Den italienske komponist Clara Iannotta, der var en del af åbningskoncerten ved årets Gong Tomorrow. © Andrew A. Watts
kommentar

Er mændene klar til at slippe magten?

De magtfulde mænd i det klassiske musikliv må melde sig ind i kampen for ligestilling. Det mener den italienske komponist Clara Iannotta i dette dugfriske oplæg fra festivalen Wien Modern.
Af
8. november 2019

Jeg gik i den samme katolske skole, fra jeg var tre år, og til jeg blev 14. I skolen skulle pigerne gå i en lyserød eller hvid kittel, mens drengene bare kunne gå i deres jeans. I frikvartererne om formiddagen måtte pigerne blive inde i klassen, mens drengene kunne gå udenfor og spille fodbold. Da jeg spurgte en af nonnerne, hvorfor jeg ikke måtte spille med, svarede nonnen, at drenge havde mere energi end piger, så de kunne ikke blive inde i klassen.

Da jeg var 16, forærede min far mig en scooter. Som 18-årig fortalte jeg min lillebror, at han ikke fik lov at bruge min scooter, før jeg havde lært ham at bruge den. Det overhørte min onkel, som gav mig en lussing og sagde: »Kvinder lærer ikke mænd, hvordan man kører.« (Jeg var – og er stadig – en glimrende kører.) Gennem min uddannelse lærte jeg, at eftersom mænd altid har lavet reglerne, er det – også i dag – mænd, der bestemmer, hvad kvinder kan og ikke kan gøre med deres krop; mænd, der definerer femininitet; mænd, der sætter kriterierne for, hvilken kunst der har værdi. Bøger om kunsthistorie er fulde af mænd, der portrætterer kvinder uden handlekraft eller formål. De fleste af de bøger, jeg læste som ung, var skrevet af mænd.

Jeg har altid troet, at kvinder i en eller anden forstand var mindre værd som mennesker, så i en tidlig alder besluttede jeg mig for, at jeg var en dreng. Jeg kunne simpelthen ikke identificere mig med det billede, jeg havde af kvinder, for jeg havde store ambitioner og ville være i stand til selv at vælge, hvad jeg skulle være som voksen. For mig virkede det, som om de eneste, der selv kunne vælge deres fremtid, var mænd. Så jeg holdt op med at gå med nederdel, klippede håret kort, ville kun lege med drenge, bad mine forældre om at kalde mig Luke (jeg var kæmpe Star Wars-fan), og jeg brød mig per automatik ikke om noget, der virkede det mindste piget.

Fik vi en bestilling på grund af vores talent, eller blot fordi den kunstneriske leder skulle opfylde en kvote?

Når jeg ser tilbage på den person, jeg var for 30 år siden, ved jeg godt nu, at jeg i virkeligheden ikke ville være en dreng. Jeg ville ganske enkelt bare have adgang til de samme strukturelle privilegier, som mænd har. I dag, som 36-årig, er jeg et sted i livet, hvor jeg synes, jeg har bevist mit værd nok til at opnå en rimelig stabil karriere, men alligevel oplever jeg stadig tilfælde af diskrimination, som svækker min selvtillid dag for dag.

Konstant mistro

I 2017 arbejdede jeg på et tværæstetisk værk, Skull Art, Upturned with No Mast, som gjorde kraftig brug af elektronik. For at kunne færdiggøre værket blev jeg tilbudt tid i de elektroniske studier ved det tekniske universitet i Berlin, så sammen med min partner tog jeg hen for at se nærmere på faciliteterne. Jeg stillede specifikke, tekniske spørgsmål til de mænd – der var kun mænd – som arbejdede der, og selvom det var mig, der stillede spørgsmålene, blev de ved med at vende sig mod min partner, når de svarede. Da jeg fik opført samme værk ved Münchener Biennale, gik en komponistkollega, som kendte mig i forvejen, hen og spurgte min partner, om det nu også var mig, der havde skrevet værket.

For et par år siden oplevede jeg, at messingblæserne i et ensemble, jeg arbejdede sammen med, tegnede penisser på de genstande, jeg havde givet dem til at opføre et værk med. At jeg anvendte bordtennisbolde og vibratorer, burde ikke fratage genstandene deres musikalske værdi. Jeg skrev et opslag om det på sociale medier, hvor – mestendels mandlige – komponister kommenterede, at jeg bare skulle opfatte det som en morsom joke; at det er det, der sker, når man anvender den slags genstande; at det ikke havde noget at gøre med, at jeg var en kvindelig komponist. Men tvivl om min musiks kvalitet på baggrund af mit køn er noget, jeg er blevet mødt med – og stadig møder – uafbrudt.

