Nye toner i Næstved

Århusiansk visit
Åbningskoncerten med Århus Sinfonietta skuffede heller ikke. På grund af det store slagtøjsbatteri (70 instrumenter i alt!), var der (som ved de fleste af koncerterne) rykket rundt på programmet, således at vi inden pausen fik Hans-Henrik Nordstrøms Riverfun og Pelle Gudmundsen-Holmgreens Play, og efter pausen Per Nørgårds violinkoncert Helle Nacht med Christina Åstrand som solist og Tristans Murails l'Esprit des dunes for sinfonietta og elektronik. Allerede i Norstrøms værk, som er første sats af et større værk, Finnegan's, der er inspireret af James Joyces Finnegan's Wake, fik vi demonstreret såvel kompositoriske som opførelsesmæssige kvaliteter. Århus Sinfonietta, der ved denne koncert blev dirigeret af svenske Joachim Gustafsson, virkede meget velspillende og forstod til fulde at forløse Norstrøms meget afvekslende, collage-prægede værk, der har ”Dublins myldrende, vansindige og rablende mikrokosmos” som programmatisk forlæg, som Nordstrøm selv beskriver det. 

Koncertens højdepunkt kom for mig allerede ved Pelle Gudmundsen-Holmgreens stykke, Play, som  også er del af et større helhed, Run, Turn, Song, Play, Sounds I&II, Company, skrevet i 2010. En akustisk guitar var kommet på scenen, og denne satte stykket i gang og fremstod som en slags rød tråd igennem værket. På interessant vis forenede stykket en rytmisk vitalitet og en fremdrift i kraft af bongotrommer og whiskers med mere statiske figurer og klange primært holdt i en diatonisk, nærmest tonal ramme, hvorved stykket kom til at fremstå lagdelt. Det humoristiske udtryk, der ofte er fremtrædende i Gudmundsen-Holmgreens værker, var nedtonet, men stak dog frem i brugen af instrumentale, percussive og klanglige effekter. Stykket endte på smuk vis med en gradvis udtynding en af gentaget figur indtil kun harpe og guitar stod tilbage. Efter denne afslutning fik man i den grad lyst til at høre resten af værket, hvilket man rent faktisk kan på Den Sorte Diamant den 6. oktober i år!

Nørgårds Helle Nacht er efterhånden lidt af en klassiker. Denne eftermiddag fik vi dog den danske uropførelse af sinfonietta-versionen af værket, der oprindelig er skrevet for fuldt symfoniorkester. Christina Åstrand, der har været en af initiativtagerne til oprettelsen af Århus Sinfonietta og som har fungeret som koncertmester en årrække, forløste til fulde solistpartiet i Helle Nacht, der sammenlignet med Nørgårds senere violinkoncert Borderlines, som kunne høres på Athelas Festivalen i år, fremstår langt mere lyrisk.

Tristan Murails l'Esprit des dunes for sinfonietta og elektronik er oprindeligt bestilt af og realiseret ved IRCAM-studierne for elektronisk musik i Paris. Værket, der er komponeret i 1993-94, kæmper med det samme problem som allerede Karlheinz Stockhausen gjorde i sit værk Kontakte fra slutningen af 50'erne, nemlig sammensmeltningen mellem akustiske og elektroniske klange. Selvom Murail komponerer over 30 år senere, og udførelsen af den elektroniske del vha. midi-kontrol er blevet langt bedre, er der også i Murails værk en rest af det lidt bedagede klangunivers, som kendertegner den tidlige elektronmusik. Blandingseffekten af instrumenterne med de elektroniske lyde besværliggjordes endvidere ved, at højttalerne var placeret foran scenen, og at rummets meget tørre akustisk kom til at stå i skarpt kontrast til den ”våde” lyd i den elektroniske del. Stykket var dog langt fra mislykket. Murails klanglige arbejde er, selv om det bærer tidens tand, meget raffineret – men det kunne måske være kommet bedre til sin ret i en anden sal.

Festivalen finder sted på Grønnegades kaserne kulturcenter i Næstved

Tolvtonejazz og basun på slap line
Fredagens anden koncert var en kammerkoncert med ensemblet Trio 2+1, bestående af Erik Kaltoft på klaver, Niels Ole Bo Johansen på basun og Martin Schuster på trompet – (sidstnævnte på scenen i koncertens sidste værk). Først en dansk uropførelse: Li-Ying Wus stykke for basun og klaver, der, som Johansen tørt bemærkede, indtil videre går under arbejdstitlen Work in progress. Det fire-satsede værk var fokuseret på det punktuelle, på repetitive figurer og på nøje udvalgte og sparsomt benyttede instrumentale effekter hos både basun og klaver.

