Hvis det ikke er musik – hvad er det så?

Det er ikke musik! Det har ofte været publikums reaktion, når de efter nogle minutter med Helmut Lachenmanns provokerende lyde udvandrede fra koncerten. Det skete især i 1960’erne og 70’erne, da Lachenmann var en ung komponist. I 2010 fylder han 75 år, og det glæder ham stadig, når nogen siger, at det, han komponerer, ikke er musik. Så føler han sig beslægtet med tre andre egensindige nyskabere: Bach, Beethoven og Schönberg, og spørger drillende: »Hvis det ikke er musik – hvad er det så?«

Lachenmanns første vigtige nyskabelse var at få de klassiske instrumenter til at udsende uvante lyde. Hans lige så vigtige nyskabelse var at sætte de sære lyde sammen i varierede forløb og netværk, hvor lytteren kan opleve ligheder, kontraster, forbindelser, samspil, modspil, udviklinger.

Overraskelse, forundring, opmærksomhed
Det var i årene 1968-70, at Lachenmann udviklede sine originale kompositionsteknikker. Trioen temA (1968) for fløjte, mezzosopran og cello udforsker stemmens og luftstrømmens muligheder: puste, suge, hviske, skrige, stønne, fløjte, gispe, sukke, pruste, ralle ... Titlen hentyder til ‘Atem’, det tyske ord for åndedræt.

Tre soloværker fra 1970 kalder uventede ressourcer frem i gamle instrumenter: Pression for cello går på opdagelse ved at skrabe, gnide, stryge, banke og knipse det ærværdige instrument alle mulige steder med skiftende grader af energisk pres. Dal niente er et virtuost stykke for soloklarinet, der går til yderligheder, fra tonløs susen og fløjlsbløde toner til gennemtrængende hyl og klikkende lyde fra instrumentets klapper. Titlen betyder ‘ud af ingenting’. I Guero for stort koncertflygel anslår pianisten ikke en eneste tone, men stryger hen over tangenterne med negle og fingerspidser, spiller på stemmenagler og strenge og frembringer fyldige resonansklange med instrumentets pedaler. Flyglet bliver til et rytmeinstrument.

Det glæder ham stadig, når nogen siger, at det, han komponerer, ikke er musik

Lachenmann kaldte disse værker for ‘konkret instrumentalmusik’, med reference til franskmanden Pierre Schaeffers ‘musique concrete’, hvor mikrofonoptagede lyde, herunder omverdenslyde, sættes sammen og bearbejdes til kompositioner på lydbånd. Lachenmann hentede ikke lyde i sin omverden, men han fik instrumenterne til at frembringe klange og lydforløb, der er beslægtet med naturens og omgivelsernes lyde: knirken og knasen, puslen og skraben, vindsus og tordenbrag.

Det er Lachenmanns hensigt, at lytteren skal opleve, hvordan den konkrete lyd opstår i instrumentet, når træ, metal, skind, strenge og luft påvirkes af en energi, der overvinder materialets modstand og sætter det i svingninger. Og når mange uventede lyde opleves i sammenhæng, opstår nye lyttemåder, som kan udfordre mennesker til at gøre intense erfaringer. »At lytte er et arbejde,« siger Lachenmann. Han vil provokere publikum til at vågne op fra vanelytning og mental dovenskab.

Skønhed, frihed, magi
Lachenmann søger skønhed i fornægtelsen af det tilvante. Men ikke kun det.

Han vil også afsløre, at der bag ved de velbehageligt klingende toner, der anses for at udstråle skønhed, ligger den fundamentale energi og anstrengelse, der frembringer tonen – det skjulte arbejde. For Lachenmann opstår skønhed i det præcist frembragte intense udtryk, som vækker oprigtig forundring. Det stiller et krav til komponisten: Han må undgå at gentage sig selv. Hvert nyt værk skal være en udfordring, der ændrer hans liv. Det er kunstnerens frihed, som åbner mulighed for lytterens frihed: at høre lydene, som om de var uventede naturfænomener – som lyn, regn eller vulkanudbrud.

