Det moderne projekt lever videre

Hos den tyske komponist Martin Schüttler er musikken en kritisk analyse af hverdagens klanglige omgivelser. Inspirationen fra Lachenmanns ‘konkrete instrumentalmusik’ er tydelig, og de klassiske instrumenters strid med en støjverden af lyde giver erindringer om Stockhausen. Også danske Simon Steen-Andersen har stærkt fokus på lyd som kompositionsmateriale. Han søger den energi og intensitet, der ligger i, at lydene i bogstaveligste forstand skal frembringes gennem hårdt arbejde.

Simon Steen-Andersen. Hvilke komponister anser du for at være dine læremestre og forbilleder?

»Jeg tror ikke, jeg har nogen deciderede musikalske forbilleder. Jeg startede med at lave min egen musik, før jeg lærte at spille andres. Måske har det noget med det at gøre. Det betyder dog ikke, at min musik var særlig original.

»Umiddelbart tror jeg, at man lærer mere af at høre et stykke musik, man ikke bryder sig om, end ved at høre et stykke, man synes er fantastisk«

Jeg har aldrig bevidst opsøgt komponister eller værker for at lære noget konkret af dem. Jeg tror, man lærer bedst igennem diskussion og negativ indflydelse. For eksempel det, at man i mødet med nogen eller noget pludselig bliver bevidst om, at dette må man undgå, tage afstand fra eller gøre anderledes. Umiddelbart tror jeg, at man lærer mere af at høre et stykke musik, man ikke bryder sig om, end ved at høre et stykke, man synes er fantastisk.«

I din musik fremhæver du hyper-idiomatik og lydene af arbejdet ved fremførelsen af musik?

»Hyper-idiomatik er et ord, jeg bruger for at beskrive min tilgang til instrumenterne. Det er den absolut modsatte position i forhold til den abstrakte instrumentation, eksemplificeret ved Bachs Kunst der Fuge. Idéen til lyden fik han i dette tilfælde helt klart før idéen til måden, hvorpå lyden skulle produceres. Med hyper-idiomatik mener jeg en situation, hvor de to ikke kan skilles ad, hvor materialet er dikteret af instrumentet, og hvor komposition og instrumentation smelter sammen.

Jeg vil dog kalde hyper-idiomatik en tilgang og ikke en teknik. Jeg benytter muligvis en del kompositionsstrategier – hvilket jeg vil definere som det samme som kompositionsteknikker – blot med større vægt på målet. Det med lyden af arbejdet handler i høj grad om energi og intensitet. Ved enten at spille så svagt som muligt med kraftig forstærkning eller at spille så kraftigt som muligt på dæmpede eller hæmmede instrumenter får lyden af arbejdet og friktionen en større vægt i det samlede lydbillede – det gør den fysiske energi hørbar.«

Aisha Orazbayeva opfører Simon Steen-Andersens »Study for String Instrument #1« i 2013. © Aisha Orazbayeva/Chris Rodgers

Ser du dine kunstneriske visioner som en videreførelse af serialismens og Stockhausens utopi og helhedsopfattelse om forbindelsen mellem menneske og musik?

»Jeg er kommet frem til nogle af de samme dogmer som serialismen, dog ikke ad den ideologiske vej, men derimod med selve oplevelsen for øre. Jeg ser dogmer – eller begrænsninger og modstand generelt – som en metode til at opnå en helt særlig intensitet, skrøbelighed og ‘ægthed’. Med modstand i opførelsen eller udførelsen af et stykke musik opstår der ikke bare en intensitet, men også en grad af virkelighed. Der er tale om en virkelig kamp og ikke en repræsentation af en kamp.

Serialismens og Stockhausens utopiske visioner er jeg ikke sikker på, at jeg deler. I alle tilfælde er min tilgang eller mit fokus nok en del mere konkret, hvor deres opfattelse af ‘helheden’ på mange måder er mere abstrakt, tror jeg. Men troen på det radikale udtryk og værdien af at stille ting på hovedet kan jeg godt skrive under på.

Mit mål er dog ikke serialismens dekonstruktion af retning og relationer. Derimod er det en mangelaget oplevelse og et mangelaget værk, overfyldt med retninger, relationer og niveauer, der kæmper med hinanden om opmærksomheden. Og hvor hvert lag eller parameter i sig selv er relativt entydigt, men tilsammen giver en flertydig og kompleks oplevelse.«

I din musik er fysiske, konkrete og visuelle elementer integrerede parametre – hvordan det?

