I begyndelsen…
I begyndelsen var kunsten fri, dvs. til fri afbenyttelse. Man kunne frit bruge/låne/stjæle andres kunstværker og sælge dem som sine egne. Men de originale ophavsmænd blev sure og sagde ”plagiat” om den anarkistiske udnyttelse af friheden. Den romerske digter Martial (1. årh.) var vist den første, der brugte ordet plagiat (kidnapning af andres børn eller slaver) om tyveri af kunstneres åndelige ”børn”.

Oplysningstidens franske forfattere med Beaumarchais (Barberen i Sevilla) i spidsen gjorde noget ved sagen i slutningen af 1700-tallet. De protestede mod teatre som stjal deres stykker og opførte dem med nye titler uden vederlag til forfatteren. Senere gik tyske komponister, anført af Richard Strauss, i brechen for at skaffe komponister ophavsret til deres musikalske værker. Og 1886 kom gennembruddet: Bernerkonventionen blev det internationale grundlag for anerkendelse af opfinderes og kunstneres ophavsret.

Det satte gang i brancheforeninger i Danmark: Dansk Ingeniørforening blev stiftet 1892, Dansk Forfatterforening 1894, Dansk Musikpædagogisk Forening fulgte trop 1898 og 1903 blev Dansk Tonekunstner Forening stiftet som en fælles organisation for dansk musikliv. I 1903 tilsluttede Danmark sig Bernerkonventionen og endelig kom også komponisterne ind under ”Forfatterloven af 1. April 1912”. Dermed var startskuddet givet til oprettelsen af Dansk Komponist Forening i 1913.

Al begyndelse er svær…
Det var ingen enkel sag at stifte en brancheforening. Forfatterne havde lært det i 90’erne, hvor Dansk Forfatter Forening allerede inden sin officielle stiftelse sprængtes på spørgsmålet om, hvem der ikke måtte komme med. ”Sandhedens Mænd” (læs: tilhængere af partierne Venstre og Det Radikale Venstre) blev udelukket under hyl og skrig, den designerede formand Wilhelm Bergsøe måtte trække sig, og litteraternes førstemand, Georg Brandes, holdt sig væk: ”At være Medlem af en Forfatter- eller Journalistforening er mig umuligt”.

Komponisterne undgik heller ikke vanskeligheder: Først prøvede man at få Dansk Tonekunstner Forening til at varetage komponisternes interesser, men Tonekunstnerforeningen omfattede også de udøvende musikere, der nu skulle til at betale for at spille komponisternes musik. Man forudså interessekonflikter som Tonekunstnerforeningen havde nok af i forvejen. Komponisterne måtte klare sig selv.

Resultatet blev en lukket forening hvor man kun kunne blive medlem på anbefaling. Den blev stiftet 5. december 1913 og allerede i februar 1914 kunne man ”konstatere en glædelig tilslutning fra de danske Komponisters Side”. Efter det første år talte foreningen 47 medlemmer med fhv. hovedbogholder i Nationalbanken, etatsråd og komponist Jakob Fabricius som 74 årig alderspræsident.

The Founding Fathers
Fra begyndelsen favnede Komponistforeningen bredt. Den første bestyrelse havde Berlingske Tidendes musikkritiker, komponisten Alfred Tofft (Ole sad på en Knold og sang) som formand, og han fik følgeskab af Zoologisk Haves dirigent, revykomponisten Olfert Jespersen (Jeg elsker den gamle, den vaklende Rønne) sammen med Dansk Koncertforenings formand Gustav Helsted, romancemesteren Lange-Müller og Tonekunstnerforeningens kommende formand Hakon Børresen. Den ny musiks førstemand, Carl Nielsen, sad ikke i bestyrelsen, men han var medlem ligesom hans indædte fjende Rued Langgaard. Kirkemusikken var repræsenteret af både reformatoren Thomas Laub og udgiveren af Indre Missions lavkirkelige ”Menighedens Melodier”, Ludvig Birkedal-Barfod.

