Store personligheder præger deres samtid. Komponisterne Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen er i høj grad samtidige (begge født i 1932) og har i høj grad præget dansk musikliv. Men der holder lighedspunkterne op, for selvom samtidigheden har gjort, at de naturligt har taget stilling til mange af de samme kunstneriske, holdningsmæssige og kulturpolitiske udfordringer, så er de så væsensforskellige af sind og kunstnerisk udtryk, at samtidsprægningen har været meget forskellig. Måske har den store forskel i deres ytringer og holdninger være med til at give plads og rum i det danske musikliv? Eller har det i højere grad polariseret det?

I de tre artikler jeg har udvalgt til genoptryk i dette Fokus, fremgår forskellen på Nørgårds og Gudmundsen-Holmgreens standpunkter, og ikke mindst forskellen på deres måde at tale og skrive om deres musik, klart. Den ene er (del I, del II og del III) et 30 år gammelt dobbeltinterview og de to andre er artikler skrevet af hver af de to komponister (Nørgård og Gudmundsen-Holmgreen).

De tre artikler er også blevet sendt til en række lidt yngre danske komponister, så jeg i nærværende artikel kan bringe nutidige perspektiver på påstandene om, at (blandt andre) Nørgårds og Gudmundsen-Holmgreens indvirken på det danske komponistmiljø har gjort den danske debat til noget særligt. Fra de yngre komponister kommer også kommentarer om hvordan debat, musik og tanker fra en ældre generation præger en yngre, og om hvordan komponister kommer til at ytre sig om musikpolitik, komposition, holdninger og æstetik i fremtiden. De fire komponister der har bidraget til artiklen er Rune Glerup (f. 1981), Peter Bruun (f. 1968), Svend Hvidtfelt Nielsen (f. 1958) og Anders Brødsgaard (f. 1955)

Det særlige danske kompositionsmiljø
“Det har aldrig ligget for danske komponister at slutte sig sammen i fraktioner eller ‘skoler’ baseret på fælles ideologier eller holdninger. Ikke fordi danske komponister af princip er anti-intellektuelle, men de synes styret af en instinktiv ulyst til at færdes i flok.” (Rasmussen 1991) Sådan skriver Karl Aage Rasmussen i forordet til portrætbogen ‘Toneangivende danskere’, der udkom i 1991 på Edition Wilhelm Hansen.

Billedet af de danske komponister som selvstændige og stærkt individuelle stemmer, der muligvis synger samtidig, men ikke i kor, har vokset sig stærk gennem årene. En blandt utrolig mange årsager til at dette billedes konturer står så stærkt, er vel nok, at to af dansk kompositionsmusiks stærkeste personligheder er meget, meget forskellige, men samtidig på vekslende vis har administreret deres forskellighed og samtidighed, så der har været plads til dem begge og alle andre rundt omkring. Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen kan i en let karikeret streg måske ses som de diametrale modsætninger i et felt, hvor andre store personligheder og komponister har tegnet sig hver deres områder og positioner. Og ikke nødvendigvis i noget særligt forhold til PN og PG-H, men som dele af hele det brede felt, der er dansk kompositionsmusik.

Om det virkelig er særligt dansk, sådan at bevæge sig i alle retninger fra (nogenlunde) samme udgangspunkt er svært at finde ud af uden at lave en analyse af andre landes situationer og musikhistorie, men det er et faktum, at to af dansk musiklivs store komponistprofiler gennem de seneste godt 50 år synger med overordentligt forskellige stemmer. Ikke bare lyder deres musik helt forskelligt (det er vel næppe overraskende), men deres ytringer om musik, om den skabende proces, deres holdninger til verden omkring dem, til æstetik og til livet som skabende kunstner er væsensforskelligt. De har ytret sig fra hvert sit standpunkt på skrift og i tale i mere end 50 år og har på den måde præget den danske debat om musik, kompositionsgerningen og musiklivet i høj grad. Og det er altså den situation, som Karl Aage Rasmussen skitserer ovenfor. At denne tradition med at give plads også er præget af en endnu ældre generation, med bl.a. Vagn Holmboe og Finn Høffding er givet. Men spørgsmålet er stadig, om den er særligt dansk, altså om personligheder som Holmboe, Høffding, Nørgård og Gudmundsen-Holmgreen ikke findes i andre udgaver i andre lande, hvor der ligeledes er sørget for bredde og plads til kunstnerisk udtryk og debat. Ser det mon blot ud for os, fordi vi er tæt på, som om debatten og musikken her hos os er særligt åben, og er vi blinde for andre landes debatter, fordi vi er på afstand?