»I Study for String Instrument #1 er der et særligt fokus på musikernes bevægelser. Formen er en slags dekonstruktion af et glissando, hvor de to hænders bevægelser langsomt får et eget liv og til sidst løsriver sig helt fra hinanden. For mig er den optimale situation, at musikken balancerer midt imellem to tilstande eller måder at blive oplevet på – at den er både-og. Det samme kan siges om min tilgang til konkrete klingende elementer som samples i Ouvertures eller konkrete visuelle elementer i A Bit of Nothing Integrated.«

Hvordan er dit syn på ny kompositionsmusik globalt set og i Danmark i fremtiden?

»Den ny musik trives jo fint i Centraleuropa, og danske pessimister behøver ikke at rejse langt for at blive omvendt. Jeg mener, at der er masser af uudnyttet potentiale og muligheder i musikken, som efter min mening tilbyder et radikalt anderledes rum end de andre kunstarter. Et af de helt store potentialer ser jeg i forsøget på at opretholde dette rum, samtidig med at grænserne til de andre kunstarter krydses.

»Jeg ser dogmer – eller begrænsninger og modstand generelt – som en metode til at opnå en helt særlig intensitet, skrøbelighed og ‘ægthed’«

Personligt mener jeg dog, at musikken i mange tilfælde godt kunne trænge til at blive støvet lidt af og måske blive gjort lidt mere jordnær. Det faktum, at kompositionsmusikken endnu ikke har formået at etablere sig som en ‘rigtig moderne kunstart’ i den generelle bevidsthed, mener jeg primært er musikkens egen skyld.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi løsriver os fra den udbredte misforståelse, at musikken automatisk er retfærdiggjort igennem sin historiske position, ‘stående på skuldrene af tidligere tiders store komponister’. Og jeg mener, vi bliver nødt til at gøre op med, at musikken automatisk er relevant eller automatisk reflekterer vores tid, blot fordi den er skrevet nu, eller fordi den bruger lidt ny teknologi her og der.«

Martin Schüttler. Hvem er dine læremestre?

»Ønsket om at blive komponist viste sig tidligt i mit liv, i 15-16 års alderen. Thomas Bruttger kan jeg takke for min første musikalske uddannelse, som var funderet i det historiske. I begyndelsen af mit studium fik jeg undervisning i komposition af Diego H. Feinstein i Kassel. Han viste mig på en meget kreativ og ukonventionel måde, hvordan man kunne gå videre end til det rent musikalske, et studium, jeg fik videreudviklet hos Nicolaus A. Huber. Hubers kritiske måde at tænke på ser jeg som en udfordring og som forbillede for min egen opfattelse af musik.

Min sidste lærer, Ludger Brümmer, tilskriver jeg udvidelsen af min forestilling om klang til elektroniske og optiske komponenter.«

Hvilke teknikker og hvilken æstetik forbinder du med dine kompositioner?

»Jeg anser frem for alt forholdet mellem min musik og den virkelighed, der omgiver mig, som det æstetiske grundlag for min kompositionsvirksomhed. Ingen eksistens i en traditionel afsondrethed, ingen indre musikalsk monolog bestemt for et fåtal!

»Jeg ser det ikke som en opgave at skabe nye former for musikalsk teknik og heller ikke at finde nye klange«

Det vigtige er det, der er til, og jeg ser det ikke som en opgave at skabe nye former for musikalsk teknik og heller ikke at finde nye klange. Det er nok, at vi til stadighed og overalt er omgivet af musik. Jeg ser mere komponistens opgave som det at kommentere, analysere, bemægtige sig det, som allerede klangligt er til stede. At fremmedgøre det, som er lige for hånden, at sætte det ind i nye sammenhænge, at reducere det til det egentlige – dét er for mig grundlaget for mit kompositoriske arbejde.«

Hvordan vil du beskrive de værker, du får opført ved Musikhøst 2009?

»De tre stykker, Venus_5, Linked Trips og Schöner Leben 3 (‘Girl You Know It’s True’ – M.V.), er udtalt forskellige i deres klang. Men de beskæftiger sig alle sammen i deres kerne med aspekter af det dagligdags og frem for alt med den virkelighed, som medierne afspejler.