Dansk Komponist Forening begyndte sin tilværelse uden stilistiske snæversyn eller partidannelser. Den voksede ved knopskydning som en forening for alle, der havde en fælles interesse i at omsætte lovfæstede rettigheder til klingende mønt. Et navn savner den musikhistorisk interesserede dog i medlemslisten: Politikens magtfulde musikkritiker Charles Kjerulf, der foruden at være oversætter, forfatter, koncertarrangør og medstifter af Dansk Tonekunstnerforening også komponerede, bl.a. musikken til Holger Drachmanns Dansen paa Koldinghus. Han havde større ambitioner og stiftede et skandinavisk interesseselskab med det formål at inddrive komponistrettigheder for hele Norden.

Det turde Komponistforeningen dog ikke binde an med. Kjerulf havde været ved at køre Tonekunstnerforeningen i sænk med et annonceblad, der skulle sælges sammen med koncertprogrammerne og give penge til en komponistfond, men endte i regnskabsrod. Komponisterne prøvede selv at stable en organisation på benene godt hjulpet på vej af Tivoli, der som den første bidragyder tilbød at betale for opførelserne af den spillede musik; og da svenskerne 1923 stiftede STIM som fælles organisation for komponister og forlag fulgte danskerne med og KODA blev stiftet 1926.

De brølende tyvere
1920’erne var et dramatisk årti i dansk musikliv. Radioen, grammofonen og tonefilmen indtog markedet og gjorde talrige musikere arbejdsløse. Pengene flød rigeligt til gullasch-tidens nyrige og blev bl.a. omsat i spektakulære revyer og danserestauranter med jazzmusik. Tysk musikliv lokkede med inflation og stærke danske kroner, der gav danske komponister og musikere billig adgang til uddannelse, uropførelser og celebre gæstespil. De internationale kontakter bragte ny musik til landet med opførelser i foreninger som Dansk Filharmonisk Selskab, foreningen Ny Musik og Unge Tonekunstneres Selskab, der sammen med Musikpædagogisk Forening udgav Dansk Musiktidsskrift og i begyndelsen af 1930’erne fusionerede med Ny Musik til Det unge Tonekunstnerselskab (Hyperlink: Se Michael Fjeldsøes artikel i dette Fokus).

Dansk Komponist Forening engagerede sig ikke voldsomt i denne udvikling. En del af foreningens medlemmer søgte over til ”Dansk Revyforfatter og Komponistforbund”, der blev stiftet 1918 og var med til at oprette KODA. Men nye medlemmer kom til, og Komponistforeningen blev til de klassiske komponisters forening. Statsradiofonien, som den hed dengang, gjorde i begyndelsen af sin levetid en betydelig indsats for at bestille og spille ny dansk musik, og selv om den ikke helt kunne erstatte de mange orkesterforeninger, som måtte lukke på grund af konkurrencen, så var den en god betaler og afsatte en procentdel af licensen til ophavsrettigheder..

Det største problem for komponisterne og deres forening var forholdet til forlagene, specielt til Wilhelm Hansens Musikforlag, der gennem opkøb af mindre forlag var på vej til at få en monopollignende stilling. Det gav hårde og langvarige forhandlinger, som undertiden førte til åben polemik – bl.a. i forbindelse med Carl Nielsens 60 års dag, hvor han i et interview kom med voldsomme og næppe helt korrekte beskyldninger mod WH. Men under Alfred Toffts formandskab frem til hans død i 1931 fortsatte Komponistforeningen af de baner, der var blevet udstukket fra begyndelsen. Uden at man dog i Toffts tid nåede til enighed om en ”normalkontrakt” med Wilhelm Hansens musikforlag. Forhandlingerne skulle vare mange år endnu.

