Provokerende bøn

Vi har ligesom set det hele efterhånden. Nøgne mennesker på scenen, blowjob i operaen og flygler, der smadres under en koncert. Alligevel blev jeg provokeret af Niels Rønsholdts nye oratorium, Book of Prayers (2019) – allerede i værkets indledning: Publikum i Christians Kirke på Christianshavn blev bedt om at udtrykke en fællesskabshandling i en salme. I en for høj toneart, et for langsomt tempo og med et hakkende, uorganisk akkompagnement skulle vi synge med på Nu takker alle Gud – fra den danske salmebog, men også kendt på alle de store sprog i verden. At pianisten konsekvent afsluttede fraserne med en såkaldt skuffende kadence, gjorde det heller ikke bedre (d-mol i stedet for en F-dur). Jeg kunne slet ikke magte at synge med. At selve værket dernæst blev afsunget på engelsk, forbedrede heller ikke min velvillighed.

På papiret handler Book of Prayers – et gadeoratorium om protesterne i de store østtyske byer i 1989, i månederne før Murens fald, hvor tusinder gik på gaderne med slagord og paroler. I udgangspunktet en genial idé at bruge en Stasi-agents omhyggelige noteringer af alle disse slagord som tekstforlæg i et oratorium – som kommer fra ordet orare, at bede. Men hvorfor så ikke på originalsproget tysk? Eller i det mindste dansk? »Wir sind das Volk« forstås direkte af de fleste, og det tyske »Volk« har da vigtigere og mere interessante betydningsassociationer end det engelske »We are the people«, hvor konnotationerne mere er We Are the World-sangen (skrevet af Michael Jackson og Lionel Richie, 1985, red.) eller John Lennons Power to the People (1971). Og dermed langt væk fra Dresden, Leipzig og Halle, hvor de vigtige demonstrationer fandt sted. Komponisten havde åbenbart selv tilføjet andre ord og sætninger end Stasi-agentens ellers fyldige registreringer. Hvorfor dog det? Og hvilke paroler var så hjemmedigtede, og hvilke var de ægte fra gaden? Overvejelser, der umiddelbart generede oplevelsen af værket.

Mogens Dahl Kammerkor og Athelas Sinfonietta spillede og sang de mange bedende, ja næsten jamrende satser, som Rønsholdt har komponeret i en særdeles senromantisk stil, fyldt med flotte, tætte dissonanser. Med ord som »Time of corruption, time of lies«, »No trust in elections, no trust in the government« og »Yesterday a liar, today a liar, tomorrow a liar« fra de ni klart adskilte satser. Men selvom programmet talte om »de bedendes håb«, var der intet håb eller lyspunkt at spore i værket – hvorfor? Det var jo en af de mest positive revolutioner i verden! Ikke ét skud blev løsnet, et diktatur blev væltet, folket blev frit, og et land blev genforenet. Intet af dette var hørbart i Rønsholdts oratorium, hvilket igen var vældig provokerende.

Indtil det i dagene efter gik op for mig, at værket egentlig slet ikke handlede om de gode folk på gaderne i det gamle Østtyskland, men mere om det farlige – og også lidt latterlige – i folk, som beder i flok. Og at vi som tilskuere på meget subtil vis blev taget med som statister i denne kritik.

Kritik af protestbevægelser

Er man i tvivl om handlingen i en opera, om en hovedperson er god eller ond, eller om stemningen i en film – så lyt til musikken. Det samme gælder selvfølgelig i tilfældet Book of Prayers. I andensatsen, »Lift«, deklamerede et par mandealter blidt ord som »Lift me up so I can see« og »Lift up my body« i skiftende intervaller, højt oppe i tonelejet i forstærkede mikrofoner, hvormed det personlige og intime udtryk også blev forstærket. I bunden af lydspektret rumlede derimod en basklarinet det dybeste, den havde lært, tilsat lidt percussion i nogle fragmentariske indsatser, der vekslede mellem nogle halvtoner, og resultatet blev et hult lydbillede – der samtidig udhulede budskabet fra teksten. Der var tydeligvis noget galt med indholdet, hvilket de utrygge dybe toner hentydede til – måske ligefrem en henvisning til det berømte hajmotiv fra filmen Dødens gab. Ikke ligefrem en hyggelig atmosfære – i kæmpe kontrast til tekstens lovsangspræg. På de ovennævnte ‘ingen tillid’-udbrud i satsen »Trust« var koret kun ledsaget af et lækkert strygerakkompagnement, som ledte tankerne hen på Sjostakovitjs musik og hans skildring af, at noget ikke er, som det skal være. »No trust in reforms«, mens vi igen fik nogle dybe toner til at gøre det hele ganske ikke-behageligt – selvom det samtidig var et af værkets smukkeste steder. Elegant gjort.