Da jeg blev tildelt DAAD’s (den store tyske akademiske fond Deutsche Akademische Austauschdienst, red.) Berliner Künstlerprogramm-legat, sagde min underviser, at det var klart, at jeg fik det, eftersom jeg var »en ung, smuk kvinde«. Og i dag, hvor kunstneriske ledere forpligter sig til en fifty-fifty kønsfordeling, tvivler vi endnu mere på os selv. Fik vi en bestilling på grund af vores talent, eller blot fordi den kunstneriske leder skulle opfylde en kvote?

Clara Iannottas strygekvartet »Dead Wasps in the Jam-Jar (iii)« blev opført af Quatuor Diotima ved Gong Tomorrows åbningskoncert for en uge siden.

Institutioner på bagbenene

Dette er selvfølgelig kun meget få eksempler på den sexisme, jeg har oplevet, og jeg er utvivlsomt en af de heldigere. I 2011 var jeg så heldig, at Joséphine Markovits, den kunstneriske leder af Festival d’Automne à Paris, overværede uropførelsen af mit værk Àphones, dengang jeg stadig var studerende ved konservatoriet i Paris. Faktisk var hun til stede, fordi hendes ven Tito Ceccherini dirigerede koncerten, men hun kunne godt lide mit værk og kom over for at tale med mig. Få måneder senere blev jeg tildelt DAAD’s Berliner Künstlerprogramm-legat. Jeg var ikke klar over det på det tidspunkt, for DAAD-juryerne er hemmelige, men Joséphine var en del af juryen. Kort efter bestilte hun også mit første værk til Ensemble Intercontemporain, Intent on Resurrection – Spring or Some Such Thing, der blev uropført ved Festival d’Automne i 2014.

Det var, hvad der skulle til – en kvindelig kunstnerisk leder, som kun havde hørt ét af mine værker og besluttede sig for at tage risikoen ved at give mig den bedst mulige platform. Nu har jeg det umådelige privilegium at leve af at komponere, støttet af en lang række af kunstneriske ledere, institutioner, musikere og komponistkolleger. Men min succes gør mig ikke immun over for sexisme, og manglen på repræsentation i ny musik-miljøet rækker langt ud over min personlige oplevelse og bør anerkendes.

Det skal dog siges, at jeg rent faktisk bemærker en stigende bevidsthed om køn, især blandt de yngre generationer, og det giver mig håb om, at vores miljø for ny musik bliver mere inkluderende og mangfoldigt i den nære fremtid. Men institutionerne er stadig modvillige, og det er frustrerende at se her i 2019, at nogle af de mest velansete festivaler i Europa præsenterede programmer, hvor 90-100 procent af komponisterne var hvide mænd.

Manglen på repræsentation i ny musik-miljøet rækker langt ud over min personlige oplevelse og bør anerkendes

Lige så vigtigt og essentielt er det, at kønsbalancen finder vej til de videregående uddannelsesinstitutioner. Nu til dags afsluttes de fleste jobopslag på universiteter og konservatorier med en erklæring om ligestillede ansættelsesmuligheder, men hvor mange stillinger går til mænd hvert år, og hvor mange til kvinder? Alle dem, jeg studerede med, var mænd, bortset fra Chaya Czernowin, som underviste mig i komposition ved Harvard University. Jeg var 31 år, da jeg mødte hende. Når en kvindelig komponist gennem det meste af sin uddannelse bliver undervist af mænd, først og fremmest studerer værker skrevet af mænd og er en del af et miljø, som hovedsageligt repræsenterer mandlige komponister, så er det sandsynligt, at hun kommer til at tvivle på, om dette er en karrierevej, hun skal give et seriøst forsøg.

Kvinder skriver, mænd regerer

Efter Me Too-bevægelsen og Darmstadt 2016 er det min opfattelse, at underrepræsentationen af kvindelige komponister er blevet et varmt emne. I næsten alle interview, jeg har givet, har mindst et af spørgsmålene omhandlet kønsbalance; jeg har deltaget i mange diskussioner om emnet; og ligesom i dag (28. oktober, Wien Modern, red.) er jeg blevet inviteret til at holde foredrag, hvor kvinder bliver bedt om at fortælle om deres personlige oplevelser og deres holdning til sagen.

Det er fortrinsvis kvinder, der bliver spurgt om at holde fri fra komponistgerningen for at skrive erklæringer og artikler om et emne, som visse personer desværre fortsat mener er tvivlsomt. Og selvom det er vigtigt at dele vores oplevelser for i det mindste at skabe bevidsthed om mandlige privilegier og kønsubalance – og hjælpe med at opbygge solidaritet med vores kolleger, fortælle dem, at de ikke står alene med deres udfordringer – så tror jeg, det ville være en god idé at samle en gruppe af mænd og spørge dem, hvad de gør, og hvordan de kan ændre det. I sidste ende er de fleste kunstneriske ledere, de fleste undervisere – og helt generelt de fleste personer med magt – mænd.

