Ikke helt så mangfoldigt endda

For to år siden forlod jeg Nordiske Musikdage i Reykjavik fyldt med begejstring. Det havde været en festival, hvor alt virkede muligt, og hvor man præsenterede et mangfoldigt spektrum af, hvad samtidsmusik og -lyd kan være. Jeg oplevede installationer, orkestermusik, kammerkoncerter, konceptuelle værker og performancebaserede stykker – lyd og musik i så mange forskellige former – overalt i Harpa Koncertsal og Konferencecenter, lige fra stedets underjordiske parkeringskælder til koncertsalen og endda selve bygningens facade.

Det var en komplet overflod af indtryk. Nogle værker blæste mig helt væk, mens andre ikke gjorde det store for mig. Komponistkolleger fortalte mig, at de havde nøjagtig samme oplevelse – bortset fra at vi opfattede mange værker på fuldstændig forskellig vis. Hvis kvalitet afhænger af øjet, der ser, så beviste Nordiske Musikdage 2016 med al ønskelig tydelighed, at ambitioner om mangfoldighed kun kan øge en festivals samlede kvalitet. Denne udgave af Nordiske Musikdage var også den første, som havde en ligelig repræsentation af kvindelige og mandlige komponister, hvilket på ingen måde kompromitterede ønsket om at repræsentere den aktuelle udvikling inden for nordisk samtidslyd og -musik – tværtimod, faktisk.

Ambitioner om mangfoldighed kun kan øge en festivals samlede kvalitet

En anden person, der også havde fundet vej til 2016-udgaven af Nordiske Musikdage, var den finske komponist Osmo Tapio Räihälä. Før ankomsten til Reykjavik var han netop blevet udnævnt til kunstnerisk leder af 2018-festivalen i Helsinki. Men i modsætning til mig var han kritisk over for den islandske programlægning, hvad kønsfordelingen angik. Inden startskuddet lød i Helsinki i november, blev han interviewet af den finske avis HBL, og her kaldte han Reykjavik-tilgangen »meget interessant«: »Halvdelen af programmet bestod af islændinge, og præcis halvdelen af komponisterne var kvinder. Jeg har intet imod, at halvdelen af værkerne er skrevet af kvinder, men hvis det bliver opskriften hvert år, begynder det at blive et spørgsmål om positiv diskrimination.«

Räihäläs kritik – som han også havde udtrykt ved tidligere lejligheder – gjorde mig usikker på, om jeg overhovedet skulle søge om at blive en del af programmet ved festivalen i Helsinki. Jeg ved ikke, om andre kvindelige komponister havde det på samme måde, men af de 44 komponister udvalgt til festivalen var de fleste mænd (32 ud af 44, red.). Jeg lagde også mærke til fraværet af islandske komponister – kun tre var udvalgt, og kun én til stede ved festivalen.

»Diversity is unity«
Iblandt en masse instrumentalmusik, som blev præsenteret ved festivalen, var fire lydinstallationer af fire elektroakustiske komponister udvalgt til programmet – inklusive en revideret installationsudgave af mit Works for Listening (2017).

Da jeg ankommer til Helsinki, ser jeg annoncer for Nordiske Musikdage 2018 på reklametavler og forbipasserende sporvogne med temaet for årets festival skrevet med fed: »Diversity is unity«. Nogle dage forinden slog festivalen et opslag op på Facebook, der annoncerede de »blændende lydinstallationer«. Sammen med »Diversity is unity«-sloganet ser man fotos af mig og mine tre kolleger Guttorm Kittelsen, Rikhardur H. Fridriksson og Lars Lundehave Hansen. Jeg overvejede kraftigt at anskaffe mig et falsk skæg for at passe bedre ind.

En anden af mine kolleger kommenterede opslaget og spurgte, »hvad denne begivenhed skulle have med ‘diversity’ at gøre?«, og festivalen svarede: »Vores definition af ordet ‘diversity’ gælder her – lige så vel som den har gjort før – udelukkende det musikalske udtryk, som kan opfattes med øret.« At vælge så potent og slagkraftigt et buzzword som »diversity« og så forvente, at det udelukkende vil blive opfattet i en lydmæssig kontekst, lyder for mig, som om man arbejder med en virkelighed, der kun eksisterer i et vakuum.

