reportage

Det handler ikke kun om kvinder og mænd

Ved den selverklæret feministiske debatfestival Talk Town i København mødte centrale aktører op for at gøre status over diversiteten i dansk musikliv. Der er lang vej endnu, viste det sig – også for selve debatten.
Af
30. Maj 2019

Hvordan står det til med diversiteten i de danske musikmiljøer? I løbet af de seneste ti år har en række undersøgelser peget på behovet for forandringer, og med Me Too-bevægelsen har samtalen om ulighed i musikbranchen bevæget sig fra et sted i kulissen til helt ind på midten af scenen.

Et af de steder, hvor debatten har været rejst, er ved den feministiske debatfestival Talk Town, som fandt sted første gang i København i 2016. I begyndelsen af maj var festivalen tilbage i sin fjerde udgave, denne gang indrettet i og omkring det lille spillested Råhuset på Vesterbro, og endnu en gang var en del af programmet sat af til at fokusere på musiklivets udfordringer. Under overskriften »Musikkens midtvejsevaluering« havde man inviteret repræsentanter for en række institutioner i dansk musikliv – på tværs af genrer – for at fortælle om deres eget arbejde med at skabe større diversitet inden for identitetsmæssige kategorier som køn, klasse, etnicitet, seksualitet, alder og geografi. Det stod dog hurtigt klart, at det især var skillelinjen kvinder/mænd, som de fleste af festivalens debatter og oplæg kom til at handle om.

Der er da også god grund til at fokusere på køn i debatten. Undersøgelser af det klassiske musikmiljø har dokumenteret en stor skævhed i fordelingen af kønnene, det samme har undersøgelser af det elektroniske miljø og den kommercielle del af musikbranchen. Dansk Komponistforenings seneste repertoirestatistikker viser for eksempel, at så godt som al den opførte klassiske musik i Danmark er skrevet af mænd – cirka 95 procent i perioden 2015-18. Fokuserer man udelukkende på opførelser af musik, der er komponeret i løbet af de sidste 30 år, ligger andelen på 77 procent i de lokale musikforeninger, mens den hos orkestrene, operaerne, ensemblerne og de klassiske musikfestivaler ligger på 86 procent.

Talk Town-publikum. © Talk Town
Debatfestivalen Talk Town fandt sted 9.-11. maj på og omkring spillestedet Råhuset i København. © Mai Staunsager

Inden for den rytmiske musik er billedet omtrent det samme. I rapporten Diversitet i musikbranchen (2017) offentliggjorde rettighedsorganisationen Gramex, at kun hver fjerde af dens tilknyttede udøvende kunstnere var kvinder – og at kvinderne modtog en femtedel af Gramex’ årlige udbetalinger.

På de musikalske uddannelsesinstitutioner har man, siden rapporten Kønsbalancen i rytmisk musik blev offentliggjort i 2011, diskuteret sin egen rolle i den ulige kønsfordeling. Rapporten viste, at fire ud af fem studerende ved det konservatorieforberedende Musikalsk Grundkursus var drenge/mænd. Og at man i øvrigt godt kunne forvente at blive mødt af hovedsageligt mandlige undervisere: Tre fjerdedele af MGK-underviserne var mænd, mens det for konservatorierne gjaldt hele 90 procent. Langt de fleste af de kvindelige studerende og undervisere var oven i købet sangere, så fremtiden for kvindelige instrumentalister så – og ser fortsat, lød det fra repræsentanterne ved Talk Town i år – ikke lys ud.

Én ting er statsstøttet uddannelse – noget andet er den uformelle beskæftigelse med musik, hvor man lærer af sig selv og hinanden ud fra en do it yourself-tilgang, som har sin oprindelse i 1980’ernes punkmiljøer, og som det elektroniske miljø er kendt for i dag. Her kunne man vel have en formodning om, at mønstret var et andet. At kønnene var mere ligeligt fordelt. Men nej. Fordelingen er, om muligt, endnu mere skæv. Ifølge Foreningen Strøm og Fonden Roskilde Festivals rapport Undersøgelse af elektronisk musik i Danmark (2017) er hele 88 procent af aktørerne i det danske elektroniske musikmiljø mænd.