I Venus_5 kommer en række klanglige dobbeltgængere til flyglet til syne: billige synthesizer-imitationer af klaverklangen, livefragmenter i stykkets forløb i elektronikken, forstærkeroperationer, præpareringer – der er næppe en musikalsk udvikling, kun versioner af stadig det samme, som avatarer eller kloner.

Noget lignende sker i Schöner Leben 3 (‘Girl You Know It’s True’ – M.V.) for fløjte med neonrør. Også her står heterogene klange stejlt over for hinanden, fløjten bliver visuelt fordoblet af et neonrør og farvet gennem et akustisk spil med kunstige fløjteklange. Det kunstige og det nøgterne mødes uformidlet i strukturel strenghed.

Seismograf mødte Martin Schüttler, inden Nadar Ensemble opførte hans »Venus_5« ved Musikhøst i Odense i november 2009. © Dries Douibi/Nadar Ensemble

I Linked Trips er der også heterogene klangzoner, men disse bliver hele tiden knyttet til hinanden ved hjælp af enkelte udholdte bestanddele. Derudover anvender jeg en overflod af virkemidler, entydige idiomer, især slideguitaren, som er indarbejdet med mikrotoner i det samlede forløb.

Alle tre stykker står på hver sin måde i forbindelse med min dagligdag og med den virkelighed, som er præget af medierne; de er kommentarer til det, der er, og en strategi mod den bekvemme laden stå til i ‘det at lytte’.

Da jeg hørte uddrag af dit værk »Schöner Leben 1« (2008), fik jeg associationer til Huber, Kagel og Maxwell-Davies. Huber har nævnt, at Stockhausen ‘opdragede hans øre’ – er det en arv, du viderefører?

»‘Das erzogene Ohr’, som Huber har kaldt sin skoling gennem Stockhausens musik, er for mig i dag både arv, tilbøjelighed og udvej. Faren består efter min mening i en reduktion af denne tradition til en teknik, som stammer fra den serielle teknik og som er let at efterligne. Mange komponister er siden 1950’erne og 60’erne blevet forført af dette.

Men uden denne tænkning ville min musik ikke være mulig. Isoleringen af de musikalske parametre starter med en kritisk og analytisk måde at komponere på; jeg forgrover dette parameter og anvender komplekse eller idiomatiske klange.

»Efter min mening er hele det nutidige musikliv i en stærk brydningstid«

Og uden John Cages resultater var dette ikke muligt, ‘opdragelsen af øret’ er i denne sammenhæng min udvej i mine aktuelle værker. Ikke ved at anvende de konstruktive teknikker skabt af Stockhausen og hans tid, men ved at overføre hans musikalske tænkning på alle musikalske materialer for at analysere, kommentere, dekonstruere.«

Hvordan ser du fremtiden for ny kompositionsmusik, globalt set?

»Efter min mening er hele det nutidige musikliv i en stærk brydningstid. De forskellige former for musikpræsentation, markedsføring og produktionsbetingelser forvandler sig hastigt, og i dette spændingsfelt er det nødvendigt, at kunstmusikken gør sig gældende.

Det største problem i denne udvikling forekommer mig at være det musikalsk dannede publikums forsvinden – men netop heri ser jeg også en chance. Lykkes det for den ny musik at etablere sig som alternativ til varegørelsen, som et sanseligt værktøj i samfundet, som modvægt til den akustiske overflod af indtryk, så har den mulighed for igen og fremover at være det, den retteligen bør være: alternativet til alle andre former for musik.«

Simon Steen-Andersen: Født 1976. Elev af Karl Aage Rasmussen, Bent Sørensen, Hans Abrahamsen, Mathias Spahlinger og Gabriel Valverde. Komponistdebut 2006. Har modtaget en lang række priser og legater. Se mere på www.simonsteenandersen.dk. Underviser i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium. For nylig bosat i Berlin.

Martin Schüttler: Født 1974 i Kassel. Underviser og gæsteforelæser i musikteori, musikhistorie og komposition. Grundlagde i 2002 konsortiet for aktuel musik Stock11.de. Samarbejder med Mark Lorenz Kysela i laptopduoen Taste. Har komponeret for soloinstrumenter, orkester, kor og ensemble samt båndmusik, lydinstallationer, media art og teater- og filmmusik.

Oversættelse ved Agneta Hytten og Jørgen Lekfeldt.

Opdateret 3. maj 2020 med ny korrektur og nyt layout.