Efter udforskningen af instrumenternes uopdagede muligheder i årene omkring 1970 begyndte Lachenmann at sætte de støjende og usædvanlige lydfænomener sammen med instrumenternes almindelige toner, intervaller, rytmer og akkorder for at skabe kontraster, der kunne åbne for nye oplevelser af de kendte lyde. Og han satsede på at befri nogle af den klassiske traditions mesterværker fra den søvndyssende vanelytning ved at citere dem i overraskende klanglige omgivelser: Mozarts klarinetkoncert høres på bånd under Accanto (1977) for klarinet og orkester. Gamle danseformer og fragmenter af den tyske nationalsang høres i Tanzsuite mit Deutschlandlied (1980) for orkester og strygekvartet, og Beethovens niende symfoni i orkesterværket Staub (1987).

Lachenmann anser musikken og instrumenternes lyd for at have magisk virkning. Sangen var engang en magisk begivenhed, en lovprisning af Gud. Orkestrets magi er at fremkalde en kollektiv fascination. Lachenmann ønsker at skabe alternativer til den passive kollektive fascination. Han vil skabe musik, hvis magiske virkning er lytterens pludselige oplevelse af frihed.

Lachenmanns »temA« opført i Donaueschingen i 2016 af Emilie Girard Charest på cello, Alice Szymanski på fløjte og Marie Perbost på vokal. © Helmut Lachenmann/trioen

Politik, eksistens, religion
Lachenmann mener, ikke at musik kan eller skal udtrykke et politisk budskab. Men hans valg af tekster tyder på sympati for venstreorienterede aktivister, der sætter deres liv ind på at kæmpe mod uretfærdighed og undertrykkelse i samfundet. Salut for Caudwell (1977) er en hyldest til den engelske marxistiske forfatter Christopher Caudwell (1907-37), der faldt som frivillig i den spanske borgerkrig. Operaen Den lille pige med svovlstikkerne (1988-96) efter H.C. Andersens eventyr udtrykker solidaritet med den fattige pige, der er udstødt af samfundet og dør af kulde på gaden. Operaen citerer også et desperat brev fra den fængslede Gudrun Ensslin, medlem af den politiske terroristgruppe Rote Armee Fraktion, og en dyster tekst af den samfundskritiske dramatiker Ernst Toller. Den samme tekst, fra Tollers skuespil Masse Mensch (1920), var grundlag for Lachenmanns første vokalværk, Consolation I (1967) for 12 stemmer og fire slagtøjsspillere:

I går stod du
Ved muren
Nu står du
Igen ved muren
Det er dig
Der i dag
Står ved muren
Menneske, det er dig
Erkend dig dog
Det er dig.

Lachenmann vælger tekster med eksistentielt perspektiv: indespærring, udelukkelse, ansigt til ansigt med angsten og døden. Værket ...zwei Gefühle... Musik mit Leonardo (1992) for talestemme og ensemble har tekst af Leonardo da Vinci, der handler om frygten for at gå ind i en mørk hule og begæret efter at se det vidunderlige, der kan gemme sig i mørket. For Lachenmann er musik en eksistentiel erfaring: komponisten skaber musik på grænsen til tomhed og intethed. Og musiklytning åbner udsyn til friheden.

Et religiøst perspektiv træder frem i slutscenen af Lachenmanns opera, hvor den lille pige tænder et helt bundt svovlstikker og farer til himmels med sin bedstemoder i en vision af lys. Og tekstgrundlaget for Consolation II (1968) for 16 vokalstemmer er »Wessobrunner Gebet«, en kristen bøn nedskrevet i det 9. århundrede i et kloster i Bayern. En bøn, som rummer en skabelsesmyte med indsigt i intetheden: »Der var ingen jord, ingen himmel, intet træ, intet bjerg, intet solskin eller månelys. Da der intetsteds var nogenting, ingen ende og intet vendepunkt, da var alene den almægtige Gud.«

Musikhøst 2009 – et Lachenmann-overblik
Ved Musikhøst 2009-festivalen i Odense blev i alt seks af Lachenmanns værker opført. Disse seks værker giver tilsammen et fint overblik over Lachenmanns kunstneriske udtryk gennem 40 år. Trio fluido (1966) er fra den tidlige periode, hvor han for det meste komponerede med instrumenternes sædvanlige toner i serielle strukturer. Dal niente (1970) og Salut for Caudwell (1977) udforsker de ukendte lyde, som instrumenterne kan frembringe. I Allegro sostenuto (1988) sætter usædvanlige og velkendte spillemåder hinanden i perspektiv. De nyeste værker, Schreiben (2004) og Got Lost (2008) er lange forløb, hvor Lachenmann virtuost udfolder alle sine kompositionsteknikker.

