Nå, sådan her ender det altså

Den islandske komponist og kontrabassist Bára Gísladóttirs kompositioner og performances passer på mange måder ind i det 21. århundredes avantgardemusik. Her findes en aversion mod ‘traditionelle’ harmonier og melodier, en stærk forkærlighed for udvidede teknikker og et fokus på lydlig udforskning, som i pertentlig grad undgår gængse strukturer.

Jeg har altid følt, at Gísladóttirs musik handler om mere end rækker af skurrende støj fra tamtammer og multiphonics fra oboer

Men jeg har altid følt, at Gísladóttirs musik handler om mere end rækker af skurrende støj fra tamtammer og multiphonics fra oboer; noget, der kun kan forstås ved at nærme sig musikken gennem personen – gennem komponist/performeren – snarere end omvendt.

Bára Gísladóttir og jeg har ofte arbejdet sammen, siden hun flyttede til København i 2015. Første gang, jeg så hende optræde, var ved Nordiske Musikdage samme år, som fandt sted i Kongernes Lapidarium. Hendes værk – Neind (2015) for kontrabas og klaver, hvor Gísladóttir selv spillede kontrabas – gjorde et stort indtryk på mig, ikke kun musikalsk, men også på grund af hendes karakteristiske tilstedeværelse på scenen.

Melankolien stod mejslet i hende, mens hun lænede sig ind over kontrabassen som i et renæssancemaleri – en effekt, der blev forstærket af skulpturerne omkring hende – og fik instrumentet til at hvine og stønne med en foruroligende grad af intensitet. Hvor Marcela Lucatelli – som jeg interviewede til første del af denne serie i tre dele – er swag og macho, er Gísladóttir meget mere introvert, men ikke mindre fængslende.

Gísladóttir er meget mere introvert, men ikke mindre fængslende

Efter at have set hende optræde tog jeg kontakt til hende og spurgte, om hun ville arbejde sammen om noget til konservatoriets Pulsar-festival. Siden da har hun optrådt i adskillige af mine værker – ved min debutkoncert fra konservatoriet sidste år sang vi en kærlighedsduet sammen.

Hun tilfører samme fokus til mine performances som til sine egne, og med dette interview håber jeg at kunne sætte fingeren på denne evne, så jeg kan udnytte den fremover. Samtidig er det mit håb, at jeg ved at tale med hende kan kaste noget lys over det slørede ‘komponist/performer’-begreb, for at jeg også bedre kan forstå min egen praksis.

Den apokalyptiske bowlinghal
Så jeg spørger, om vi skal tage ud at bowle, og hun siger ja. Ganske passende for et interview med en person, hvis musik har et gran af nærtforestående apokalypse over sig, viser det sig at blive en behørigt apokalyptisk oplevelse.

Bowlinghallen, som af uransalige årsager er fyldt med teenagere på en mandag eftermiddag, ligger tilsyneladende i en bunker under jorden. Da vi ankommer, bliver vi skældt ud for at komme seks minutter for sent af indehaveren, som virker ligeglad med den enorme bunke af afprøvede bowlingsko, der dækker gulvet bag os. I stedet bliver vi opkrævet ekstra betaling for at leje skoene.

»Kan vi måske snart gå igen? Jeg hader lidt det her?«

Kontrasten mellem den interviewede og det sted, interviewet finder sted, virker dybt komisk for mig – noget med at befinde sig hos Big Bowl Valby med en komponist, som for nylig fik opført sit orkesterværk ved Darmstadt-festivalens åbningskoncert, mens Sean Paul leverer soundtracket.

Vi bowler et par runder, ude af stand til at tale om noget særligt på grund af den høje musik og teenagerne (som altså virkelig burde være i skole). Jeg er grinagtigt dårlig til at bowle og prøver hovmodigt at sætte lidt spin i de tungeste kugler, som uden undtagelse ender i grøften.

»Kan vi måske snart gå igen? Jeg hader lidt det her? Jeg har det heller ikke så godt,« foreslår Gísladóttir, inden hun vender sig om og ubesværet laver en strike.