Bagefter fulgte Thomas Agerfeldt Olsens Zwei Zwölftonetänze for soloklaver, hvor Olsen lader tolvtonemusikkens kromatiske verden kombinere med stiliserede dansesatser. Et greb, der genkendes fra et af de tidligste tolvtoneværker, Arnold Schönbergs Suite für Klavier fra starten af 1920'erne. Første sats var angiveligt en ”rap” (i hvert fald ifølge Kaltoft), hvilket man nu ikke kunne høre meget til. Snarere havde den en klassisk tolvtonelyd, som man forbinder med Schönberg og hans efterfølgere. Dansekarakteren var ikke tydelig, hvilket en smule rytmisk usikkerhed i udførelsen ikke hjalp på. Bedre gik det i anden sats, Die Nacht ist kommen, hvor tolvtoneuniverset kombineres med en kraftig jazzklaver-indflydelse, komplet med ”blå toner”, idiomatisk korrekte ”lifts”, et boogie-woogie stykke og en Bill Evans-agtig kadence. Det er sjældent, man sidder og vipper med foden til et tolvtonestykke! Erik Kaltofts indspilning af værket på Dacapo kan i øvrigt varmt anbefales, hvis man er nysgerrig.

Derefter var det tid til at høre, hvad en basun alene på scenen kan udrette. Hans-Henrik Nordstrøm, der selv er uddannet basunist, har på opfordring af Johansen komponeret Nuages élégiaques, der viser ”hvad man kan spille på en god dag”, som det blev udtrykt, og vi fik da også udover lyriske passager den klassiske perlerække af instrumentteknikker såsom growl, multiphonics m.v. Både teknisk og musikalsk var Ernst Kreneks Fünf Stücke for klaver og basun fra 1967, oprindeligt skrevet på opfordring af den amerikanske basun-guru Stuart Dempster, dog mere interessant. Ikke alene var basuneffekterne her ført helt ud: Basunen blev anvendt direkte på strengene, her var gøen og host i basunen, og mundstykket blev brugt som fløjte. Og alt blev fremført på en måde, der med det tætte samspil med klaveret, også gjorde værket mere musikalsk interessant. 

Koncerten afsluttedes med Per Nørgårds særprægede It's all his fancies that inspireret af bøgerne Alice i eventyrland og Bag spejlet af Lewis Carroll. Værket er bygget op som en række dramatiske episoder med større eller mindre grad af tydelig reference til forlæggene – visse episoder rent instrumentale, andre med sang (uden og igennem basunen) og gestik. Det lykkedes ikke denne tilhører at få koordineret, hvad der foregik på scenen med den forklarende tekst i programmet, hvilket muligvis heller ikke var påkrævet. Musikalsk var det også svært at finde den røde tråd, selvom visse passager  alligevel fik sneget sig ind på mig på en underlig måde.

Elektronik og hvide damer
Søndag formiddag var der koncert med Messer Kvartetten – en koncert med fire bud på kombinationen strygekvartet og elektronik. De fire kvindelige musikere var klædt i tætsiddende hvide dragter og en slags fægtemaske og spillede udelukkende på elektriske strygeinstrumenter. Man var således ude over problemet med samklangen af akustisk og elektronisk lyd. Det første værk var Jexper Holmens voldsomme Intend, som også kunne høres på Athelas Festivalen i år. Suså havde desuden valgt at indlægge en artist talk med Holmen efter koncerten efterfulgt af endnu en opførelse af Intend – velsagtens for at fremme forståelsen. Selv om denne tilhører nu har hørt værket tre gange i alt og desuden hørt om baggrunden, bl.a. inspirationen fra rock-bandet Smashing Pumpkins og ønsket om at skabe en musik, ”der kører sig selv ud over kanten”, var det dog de tre andre værker på programmet, der først og fremmest fangede.