Tre kommentarer:
Anders Brødsgaard: “Jeg tror ikke Danmark har nogen særstilling i europæisk musikliv. Og de fleste [komponister, red.] har vel forhåbentlig også hentet inspirationer andre steder fra end lige fra deres nærmeste omgangskreds! Jeg tror faktisk overhovedet ikke, at det nationale/lokale er så vigtigt.”

Og Rune Glerup er enig: “Efter at have boet i udlandet i nogle år, og have rejst en del, er min opfattelse, at Danmark i den henseende faktisk ikke har indtaget nogen særstilling. Der er en tendens til, at vi gerne vil sige, at i Tyskland er det sådan og i Frankrig er det sådan og i Italien sådan osv, men rent faktisk er min opfattelse, at der i hvilket som helst land aldrig kun er én komponist der 'bestemmer' eller én retning som alle komponister orienterer sig efter. Der er måske nok altid én eller to komponister som i en periode har større indflydelse end andre, og som er de mest berømte og dem man derfor hører om udenfor et lands grænser, men alle de andre er der stadigvæk, og kommer måske til at spille en større rolle senerehen, og sådan synes jeg også det er i Danmark.”

Peter Bruuns kommentar om det særligt alsidige danske komponistmiljø: “Det er svært at sige noget fornuftigt om. Jeg er lige ved at tro, man som dansker ikke rigtig kan svare på det….. Måske skal vi spørge en amerikaner… hmmm… Jeg tror, der har været en særlig "stemning" i Danmark, men nok mest som resultat af kulturpolitikken, musikloven, DRs satsninger på musik osv. Det har været OK at være komponist i DK - der har været gode muligheder for at udfolde sig, og der har været OK opmærksomhed og interesse fra samfundet og musiklivets institutioner for, hvad komponister laver…. måske… Det er meget svært at se sig selv udefra og andre indefra …

Dansk musikliv var fra ’70 til midt-’90 også meget præget af "foreningsDanmark": Rigtig meget af den nye musik og de unge komponister blev spillet i UT-foreningerne rundt omkring i landet. Det var ikke styret af store centrale organisationer eller institutioner. DR transmitterede fra UT-foreningerne, når der var uropførelser af nye værker, så alle kom i radioen… Ikke alle fik bestillinger fra DRs symfoniorkester eller Det Kongelige Teater og den slags, men der var plads til mange.”

At foreningslivet og de forskellige institutionelle forhold i de europæiske lande gør en forskel er en åbenlys årsag til forskelle i hvordan og hvorfor debatten udformer sig forskelligt. Men denne uvidenskabelige undersøgelse blandt en håndfuld komponister modsiger altså, at Danmark skulle have en særstilling i forhold til, hvor meget indflydelse enkelte komponister har haft på debatmiljø, meningsudvekslinger og æstetiske standpunkter. Selvom holdninger og emner ikke har været de samme som i udlandet, har måden hvorpå debatten udfoldede sig næppe været enestående.