Toffts død indvarslede et generationsskift i Komponistforeningens ledelse. Foruden ham døde to af foreningens bestyrelsesmedlemmer: Carl Nielsen og Olfert Jespersen, mens andre som Johan Hye-Knudsen og Hakon Børresen trak sig fra bestyrelsen. Nye navne: Peder Gram, Knudåge Riisager, N. O. Raasted og Aksel Agerby tog over og krævede en professionalisering af foreningen. Striden stod i første omgang om foreningens forhold til KODA.

Traditionelt var Komponistforeningens formand også formand for KODA, hvilket kunne give interessekonflikter, da musikforlæggerne også var med i KODA. De radikale bestyrelsesmedlemmer, Riisager og Agerby (formand for Det Unge Tonekunstnerselskab) krævede adskillelse af de to formandsposter. Gram, der havde arvet formandsposterne efter Tofft, modsatte sig og fik generalforsamlingens støtte. Men da Gram 1937 blev musikchef i Statsradiofonien, og Riisager blev ny formand for Komponistforeningen, blev adskillelsen gennemført, og Raasted blev formand for KODA.

Med Riisager ved roret fra 1937 blev Komponistforeningen gennemgribende fornyet. Lovene blev ændret så medlemskab ikke længere kunne ske ved anbefaling, men krævede bestyrelsens eller generalforsamlingens accept. Komponistforeningen blev under Riisager til en professionel brancheforening for klassisk uddannede komponister uden hensyn til stilistisk ståsted og personlig, religiøs eller politisk overbevisning. Det sidste skulle blive aktuelt i slutningen af 1930’erne og under besættelsen.

Krise og krig
Nazisternes magtovertagelse i Tyskland 1933 gjorde det danske musiklivs traditionelle binding til Tyskland og tysk musikliv problematisk. Der var tale om en tradition som gik flere hundrede år tilbage med navne som Buxtehude, Schultz, Hartmann-familien, Kunzen, Weyse, Kuhlau, Gade - og som stadig var spillevende med betydelige komponister, der havde fået eller fuldført deres uddannelse i Tyskland: Peder Gram og N. O. Raasted for blot at nævne to centralt placerede i Komponistforeningen og dansk musikliv.

I begyndelsen mens Hitler-styret endnu var en demokratisk valgt tysk regering, der kunne afsættes på demokratisk vis, anså mange traditionen for at være stærkere end frygten for den politiske udvikling i Tyskland. Men den politiske udvikling sydpå gik ikke Danmark forbi. Nationalisme blev en del af dansk selvopfattelse. Landet lukkede sig om sig selv i kulturel henseende, musik af udenlandske, ”moderne” komponister blev kun sjældent opført, og udenlandske musikere fik svært ved at opnå arbejdstilladelse. Også antisemitismen dukkede frem hjulpet af højreorienterede kredse, der var lydhøre over for henvendelser fra den tyske ambassade om denne eller hin kunstner, hvis optræden i Danmark kunne virke stødende på vore sydlige naboer. Det førte til en heftig polemik i DMT hvor Dansk-Tysk Selskab og dets bestyrelsesmedlem, Københavns domorganist N.O.Raasted blev angrebet af DMTs kulturradikale redaktør Gunnar Heerup (Heerup 1929: 61) og (Heerup og Raasted 1929: 93-94).

Et kritisk tilfælde kom i 1934, hvor der opstod en konflikt i forholdet mellem det Internationale Selskab for Ny Musik (ISCM), der i Danmark var repræsenteret af Det unge Tonekunstnerselskab, og det officielle Tyskland. Tyskland var et førende medlem af ISCM og forlangte at jødiske kunstnere skulle udelukkes fra selskabet. Det afslog ISCM, hvorpå Tyskland trak sig og stiftede sit eget selskab for ny musik – Ständiger Rat für die internationale Zusammenarbeit der Komponisten.