Billederne, der blev brugt til at promovere de fire lydinstallationer ved Nordiske Musikdage 2018. © Nordiske Musikdage/Facebook

I HBL-interviewet taler Räihälä om en stor stilistisk bredde i det nordiske kunstmusikmiljø, hvis man sammenligner med centraleuropæiske festivaler som dem i Donaueschingen og Darmstadt:

»De (centraleuropæiske festivaler, red.) ændrer sig en lille smule hvert år, men kernen forbliver den samme. Du kan være helt sikker på at finde unge purister blandt publikum, som buher, hvis nogen spiller to traditionelle idiomatiske toner efter hinanden på en violin. I de nordiske lande har vi altid haft en helt anden stilistisk diversitet, og jeg håber, at Nordiske Musikdage vil vedblive med at være et forum for alsidighed.«

At vælge så potent og slagkraftigt et buzzword som »diversity« og så forvente, at det udelukkende vil blive opfattet i en lydmæssig kontekst, lyder for mig, som om man arbejder med en virkelighed, der kun eksisterer i et vakuum

Jeg er enig i, at de nordiske lande byder på en enorm stilistisk bredde, også selvom jeg ikke oplevede det ved Nordiske Musikdage 2018, men jeg vil ikke nødvendigvis sige, at vi har en større stilistisk bredde, end hvad man kan finde i centraleuropæiske lande eller andre dele af verden. Det er og bliver problematisk at benytte et ord som »diversity« uden at adressere dets mange ikkelydlige aspekter, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan folk uden for festivalen opfatter dette tema og festivalen i almindelighed, når sporvognene glider rundt i byen.

Kurateringens magt
Åbningsreceptionen finder sted i den gamle retsbygning, en smuk, neoklassicistisk bygning over for Helsinki Domkirke. Der er mad, vin og to musikere, som er klar til at opføre et finsk værk. Omgivelserne emmer af historie og traditioner, og jeg føler mig som en rebel, der har sneget sig indenfor uden en invitation (som jeg aldrig modtog).

Jeg er meget nysgerrig efter at høre Osmo Tapio Räihäläs åbningstale, eftersom han egenhændigt har kurateret hele festivalen og af egen fri vilje valgt et så vigtigt, men også problematisk, festivaltema. I sin åbningstale adresserer han kønsspørgsmålet og lader os forstå, at han med omtrent tyve procent ansøgninger fra kvindelige komponister er meget glad for, at de har været i stand til at programsætte én kvindelig komponist for hver fem mandlige. Han siger, at han ser frem til den dag, hvor tingene har ændret sig … og det er alt. Jeg venter stadig på resten af sætningen, men han går videre til andre aspekter af festivalen. Selvom jeg udmærket forstår den anvendte regnemetode, mener jeg stadig, at kuratorer er nødt til at indse, at de besidder magten til ikke kun at tale om udsigten til ændringer, men faktisk at skabe ændringerne.

Kuratorer er nødt til at indse, at de besidder magten til ikke kun at tale om udsigten til ændringer, men faktisk at skabe ændringerne

Gennem mit arbejde som bestyrelsesmedlem af Ung Nordisk Musik Norge og leder af nyMusikk Nordland (en norsk forening for eksperimenterende lyd og musik) har jeg selv erfaring med netop disse spørgsmål. Ung Nordisk Musik er – ligesom Nordiske Musikdage – baseret på et åbent call, og vi arbejdede hårdt for at få flere kvindelige ansøgere. Min erfaring er, at et bredere genrespektrum i vores call resulterer i flere kvindelige ansøgere, og jeg vil også argumentere for, at dét at have mere alsidige værker at vælge mellem øger en festivals overordnede kvalitet.

Jeg kunne skrive meget om magten og ansvaret forbundet med at kuratere, men jeg vil nøjes med i denne omgang at citere et I Care If You Listen-interview med Peter Meanwell, kunstnerisk leder af Borealis Festival:

»Det handler ikke – og har aldrig gjort det – kun om musikkens kvalitet. Køn, race og socioøkonomiske forhold har altid spillet en rolle, når det handler om, hvem der har adgang til ressourcer, hvem der bliver ansporet til at blive kunstner, hvem der har social agens til at nå frem i rampelyset. Jeg har i øvrigt været til masser af festivaler og koncerter fyldt med kedelige værker af mænd, så argumentet om, at uligevægten kan retfærdiggøres, fordi det ‘bare handler om kvaliteten’, er noget sludder. Det betyder ikke, at der ikke er skrevet fantastiske værker af mænd, men jeg tror, at det er klart for alle, at dét at have en penis ikke er en kvalitetsgaranti.«

Genrediskrimination
Min første destination under festivalen er Kiasma Museum for Samtidskunst, hvor lydinstallationerne, inklusive mit eget værk, præsenteres – ét værk hver dag. Jeg er meget nysgerrig efter at se udstillingsrummet for første gang og opleve mine kollegers værker. Det er min tredje gang som komponist ved Nordiske Musikdage, og jeg er stolt af at være blevet udvalgt – men jeg kan stadig mærke nerverne, og at jeg har et behov for at bevise mig selv som komponist.