Peter Bruuns observationer om, hvordan –UT-foreningerne skabte grobund for mange uropførelser og at DR transmitterede dem (og, kan man tilføje, de blev omtalt og/eller anmeldt i dagspressen), bliver modsagt af Per Nørgårds observationer i begyndelsen af 1980’erne, men dengang kunne PN jo heller ikke vide, hvordan det senere ville udvikle sig:

Per Nørgård: ”At kritisere de tilkæmpede goder ville være som at kritisere støtteordninger i velfærdssamfundet fordi de kan misbruges eller med en floskel om, at der er andet i verden end materielle goder. Men desværre ændrer det ikke ved det grundlæggende faktum at 99% af befolkningen kun ved rene tilfældigheder (f.eks. en meget sjælden form for musiklærer i skolen) overhovedet kommer i berøring med det, vi laver. Så der er ingen grund til at undre sig over, at folk i almindelighed opfatter det, vi arbejder med, som månens bagside. Det tilspidses af, at tidens kulturformidlere har fået den overbevisning, at hvis man blot beskæftiger sig med den såkaldte rytmiske musik, så er kontakten med nutiden sikret. Og den interesse som vi ind imellem kan spore for vores arbejde, viser sig ofte ved nærmere eftersyn at være en interesse for de ting, vi kobles sammen med – den store interesse for balleteksperimenter, f.eks.” (Rasmussen 1982, del III). Sådan opfattedes situationen altså af en af Danmarks på det tidspunkt nok mest spillede komponister.

Undervisning – den direkte prægning
Peter Bruun: “PN og PGH er jo også "produkter" af en tid og en udvikling i musiklivet og samfundet. PN og PGH fik utroligt meget plads, da de trådte ind på scenen som unge. Der var plads til og måske også behov for nogle lidt crazy typer, som gik deres egne vilde og mærkelige veje. Det er mit indtryk, at dansk musikliv boom'ede fra 60'erne og nogle årtier frem. Og de, der var unge/yngre i 60'erne, fik en utrolig stor rolle at spille. PN, PGH men også personer som Ib Nørholm og Niels Viggo Bentzon har taget den anarkistiske og åbensindede holdning med sig ind i den periode, hvor de blev de fremtrædende personer i musiklivet og ikke mindst i undervisningssystemet. PN har som en utrolig inspirerende person og en meget åben, udogmatisk lærer været en vigtig personlighed for yngre komponister. Hans tænkemåder og talemåder var i en periode meget udbredte især blandt komponister, men også blandt musikere, musikforskere mm.”

På spørgsmålet om, om der er andre måder Nørgård og Gudmundsen-Holmgreen har haft indflydelse på det danske kompositionsmiljø – altså ud over de skrevne og talte ord om musik – er Peter Bruun ikke i tvivl:

“Yes! PGHs musik og PNs undervisning: Der går en lige linje fra PGH til Hans Abrahamsen og derfra videre til en lang række vidt forskellige komponister. Hvis man skal beskrive det meget kort (og sikkert helt forkert….) er det måske noget med at søge et udtryk i brudflader mellem forskellige typer musikalsk materiale - eller mellem det musikalske materiale og den måde, det behandles på.

Og PNs drømmende, legende, anarkistiske indstilling præger stadigvæk undervisningen af komponister, tror jeg. Også det "globale" og traditionsbevidste musiksyn: Det er vigtigt at være forankret i en tradition, som ikke bare er den nu-og-her-værende, mainstream, mest moderne musik. Altså; man kan ikke lære at komponere ved at efterligne de komponister, der styrer lige for tiden. Man må have en bred orientering og herudfra danne sig sit eget syn på tingene. Samtidig er det vigtigt, at man netop danner sig sin egen opfattelse. Der er, tænker jeg, en gennemgribende forestilling om, at den musik, en komponist skriver, også udgår fra komponistens "sind" og personlighed.”

Svend Hvidfelt Nielsen påpeger, at der måske er sket et skift i den nyeste tid, hvor Nørgårds musik og univers talte meget til publikum, musikere og kolleger helt op gennem 1990’erne, er det mere Gudmundsen-Holmgreen, der er inspirator i 2000’erne.

“Jeg hører meget gammel Pelle i de nye komponisters musik. Pelle selv siger, at det er Henning Christiansen. Det er nu også tæt på. Det konkrete, studiet af lyden og situationen dukker op igen og igen. Og i mine ører er det én side af Pelle, der således rendyrkes.

