© Malin Annie Jansson

»Jeg vil meget gerne overleve, på forhånd tak«

For to år siden begyndte James Black at skrive en artikelserie om religion i det danske komponistmiljø. Men en tiltagende vred Black måtte til sidst opgive. Hvorfor?
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

James Black skylder mig en artikel. Bortset fra at det ikke længere er mig, der skyldes til, men min efterfølger som redaktør her på Seismograf, Andreo. Og så var det i øvrigt ikke én artikel, men adskillige. Lange, omstændelige artikler med mange timers arbejdsindsats. Samtalen forløb nogenlunde sådan her over telefon engang for, hvad, to år siden: Så jeg vil gerne tale med nogle andre komponister om religion, siger Black. Det lyder måske lidt tørt, tænker jeg, og er det ikke et lidt stort brød at slå op, én artikel til Seismograf kan være svær nok at få i hus, så en hel serie? Jeg tøver høfligt, men i den anden ende af røret insisteres der. Jaet lokker sig ud af min mund, for James lyder gådefuldt motiveret, og når James skriver, er det som regel som en steppebrand af indignation og forbandet klarsyn; det pureste kritikerguld. Tre-fire artikler om musik og religion? Ja tak, James, det gør du bare. 

Ordene var for vrede, angrebene på venner, kolleger og omverden for voldsomme

Men det gjorde James Black ikke. Tiden gik, en pandemi fik den til at gå ekstra langsomt, jeg fik på et tidspunkt en lidt vag melding om, at der var personlige problemer involveret. En nær ven var død, selvmord, forvent ikke noget foreløbig. Jeg forstod beskeden, trak følerne til mig og regnede ikke med at høre mere til projektet. Det ville ikke være første gang, at en god idé sank sammen under sine ambitioners åg. Coronainduceret rastløshed og en indgroet hang til omskiftelighed – i tanke, tekst og livsførelse, vægelsind kalder man det vel – fik mig kort efter til at tænke det hidtil utænkelige: Jeg sagde op som redaktør. Det sidste, jeg havde regnet med, var, at jeg igen skulle høre om den mislykkede artikelserie. Men så tikkede en besked ind for nogle måneder siden: James havde skrevet en tekst, men mente bare ikke, den var egnet til udgivelse. Ordene var for vrede, angrebene på venner, kolleger og omverden for voldsomme. Om vi ikke kunne gøre det, at jeg interviewede James i stedet? Meget, alt for meget, var sket.

© Malin Annie Jansson
© Malin Annie Jansson

Så her sidder jeg. I James Blacks topersoners – knap og nap – sofa på Nørrebro. En étværelses stuelejlighed, Black lejer sammen med sin kæreste, Julius, fløjtenist fra konservatoriet. Fyldt med potteplanter (holdt i live af Julius), partiturer (SPEAK ligger fremme) og det rod, der nu engang følger af, at to mennesker bor stuvet sammen på meget lidt plads. Bag en rumdeler står sengen, ved fodenden et lille skrivebord, og herovre, en meter borte, et minimalt sofasetup under et solrigt, åbent dannebrogsvindue. James sidder i lotusstilling, jeg har takket ja til et glas vand og kigger mig forsigtigt omkring, prøver at undgå at ligne en journalist, der leder efter intime genstande at krydre sin tekst med. For to år siden flyttede jeg alene ind i en treværelseslejlighed på Amager. Det her er en anden verden, et andet liv. Hyggeligere, måske ærligere. En beskyttende hule?

For rasende til at være objektiv

Helt klart en beskyttende hule. Vi springer direkte ud i det. Konturerne af Blacks fortælling har jeg fået fortalt på forhånd; en homoseksuel drengs katolske opvækst i Bristol, en queerkomponist i et heteronormativt dansk musikmiljø, et ungt menneske, hvis venner bliver ved med at dø, sorg, vrede og for nylig refleksioner over nonbinær identitet. Hvad jeg har opfattet som en ekstremt legesyg og udogmatisk komponist, når jeg har set Blacks værker de sidste fem år, har i virkeligheden været en kunstner, der under overfladen – oftest ubevidst – kæmpede med at traumebehandle konflikten mellem religion og queerness. Da vi enedes om den famøse artikelserie, satte det refleksioner i gang, som pludselig fik mange ting til at falde på plads: hvorfor Black var så optaget af katolske hymner, hvorfor performanceværket POSY opfandt sin egen gud – en kønsløs enigma med et kubistisk ansigt – og, i sidste ende, hvorfor Black ikke kunne, ikke ville skrive de forbandede artikler.