Bas skal der til
Der går ikke længe, før vi forlader bowlinghallen, tager en bus tilbage til centrum og begynder interviewet ordentligt med en gåtur på Assistens Kirkegård.

Måske har hendes tilstedeværelse på scenen rødder i den form for selvbeskyttelse

Vi lægger ud med fundamentet. Gísladóttir begyndte at spille musik i en ung alder og gik til violin, mens hun voksede op i Norge. »Min lærer var enormt streng på den gammeldags måde. Jeg spillede i ti år, men fortalte aldrig nogen, at jeg hadede det. Jeg husker bare, at jeg aldrig sov om søndagen før mine lektioner.«

Hun skiftede til kontrabassen, som føltes mere naturlig. Jeg bemærker, at en del af forklaringen er fysisk – det er meget lettere at gemme sig bag en kontrabas end en violin (faktisk begynder et af hendes performancestykker, Rooftops of Prague (2015), med, at Gísladóttir i bogstaveligste forstand gemmer sig bag kontrabassen på scenen).

Måske har hendes tilstedeværelse på scenen rødder i den form for selvbeskyttelse – brugen af musik som et skjold imod angreb snarere end en flugt ind i et fuldstændig sikkert rum.

»I begyndelsen var det i hvert fald sådan. Da vi opførte This Piece Will Improve Your Life (kærlighedsduetten fra James Blacks debutkoncert, red.), tror jeg ikke, at jeg kunne have gennemført det, hvis jeg ikke havde skiftet til kontrabassen, for i det værk havde vi intet at gemme os bag på scenen. I dag synes jeg dog ikke, det er et problem.«

Lige på og hårdt
Hendes værker handler ofte om helt specifikke situationer eller oplevelser. For eksempel Suzuki Baleno (2016), skrevet til »når din far kommer hjem med en splinterny, skinnende, mørkeblå Suzuki Baleno, som du godt ved, at han på ingen måde har råd til, og du er otte«.

»Jeg er ikke sådan hele dagen, men jeg er i stand til at blive hyperfokuseret«

Eller Vape (2016) om angrebene med giftgas i Tokyo i 1995. Eller A Lil Requiem before Super Bowl (2018) til »når Super Bowl begynder, men du mest har lyst til at hænge dig«. Eller Otoconia (2017) om en særlig sygdom i det indre øre. Og så videre.

Nogle af disse oplevelser er personlige, nogle af dem er ikke. Men de er alle ekstremt intense, ubehagelige og (helt afgørende) sande. Gísladóttir virker beredt på at give sig hen til disse situationer og udforske dem ned til mindste detalje.

Denne tilstand, hvor intens koncentration fastfryser tiden, er opnåelig gennem performance. »Jeg er ikke sådan hele dagen, men jeg er i stand til at blive hyperfokuseret,« siger hun. Kombinationen af en ekstremt specifik situation, som en performance (eller komposition) giver adgang til, og som vokser sig større og bliver intensiveret – det er for mig at se Gísladóttirs kendetegn.

En af de ting, der beriger oplevelsen, er hendes nøgterne tilgang

Men igen: Der ligger mere i det end en udforskning af ængstelige temaer. Jeg bemærker, at en af de ting, der beriger oplevelsen, er hendes nøgterne tilgang til emnet – fuldstændig usentimentalt, nærmest helt objektivt, ligesom når personer, der har været ude for noget traumatisk, ser det som en ud af kroppen-oplevelse og betragter sig selv ovenfra.

Den amerikanske dragqueen Trixie Mattel har beskrevet comedy som det punkt, hvor det specifikke og det overdrevne mødes. Den beskrivelse kunne også bruges om Gísladóttir.