Dette ville kompromittere hele installationsaspektet ved mit værk, og jeg var ikke tryg ved at sige ja til alt dette

Jeg ansøgte med en revideret installationsudgave af mine elektroakustiske koncertværker Works for Listening for avanceret, multidirektionel lyd (higher-order ambisonics). Den reviderede udgave er for otte højttalere placeret i en særlig opstilling i et firkantet rum, og det installationsmæssige aspekt er en lyttesituation, hvor der ikke findes et sweet spot, sådan at lyden bliver fysisk og publikum kan bevæge sig mellem de forskellige lag af lyd. Forud for festivalen fik jeg at vide, at det ikke var muligt at gøre brug af otte højttalere, men at en meget erfaren lydtekniker havde udtænkt en plan, der ville passe til mit og mine kollegers værker: en firekanalers opstilling med en højttaler i hver sit hjørne.

Dette ville kompromittere hele installationsaspektet ved mit værk, og jeg var ikke tryg ved at sige ja til alt dette, men i sidste ende gik jeg med til det, fordi jeg var stolt af at være udvalgt, så frem til festivalen og allerede havde bestilt rejse og ophold. En beslutning, jeg desværre kom til at fortryde.

Ved ankomsten til Kiasma kigger jeg med det samme efter skilte med information om, hvor jeg kan finde installationerne, men uden held. Jeg spørger om vej i receptionen: »Jeg tror, det er et sted omme bagved,« får jeg at vide.

Da jeg ankommer til noget, der ligner enden af en gang, hvor højttalere er sat tilfældigt op i loftet, ser jeg, at nogle få mennesker har slået sig ned på bænke, og iblandt dem genkender jeg min norske kollega Guttorm Kittelsen (ham med det mest imponerende skæg af os fire). Jeg sætter mig ned og prøver at få et overblik over situationen, men lydniveauet er meget lavt og forstyrres af en metallisk brummen fra en uheldigt placeret subwoofer oven på et skab. De få lyttere vandrer videre.

Efter lidt høflig smalltalk spørger jeg forsigtigt Guttorm, hvad han synes om, at hans værk bliver præsenteret i denne halvhemmelige korridor, og så finder jeg ud af, at han faktisk har søgt ind på festivalen med et elektroakustisk koncertværk, ikke en installation. Han har ikke kun måttet gå på kompromis med udstillingsstedet, antallet af højttalerne og deres placering samt lydniveauet, men også med koncertsituationen og værkets sceniske og visuelle aspekter.

Jeg har det som en tilskuer til en gladiatorkamp, der skal til at begynde

Efterfølgende sætter jeg retning mod den officielle åbningskoncert med Helsinki Symfoniorkester i det imponerende Helsinki Musikcenter (hvor også Sibeliusakademiet har hjemme). Koncertsalen er fantastisk. Det enorme publikum sidder hele vejen rundt om orkestret, og jeg har det som en tilskuer til en gladiatorkamp, der skal til at begynde. Jeg noterer mig otte kontrabasser, to flygler og masser af perkussion.

Det værk, der gør størst indtryk på mig, er Jimmy López’ massive Perú Negro (2012), som afslutter den fremragende koncert. Bifaldet er tæt på at blive brølende. Brøl, klapsalver, fødder, der stamper i gulvet. Dirigenten (hankøn), der tæmmede uhyret. Komponisten (hankøn), der træder op på scenen som sejrherre (ja, køn spiller en rolle her, som det fremgår af nylige svenske og danske repertoirestatistikker). Det er instrumentalmusik fra øverste hylde. Men det eneste, jeg ser, er billedet af Guttorm Kittelsen, der sidder alene i sin ‘installation’ i den tomme, glemte korridor på Kiasma, mens stille fragmenter af hans værk høres i baggrunden.

Guttorm Kittelsen: ‘Elegy – In Remembrance Utøya 22.07.2011’ (2018) på Kiasma-museet. © Maarit Kytöharju

Jeg slår en video op fra begge steder på sociale medier og får at vide af Finsk Komponistforening, at de er klar over, at der er et problem, men at de ikke er interesserede i at diskutere det på sociale medier. Efter koncerten tager jeg kontakt til foreningen for at fortælle om mine frustrationer. De gentager, at de er opmærksomme på problemet på Kiasma-museet, men de lader mig også vide, at enhver tale om ‘genrediskrimination’ er helt uden hold i virkeligheden.