Usynlighed bekæmper ikke sig selv

Et af de problemer, der let kan gøre spørgsmålet om diversitet til en ond spiral, er problemet med manglen på kvindelige rollemodeller. Under årets Talk Town pegede sangskriver og producer Rikke Østergaard, også kendt som O/Rioh, på netop dette. »Jeg findes slet ikke i branchen,« sagde hun i et oplæg med titlen »Om at kæmpe for en plads i musikbranchen«. 

Med så heftig en overvægt af mænd på festivalplakater, på scenen, i chefstolene på pladeselskaber og spillesteder, på undervisergangen på musikuddannelserne og i den klassiske musiks komponistkanon, hvordan skal man så som ung ikke-mandlig og ikke-hvid finde nogen at spejle sig i? Rikke Østergaard har sammen med en ven startet queer-pladeselskabet Cech Records. Missionen er at signe kunstnere ud fra en bevidst politisk agenda om at øge diversiteten i den danske musikbranche, men også at skabe et rum, hvor »vi kan trække vejret i fred«, som Østergaard formulerede det fra scenen. I dette rum kan kunstnerne hjælpe og støtte hinanden i en branche, som ifølge Østergaard ellers er meget individualistisk og domineret af (cis)mænd og deres syn på kvinder.

Diversitet kommer ikke af sig selv, men kræver arbejde – spørgsmålet er så, hvem der skal gøre denne indsats

Talk Town 2019 rummede generelt mange vinkler på spørgsmålet om, hvordan man kan sikre mere diversitet i musikbranchen. Musikerne Henrik Marstal og Signe Høirup Wille-Jørgensen, som begge er nuværende eller tidligere medlemmer af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, diskuterede for eksempel, hvordan statsstøttede institutioner kan fremme diversitet i musiklivet. I 2017 præsenterede udvalget – som dengang havde deltagelse af Marstal – chartret Fold musik ud! for at anspore støtteansøgere til at tage stilling til, om deres egne projekter var med til at sikre mere eller mindre diversitet. Wille-Jørgensen – som har siddet i udvalget fra og med 2018 – beskrev fra scenen, hvordan hun oplevede, at diversitetsbevidstheden hos ansøgerne allerede sidder meget mere på rygraden nu end tidligere.

Imidlertid er intet sikret ved at udarbejde et sådant charter – det er nemlig langtfra alle ansøgere, som helt konkret ved, hvordan man ansøger om midler fra en fond. Marstal pointerede under debatten, at vil man have mere diversitet blandt ansøgerne, må man også selv bevæge sig ud i musikmiljøerne og opfordre folk til at ansøge og lære dem, hvordan man gør. Diversitet kommer ikke af sig selv, men kræver arbejde – spørgsmålet er så, hvem der skal gøre denne indsats.

Der skal skabes et rum

Men som Henrik Marstal pointerede, og som Rikke Østergaard illustrerede, er den statsstøttede musikindustri blot én side af problemet – noget helt andet er den kommercielle musikbranche. Her går man selvfølgelig efter det, som med sikkerhed er salgbart, og meget ofte går man ud fra, at mandlige kunstnere sælger bedre end kvindelige. Andrea Martini, der er booker på den elektroniske festival Relevance, pointerede under en paneldebat om booking og branchens ansvar, at han tit ender med kun at booke mænd, fordi branchen er domineret af mænd. I sidste ende handler det ifølge ham om at vælge det, som har mest kvalitet. Et udsagn, der fik spillestedet Forbrændingens kunstneriske leder, Jeppe Skjold, til at reagere: »Det kan aldrig gå ud over kvaliteten! Jeg bliver nogle gange så irriteret over, at vi altid skal snakke køn og kvalitet i samme sætning – er vi ikke snart ude over det?«

Skjold har vakt opsigt i medierne ved udelukkende at booke kvindelige kunstnere i hele 2019. Ligesom sin svenske kollega, Frida Alkestrand Christensen fra den svenske Statement Fesitval (hvor alle kunstnere og deltagere er kvinder, trans- eller ikke-binære personer), fremhævede han under debatten, at mandlige bookere har en tendens til at vælge mandlige kunstnere. Ønsker man forandring, starter den altså, blandt andet, her.