»Jeg tror,« siger jeg til hende, »at der i alle dine ting – performances og kompositioner – er en antydning af en kulsort humor.«

»Og så kan jeg godt lide at gøre noget upassende, bare for at ruske lidt op i tingene«

»Det er nødvendigt,« svarer hun uden pause. »Det knytter sig til komponist/performer-diskussionen – du er nødt til at aflæse rummet hele tiden og kunne tilpasse dig omgivelserne. Jeg kan godt lide at bruge mig selv i den situation – alt er fuldkommen statisk, alle er virkelig velklædte, der er kun hvide mennesker i salen. Og så kan jeg godt lide at gøre noget upassende, bare for at ruske lidt op i tingene. Jeg vil gerne være ærlig.«

Bára Gísladóttir debuterer efter planen som komponist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i løbet af 2019. © Gabrielle Motola

Slutspillet
Det kan selvfølgelig betyde mange ting, »noget upassende«, men i tilfældet Gísladóttir tror jeg, det er hendes direkte facon, hendes ligefremhed, hendes behov for at sige tingene ligeud. Hun ved hele tiden nøjagtig, hvad hun vil have, og hun har ingen problemer med at fortælle dig det – vores interviewbånd er fyldt med citater som »lad være med at skrive om det her«, »jeg vil tale om dét og dét« og »det her er uinteressant«.

Hofnarren har lov til at sige ting, som ingen andre har lov til at sige

Det er derfor, det er så afgørende, at de intense og dystre situationer, som hun er så trænet i at udforske, er ærlige – autentiske og med rødder i virkelighedens verden. Det er nødt til at være sandt, ellers betyder det intet.

I mine øjne er det derfor, at humor er en så essentiel del af hendes arbejde, både som performer og som komponist – hofnarren har lov til at sige ting, som ingen andre har lov til at sige. Hun har ingen problemer med at udtrykke sin utilfredshed med verden omkring hende og tingenes tilstand.

Noget af det, der irriterer hende mest, er menneskets villighed til at begrænse sig selv eller sætte sig selv i bås – som ‘klassisk musiker’, ‘komponist’ eller ‘performer’. Men der er forandringer på vej.

»Der er intet håb for menneskeheden – vi har ødelagt planeten. Det bliver en langsom, alzheimeragtig slutning«

»Jeg forstår godt, at man gerne vil kategorisere sit køn eller sin seksualitet, men manien med at kategorisere alting virker problematisk for mig.

Vi befinder os i en tid, hvor verden er ved at åbne sig. Men den åbner sig, fordi vi står i en desperat situation. Der er intet håb for menneskeheden – vi har ødelagt planeten. Det bliver en langsom, alzheimeragtig slutning.«

»Men rigtig interessante ting kan ske i denne slags situationer, fordi det kan skabe en ekstrem empati og medfølelse, især i de kunstneriske miljøer. Inden for musik kommer ‘komponist/performer’ ikke til at være en ting, ligesom du ikke længere er nødt til at sige, du er homoseksuel.«

»Det kan skabe en ekstrem empati og medfølelse, især i de kunstneriske miljøer«

For Gísladóttir er ‘komponist’ og ‘performer’ bare flere unødvendige kategorier – der er ikke noget dybere at hente i dem, for den slags mærkater er helt og aldeles kunstige.

»Alt falder fra hinanden. Nogle gange har jeg det, som om intet betyder noget, og det gør det heller ikke – det handler kun om, hvordan du overlever det. Og om du er villig til at overleve det.«

Robotmennesker
Gennem hele interviewet sidder jeg med en fornemmelse, som jeg ofte har, når jeg taler med Gísladóttir – at hun tænker, arbejder og performer på en slags helt andet plan.

Det ville være lettere at forstå, hvis reglerne var mere enkle: Jeg performer, du oplever. Men det er ikke målet.

For Gísladóttir er ‘komponist’ og ‘performer’ bare flere unødvendige kategorier

»Jeg hader at skulle tænke på min musik som noget specifikt,« forklarer hun. »Jeg hader, når jeg bliver bedt om at kategorisere min musik. Jeg hader, når folk spørger, hvad de skal lytte efter, hvad de skal forstå, hvad de skal tage med fra værket – fordi vi er programmeret til at være en slags robotmennesker. Men tingene falder fra hinanden, og vi står med en stor mulighed for at udvikle kunsten.«

Jeg ved ikke hvorfor, men vores samtale får mig til at prøve at finde en eller anden form for lys for enden af tunnelen i det, hun siger. Jeg bemærker, at hun trods alt lyder en smule optimistisk – hun bruger ord som ‘mulighed’, ‘nedbryde barrierer’ og ‘åbning’.