Der er ingen tvivl om at Ständiger Rat var en nazistisk institution oprettet og betalt af nazistyret.  Der er heller ingen tvivl om at nazistyret søgte at sløre dette forhold. Præsident var Richard Strauss hvis forhold til styret var så anstrengt, at han var blevet fyret som formand for det nazistiske Reichsmusikkammer, da Gestapo afslørede hans kritiske breve til Stefan Zweig om Hitlers jødelove. (Strauss’ svigerdatter var jøde og overlevede krigen ”under jorden” i Strauss’ villa i Garmisch). Sekretær for Ständiger Rat blev den daglige leder af Kungl. musikaliska Akademien, Kurt Atterberg fra det neutrale Sverige.

Ständiger Rat blev stiftet den 6. juni 1934 i Wiesbaden af repræsentanter for 13 europæiske lande, heriblandt tre af de nordiske lande (Norge var indbudt, men udeblev). Som danske medunderskrivere på stiftelsesdokumenter står Komponistforeningens formand Peder Gram og bestyrelsesmedlem N.O. Raasted. Gram mente, at han deltog som personlig delegat og ikke repræsenterede Komponistforeningen.

Men sådan så nazisterne ikke på det. Da de på højdepunktet af nazi-styrets magt i 1942 ville genoplive Ständiger Rat og flytte foreningens hovedsæde fra det neutrale Schweiz til Berlin, modtog Riisager i egenskab af formand for Komponistforeningen en officiel indbydelse til at repræsentere Danmark som den tyske regerings gæst i Berlin. Indbydelsen blev ikke besvaret, men lokale kræfter prøvede at formå Riisager til at tage imod den. Riisager sendte aben videre til Peder Gram som den første danske delegerede (Raasteds andel i stiftelsen af Ständiger Rat nævnes ikke i Komponistforeningens bestyrelsespapirer og -referater om sagen). Enden på det hele blev at Statsradiofoniens musikchef Peder Gram som personlig delegeret tog til Berlin og - sammen med Atterberg og andre, der havde læst skriften på væggen - afværgede det tyske forslag om at flytte Ständiger Rat.

Komponistforeningen og DMT
I 1941 kom det til et brud mellem Det unge Tonekunstnerselskab og Dansk Musikpædagogisk Forening om udgivelsen af Dansk Musiktidsskrift. DMT’s redaktør siden 1929, Gunnar Heerup, stiftede sit eget tidsskrift for ny musik, ”Levende Musik” med Musikpædagogisk Forening som støttekreds, og at DUT mistede over halvdelen af de faste abonnenter på DMT. Bruddet hvis baggrund ikke skal efterforskes her, havde ikke noget at gøre med Dansk Komponist Forening. Men det fik det, for DUT måtte se sig om efter nye faste abonnenter og henvendte sig til Tonekunstnerforeningen og Komponistforeningen om at indgå i en udgiverkreds for DMT.

Heerup var hverken Komponistforeningens eller Tonekunstnerforeningens kop te, men med ansættelsen af en anden redaktør af DMT og med garanteret ”indflydelse på redaktionen” kunne man samarbejde. Dansk Komponist Forening betalte 500 kr. (i vore dages penge omkring 100 kr. pr. medlem) årligt til tidsskriftets drift, medlemmerne fik bladet gratis, og Riisager indtrådte i DMT’s redaktionsudvalg.

Man kan have på fornemmelsen at Riisager og Agerby overtalte bestyrelsen ved at love, at Komponistforeningens meddelelser til medlemmerne fremover ville blive trykt i DMT, så foreningen kunne spare porto. Det viste sig snart ikke at kunne lade sig gøre, da foreningsmeddelelserne iflg. Riisager ikke egnede sig til offentliggørelse. Men nu var beslutningen truffet, tidsskriftet var reddet og alt gik godt under de nye redaktører indtil befrielsen.