Henrik Marstal og Signe Høirup Wille-Jørgensen. © Talk Town
To af de inviterede repræsentanter for dansk musikliv var Henrik Marstal og Signe Høirup Wille-Jørgensen. © Mai Staunsager

Et andet sted, det er afgørende at fokusere på, hvis der skal ske forandringer, er den tidlige uddannelse. De fleste oplægsholdere og debatdeltagere ved Talk Town var enige om, at man skal have fat i de unge allerede i folkeskolen, hvis man vil ændre noget, for det er her, drømme og identiteter tager form. Det handler om at skabe rum til leg og kreativitet, hvor man giver unge mulighed for at arbejde med instrumenter og udtryksformer, de ikke selv ville have grebet til i de rum, de traditionelt befinder sig i, når de er i skole eller fritidsklub.

Tre initiativer, som skaber den slags rum, er Jazz Danmark og Copenhagen Jazz Festivals »Jazzcamp for piger«, den socialt bevidste hiphoporganisation Rapolitics og Beats by Girlz Denmark, der arbejder med undervisning i elektronisk musikproduktion. Alle tre initiativer blev præsenteret på Talk Town, og de arbejder ikke kun med forskellige genrer, men også ud fra forskellige strategier. Jazzcamp er kun for piger og har dermed fokus på en binær kønsproblematik: mænd kontra kvinder. Rapolitics har fokus på at skabe rum præget af etnisk diversitet. Og Beats by Girlz henvender sig til piger, unge kvinder, transpersoner og personer, som ikke identificerer sig ud fra det binære kønssystem. »Alt undtagen cismænd«, som en af arrangørerne sagde med et skævt smil.

Den særlige klassiske udfordring

Ét musikmiljø står med et helt særligt problem, nemlig det klassiske. For hvad gør man, når alle de komponister, man plejer at programsætte, og som publikum forventer at høre, er mænd? Under dagens afsluttende paneldebat om Dansk Komponistforenings repertoirestatistikker problematiserede moderator Suzanne Moll kanontendenserne inden for klassisk musik og gjorde opmærksom på onlinedatabasen Donne – Women in Music, grundlagt i 2018 af den brasilianske sopran Gabriella Di Laccio, hvor man kan finde frem til tusindvis af kvindelige komponister fra antikken til i dag, som til trods for deres antal sjældent har fundet vej til den etablerede kanon. Daglig leder af Dansk Komponistforening Sine Tofte Hannibal henviste ligeledes til det amerikanske Institute for Composer Diversity, som både har databaser og en række anbefalinger til at sikre større repertoiremæssig diversitet.

Det er dog ikke kun den ældre klassiske musik, men også den nyskrevne, som fordeler sig kønsmæssigt ulige på de danske scener. Som tidligere nævnt er omtrent fire femtedele af de nyere værker fra de seneste 30 år, som blev opført i Danmark i 2015-18, skrevet af mænd. Professor emerita i historie og antropologi Birgitte Possing var inviteret med i paneldebatten, fordi hun i bøger og forskning har beskæftiget sig indgående med kvinders magtpositioner og repræsentation – eller mangel på samme – i Danmark. Uden en baggrund i musikkens verden kunne hun levere et blik på denne statistik set udefra. Possing understregede, at statistikker som denne efter hendes mening er udtryk for en alt for svag opfordringskultur i arbejdet med at få de nye talenter frem i lyset og aktivt bruge en kvinde frem for en mand, når man bestiller et nyt værk eller ansætter en ny orkesterchef eller dirigent.