Koncerten var en del af Golden Days Festival med temaet »1989 – 30-året for Murens fald«, så det var ikke så mærkeligt, at vi som publikum troede, at det handlede om østtyskernes protester op til Die Wende. Men nærlæser man programmet, står der faktisk, at Book of Prayers er et »flertydigt værk, der både hylder og er skeptisk over for den menneskelige hengivenhed og patos i bønnen og protesten. Det bombastisk krav efterlader ofte en bismag, ikke mindst hvis vi opnår det, vi beder om«.

Mennesket er med andre ord skiftende og fluktuerende i sine holdninger, hvilket vi fik direkte at høre i satsen »We«. Koret gled konsekvent en tone enten op eller ned, hver gang ordet »we« blev sunget: »We earn your money, we love our land, not the state« – i alt små 20 af lignende udbrud. En overdreven glissando på selve ordet, som ikke var specielt kønt at høre på, men i stedet signalerede, at vi er en flygtig størrelse, som er skiftende og hverken tone- eller begrebsmæssigt til at få styr på. Et raffineret virkemiddel.

Oratoriet blev således en slet skjult kritik af protestbevægelser generelt og af stålsatte holdninger, som cirkulært forstærkes under flokmentaliteten

I to satser indtog komponisten faktisk selv prædikestolen, der er placeret centralt i midten af den gamle teaterkirke, hvor tre etager med loger omgiver kirke-/scenerummet på hele tre sider. Herfra deklamerede han med et skælmsk smil, hvad koret/tilhørerne skulle gøre: »In the morning … you shall raise your arms in the air and say …«, hvorefter koret fuldendte sætningen: »Turn evil into good« og »Make me your tool«. Og mere konkret på Rønsholdts befaling/prædiken: »You shall go to the streets and shout to the sky …«, hvilket koret igen fuldendte med et: »Change!« i en blid og bedende tone, der signalerede ydmyghed. Men også ynkelighed, som jo kan kendetegne en protestflok af mennesker, hvor fornuft bliver fortrængt proportionalt med mængden i den protesterende gruppe.

Den allersidste sats bestod af en smukt sammenvævet korklang og et stærkt klingende blæserakkompagnement – med mindelser om Hans Zimmers filmmusik. Teksten havde fået et tvist op til vor tid med paroler fra både den tyske højrefløjsbevægelse Pegida og dens modstandere med slagord som »We are the patriots« og »We are the decent«. Mogens Dahl dirigerede med sikker hånd både de begavede musikere fra Athelas Sinfonietta og sit eget Kammerkor, hvor især sangerne udmærkede sig med kompetencer i at ramme skæve harmonier, der ikke nødvendigvis blev understøttet harmonisk af de øvrige instrumenter.

Oratoriet blev således en slet skjult kritik af protestbevægelser generelt og af stålsatte holdninger, som cirkulært forstærkes under flokmentaliteten. En parole beder nemlig ikke bare, den kræver, og musikkens til tider entydige tonesprog afspejlede det ureflekterede element, som kan opstå blandt mennesker i flok, der protesterer. Og derfor blev jeg fanget som statist blandt publikum i fællessangen, som blev fremført ynkeligt i et arkaisk, religiøst sprog. Rønsholdt havde tydeligvis ikke et religiøst budskab, men det lykkedes ham i stedet at udstille det latterlige i en bedende floks hengivenhed, mens han også formåede at udstille protestbevægelser som religiøse. Hverken Pegida eller de østtyske gadeprotester er som udgangspunkt religiøse eller kristne (selvom flere grupperinger opstod i de østtyske kirker, hvor der var større talefrihed). Men ved at blande og sidestille disse paroler med Luthers ord fra den Lille Katekismus og med ældre salmer fik kritikken dobbelt fat mod alle bevægelser, som igennem gentagne paroler og ideologi bliver religiøse eller fanatiske i praksis, selvom de ikke har noget gudsbegreb.

Derfor var konnotationerne til »We Are the World« og Lennons protestsang nok heller ikke helt skæve alligevel. Det havde måske været ekstra dristigt at medtage paroler fra vor tids klimabevægelser, som også kan indeholde protestbevægelsens stålsatte overbevisninger – men det havde nok været for provokerende. Til en koncert, som allerede havde provokeret rigeligt – indtil den dybere mening med Niels Rønsholdts nyskrevne oratorium gik op for mig.