1942 døde Aksel Agerby og blev efterfulgt af Flemming Weis som formand for DUT. Han arbejdede på at få de to konkurrerende tidsskrifter lagt sammen igen med Heerup som redaktør, og da DMT’s redaktør Nils Schiørring opsagde sin stilling pr. 1/1 1946, var muligheden til stede. Tonekunstnerforeningen opsagde samarbejdet, men Komponistforeningen ville ikke svigte Weis og DUT. Man indvilgede i at fortsætte samarbejdet og DMT fortsatte i 1946 med Sverre Forchhammer som midlertidig redaktør, indtil de to tidsskrifter blev lagt sammen fra 1947 med Heerup som ansvarshavende og Søren Sørensen som medredaktør.

Det gik galt allerede fra starten. Årgang 1947 nr. 1 indeholdt en fingeret rapport om musiklivet i landet Yahoossa (Heerup 1947: 23-26) som var beboet af jahitschlere med hagekorsformede mundvige og havde besat nabolandet Yahootis. Dér kunne jahitschler-soldater i domkirken høre orgelspil af kirkens organist no rasmus. Men ved nærmere eftersyn viste orgelbænken sig at være tom. Der var ”no rasmus”.

Ingen kunne være i tvivl om, at det drejede sig om komponistforeningens næstformand og formanden for KODA, domorganist N.O. Raasted, og besindige mennesker advarede Heerup mod at trykke artiklen. Men Heerup garanterede, at han kunne bevise sine påstande, og artiklen blev trykt. Raasted anlagde injuriesag mod Heerup, der måtte indgå forlig og som bod betale 500 kr. (ca. 10.000 kr. i vore dages penge) til Frue Kirkes menighedspleje (Riisager m.fl. 1947: 61-62). Sagen kom op på Komponistforeningens generalforsamling, hvor Flemming Weis beklagede resultatet af sine anstrengelser for at lægge de to tidsskrifter sammen, og Heerup og Søren Sørensen blev fyrede som redaktører af DMT.

Tilsyneladende var det N.O. Raasted, der trak sig sejrrigt ud af kontroversen. Men det blev en dyr sejr for ham. Han var en færdig mand i dansk musikliv. Hans musik holdt op med at blive spillet, hans værker blev ikke længere trykt, hans Bach-forening lukkede, og efterhånden forsvandt også hans tillidsposter. Han døde som en glemt og bitter mand nytårsaften 1966 og blev husket som en af dem, hvis sympatier var på den forkerte side under krigen.

N.O. Raasted var ikke nødvendigvis en forfulgt uskyldighed, og hans arrogante og magtfulde optræden i dansk musikliv havde skaffet ham mange fjender. Han havde måske sine gode grunde til at undgå en retssag og indgå forlig. Men det betød at han ikke blev renset for mistanken om tyskvenlighed under besættelsen. Mistanken klæbede ved ham og det gjorde den også ved andre komponister, hvis sindelag blev draget i tvivl mand og mand imellem.

Komponistforeningen gjorde ikke noget for at afklare sagerne. Med en enkelt undtagelse blev foreningens medlemmer over en kam betragtet som gode danskere.  Der var ingen ”æresret” som forfatterforeningen havde det, intet opgør med ”de stribede” som Norsk Komponistforening gennemførte. Men rygterne svirrede og nogle komponister oplevede at deres musik blev lagt på is. Paul von Klenau er et oplagt eksempel, N.O. Raasted er tæt på at være det. Hvor mange kender i grunden Peder Grams musik i dag?

Nu er det for sent at straffe de skyldige og meningsløst at rense de uskyldigt mistænkte. De er døde alle sammen. Men deres musik findes stadig. Måske er det umagen værd at undersøge, om den stadig er for dårlig til at blive spillet?

Litteratur
  Heerup. G. 1933. N. O. Raasted og "Selskabet af 1916". DMT 4: 61
  Heerup. G & Raasted, N.O. 1933. N. O. Raasted og "Selskabet af 1916". DMT 5: 93-94
  Heerup. G. 1947. Yahoossa. DMT 1: 23-26
  Riisager. K. m.fl. 1947. Redaktionsskifte. DMT 3: 61-62