James Black under opførelsen af værket »POSY (a pageant)« på Aarhus Havn. © Tobias Nicolai
James Black under opførelsen af værket »POSY (a pageant)« på Aarhus Havn. © Tobias Nicolai

Black var selv vokset op i et lille katolsk fællesskab, hvor faderen og Black på skift spillede orgel henholdsvis saxofon til søndagsgudstjenesten 

James Black var, kort og godt, for rasende til at være objektiv. Til at tale konstruktivt med mere eller mindre religiøse kolleger om deres forhold til katolicisme eller protestantisme, til det kirkelige fællesskab. Flere af interviewene var egentlig i hus. Nogle havde fortalt, at de selv var ikketroende, men blev betaget af det religiøse fællesskab og dets ritualer. Andre havde mødt kristendommen gennem musik alene og syntes, »Jesus virkede som en cool fyr«. Hvad var det for noget vrøvl? Black var selv vokset op i et lille katolsk fællesskab, hvor faderen og Black på skift spillede orgel henholdsvis saxofon til søndagsgudstjenesten. Menigheden bestod af 30 mennesker, fortrinsvis pensionister. Hvad ville deres salige blik og omgængelige venlighed forvandles til, hvis teenageren afslørede sin seksuelle identitet over for dem? Black henter en tyk, støvet bog i den rumdeler, der fungerer som reol.

»Her er den, Hymns Old and New i orgeludgaven. Den spillede jeg fra hver anden uge sammen med en guitarist, der også sang. Vi havde ikke noget kirkekor, for det var en meget lille menighed. Den der idé om, at religiøs musik kan være storslået, er helt fremmed for mig. For mig er den crappy, dårlig kvalitet, folk er skindøde, de kan ikke synge, min far sidder ovenpå og spiller orgel. Jeg havde ikke lyst til at være der, for jeg kæmpede med at vokse op som queer i en katolsk kirke, men mine forældre ville ikke lade mig holde op. Det er jeg stadig bitter over,« siger Black og griner salt. »Jeg var så vred i kirken, for jeg vidste, at intet af det var skabt til mig. Ingen talte ganske vist om homoseksualitet, men paven sagde forfærdelige ting. Han troede selv, han reddede verden, men jeg vidste godt, hvad den katolske kirke stod for. Smerten ved ikke at vide, om de her søde, gamle mennesker i kirken – og min familie – ville hade mig, hvis jeg sprang ud … det var bare lort. Alt det blev for mig blandet sammen med musik.«

Flugten til København

Alligevel ville teenageren James Black være musiker. Det hæslige saxofonakkompagnement søndag morgen havde affødt gode evner til at transponere på stedet, og før da var utallige timer blevet brugt i nodeprogrammet Sibelius til at justere orgelnoderne til noget, der kunne spilles af en es-saxofon eller en klarinet i bb. Sjovt? Nej, det modsatte. Men nyttigt. »Det var en god musikalsk uddannelse, men det var fucking weird,« siger Black og bladrer rundt i salmebogen. Da TV-serien Skins – en af min sene ungdoms helt store fiktive forelskelser – skulle filmes, i Bristol, var produktionen forbi Blacks ungdomsorkester for at finde en rigtig musiker til at spille en af hovedrollerne. Det lykkedes i sidste ende ikke; rollen gik til en ægte skuespiller, der – ifølge internettet – troede, at en klarinet var en slags fløjte.

© PR
© Malin Annie Jansson

»Jeg hadede at spille i kirken, men prøv at se de her salmer, det er ikke særlig interessant, vel. Når man spiller i et orkester, er det noget andet, her kan man tale om seriøs musikalsk energi. Jeg husker tydeligt, første gang jeg spillede saxofon i et lokalt harmoniorkester, det var selvfølgelig James Bond-medleyer og den slags, men jeg så mig bare omkring og tænkte: ‘Det her er fucking great, det vil jeg lave resten af mit liv.’«

Black var også nødt til at slippe væk fra sin katolske skole, hvor den unge musiker mistrivedes. Løsningen blev en protestantisk skole med en god musikafdeling. Og så ellers bare op på det engelske uddannelsessystems skridsikre samlebånd: sixth form college efter grundskolen, af sted til Oxford og studere musik som 18-årig, væk fra Bristol og kirken, luftforandring, men også lidt for tidlig ankomst til målstregen. Det er ikke unormalt, at briter står med en ph.d.-grad som 25-årige.