Hvad gør man, når alle de komponister, man plejer at programsætte, og som publikum forventer at høre, er mænd?

Til dette svarede kommende rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og nuværende musikchef i Copenhagen Phil Uffe Savery, at det bestemt var noget, han ville tænke over, men at man også skulle huske, at man som musikchef også har omsætningen at tænke på. Savery pointerede, at nyskreven musik er langt sværere at sælge end de gamle klassikere, og derfor har man som stor institution brug for en vis mængde ældre musik for at få hjulene til at dreje rundt.

Pointen om en aktiv opfordringskultur flugter med Henrik Marstals tanker om, at Statens Kunstfonds ansøgere i højere grad skal hjælpes og opfordres til at ansøge, end det sker i dag, hvis man altså vil sikre mere diversitet i dansk musikliv. Birgitte Possing pointerede, at selvom kvoter og opfordring ofte forkastes eller problematiseres i den »neoliberale diskurs«, hun oplever, at samfundet er præget af i dag, så er disse redskaber nødvendige, hvis man skal bryde de strukturelle uligheder, som debatterne på Talk Town 2019 illustrerede.

Evalueringens egne blinde vinkler

Som selvlært elektronisk komponist, musikunderviser og – nåh ja – kvinde var det inspirerende at deltage i Talk Town og høre, hvordan debatten om diversitet efterhånden har gjort sit indtog mange steder i dansk musikliv.

Alligevel blev jeg lidt skuffet over, at vi hele tiden vendte tilbage til en – primært binært orienteret – diskussion om køn og derfor kom til at underprioritere fokus på andre parametre: flere køn, klasse, seksualitet, etnisk baggrund, religion, geografi, uddannelse og alder. Hvad blev der for eksempel af hele debatten om, hvorfor musikskolerne er så kridhvide, som de er – noget, den københavnske musikskole Rytmisk Center for eksempel har været meget engageret i?

Panelister og deltagere på Talk Town ville skam gerne tale om andre skillelinjer, når de blev nævnt. Men man vendte hurtigt tilbage til binær kønsdebat igen. Det kan have flere årsager. Måske skyldes det kvindeorienterede fokus, at det med Me Too-bevægelsen endelig er blevet muligt at tale om problematikken for flere mennesker, og at der derfor er meget, man i musikmiljøerne ønsker at tale om, mens der er momentum for det. Det kan også skyldes, at uligheden mellem kvinder og mænd er så let at få øje på. Halvdelen af den danske befolkning er kvinder. På den baggrund kan det være svært at acceptere, at kun fem procent af de klassiske komponister, som bliver opført på de klassiske musikscener rundtomkring i landet, er kvinder, eller at kun 12 procent af Danmarks elektroniske musikere er det.

Men jeg får en fornemmelse af, at det også skyldes, at det er relativt nemt at identificere og tale om binære kønsroller. Det er sværere at se, hvilken uddannelsesbaggrund folk har, hvor de kommer fra, eller hvilken seksualitet de har. Det gør det imidlertid ikke mindre væsentligt at skabe fokus på sådanne skævheder i miljøerne, ja faktisk er det måske netop endnu mere væsentligt, når det er sværere at se med det blotte øje. Det er måske netop her, man skal være opmærksom, når man – forhåbentlig! – igen arrangerer Talk Town til næste år: ikke fordi man skal glemme at diskutere mænd, kvinder og repræsentation, man skal bare også huske alle de andre aspekter af diversitetsspørgsmålet.

»Musikkens midtvejsevaluering« fandt sted på åbningsdagen for Talk Town 2019, som strakte sig fra 9. til 11. maj i København. Debatfestivalen arrangeres af kulturproduktionskollektivet Indgreb i samarbejde med Kvinderådet.