Trio fluido (1966) for klarinet, bratsch og slagtøj sætter flydende tonestrømme og gestiske bevægelser over for prikkende præcise tonepunkter. Af den ny musiks pionerer, Nono og Stockhausen, havde Lachenmann lært at komponere serielle strukturer – varierede forløb, hvor hver enkelt tones egenskaber er nøje fastlagt. Nu finder han sin egen vej ud af den strengt punktuelle musiktænkning ved at lade et helt værk fokusere på ‘det flydende’. Han ønsker samtidig at lægge afstand til den såkaldte avantgarde, som efter hans mening har tilpasset sig for meget til det borgerlige musiklivs bekvemmelighed. Lachenmann arbejder bevidst med instrumenternes forskellige måder at frembringe toner på: blæse, slå, stryge, gnide, knipse, og satser på fint nuanceret differentiering af instrumenternes klange.

Han ønsker samtidig at lægge afstand til den såkaldte avantgarde, som efter hans mening har tilpasset sig for meget til det borgerlige musiklivs bekvemmelighed

Dal niente (Ud af ingenting, 1970) for soloklarinet er konkret instrumentalmusik – musik, hvor det gælder om at lytte efter, hvordan lyden frembringes på instrumentet. Lachenmann komponerede stykket til klarinettisten Eduard Brunner, og de arbejdede sammen på den måde, at komponisten beskrev, hvilken slags klang han ønskede, og musikeren prøvede sig frem på klarinetten, indtil de fandt den rigtige lyd. I Dal niente spiller klarinetten også sine velkendte bløde toner sammen med de nyopfundne lyde. Tonestyrken spænder fra nervepirrende skrig til næsten uhørlig hvisken og puslen, og klarinettens klang kan forandre sig på utallige måder, fra markante toner til fint nuanceret susen og pågående skurren. Musikken opstår af luft og åndedræt, der møder instrumentets modstand. Klarinetten er et filter, hvis hulrum og huller og klapper giver karakter og farve til den luftstrøm, som åndedrættet styrer med lufttryk, ansatser og artikulation.

Salut for Caudwell (1977) for to guitarister har puls og rytme over lange stræk, og musikerne reciterer en tekst, der mange steder er forståelig for den, der kan tysk. Og så er det et stykke vild og heftig guitarmusik, der udnytter guitarstrengenes, gribebrættets og guitarkroppens muligheder for knips, slag og strum, gnub og krads, resonans, vibrato og glidetoner. Teksten er fra den engelske marxistiske digter Christopher Caudwells bog om borgerlig illusion og virkelighed, en frontal kritik af borgerskabets livsholdning og kunstinteresse: »Fordi jeres frihed kun har rødder i en del af samfundet, er den ufuldstændig. Al bevidsthed bliver præget af samfundet. Men fordi I ikke ved noget om det, bilder I jer ind, at I er frie. Denne illusion, som I så stolt bærer til skue, er kendetegn på jeres slaveri. (...) Vi vil ikke holde op med at kritisere det borgerlige indhold i jeres kunst. Vi stiller det enkle krav til jer at bringe livet i samklang med kunsten og kunsten i samklang med livet.«

Stykket er tilegnet Caudwell og alle de outsidere, som forstyrrer tankeløsheden.

Allegro sostenuto (1988) er komponeret for klarinet/basklarinet, cello og klaver. Titlen antyder, at musikken udspiller sig i modstillingen af hurtig bevægelse og langt udholdte toner. Komponisten beskriver selv nogle af sine udtryksmidler: udvidelse af klangrummet med ekkoer og efterklang; mange gradueringer mellem helt tørre toner og enorm resonans; hurtige bevægelser, der samler sig i stillestående klange; recitativ af skrig i rum med forskellig efterklang; gennemhullet instrumentlyd, for eksempel bue, der hopper på strenge, tremolo, tungeflapren; blandinger af bevægelse og efterklang, der opsuger hinanden.

Allegro sostenuto er et langt stykke med mange muligheder for at finde vej eller at miste orienteringen i musikkens foranderlige rum af toner og klange. Enklest er det at sige til sig selv, at dette stykke holder aldrig op!