Pers verdensomfavnende bevidsthedsudvidelse har jeg derimod svært ved at få øje – eller øre – på. Og den subtile skrivemåde, med en indbygget konstant polyfoni synes heller ikke, at fænge de unge komponister. Jeg tror at Pers musikalske æstetik ubevidst er ”for fin”. Hvorimod Pelles barske håndfasthed ligger lige for.”

Anders Brødsgaard sætter de to ældre komponister i et internationalt perspektiv:

“For Nørgård: spektralismen. Flere inden for den retning nævner ham som en pioner.

PGH har verden nok endnu til gode at sætte fuld pris på, især syd for grænsen. Men New York Downtown har da opdaget ham!” 

I interviewet fra 1982 kommenterer Per Nørgård netop situationen som underviser, og trækker sin – og Gudmundsen-Holmgreens – personlige erfaringer med frem til en beskrivelse af sine egne ambitioner som underviser:

PN. ”– Dér har vi lidt forskellige farver. Nu har vi sagt mange pæne ord om konservatoriet, men vi blev – du brugte ordet »forrådt« – men … ok … snydt for information, repertoirekendskab til, hvad der foregik andre steder end lige tilfældigvis i det danske musikliv. Chokoplevelsen var noget der for mig bevirkede, at jeg svor, at skulle jeg komme til at undervise i komposition, skulle dét ihvertfald ændres. Det måtte ikke være sådan, at man ikke kendte til, hvad der foregik. Det overbærende smil hvis man nævnte Webern, tolvtoneteknik etc. skabte en rugekassefornemmelse, kan jeg se nu bagefter. Vi var heldige, – det gik alligevel, men det er fandeme en stor risiko med så snævert et miljø." (Rasmussen 1982, Del I)

Fremtiden – og trangen til at ytre sig
Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen har begge ytret sig på skrift med klare positioner og standpunkter gennem mange år. Det har været let for interesserede at følge med i de to komponisters tanker om musik og musikpolitik. Og det har været muligt selv at positionere sig i forhold til disse standpunkter. Den type kommunikation – længere artikler på skrift om ny komponeret musik – er efterhånden yderst sjælden og det giver mening at se på, hvad den er blevet afløst af - om noget overhovedet, og hvordan det påvirker de yngre generationers forhold til en særskilt dansk musikdiskurs. 

Rune Glerup (f. 1981): “Så længe der i komponistmiljøet stadigvæk bliver tænkt, vil der også være et behov for at ytre sig.” 

Med et sådant udsagn fra en af Danmarks yngre komponister ser det ikke ud som om, at man behøver at nære frygt for, at komponiststanden kommer til at fragmentere totalt i små ukommunikerende celler. Rune Glerups svar kom på spørgsmålet “Hører markante musikæstetiske og musikpolitiske udsagn på skrift fra prominente komponister fortiden til?” er vel åbenlyst: Selvfølgelig vil komponister altid mene noget! Men i lyset af de sociale mediers opblomstring (for nu at underdrive lidt) og fraværet af kunstdebat i de traditionelle medier, kunne man tænke, at denne debat var blevet overflødig. En holdning Anders Brødsgaard giver udtryk for: “Det er sørgeligt, at hele den musikteoretiske og musikkritiske aktivitet er uddød og erstattet af et par kvikke formuleringer i den såkaldte dagspresse ... 68'erne fik, som redaktører og mediechefer, udrettet det som ikke 10 vilde tyvendeårhundredediktatorer kunne: udraderet almen dannelse og dermed fundamentet for dit spørgsmåls indhold.”

Svend Hvidtfelt Nielsen svarer: “Det kan ligesåvel høre fremtiden til. Ser vi på dagens markante musikprofiler ser jeg personligheder, som jeg sagtens kan forestille mig vil gribe til pennen på et tidspunkt.” At ytre sig skriftligt om tanker om musik, musikliv og musikpolitik er altså ikke nødvendigvis en kommunikationsform, der hører fortiden til. Det giver sig selv, at det ikke bliver på samme måde som dengang komponister som Nørgård, Gudmundsen-Holmgreen, Ib Nørholm og mange andre blev bedt om at ytre sig på skrift i DMT, eller skrev kronikker i dagspressen.