»Jeg tog en bachelor og master på Oxford og kunne se, hvad vej tingene gik, og jeg tænkte bare: Hov, det her bryder jeg mig ikke om; jeg er ikke klar til at afslutte min uddannelse allerede, what the fuck.«

Lidt ved et tilfælde begyndte Black at komponere. En ensembleworkshop havde fået et afbud, de manglede noget musik. Om Black kunne afløse? Tjo.

»Jeg havde komponeret lidt før da og sendte et stykke, som de spillede. ‘Oh, det er ret godt, det her, måske skulle du arbejde videre med det?’ sagde de. Det var god opmærksomhed for mig, for jeg havde manglet selvtilliden til at stille mig frem i lyset.«

Senere, i andet forsøg, lykkedes det at blive optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums komponistlinje, først på endnu en kandidatuddannelse, siden som solist. Det var mere et fravalg af Oxford og London end et tilvalg af København, indrømmer Black, der kendte lidt til Bent Sørensens musik fra sit studiejob på Oxfords musikbibliotek, men det var mere eller mindre dét. Først og fremmest gjaldt det om at komme væk.

»Uendelighedsrækken skulle bare være min lille bitch, besluttede jeg, da jeg flyttede til Danmark«

Hurra for Per Nørgård

Noget af det første, James Black gjorde, da London blev til København, var, måske lidt overraskende, at terpe uendelighedsrækker. Per Nørgårds gamle system til at skabe evig variation, nærmest en slags prototype på musikalske algoritmer, gav en frihed.

»Uendelighedsrækken skulle bare være min lille bitch, besluttede jeg, da jeg flyttede til Danmark.«

Her knaser min optagelse fra interviewet noget, må jeg indrømme, for jeg er ved at gå til grunde af latter. Black brugte en måned på at skrive rækken ud og få den helt ind under huden. Pludselig kunne ideer strækkes til lange forløb, uden at de løb tør for nyt materiale eller mistede sig selv af syne. Først blev Nørgårds påfund brugt til at strukturere tonehøjder, siden også rytme og form.

»Jeg bruger stadig uendelighedsrækken til alt, hvad jeg laver.«

Samtidig begyndte Black at bruge katolsk materiale i sine værker. Først med Doxologia, som blev opført af Athelas Sinfonietta ved Pulsar Festival i 2014.

»Det var så dårligt. Så dårligt, Sune! Jeg kaldte det Doxologia, fordi jeg var 23 år gammel, da jeg skrev det. Efter opførelsen gik jeg direkte i baren og snerrede ad en ven, også komponist, der sagde et eller andet. Så kiggede han bare på mig og sagde: ‘Tag det roligt, James. Du har bare lige fået opført et dårligt værk. Det er okay.’«

Bevidst var det ikke, at katolicismen – egentlig et ubehandlet traume for komponisten – pludselig dukkede op i musikken. Måske handlede det bare om at tage noget velkendt materiale, noget traditionelt, og skabe nyt ud af det.

»Jeg tror ikke, jeg egentlig tog livtag med det. Måske på en meget abstrakt måde, men ikke en måde, jeg rigtig kan sætte fingeren på. Min tilgang har altid været at gøre noget helt ukritisk først, helt intuitivt, og så se tilbage på det, når det er færdigt. Det var også en tilgang, jeg fik af at arbejde med uendelighedsrækken. Efter nogle år går det så op for mig, at jeg faktisk har bearbejdet nogle personlige ting i musikken.«

»Det tog mig lang tid at få et forhold til nogen, fordi jeg var så hæmmet af den her fucking katolske opvækst«

Reclaime katolske traumer

Her nærmer vi os den vrede, der forbitrede arbejdet med artikelserien. For når katolicismen blev ved med at dukke op i musikken, var det på et underbevidst plan – Black har gået i terapi i flere år nu – fordi alt det, der var blevet fortrængt i barndommen og ungdommen, måtte gives et udtryk.

