© PR

Det nytteløse helvede

I musikteaterforestillingen »Calls to this number are being diverted« sætter Matthew Grouse senmodernitetens absurde arbejdsliv under lup.

Frygten for at være nødt til at tage et fuldkommen ligegyldigt, ja, meningsløst, job for at kunne betale huslejen har altid siddet dybt i mig. Og jeg har altid haft stor medfølelse med de mennesker, der var tvunget til det.

Et job i et callcenter står for mig som noget af det værste, jeg overhovedet kunne forestille mig: Et job, hvor jeg i så fald havde til opgave at forstyrre tilfældigt udvalgte mennesker på arbejde eller derhjemme for at bede dem svare på spørgsmål, jeg dybest set vidste ville have en meget lille effekt. Jeg har for megen respekt for andre menneskers tid og gøremål til nogensinde at kunne få mig selv til det. Og heldigvis har det aldrig været nødvendigt for mig at skulle tage et job i noget som helst callcenter.

Sådanne jobs har eksisteret gennem det meste af den senmoderne epoke i store dele af verden. De er til dels omfattet af begrebet pseudoarbejde, som antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen lancerede i deres fælles debatbog med samme titel fra 2018. Begrebet betegner alt det arbejde, som dybest set ikke gør nogen forskel, men alligevel findes, fordi målbarhed, styringsparadigmer og evalueringskultur er kommet til at fylde så meget i selvsamme epoke.

Naturligvis gik der ikke ret lang tid, før jobbet i den grad gik ham på, irriterede ham, kompromitterede ham

Jobs af denne type – og flere andre med dem – er blevet betegnet med det uforglemmelige begreb McJob, sådan som det skete i den amerikanske forfatter Douglas Couplands roman Generation X fra 1991. Begrebet betegner de optimalt kedelige og perspektivløse jobs, som er ufaglærte og dermed dårligt lønnede, og som ikke har noget som helst potentiale set i et karriereperspektiv. Det kunne være jobs på en McDonald’s (deraf navnet), hvor man måske i det mindste lærer noget nyttigt om kundepleje, eller det kunne altså være jobbet som ansat i et callcenter. At der omvendt findes ganske lukrative jobs som fx avissælgere, der er provisionslønnede og kan tjene ganske meget, viser, at det bestemt ikke er helt sort/hvidt.

Den menneskelige komedie

Den engelske, i Danmark bosatte komponist Matthew Grouse ved, hvad han taler om, når han lader sin nye musikteaterforestilling Calls to this number are being diverted foregå i et callcenter. Og han ved, hvilke absurditeter et sådan job kan medføre i forhold til at afkræve medmennesker svar på ligegyldige spørgsmål. Da vi mødes en almindelig eftermiddag på Det Kongelige Bibliotek i København, fortæller Grouse mig som noget af det første, at han selv har indgående erfaringer med at arbejde i et callcenter. Gennem en periode på to år arbejdede han for et firma, hvor hans opgave var at lave kundetilfredshedsundersøgelser – foruroligende nok undertiden også med virksomheder, der slet ikke var kunder hos firmaet.

Naturligvis gik der ikke ret lang tid, før jobbet i den grad gik ham på, irriterede ham, kompromitterede ham. Men han så samtidig en kunstnerisk mulighed i det, altså i at benytte arbejdstiden til at iagttage jobbet og dets funktioner udefra, så at sige. Netop gennem dette job ville han kunne opnå nogle indsigter, som efterfølgende kunne bruges som råmateriale i hans eget, selvvalgte og dybt meningsfulde arbejde som komponist. Ikke når han, som det er tilfældet, arbejder inden for en ramme, som trækker på både efterkrigsårenes absurde teater samt den nyere, musikdramatiske tradition, hvori den argentinsk-tyske komponist Mauricio Kagel står centralt. Calls to this number are being diverted er derved blevet til som resultatet af et ganske indgående feltarbejde på området og bidrog altså til, at han blev i jobbet.

© PR
Matthew Grouse siger, at forestillingen er absurd på en surrealistisk måde eller surrealistisk på en absurd måde. © PR

Beskrivelsen af feltarbejdet i forestillingen har særligt sendt Grouse i retning af det groteske, også det grotesk morsomme. Han siger det selv på den måde, at forestillingen er absurd på en surrealistisk måde eller surrealistisk på en absurd måde. I den forstand kropsliggør værket en senmoderne udgave af den franske 1800-talsforfatter Honoré de Balzacs såkaldt menneskelige komedie, et omfattende romanværk hvor menneskehedens dumheder, trivialiteter, lidelser og erkendelser bliver undersøgt. I det 21. århundrede angår den menneskelige komedie også det professionelt at spilde andre menneskers tid, og vel at mærke føle sig som en idiot, mens man gør det. Men Grouse ser netop en mulighed heri: at agere som en særlig udsending, hvis hemmelige opgave er at udforske det menneskelige sinds karakteristika gennem den handling uforvarende at ringe andre mennesker op og begynde at stille dem på forhånd nedfældede spørgsmål af evaluerende art om et givet emne.