Peter Bruun kommenterer: “Der er kommet en større grad af professionalisme, "markedsorientering" og globalisering. Moderne klassisk musik har i dag mistet utrolig meget af den mystik, den har været omgæret af. Den er bare en slags musik blandt mange andre slags musik. ... Den stemning af "protest", "eksperiment", eller "åndelig søgen" som prægede musikken i 60erne og 70erne findes ikke mere. Derfor har komponister heller ikke længere nogen "profet-status". Altså komponister kan sagtens være kloge og sige kloge ting om musik og politik osv, men de betragtes ikke som havende en særlig indsigt i kraft af at være komponister.” 

Relevans – hvad rager de gamle diskussioner os i dag?
Rune Glerup skrev, “Så længe der i komponistmiljøet stadigvæk bliver tænkt, vil der også være et behov for at ytre sig.” Men i hvor lang tid har ytringerne relevans? Teknologi, strømninger og muligheder ændrer sig konstant – og hvor efterlader det tanker om musik gjort på skrift for 10, 20 eller 50 år siden?

Komponisterne svarede på om Nørgårds og Gudmundsen-Holmgreens debatter fra “dengang” overhovedet har relevans i dag:

Peter Bruun: “Ja, men først og fremmest som dokumentation og perspektivering, når man beskæftiger sig med d'herrers musik. Deres musik er relevant og rækker langt ud over dem selv og deres tid. Deres standpunkter og diskussioner er, mener jeg, i høj grad bundne til dem selv og deres tid. 
Deres nyorientering og opgør, som på en mærkelig måde er dobbelt - mødet med den europæiske avantgarde medfører i et og samme hug et opgør med den "nationalromantiske" danske tradition og med selvsamme avantgarde - har noget universelt over sig: Det udtrykker en stædig modvilje mod dogmatik og en insisteren på det "legende", drømmende og anarkistiske i musikken.”

Svend Hvidtfelt Nielsen: “Hmm. Det er svært at svare på. Generelle diskussioner om tro, tilfældighed, musik som helhed, åbenhed o.lign. er vel altid relevante.”

Rune Glerup: “Generelt tror jeg, at der på tværs af generationer er mange spørgsmål og overvejelser om musik, der går igen, så derfor synes jeg man må sige at deres forskellige standpunkter stadigvæk har en relevans. Min fornemmelse er, at især Pelles tilgang til musik vækker stor genklang i min egen generation - måske er tiden simpelthen mere parat til hans musik end den var tidligere, også udenfor Danmark.”

Personlig inspiration fra Nørgård og Gudmundsen-Holmgreen – og mange andre
Der er mange måder som komponist at præge musiklivet på. En af dem er at inspirere yngre komponister, og her er det næppe ord, kronikker og portrætartikler, der er brændstoffet – men den musik der bliver skrevet og opført. Også her er Nørgård og Gudmundsen-Holmgreen yderst forskellige i udtrykket, men inspiratorer har de begge været. Her giver vi plads til nogle mere personlige beretninger.

Peter Bruun: “Lyden af Per Nørgårds musik har påvirket mig meget. Jeg har været vild med det vildtvoksende og organiske i fx. 3. symfoni. Og det enorme drive og den rytmiske energi og det mærkeligt sureelle udtryk i stykker som "Terrains Vagues" og 6. symfoni. Pelle G.H.s tænkemåde har spillet en meget direkte rolle for mig: Det konkretistiske, mobile-agtige og konstruktivistiske. Jeg tror også jeg, på et mere intuitivt plan, er meget influeret af Ib Nørholm - især hans sange, som jeg selv har sunget og spillet. 

Svend Hvidtfelt Nielsen: “Per, Pelle og Ib har haft en altafgørende betydning for mig både i kraft af deres musik og i kraft af deres åbne tilgang til musik og til hinanden. Og den tilgang har de givet i arv til et komponistmiljø, som i mange år har stortrivedes.