»Jeg havde egentlig tænkt på det som noget folkemusikalsk. Lidt i stil med: Det her er min baggrund, så den bruger jeg. Men i terapien har vi virkelig åbnet den æske, der hedder katolicisme, og jeg er begyndt at indse, at jeg bruger materialet til at komme i kontakt med den smerte, den har givet mig. Alle de her salmer, alt det katolske materiale og de rituelle settings, det er noget, jeg ubevidst har arbejdet med i min musik meget længe. Og det lyder meget prætentiøst, når jeg siger det, men på den måde har min musik altid været adskillige år forud for min bevidsthed.«

Da James Black endelig sprang ud over for sin familie – tidligere, som 18-årig, få dage inden afgangen til Oxford – var modtagelsen uventet varm.

»De var kærlige og støttede mig, det kunne være gået meget værre. Og selv da mine meget katolske bedsteforældre fik det at vide, var de fornuftige nok til ikke at vise over for mig, at de kæmpede med det … whatever fuck that means. Men det tog mig lang tid at få et forhold til nogen, fordi jeg var så hæmmet af den her fucking katolske opvækst, hvor jeg fortrængte alt muligt. Når jeg bruger det katolske materiale, er det en måde at reclaime det på.«

Den reclaiming har taget mange former. I et værk som This Piece Will Improve Your Life, som var en del af Blacks debutkoncert i 2018, blev traumer for første gang behandlet helt bevidst. Aha, tænker jeg, det var altså sådan, titlen skulle forstås, ikke som sarkasme, men som helt konkret virkelighed.

»Her havde jeg muligheden for at hjælpe mig selv gennem nogle ting, for jeg opførte scener fra min ulykkelige barndom på scenen, mens min familie sad tre rækker væk. ‘Oh, jeg kan rent faktisk gøre det her for mig selv.’«

© Malin Annie Jansson
© Malin Annie Jansson

Straight people …

Jeg begynder at forstå, hvorfor James Black så gerne ville skrive den artikelserie. Og hvorfor det aldrig ville kunne lykkes. For et menneske, der hele livet er blevet målt og vejet på en smålig religiøs vægt, findes der ingen forståelse for det romantiske blik på religion, som folk med andre baggrunde kan have. At prøve at forklare deres synspunkter og optræde som en bare nogenlunde objektiv interviewer, det ville næsten være et traume til samlingen.

Umuligheden bliver ikke mindre af, at den katolske undertrykkelse kun er én side af sagen. Mens vi sidder i sofaen og jeg nervøst tjekker alle mine diktafoner for livstegn, samtidig med at jeg prøver at fungere som sokratisk fødselshjælper for den kritik, Black gerne vil formulere, men har haft svært ved at ramme helt præcist på skrift, går det op for mig, at det ikke bare handler om religion.

»Det handler også om the rest of the fucking world,« siger Black og prøver at indramme det med en oplevelse. På et tidspunkt var Black vendt hjem fra en »ekstremt kedelig« koncert med ny musik, og da Julius spurgte, hvordan det var, kiggede Black dødt på ham og sagde bare: »Straight people …« Kæresten forstod med det samme.

»Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg mente med det, men han var sådan: ‘Jeg tror, jeg forstår.’ Det tænkte jeg meget over.«

Når Black har talt om det med andre komponister, har de heteroseksuelle af slagsen fået et flip. Nå ja, der bliver jo også affyret nogle skud, altså. Hallo, hvad fanden skal det betyde, straight people? Er det ikke over stregen? Næ, mener Black. Oprigtigt. Berettiget.

»Hvordan føles det at blive profileret?« har svaret lydt til dem. Hele sin opvækst er den 32-årige komponist blevet kritiseret for sin væremåde, sin tale, sine bevægelser, sin identitet.

»Jeg er meget vant til at blive profileret. Når du vokser op som queer, bliver du virkelig vant til at høre folks mening om dig. Jeg kan huske, at jeg så drenge og piger på min alder prøve at få folks opmærksomhed, men lige så snart jeg prøvede det samme, var det forkert, fordi jeg var, som jeg var. Det accepterede jeg bare. Bare det at have lov til at tale højt eller gøre det samme som andre, eksistere i bund og grund, ikke at skulle skjule sig selv … jeg tror, det er noget, alle queerpersoner forstår.«

Men her er jeg altså nødt til at skrive, hvad jeg ser: Læberne dirrer

Dødsens alvor

I 2016 ramte en svær depression. Black havde en traumatisk oplevelse med en ven, som vi af respekt for de involverede ikke går i detaljer med. Dengang forbandt Black ikke sin depression med spørgsmål om katolicisme eller queerness, men senere blev det tydeligt, at problemer med psykisk helbred er dødsens alvor. At konfrontationen med den katolske opvækst er præcis lige så vigtig, som man kunne forestille sig.