Den måde, elektroakustiske komponister blev præsenteret på ved Nordiske Musikdage 2018, er uacceptabel, men det er desværre ikke en enkeltstående oplevelse for mine kolleger og mig selv, og jeg vil gerne opfordre til en fælles indsats for at gøre noget ved dette generelt. For nu at starte et sted, så har jeg fire råd til festivaler, der har elektroakustisk musik på programmet.

Hvordan man stiller komponister lige (eller: Hvordan man præsenterer elektroakustisk musik)

1. Den instrumentale/elektroakustiske komponist får brug for den slags udøvere/højttalere – og i det antal – som angives i partituret/tech-rideren. Hvis du programsætter et værk for X antal udøvere/højttalere, er du nødt til at skaffe X antal udøvere/højttalere. At sige til komponisten, at »det ikke er muligt, men at vores meget erfarne dirigent/lydtekniker har besluttet, at det er tilstrækkeligt med et andet antal udøvere/højttalere«, frarådes.

2. Den instrumentale/elektroakustiske komponist får brug for gode udøvere/højttalere. Forsøg at skaffe så gode instrumentalister/højttalere som muligt. Placeringen af instrumenter/højttalere i rummet er vigtig, og i instrumental såvel som elektroakustisk musik er der nogle grundlæggende opstillinger, du skal være bekendt med. Har du brug for yderligere detaljer, vil komponisterne med glæde informere dig. At bruge instrumenter/højttalere, der ikke kan flyttes, selvom værket kræver det, er problematisk og frarådes.

3. Den instrumentale/elektroakustiske komponist forventer en uforstyrret lyttesituation – medmindre andet er angivet. At præsentere værker i omgivelser, hvor lyden fra værket kan fylde rummet, bør være udgangspunktet, medmindre komponisten specifikt har bedt om noget andet. At placere lyd på tilfældige steder får ikke nødvendigvis folk til at lytte, så en god tommelfingerregel er at undgå foyerer, trapper, gange og andre åbne steder, hvor folk passerer – medmindre det er muligt at skabe en ‘koncertsituation’ på sådanne steder.

4. Den instrumentale/elektroakustiske komponist forventer en koncertsituation – medmindre andet er angivet. Den instrumentale/elektroakustiske komponist indsender højst sandsynligt et værk med en klart afgrænset begyndelse og slutning, hvilket kræver en eller anden form for koncertsituation, hvor lytterne har mulighed for at udtrykke en reaktion, når værket slutter. At præsentere værker i en installationssituation fjerner deres begyndelse/slutning, men fjerner også ritualerne forbundet med at reagere på værket. Medmindre komponisten har bedt om noget andet, er det en god tommelfingerregel at undgå at præsentere koncertværker i en installationssituation.

Hvad kan vi vente os af fremtiden?
Når alt dette er sagt, så oplevede jeg også nogle fantastiske instrumentale værker ved Nordiske Musikdage i Helsinki. De smukke lag og teksturer i finske Sami Klemolas strygekvartet Concrete (2013) fik mig til at ville skrive for strygekvartet igen. Svenske Ida Lundéns Tyskamossarnas sugluft (2016) skabte en nostalgisk, næsten magisk fornemmelse og sluttede med, at musikerne (som efterlod fløjtenisten alene på scenen) vandrede rundt og spillede mundharmonika, mens de lige så stille sprængte ‘koncertsalens’ rammer.

Kvaliteten af disse værker kan dog aldrig blive en undskyldning for at prioritere instrumentale værker over de elektroakustiske

I norske Tyler Futrells visuelt indtagende Pas de deux (2014) for soloviolin blev både lyd og violinist styret af en dukkefører på scenen. Glam (2016) af norske Kristine Tjøgersen turde få folk til at grine, hvilket var forfriskende på en festival med en hang til mørk og aggressiv musik. Og Kaj Duncan David, der repræsenterede Danmark, arbejdede med atmosfæriske og minimalistiske lys og lyde i sin Relay (2015), et af de få komponist/performer-værker ved årets festival.

Kvaliteten af disse værker kan dog aldrig blive en undskyldning for at prioritere instrumentalværker over de elektroakustiske. Og selvom man vælger at forstå »Diversity is unity« som et stilistisk tema for festivalen uden nogen som helst sociale associationer, så viste afstanden i kuratorisk opmærksomhed mellem disse to genrer tydeligt, at ambitionen ikke blev indfriet. Holdet bag næste års Nordiske Musikdage i Bodø er opmærksomme på, hvad der skete i Helsinki. De har været åbne over for dialog og tager spørgsmålene seriøst. Jeg ønsker dem al mulig held og lykke med festivalen og ser frem til at opleve Nordiske Musikdage i Arktis!

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.