Min bemærkning bliver mødt med foragt. »Nej, nej – jeg beskriver bare situationen. Der findes en mulighed i vores aktuelle situation, men denne mulighed er for intet at regne i den store sammenhæng. Det er for sent. Det er derfor, det sker. Det er den døende patients desperate handling. Men det er en vigtig mulighed for os, fordi det virkelig kan udvide vores horisont.«

Ned i afgrunden med åbne øjne
Nedbrydningen af de barrierer, som Gísladóttir er så utilfreds med, rummer et stort potentiale for kunsten, men for hende er det blot et symptom på en uhelbredelig sygdom forårsaget af det, hun opfatter som den fremtonende apokalypse.

»Vi mangler dimensioner i vores musik, vi mangler dimensioner i vores tilværelse«

Det er måske »noget upassende« i sin ultimative form – at sige, at vi alle er fortabte, og at det er for sent at gøre noget som helst ved det.

Det virker, som om Gísladóttir går skæbnen i møde med åbne øjne. Hun udforsker disse hyperintense situationer gennem musik og performance i et forsøg på at løsrive sig selv og publikum fra tidens gang. Men hun nærer ingen illusioner.

»Når du skriver et værk, har det en begyndelse og en slutning. Det synes jeg er meget deprimerende – vi mangler dimensioner i vores musik, vi mangler dimensioner i vores tilværelse. Under opførelser har jeg følt mig meget fanget af netop det – forsøget på at skabe et multidimensionalt musikalsk materiale er ligesom et forsøg på at skabe tidløshed. Det kan kun fejle.«

Dermed ikke sagt, at der intet håb eller nogen vej frem er at finde i hendes værker – at der ikke er nogen grund til at gøre et forsøg, selvom det er dømt til at fejle. »Det er noget, der plejede at optage mig meget. Jeg følte, at det, der interesserer mig, er noget, der ikke kan eksistere. Men nu er jeg faktisk ligeglad.«

»Jeg følte, at det, der interesserer mig, er noget, der ikke kan eksistere«

Som hun sagde tidligere, er det kun et spørgsmål om, om du er villig til at gøre de umulige forsøg for at se, hvilken form det resulterende ‘ubestemmelige ekstraordinære’ vil tage.

»Det her med, at der ikke er noget håb, er en lidt umoden tilgang, hvis det betyder, at vi slet ikke gør noget. Hvis du træffer en beslutning om at leve, er det ikke et drastisk skridt at fortsætte med at arbejde. Hvis du er 70 år gammel, er du måske mere bevidst om, at du skal dø, men det betyder ikke, at du holder op med at skrive musik.«

Bedre held næste gang
Interviewet har gjort mig lettere rundtosset. Uden at jeg har opdaget det, har Bára Gísladóttir gjort det meget klart for mig, at jeg har haft nogle bestemte spørgsmål, som jeg gerne ville have nogle bestemte svar på. Mit forsøg på at gennemskue Gísladóttir og bruge hendes syn på verden til mine egne formål er slået totalt fejl.

Mit forsøg på at gennemskue Gísladóttir og bruge hendes syn på verden til mine egne formål er slået totalt fejl

I stedet sidder jeg tilbage med en stærk fornemmelse af, at jeg stillede den forkerte slags spørgsmål. At ‘komponist/performer’-begrebet, som jeg var så optaget af at udforske, har tæt på ingen relevans. Og at der er langt vigtigere spørgsmål, som vi først kan stille, når vi gør os fri af den slags rubriceringer.

Hvis der er ét budskab, jeg kan tage med mig, er det dette: Apokalypsen er allerede i gang. Der er intet håb. De kasser, vi har puttet os selv i, de institutioner, vi har bygget, de ritualer, vi udfører – de falder alle fra hinanden. Men ekstremt interessante ting kan ske, så vi skal prøve at få det bedste ud af det. Bare fordi ethvert forsøg er dømt til at fejle, betyder det ikke, at vi ikke skal gøre forsøget.

Og hvis (og når) vi fejler, er det ikke verdens undergang. Bortset fra at det er lige, hvad det er.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.