At de også som mennesker har betydet og stadig betyder utrolig meget for mig personligt, er en anden sag.

Som komponist har jeg også været inspireret af Koppels musikalske udadvendthed, Lewkovitch’s strenge renhed, Kaysers fine fornemmelse for sats og så selvfølgelig Holmboe’s metamorfosetænkning.

Holmboe var mit første rigtige møde med ny musik, på et plan, hvor det sagde mig noget. Rent umiddelbart! Hans 8. symfoni (og senere også de andre fra 5 og opad) bjergtog mig på en måde som kun rockmusik indtil da havde formået. Der var jo et ”Riff”! Det kunne jeg forstå. Disse 7 komponisters musik – eller tilgang til musik - ligger konstant som bagage i min egen musik.

Rune Glerup: Jeg begyndte for alvor at komponere, da jeg var 15-16 år, og dermed begyndte jeg også at opsøge koncerter med ny musik. Det var som regel dansk musik der var på programmet, og især Per Nørgårds musik fyldte meget. Derfor var det nok meget naturligt, at jeg dengang havde en periode på et par år, hvor jeg var meget optaget af hans musik – jeg lyttede til de fleste af hans værker, studerede partiturer og læste hans artikler, og det var utvivlsomt et stort skub til min udvikling som komponist. Lige så stille fik jeg dog øjnene op for, at der også var en musikverden udenfor landets grænser, og siden da må jeg tilstå at jeg ikke har følt nogen særlig pligt til at skulle være under indflydelse af noget dansk eller nordisk. En undtagelse var dog da jeg nogle år senere opdagede Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik. På det tidspunkt havde jeg to udlandsophold bag mig, og havde udviklet en forholdsvis kosmopolitisk musiksmag i den forstand, at jeg synes vellykket musik er grænseløs og at det dermed ikke giver mening at interessere sig for hvad landsmand komponisten er. Derfor vil jeg også mene, at jeg med nogen ret kan hævde, at min store interesse for Pelles musik ikke skyldes et særligt dansk slægtskab, men simpelthen at jeg synes hans musik er fremragende! Der er naturligvis mange komponister, der har arbejdet indenfor det samme felt som Pelle – jeg tænker især på collagen – men det afgørende er, hvordan man gør det. Der er mange billedkunstnere, der har lavet collager, men af en eller anden grund er Rauschenbergs lige en tand mere markante, lidt mere karakteristiske, og umiskendeligt Rauschenberg'ske. Noget lignende synes jeg man kan sige om Pelles værker. Så hvis jeg skulle pege på en repræsentant for den musikalske collage, ville jeg pege på Pelle. I den forstand må jeg sige, at hans værker har haft meget stor indflydelse på mig som komponist. Altså ikke kun fordi jeg umiddelbart godt kan lide hans værker med alt hvad de i øvrigt indeholder af absurditet, galgenhumor og overraskende skønhed, men fordi han simpelthen repræsenterer noget så sjældent som en musikalsk retning, og det har altid potentialet til mere vidtrækkende konsekvenser end en ren og skær lokal (national) henrykkelse.

Anders Brødsgaard: “Mit kendskab til Per Nørgårds musik går tilbage til slutningen af 60'erne, hvor jeg hørte orkesterværket Luna i Danmarks Radio. Jeg forstod ikke meget, men forstod at der blev skabt en ny musik, en musik der ikke havde eksisteret før og det var også min spirende fornemmelse dér i teenageårene, at det kunne være muligt at skabe noget, som Beethoven og Mozart ikke havde tænkt på.

Den vigtigste inspiration fra Nørgård var nok, at den diatoniske klang blev en mulighed - jeg var startet med Schönberg - og den anden var hans originale indfaldsvinkel til pulsen - samtidig med, men forskellig fra den amerikanske minimalisme. 

Den tredje - og måske vigtigste - er hans videreføring af spekulationerne fra Pythagoras og fremefter omkring musikkens fysiske svingningsforhold, altså overtoneforhold, samklangenes intervalforhold etc.