Her vil chatrobotterne ikke være til megen nytte: De har naturligvis intet etisk kompas programmeret i sig

Af en projektbeskrivelse, som Grouse har sendt mig forud for interviewet, fremgår det, at Calls to this number are being diverted befinder sig et sted mellem at være såkaldt ny musik, eksperimentelt teater med publikumsdeltagelse og interaktiv installationskunst. Ventemusik spiller en central rolle i forestillingen som den musik, der bagom dens tilsyneladende ‘umusikalske’ egenskaber gemmer på forbavsende musikalske potentialer, blandt andet i kraft af gentagelsens monotone og tranceskabende karakter. Og så forsikrer projektbeskrivelsen om, at kulsort humor gennemsyrer tingene fra først til sidst. Eftersom Matthew Grouses take på emnet er selvbiografisk, er han ikke blot forestillingens komponist, men også dens librettist. Selvom han i høj grad tidligere har arbejdet med at skabe ord til sine værker, er det første gang i hans stadig relativt korte karriere, at han binder an med det i så stor en skala. Det har virkelig været noget af en mundfuld, medgiver han. Men en god mundfuld, slår han fast.

Matthew Grouse har en umiddelbar lethed over sig, som næsten får én til at glemme den tyngde, han også har. Han mener virkelig, hvad han gør, og han gør det på en næsten ubekymret måde. Han ler hjerteligt, mens han betror mig, at hans musikteaterforestilling på en måde kan ses som et rituelt farvel til en jobtype, der om kort tid ikke længere findes, fordi chatrobotterne meget snart overtager det. At stille de samme åndsforladte spørgsmål til en virksomhed eller en privatperson behøver ikke længere menneskeligt involvement, men der vil fortsat være firmaer, som vil finde det etisk forsvarligt at spilde andre menneskers tid med at ringe dem op og stille dem en masse spørgsmål. Her vil chatrobotterne ikke være til megen nytte: De har naturligvis intet etisk kompas programmeret i sig.

© PR
© PR

Grouse uddyber: »Calls to this number are being diverted er indlysende en kritik af al det futile arbejde, vi mennesker udfører i vores mange jobfunktioner. Callcentret er en metafor i den forstand, at der også er umådelig meget andet arbejde i verden, som kan forekomme lige så meningsløst. Man kan næsten sige, at forestillingen dvæler ved absurditeten i de meningsløse jobfunktioner i denne verden, samtidig med at det også er en elegi over den omstændighed, at vi som menneskehed overhovedet har skabt et behov for denne type jobs, som ikke gør noget godt for nogen, og som sådan set blot gør os alle sammen i dårligere humør, uanset hvor i systemet vi befinder os: som dem, der ringer op, som dem, der bliver ringer til, eller som dem, der efterfølgende skal behandle de indkomne data.«

»Samtidig var der noget tranceagtigt over det hele, fordi jeg måtte lytte til så megen ventemusik, når jeg var sat på hold«

Dagdrømme og ventemusik

»Da jeg arbejdede i callcentret,« fortsætter Grouse, »var jeg fascineret af tanken om, at jeg kunne arbejde ni timer om dagen med at ringe folk op uden at få andet end sure miner ud af det. Kun undtagelsesvist ville nogen tage sig tid til at svare og derved gøre, at jeg kunne få noget konstruktiv viden ud af mine bestræbelser.« Han smiler igen, mens han siger: »Nogle gange ville kun to ud af virkelig mange opkald føre til fuldbyrdige svar. Det lyder som en helt utrolig lav rating, men faktisk var det sådan, at jeg var blandt de, der havde den højeste rating. Jeg følte dermed, at jeg overfor min chef opnåede en vis status, fordi det undertiden lykkedes mig at komme igennem to gange om dagen!« Han siger videre: »Men i mit arbejde brugte jeg desuden megen tid på at dagdrømme. Især dagdrømte jeg om, hvad jeg ville have brugt al denne tid til, hvis jeg kunne have fået den tilbage. Samtidig var der noget tranceagtigt over det hele, fordi jeg måtte lytte til så megen ventemusik, når jeg var sat på hold og var i kø til at komme til at tale med nogen. Det fik mig til at tænke meget over begrebet tid og over, hvor megen tid jeg var henvist til at bruge på at lytte til musikalske lyde, hvis funktion var at få mig til at blive hængende og ikke lægge på, selvom musikken lige netop gav mig lyst til at gøre det – altså en impuls, som modarbejdede den professionelle side af mig i situationen.«

