummet mellem siddepladserne, mens publikum kunne have siddet på begge sider omkring dem. Det var også svært at undslippe tanken om, hvor urovækkende Danmarks dybeste orgelpibe kunne have lydt i Gísladóttirs buldrende vindlandskab, netop som man troede, det ikke kunne rumme mere i sig. Hovedorglet forblev imidlertid stille.

Men hvis en debutkoncert egentlig ikke er en debutkoncert, så er det i det mindste en chance for at lade fantasien få frit løb med en klar viden om, at man næppe får en lignende mulighed igen. I den forstand greb Gísladóttir chancen. Men ved at vise os omfanget af hendes forestillingsevne blev det også tydeligt, at den – i den her skala – i sig selv er et vildt dyr, det må være svært at tæmme.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.