Hvis man alligevel vil høre min mening, har jeg samlet nogle pointer, som jeg mener bør adresseres for at gøre vores felt mere inkluderende og mangfoldigt:

1) Manglen på repræsentation i ny musik-miljøet ansporer især de yngre generationer af komponister til at benytte onlineplatforme som Soundcloud eller Bandcamp for at skabe forbindelser til og opdage en bredere skare af kunstnere, som fortsat kæmper med at få adgang til de mest velansete festivaler. Men på trods af disse onlineplatformes succes og udbredelse udvælger de fleste kunstneriske ledere først og fremmest lineuppet til deres næste festival ved at gå til koncerter i et lille kredsløb af andre festivaler og koncertserier.

Musik er en liveoplevelse, så det er ikke helt ulogisk, men når dette kredsløb styres og programlægges af en gruppe af fortrinsvis mænd, som præsenterer programmer uden repræsentation og balance, så er det let at se, hvordan situationen kan fortsætte uændret. At gøre arbejdet, som skal til for at orientere sig om og støtte en mangfoldighed af kunstnere, kræver tid og forskellige perspektiver. Jeg tror, at en løsning kan være at få mangfoldige hold til at lægge programmet i stedet for at gå ud fra, at en festivals retning behøver at handle om en enkelt persons visioner.

Store festivaler kunne også overveje at invitere gæstekuratorer for at udvide horisonten hos deres daglige ledelse, men det er vigtigt, at dette ikke fører til et system, hvor hvide mænd med fastansættelse beriger deres programmer med input fra andre i tidsbegrænsede prekariatstillinger. De samme overvejelser gælder for alle, der organiserer juryer – eksempelvis i forbindelse med jobopslag, konkurrencer eller optagelsesprøver til videregående uddannelser.

Clara Iannotta. © Astrid Ackermann
Clara Iannotta. © Astrid Ackermann

2) Erklæringer vedrørende ligestilling kan give mening, i og med at de fortæller os om de værdier, en organisation mener, den skal stilles til regnskab for. Men uanset sådanne erklæringer bør man dømme organisationer ud fra, hvad de gør. Selv hvis en institution ikke adresserer emnet selv, har vi stadig enhver ret til at have vores egne værdier og forvente, at institutionen lever op til det, vi mener, den bør leve op til.

Vi bedømmer ikke deres succes ud fra, om de vækker opsigt eller har de rette vedtægter, men ud fra, om deres programlægning, atmosfære, løngab og muligheder lever op til, hvad vi forventer af dem. Sponsorer og støtteorganer kan gøre det samme: Tag initiativet, og fortæl de institutioner, I støtter, at jeres tilskud afhænger af, at de forbedrer sig.

3) Det er problematisk at forpligte sig til fifty-fifty ligestilling, fordi det forstærker en binær kønsopfattelse – at der kun findes mænd og kvinder og ingen andre køn. Det er en diskrimination over for transkønnede, ikke-binære, interkønnede og en lang række af kønsidentiteter, som bør anerkendes og støttes. Alt for ofte oplever man ansøgningsskemaer, hvor man skal bekende, om man er kvinde eller mand, hvilket tvinger en til at identificere sig med en af kun to givne muligheder.

Jeg forstår godt, at man især i pædagogiske kontekster (for eksempel masterclasses, workshops og så videre) gerne vil adressere kønsbalance og derfor har brug for at indsamle denne information, men man kan gøre valget så fleksibelt som muligt ved at give flere muligheder (såsom kvinde, mand, andet, ønsker ikke at oplyse). Der findes onlineressourcer, der kan hjælpe med at normalisere processen og give idéer til, hvordan man gør ansøgningsskemaer mere inkluderende. En lille smule betænksomhed kan gøre meget for at få folk til at føle sig velkomne. Det gælder i lige så høj grad for marketing- og administrationspersonale som for kunstneriske ledere.

Dette er blot nogle få idéer blandt mange muligheder, men forhåbentlig viser de, at der er meget arbejde forude. Det er opgaver, som for det meste ikke skal udføres af kvindelige komponister og musikere, og det vigtigste arbejde vil ikke bestå i diskussioner ligesom den, vi har i dag (ved Wien Modern, red.). Opgaverne skal løftes i det daglige arbejde i støtteorganer og institutioner. Opgaverne løses ved møder om programmer, ved kontraktforhandlinger, ved uddeling af legater. Desværre, kan man sige, er vi delvist afhængige af, at de mænd, der i dag sidder med magten, indser, at en del af løsningen er, at de giver deres magt til andre, helt eller delvist; at de deler den med en større gruppe af mennesker; og at de skaber ændringer, som kan redistribuere denne magt. Det vil givetvis være vanskeligt for dem, men det er det, vi har brug for, hvis vi skal skabe et retfærdigt og ligestillet fællesskab for fremtiden.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg efter »Statement for “50:50 in 2030”«, et oplæg holdt ved festivalen Wien Modern den 28. oktober.