© PR
© PR

Matthew Grouse funderer over disse oplevelser ved at sige: »Der er noget ved kvaliteten i denne musik, der fascinerer mig. Én ting er, at lydkvaliteten som oftest er meget lav, og som betyder, at der undertiden opstår besynderlige lyde forårsaget af interferens og kompressionen foruden telefonmediets formidling af sig selv. En anden ting er, at musikken typisk looper på nogle meget usædvanlige steder, hvilket betyder, at den fremstår meget umusikalsk. Det er virkelig sjovt at høre, hvordan musikken undertiden pludselig bliver afbrudt i et splitsekund, hvorefter den begynder forfra, som om intet var hændt. Efter noget tid begyndte jeg at lytte mere fagligt til musikken og det blev decideret underholdende at være vidne til. Derfor blev det nærmest som en sport for mig at finde ud af, hvordan loopet mon fungerede fra gang til gang.« 

Han fortsætter: »Men selvfølgelig havde det også en pris at være en musikalsk person og så skulle bruge timer hver dag på at lytte til pausemusik. Det er musik, hvis funktion er at gå ind ad det ene øre og ud af det andet. Men det gjorde det kun sjældent hos mig, og fordi informationstætheden i musikken ofte er meget lav og intentionen så mekanisk, kræver det en vis modstandskraft ikke at blive deprimeret over det.« Men han slår også fast: »Alligevel har jeg altid haft meget ud af at lytte til pausemusikken, fordi jeg altid lytter til de små afvigelser i musikken, et særlig valg i harmonikken eller hvad det nu kan være, som har gjort, at jeg på sin vis har følt mig underholdt undervejs.«

© PR
© PR

Jeg spørger Matthew Grouse, om han har nogen som helst forventninger til, hvordan publikum vil reagere på forestillingens omgang med musik, der er skabt til at blive gentaget ad absurdum. Han svarer: »Jeg er fuldkommen klar over, at forestillingen handler om noget aldeles jordnært, og at det kan risikere at få publikum til at befinde sig i en slags forsvarsposition helt fra begyndelsen. En vis kritisk distance er jo nødvendig for overhovedet at kunne holde emnet ud, kan man sige. Men netop denne kritisk distance kan måske hjælpe publikum til at se mere klart, hvor meget moderne mennesker egentlig bruger deres tid – det vil sige: spilder den – på at være sat på hold i deres hverdag hos lægen, hos deres elselskab, hos deres automekaniker. Måske mit værk også kan hjælpe publikum til at se det absurd-komiske i det, og bare le ad hele situationen – i stedet for, som det så ofte er tilfældet, at blive frustreret over ventetiden og den ofte irriterende dårlige musik, man er overladt til.«

Cold call

Calls to this number are being diverted følger man Anna og Andreas i callcenteret Re-sounding Success, hvoraf den ene allerede har arbejdet der gennem nogen tid, mens den anden er ved at blive oplært i arbejdet. I forestillingen ser man de to forsøg på at lave telefoninterview med virksomheder, hvilket besværliggøres af, at disse firmaer har deres helt egne regler for kommunikation. Derfor må Anna og Andreas blandt andet tale med lukket mund, synge og gøre deres kontorudstyr til musikinstrumenter for at kunne gøre sig forståelige. I deres arbejde beder de efterfølgende virksomhederne, de kommer igennem til, om at rate deres tilfredshed med en række produkter – dog ikke ved at vælge et tal i et på forhånd givet pointsystem, men derimod ved at bede dem vælge en bestemt musikalsk jingle ud af en række, der bliver afspillet for dem. »Det er et greb, som jo i sig selv understreger absurditeten,« medgiver Matthew Grouse.

© PR
I hovedrollerne ses de to musikere, accordeonisten Andreas Borregaard og violinisten Anna Jalving, der begge både agerer og spiller. © PR

Undervejs bliver der også foretaget opringninger ud i salen til publikum, hvor nogen under forestillingen forhåbentlig vil tage den telefon, der er stillet op dér. Selve publikumsinteraktionen har indlysende den funktion at pege på det nærmest situationistiske element ved hele værket – at det, der går for sig, er noget, vi alle kan komme ud for i vores daglige liv, når telefonen ringer, og nysgerrigheden ved ikke at vide, hvem der er i den anden ende, får os til at tage den. I callcenter-lingoen hedder det et cold call, hvor man altså ringer uden forudgående aftale om det.