»Jeg havde vidst, at jeg enten måtte acceptere alt det der bullshit om, at jeg var et ondt væsen, eller at jeg måtte finde min egen vej og skabe mit eget sted. Det var død eller overlevelse. Helt bogstaveligt talt, for mange mennesker tager livet af sig selv.«

Jeg har lovet Black, at det her ikke skal være en sob story. Og det skal det heller ikke, for samtalen rummer ikke kun frustration og ængstelse, men også masser af latter – nå ja, af og til af den syrlige slags – og venlighed. Black er et godt sted, lader det til. Men her er jeg altså nødt til at skrive, hvad jeg ser: Læberne dirrer.

»Når jeg møder folk, der ikke har været nødt til at tage livtag med deres identitet på samme måde, kan jeg lugte det. Så bliver jeg vred, og det er mit shit, en bitterhed, jeg selv må arbejde med.«

Traumet blev forsøgt fortrængt. Det var jo sådan, Black var blevet opdraget til at håndtere traumer. Helt konkret, endda: Som femårig mistede Black en kusine, som døde pludseligt ud af ingenting, halvandet år gammel. Der var aldrig rigtig en mulighed for at bearbejde tabet, man talte simpelthen ikke om det. I bagklogskabens lys er det let at forbinde den oplevelse med Blacks tendens til at fortrænge ting.

Efter hændelsen i 2016 handlede tingene i lang tid mindre om musik end om at komme ovenpå igen for Black, der blev i England et stykke tid for at få det bedre. Bristol og barndomshjemmet blev det nye tilflugtssted.

»Jeg begyndte at få meget alvorlige angstanfald, tre-fire om dagen. Det udviklede sig til, at jeg på et tidspunkt ikke kunne lave andet end at ligge og tælle nedad fra hundrede, det var meget slemt. Jeg begyndte at gentænke, hvad der var vigtigt for mig, også musikalsk. Hvorfor jeg accepterede systemet. Det gjorde mig virkelig vred, dybest set var det nok en form for PTSD. Jeg kommunikerede dårligt med min familie, så der var øjeblikke, hvor jeg bare skreg ud i smerte, følelsesmæssig smerte. Min psykolog siger tit: Forsvarsmekanismer virker, indtil de ikke virker længere.«

Nu virkede de ikke længere.

Musik med sikkerhedsnet

Black var aldrig suicidal, men udviklede en angst for knive og bælter. På et fly fra Polen – hvor Black havde mødt den tyske komponist Johannes Kreidler og diskuteret muligheden af at forfølge to æstetiske spor på samme tid, både en seriøs finkulturstil og en trashy lo-fi-stil, hvilket siden ledte til det, Black kalder en »fuck you-musik« – ramte det første angstanfald. Efter at have forsikret alle venner og bekendte om, at alt skam var fint, ramte sammenbruddet. Da Black vendte tilbage til København, måneder efter opholdet i Bristol, var det nødvendigt at bruge erfaringerne i musikken.

»De mener, jeg hører hjemme i helvede«

RAUS, der blev opført af Athelas Sinfonietta under Klang Festival 2017 i Tivolis Koncertsal, tematiserede på flere måder et sammenbrud i kommunikationen – med kropslige fagter og en ordløs melodi. Og tangokvintetten Everything Is Gonna Burn, We’ll All Take Turns (I’ll Take Mine Too), der blev opført ved debutkoncerten året efter, brugte melodien til sangen »I’m Feeling Fine« fra Bugsy Malone, imiterede et angstanfald med angreb på instrumenterne og sluttede af med en klaverpedal, der gik op og ned: sorg.

Vi må tilbage til vreden. Nu forstår man den måske bedre. Hvad handler den om?