Gudmundsen-Holmgreen er en senere påvirkning for mig. Første opvågnen var for mig en opførelse af hans mesterværk Symfoni-Antifoni i Tivoli i begyndelsen af 80'erne. Sammenblandingen af egen og "funden" musik, rent og urent, var ganske provokerende for et modernistisk sind som mit, men blev noget jeg kom til at holde meget af. Senest klaverkoncerten Plateaux fra 2005 (integration af TVs jinglemusik i en klaverkoncert - herligt!)”

Er der kommet andet i stedet for?
Og for her til slut i artiklen at pege væk fra Nørgård og Gudmundsen-Holmgreen, kommer et par svar på spørgsmålet “Er der kommet andet i stedet for den debat, de holdninger og den selvforståelse, der blev arbejdet med på skrift og i tale fra ca. 1970-2000 (for nu at tage nogle lidt tilfældige årstal)?

Svend Hvidtfelt Nielsen: “Der er i hvert fald kommet en meget klarere bevidsthed om det kunstneriske projekts fallit. At denne kompositionsmusik skrevet til en håndfuld mennesker samfundsmæssigt er absurd. At tanken om at skrive store værker, som går over i historien er håbløs, for der vil ikke være nogen historie at gå over i. Jeg er for gammel til rigtig at fatte, eller i det mindste reagere på denne erkendelse, men de unge komponisters produktion er gennemsyret af en bevidsthed om dette, udtrykt i en selvfølgelighed i forhold til hvad der er interessant, i forhold til at bruge de nye internetmuligheder og i forhold til at sætte nye dagsordener. Og takket være denne nytænkning overlever musikken i en ny form, et nyt udtryk. Et udtryk hvor det gammeldags ”musikalske” i musikken sjældent er enerådende og ofte slet ikke vigtigt. ”Værket”, som måske snarere er en ”forestilling” er større end musikken. Og vi kan alle kun være glade for, at dette sker. Det har åbnet vores verden til et større publikum. Og det er ikke fordi jeg tror, at en fascination af Simon Steen Andersens ”Black Box” fører til interesse for Svend Hvidtfelts blokfløjteduetter. Men området ”Ikke-kommerciel-kunstmusik” har fået et boost, og kan overleve en tid endnu takket være sådanne komponister.

Ved siden af dette, må man jo så også konstatere en generel stor interesse (kæmpestor i forhold til min ungdom) for koncerter med ny musik, en interesse jeg netop vil tilskrive den nye status, de nye komponister har givet området. Projektet ”ny musik” er i den nye udformning ganske enkelt blevet vedkommende.

Men stadigvæk er evigheden borte som horisont. De unge er her og nu, og laver interessante ting beregnet på her og nu.

Det er en både smuk og realistisk indstilling.

Måske kan jeg lære at efterleve den en dag.”

Rune Glerup: “Der er kommet nyt til, men der er stadigvæk også meget af det 'gamle'. Måske er det faktisk netop sådan, at det gamle på en måde altid er i det nye, men på en måde hvor en radikal omformulering betyder, at det nye faktisk er nyt, men med en slags troskab mod det gamle. Det, som mange komponister gør idag, har en klar forbindelse til noget, der er sket før, ja der er faktisk for tiden et element af decideret 'retro' i meget af den ny musik, men fordi baggrunden er en anden, er der måske faktisk også tale om at musikken også er en anden.”

Litteratur
  Rasmussen. K.A. 1982. Fuga i to tempi og tre satser. DMT 1: 4-25
  Gudmundsen-Holmgreen. P. 1990/91. Fra en landsbytosses optegnelser. DMT 4: 115-116
  Nørgård. P. 1985. Havenes Grundtone (findes den?). DMT 5/6: 294-296
  Rasmussen. K.A 1991 Toneangivende danskere Edition Wilhelm Hansen s. 13 

Email-interviews
Med Peter Bruun, 28/3 2013
Med Rune Gleerup, 3/4 2013
Med Anders Brødsgaard 3/4 2013
Med Svend Hvidtfelt Nielsen 21/3 2013