Om forestilingens musik siger Grouse: »Jeg prøver at skrive musik, der i stedet for blot at efterligne æstetikken i ventemusik på en én-til-én-måde forsøger at indkapsle, hvordan det føles for mig selv at lytte til ventemusik. Jeg forsøger at trække denne følelse ud af musikken, for jeg er interesseret i det næsten kontemplative rum, som min 'version' af ventemusikken fremkalder.« Han fortsætter: »Jeg anvender så at sige cykliske, purgatoriske lydverdener, der har velkendte aspekter, men som har et twist via teknikker såsom mikrotonale stemningssystemer, subtile tilføjelser og ændringer, hver gang en sektion looper, samt uregelmæssige rytmiske manipulationer.«

Anna Jalving. © PR
Anna Jalving. © PR

Men musikken har forskellige funktioner alt efter hvad den skal indeholde: »Når Re-sounding Success spiller deres egen ventemusik, hører man polystilistiske musikstykker, næsten altid med et rytmisk drive/groove. Der kan være tale om melankolske sange, om thrash metal, om sparsom pointillistisk musik med tekst, der dekonstrueres og sendes rundt i ensemblet, eller grotesk bluegrass og talerytme som drivkraft for instrumentalmusik. Og de steder, hvor Anna og Andreas ringer op, hører man en hybridiseret musik af ord, der bærer semantisk betydning, samt abstrakt instrumental, vokal og elektronisk lyd – altså hvad man kunne kalde en uklar mellemting mellem tale og musik. Dertil kommer en gennemgående brug af kontorets lyde som fundne objekter.«

»Jeg gør på ingen måde grin med, at sådanne jobs findes«

Grouse fortæller, at han gerne vil have publikum til at føle med Anna og Andreas i deres situation og se dem som skrøbelige væsener selv i den weird situation, de dybest set befinder sig i ved at arbejde i et callcenter. Jeg spørger, hvorfor vi skal føle sympati med dem, og han svarer: »Forestillingen er jo et slags studium af alle de sociale og bureaukratiske mekanismer, der er til stede i denne type arbejdsfunktioner, som der er kommet så mange af i det senmoderne samfund. Det er jobs, mange ansatte ikke har lyst til at udføre, men gør det alligevel alene for ikke at blive fyret. Jeg gør på ingen måde grin med, at sådanne jobs findes, men stiller med callcentret som specifik vinkel alligevel spørgsmålet om, hvorfor det er sådan, at der findes så mange utrolig elendige jobs, som ikke tager mennesket bag arbejdskraften alvorligt? Og det giver anledning til at tale om det evige spørgsmål: Hvordan bruger vi mennesker egentlig den korte tid, vi har på jorden? Ok, nu ophører callcenter-funktionen som sagt snart med at blive foretaget af mennesker, men alligevel …«

Når Grouse husker tilbage på sin tid i callcentret, tænker han også på, at hans ellers kritiske indstilling til jobbet konstant blev udfordret af hans egen magelighed: »Det er ret utroligt, at det skete, men jeg spurgte undertiden mig selv, om jobbet nu virkelig også var så slemt, for det betalte jo mine regninger og gav mig en form for identitet eller i hvert status som arbejdende borger. Det skræmmer mig faktisk, at jeg havde det sådan – men denne psykologiske mekanisme forklarer måske også, hvorfor så mange mennesker bliver i disse jobs, selvom de føler, at de spilder deres liv ved at være der.« Han funderer: »Vi mennesker er jo sammensat af modsætninger, hvor vi både vil det ene og det andet, og det er Anna og Andreas begge et billede på.«


»Calls to this number are being diverted« bliver opført på Teater Refleksion i Aarhus 2.-4. februar 2024, arrangeret af Aarhus Unge Tonekunstnere (AUT). I hovedrollerne ses de to musikere, accordeonisten Andreas Borregaard og violinisten Anna Jalving, der begge både agerer og spiller. Pausemusikken i telefonen bliver spillet bag en skærm af Joss Smith (klarinet, fløjte, melodica og stemme), Hsiao-Tung Yuan (slagtøj, keyboards, stemme) og Kirstine Elise Pedersen (cello, guitar, stemme). 

I ugerne op til forestillingen kan publikum vælge at modtage en slags performance over telefonen. Telefonopkaldet, som i første omgang ser ud til at være et generisk cold-call, udvikler sig hurtigt til en af en varieret samling korte, uforstyrrede kompositioner. Linket hertil er https://forms.gle/Vpo3uKT2yfjwweEE9