»Med den katolske kirke er det ret åbenlyst. De mener, jeg hører hjemme i helvede. Med samfundet mere generelt er det jo ikke, fordi folk hader mig; men alle strukturerne og systemerne er bare ikke rigtig skabt til mig. Jeg har tænkt over det med hensyn til ny musik og det, jeg ser som den her straight male-tilgang, hvilket nok ikke er det rette ord for det … det er mere den her ‘tilgang fra institutionernes inderside’. Det, der gør mig vred, er, at ny musik burde være et rum, hvor man tager chancer, men mange af mine heteroseksuelle kolleger – og også masser af queerkomponister – konfronterer ikke alvorlige aspekter af livet, ligesom jeg er blevet tvunget til at gøre det. Hvis man skaber kunst, er det helt afgørende, at man konfronterer sin egen identitet. Det gør folk bare ikke, og det pisser mig af.«

Jeg lader Black tale sig helt tør. Det er jo rigtigt, hvad der bliver sagt. Mange komponister har en tendens til at tøve, jeg har selv lige, i Magasinet Klassisk, kritiseret Niels Rosing-Schow for at behandle klimaaktivisme og Black Lives Matter som et konversationsemne på sit nye album, som han kalder en politisk udgivelse. Det bliver det vel først rigtigt, hvis man mærker en aktiv stillingtagen, en blottelse.

»Det er meget frustrerende at se folk, der har rigeligt af sikkerhedsnet, rigeligt med privilegier, som jeg også selv har en stor del af,« her peger Black på sit fuldskæg, der giver adgang til traditionelle mandlige rum, »men de bruger dem ikke til at tage risici, og de er bange for at træde ud af en eller anden slags imaginær komfortzone, fordi det måske vil afsløre noget om dem selv. Det er lige præcis dem, der bør træde ud af komfortzonen, fordi den er så stor for dem. De skal nok klare sig. Hvis det bare handler om, at de er bange, så find et andet job. Ingen har sagt, det er let at være kunstner. Just do it

© Malin Annie Jansson
© Malin Annie Jansson

Vil meget gerne overleve, tak

For et år siden stod James Black på en scene på Rådhuspladsen. Pride-ugen havde ramt København, og overraskende var det måske ikke at finde et værk af Black til guitarsekstetten CRAS på programmet – jo, lidt – men at det skulle opføres på Rådhuspladsen? Om formiddagen, midt i menneskemylderet?

Det 40 minutter lange værk, Winterhead, blev opført tre gange. Først hørte man en 20 minutter lang sats, som Black beskriver som »virkelig højlydt«. Så greb Black mikrofonen, syngende, og tog den plads, der ikke havde været i opvæksten. Klædt i kjole og med en hvid blomsterkrone, »for sådan havde jeg lyst til at klæde mig«. I sidste sats fortalte Black, på gebrokkent dansk, om sin barndom. Det var ikke let.

»Mit dansk er ikke særlig godt, men jeg fortalte om, at jeg var opdraget til, at min gang var forkert, min stemme var forkert, mit køn, mit ansigt. Jeg var nødt til at gøre det på dansk, for det gjorde for ondt at gøre det på engelsk, det ville være for sårbart. Men jeg har været nødt til at gøre mig sårbar for at komme igennem alt det, jeg har fortrængt. Det handler om overlevelse. Det var en linje, jeg sagde på dansk: ‘Jeg vil meget gerne overleve, på forhånd tak.’«

Oplevelsen satte tanker i gang. Folk i publikum kom op til Black bagefter for at fortælle, at de virkelig følte sig ramt og beskrevet af værket og de talte ord. En søvnløs nats grublerier gjorde det klart for Black, at han – nej, de – egentlig følte sig hjemme i den nonbinære identitet med ukønnede pronominer.

»Det var bogstaveligt talt i løbet af en enkelt nat, og normalt prøver jeg at ignorere det, hvis jeg bliver besat af en tanke, men det her føltes anderledes. Jeg ringede til min kæreste og sagde: ‘Jeg tror, at jeg måske er nonbinær.’ Inde i mit hoved betød det, at så måtte vi sikkert slå op nu. Men han var bare sådan: ‘Cool!’ Og så gik det bare op for mig, at it doesn’t fucking matter – hvis det her føles rigtigt, så prøver jeg det. Det behøver jo ikke føles rigtigt for evigt, sådan er det med identitet, men det er okay. Det er en ny rejse, så ja,« Black griner, »please they/them, thank you.«

Det har ført mange tanker med sig om skægget, fortæller Black. Og vi kan ikke undgå at tale om det: skægget!

»Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg præsenterer mig selv over for verden. Skægget bliver nævnt i mange anmeldelser, og jeg opfatter det mere og mere som en rustning, der giver mig adgang til en form for straight male privilege. Jeg kan bevæge mig i forskellige rum og bekymre mig mindre om, hvordan jeg bliver opfattet. Det, jeg beskriver her, er privilegier, og som jeg sagde før, er det noget, jeg har meget af: Jeg er hvid, jeg opfattes som dansk i Danmark, jeg er uddannet på Oxford. Jeg kan ikke på nogen måde påstå, at jeg møder seriøs undertrykkelse på niveau med personer med en anden hudfarve, ikkeeuropæiske immigranter eller sågar det, en kvindelig komponist kan opleve.«

Black fortsætter:

»Fordi jeg nu er i mit første langvarige forhold, er det første gang, jeg har tænkt over det her: Som et queerpar er der mange rum, hvor du ikke er i sikkerhed, selv i det her fucking liberale utopiske land. Hvis jeg går ned ad gaden, mens jeg holder i hånd, kigger jeg mig over skulderen, for man ved bare aldrig. Mange andre udlever deres sande identitet på en mere synlig facon – transkønnede, der går stolt rundt – og dem føler jeg en stor gæld til. Det er takket være dem, at jeg har den luksus at vælge at bruge ‘de/dem’, så jeg kan erfare mit køn som et rum med plads til leg og selvrealisering snarere end en byrde. Det er et privilegium, og jeg er nødt til at gøre mig selv synlig på en eller anden måde for at bruge det privilegium ansvarligt og, på min egen måde, føre debatten fremad. Men jeg kan ikke forcere det. Det skal føles naturligt.«

»Det har været et fucking mareridt at arbejde på Mushroom. Det handlede helt eksplicit om den hændelse, der førte til mit psykiske sammenbrud«

James Blacks forestilling »Mushroom« under Spor Festival. © Gorm Branderup
James Blacks forestilling »Mushroom« under Spor Festival. © Gorm Branderup

Rædselsfuldt, men vigtigt

Så er vi tilbage ved artikelserien, der aldrig blev til noget. For noget blev den alligevel til, nogle tanker satte den alligevel i gang. Samtidig ramte tragedien. Igen udelader vi detaljerne, for det er ikke kun Black, der har en smerte at bearbejde. Men jeg vil sige dette: Black har haft sit at se til, når det handler om tab. For at det ikke skal være løgn, faldt det hele sammen med, at Black var ved at skrive et scenisk værk, Mushroom, til årets Spor Festival – et værk, der bearbejdede traumet fra 2016, som havde direkte relation til de nylige tab. Da vi mødtes, var der en uge til premieren.

»Det har været et fucking mareridt at arbejde på Mushroom. Det handlede helt eksplicit om den hændelse, der førte til mit psykiske sammenbrud, og så skete det her, da jeg var halvvejs gennem værket. Så det har været rædselsfuldt, men også ekstremt vigtigt.«

Værket fortæller ikke hele konteksten specifikt, men et slideshow beskriver, at to mennesker er døde, og at Black »har været tynget«. På et tidspunkt synger komponisten en sang på engelsk, og da vi taler sammen, er det endnu ikke lykkedes at komme igennem den uden gråd, fortæller Black.

»Det har været opslidende. Hver dag i prøveperioden med Scenatet er jeg blevet konfronteret med virkelig hardcore sorg. Det er selvfølgelig mit eget valg, men på samme tid er det ikke et valg. Hvis du forstår. Jeg var tæt på at aflyse det, og jeg måtte tænke grundigt over, om jeg egentlig udnyttede mig selv. Hvor meget af den her smerte var egentlig min? Men jeg indså, at jeg var nødt til at være ærlig. Det handler også om min barndomsforståelse af døden, som jeg tror har været til stede i min musik altid.«

Black nævner tre af sine værker, der – uden forsæt – er endt med, at musikerne forlader scenen.

»Hvorfor er jeg så optaget af den gestus? Og så tænkte jeg tilbage: Oh, fordi jeg havde lært, at mennesker kan forsvinde ud af det blå. De kan bare være væk, og ingen kommer til at hjælpe dig med at forstå det, du må selv bearbejde det. I Mushroom var jeg lige ved at gøre det igen, jeg ville have afsluttet det med, at jeg forlod scenen. Men så tænkte jeg: Nej, jeg går ingen steder. Jeg bliver på scenen nu.«

 

Siden interviewet fandt sted i april, er James Black for nylig blevet udpeget til kunstnerisk leder af Klang Festival. Vi glæder os til at se Black indtage mere plads i kulturlivet og give det en lille rystetur. Held og lykke, James!