Sopranen Elizabeth Keusch og pianisten Stephen Drury opfører Lachenmanns »Got Lost« (2008) på New England Conservatory i Boston, Massachusetts, i 2013. © Brian Dixon

Schreiben (2004) er et stort orkesterværk, som handler om at skrive og at skrige. Lachenmann har mærket sig, at det tyske ord ‘schreiben’ indeholder ‘Schrei’, et skrig. Og det samme på fransk: ‘écrire’ indeholder ‘cri’. Det har animeret ham til at komponere musik, der er fyldt af skrivelyde og lyde, der indimellem bliver til gennemtrængende skrig.

I noderne får musikerne detaljerede anvisninger på skrivebevægelser. Slagtøjsspillerne skal skrive med børster og trommestikker på stortrommens skind og med metalstave på randen af det store slaginstrument tamtam. Andre musikere skal udføre skrivebevægelser med hårde stave på kanten af deres nodestativ eller på små borde af træ, eventuelt med elektrisk forstærkning. Skrivestøjen får karakter af en meddelelse med skjult budskab.

For en mangeårig partiturkomponist som Lachenmann er kompositionsprocessen nært forbundet med at skrive noder og beskrive nøjagtigt, hvordan de skal spilles. Og de skrevne noder kan indeholde den lydløse opskrift på et desperat skrig. Slagtøjsspillernes skrivebevægelser på stortrommeskindet henviser til et uhyggeligt sted i operaen Den lille pige med svovlstikkerne – slutordene i det fortvivlede brev fra den indespærrede terrorist Gudrun Ensslin: »Skriv på vores hud.«

Skrivestøjen får karakter af en meddelelse med skjult budskab

Got Lost (2008) for stemme og klaver handler om at blive væk og fare vild. Det er første gang, Lachenmann komponerer for stemme og klaver, ligesom den romantiske lied, og han benytter lejligheden til at splintre liedformen i tusind stykker, så han kan samle den igen af stumperne. Tre tekster på tre sprog splittes og blandes:

Et digt af portugiseren Fernando Pessoa, alias Álvaro de Campos: »Alle kærlighedsbreve er latterlige. De ville ikke være kærlighedsbreve, hvis de ikke var latterlige. Men når alt kommer til alt, de skabninger, der aldrig skrev kærlighedsbreve – det er dem der er latterlige.«

Et opslag på engelsk i en elevator: »I dag er min vasketøjskurv blevet væk. Den er sidst set ved tørretumbleren.«

Og Nietzsches tyske digt om Vandreren:

Ingen sti mere!
Afgrund til alle sider!

Din vilje gik fejl af stien!
Nu gælder det, vandrer!
Se koldt og klart!
Du er fortabt,
Hvis du tænker på faren.

Got Lost er skrevet til sopranen Sarah Leonard og pianisten Rolf Hind. Og Lachenmanns klangfantasi giver de to musikere lejlighed til virtuose udfoldelser i det 25 minutter lange værk, der begynder fragmenteret og gradvis bliver flydende og lyrisk og overdådigt. Samtidig er der gode muligheder for, at teksterne bliver væk i strømmen af lyde, stavelser, løsrevne ord, tungeklik, stammen og skrig.

Den engelske titel Got Lost kan læses på tysk: gottlos – ‘uden gud’ eller ‘forladt af Gud’.

Fakta om Helmut Lachenmann: Født d. 27. november 1935 i en musikglad præstefamilie i Stuttgart. Voksede op med kormusik af Orlando di Lasso og Heinrich Schütz. Studerede klaver og komposition i Stuttgart 1955-58 og lærte der Schönbergs musik at kende. Besøgte feriekurserne i Darmstadt i 1957 og mange gange derefter, også som lærer. Boede hos Luigi Nono i Venedig 1958-60 for at lære seriel kompositionsteknik. Fortsatte på Karlheinz Stockhausens kurser i Köln 1963-64. Har undervist i musikteori, hørelære og komposition siden 1966, fra 1988 til 99 som professor i Stuttgart, samt som gæstelærer i mange lande.

Denne artikel er en let revidere udgave af Erik Christensens Lachenmann-artikel i programmagasinet for Musikhøst 2009.

Opdateret 3. maj 2020 med ny korrektur og nyt layout.