De 4 ...Ejnar Kandings Three Colours er inspireret af Kandinskys spirituelle farvelære, men udmærkede sig musikalsk først og fremmest ved en kraftig inspiration fra den elektroniske populærmusik. Det elektroniske spor udgjordes i overvejende grad af en slags break beat-rytmer, eller af en underliggende pulserende bas, der suppleret med knitren o.lign. lige så godt kunne være hørt på Strøm-festival som på Suså. Ja, faktisk var det rytmiske fundament relativt konventionelt sammenlignet med, hvad man kan høre i den progressive del af det elektroniske miljø. Sammenspillet med strygekvartetten fungerede dog rigtig godt, glissandi, trille-figurer og rytmiske figurer blev i de tre ret forskellige satser bragt i et fint sammenspil med det bagvedliggende lydspor. 

Pelle Gundmundsen-Holmgreens Last Ground ”for strygekvartet og ocean”, som det hed, var en hypnotiserende oplevelse, hvor reallyd i form af havbrus og mågeskrig indrammer en udflydende strygekvartet-del med smukke klange. Særligt slutningen, hvor strygekvartettens klang elektronisk går over i et nærmest symfonisk crescendo for til sidst at blive til ren naturlyd, fremstod stærkt. Også Hugi Guðmundssons Matins bidrog til en meditativ og nærmest lidt psykedelisk stemning med sin minimalistiske og repetitive karakter, hvor interferensfænomener får lov til at udgøre det primære i lytteoplevelsen.

Vindue til Frankrig
Festivalen afsluttedes søndag eftermiddag med ”vinduet til Frankrig” i form af en koncert med Ensemble Alternance med et rent fransk repertoire. Første værk var Rokh for basfløjte, violin, cello og klaver af Raphaël Cendo. Allerede her viste de franske musikere musklerne i dette meget virtuose, nærmest frenetisk hvirvlende værk. Derefter fulgte Pierre Boulez' ungdomsværk Notations for klaver, der består af tolv miniaturer med forskellige karakter – fra det vilde og kraftige, hvor klaverets nærmest bruges som et slagtøjsinstrument, til det helt stille og lyriske, kongenialt udført af Jean-Marie Cottet.

Koncertens højdepunkt var uropførelsen af et nyt værk af Geoffroy Drouin, der var så nyt, at det hverken havde nået at få titel eller en beskrivelse med i programhæftet. Værket, der var for fløjte(r), violin, cello og klaver, lød først helt elektronisk i sin spektrale sammensætning. Fra dette udgangspunkt udviklede det sig som et spil mellem synkronitet og udspaltning, både harmonisk og polyfont. Det hele foregik i et meget fint og franskklingende univers og med et tydeligt og overbevisende sammenspil mellem de fire musikere.

Dirk Descheemaeker i Mark Andres iv3 for soloklarinet med radio, pauke og stanniolEfter pausen hørte vi Gérard Pessons ganske korte La vita e come l'albero di natale for violin og klaver inden den sidste musiker, klarinettisten Dirk Descheemaeker, kom på scenen til Mark Andres iv3 for soloklarinet med radio, pauke og stanniol. De tre ”rekvisitter” blev brugt som modspil eller som resonansgiver for klarinetten i værkets meget minimalistiske afsøgning af soloinstrumentets klangmuligheder, der nærmest opløste sig til det rene ingenting. Koncertens og dermed festivalens sidste værk var Gérard Griseys Talea (endnu en genganger fra Athelas Festival), hvor alle fem musikere var på scenen. Værket falder i to dele, en mere stramt struktureret første del, hvor uregelmæssighederne dog gradvist arbejder sig frem og så en anden del, hvor formdele med forskellig karakter står mere side om side. Formmæssigt står det langt svagere end Drouins værk, mens der klangligt dog stadig er en del af komme efter hos en spektralkomponist som Grisey.

Det er flot, at man formår (på 20. år) at lave en festival i Næstved for ny kompositionsmusik, og oven i købet i de flotte omgivelser som Grønnegade Kasernes Kulturcenter udgør. Det vidner om, at der er nogle ildsjæle, der lægger et kæmpe stykke arbejde for at få det til at lykkedes. Næste år er fokus rykket til Grækenland (et land der om noget kunne bruge positiv international opmærksomhed i disse år), og et græsk ny musik-ensemble er allerede engageret. Man må håbe, at de formår at leve op til dette års velspillende franske gæsteensemble og på samme måde bidrage med international stemning til festivalen.