© Brian Kure

Med ørene ude i Nordens største vejkryds

Udstillingsstedet Simians nye festival In Situ nulstillede sanserne med dæmonisk mumlen og tågehornsbas. Der er mange stedsspecifikke godter i Ørestadens futuristiske slikskål – men hvad med at bevæge sig uden for næste gang? 
Af
4. november 2022
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

En tæt tåge har lagt sig over Ørestaden. De pangfarvede valgplakater på lygtepælene toner ned i disen. I en måned har de dekoreret Ørestads Boulevard med farverige løfter og kæmpet om trafikanternes opmærksomhed. Men de lokkende smil virker metaltrætte i tågens grålige skær. Udmattet må de se sig slået i kampen om at dominere bybilledet og i stedet falde i ét med områdets betongrå atmosfære. 

Det er valgaften i morgen, men jeg har andre ting at tænke på end partifarver. Jeg skal skrive en anmeldelse af galleri Simians lydkunst- og performancefestival In Situ – Festival for Explorative Sound and Performance,, der udspillede sig over tre dage (27.-29. oktober) i tre prægnante ørestadsbygninger: Crowne Plaza, Hub Nordic og galleriet selv. Lokationerne er forbundet ved placeringen midt i »Nordens største vejkryds«, som området omkring Ørestad station er blevet kaldt. Et infrastrukturelt himmerige af taxaer, metroer, øresundstog, europavej og en lufthavn i baghaven. 

Jeg står på motorvejsbroen og spejder ned over E20. Det slår mig, hvordan trafikstøjen minder om meget af den elektroniske musik, der blev præsenteret på festivalen. Støjdronen strækker sin endeløse krop fuld af pulserende organer. Fartøjer, der intonerer i en overhalende bevægelse, stiger og falder på samme tid og fletter spættede rytmiske fragmenter ind mellem rabattens lige linjer.  

© Jakob Gustav Winckler
© Jakob Gustav Winckler

Lyd er, tænker jeg, som trafik. På vej videre, umulig at fastholde. Selvfølgelig skulle dette trafikale sammenløb danne ramme om en festival, der tematiserer stedspecifik lyd. Midt i skæringspunktet for hele komplekset: Hvordan kan vi specificere lydens sted, når det konstant er i bevægelse? Vi kan undersøge de rum, hvor den høres, synes festivalens svar at være. 

»Just keep climbing until you reach the permanent sky« havde de sunget

Udstillingsstedet Simian. © Brian Kure
Udstillingsstedet Simian. © Brian Kure

Simians galleri var oprindeligt en cykelkælder, men hvem gider at cykle til Nordens største vejkryds? Det genanvendte rum er som en nagende splint i fingeren på den byplanlagte utopi. Med In Situ stak galleriet hovedet op fra undergrunden og kiggede rundt i nabolaget. Det skabte lydlige muldvarpeskud med sprækker af kæmpestort potentiale. 

The sky is the limit

Jeg kigger over på Crowne Plaza – det CO2-neutrale hotel, der bugter sig som en buttet solcelledrøm i stål og glas. Tågen, som er trukket helt ned om ørene på hotellet lægger et mytisk røgslør om konstruktionens kanter. Det er, som om bygningen ikke stopper, men fortsætter ufortrødent op i skyerne. Ivrigt kommer jeg i tanke om parallellen til Union For Open Vocalisms messende performance inde i hotellets balsal den første aften: »Just keep climbing until you reach the permanent sky« havde de sunget, og lige nu føles det, som om sætningen siver med disen igennem bygningen og smelter tiderne sammen.

Union For Open Vocalism. © Brian Kure
Union For Open Vocalism. © Brian Kure

Performancen var startet uanmeldt i foyeren, der – med flødeskumsgardiner for væggene – lignede en scene fra Twin Peaks. De tre performere, der var mic’et trådløst op, kom ned ad vindeltrappen som enhver anden gæst. Det var en forunderlig lavmælt gestus, de iværksatte – i stor kontrast til de højtravende og larmende omgivelser. Som søvngængere virkede de afkoblede i deres slalombevægelser rundt i foyeren. Den flade stemmeføring i sammensuriet af de chantede sætninger bidrog til den bedøvede monotoni og ordene »avalanche«, »stock market collapse« og »a dream like state« skilte sig ud fra mængden. 

Jeg tænker på Lars Løkke Rasmussen, som brugte hotellet til at lade op inden tv-debatterne i valgkampen 2011

Det var svært at udvinde et narrativ i den mousserende flerstemmige stammen. Men det ligger nok også i begrebet open vocalism: ambiguitet. Vi fulgte performerne ind i balsalen, hvor den lynchske surrealisme tog til. Hvisken i krogene, synth-strygere og forheksede gutturale vokalopstød fra højttalerne. Det var, som om Unionen havde fanget selve idéen om grøn vækst døsende på sengekanten: en tåget verden, hvor træerne vokser side om side med højhusene ind i himlen, og det vaklende forretningseventyr konstant skrider som laviner over aktiekursernes bjergsider. 

Forstyrret kurbad

Det er det indtryk, man får, når man træder ind i palmeparadiset i Crowne Plazas overvældende Atrium: at økonomisk vækst problemfrit kan sameksistere med plantevækst. Selvom der er højt til loftet, får jeg en klaustrofobisk fornemmelse af at sidde og skrive i den anbragte jungle. Jeg tænker på Lars Løkke Rasmussen, som brugte hotellet til at lade op inden tv-debatterne i valgkampen 2011 – valget, der som bekendt resulterede i armlægningen mellem Magrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt til de skæbnesvangre regeringsforhandlinger i hotellets »sorte tårn«. Hvilken ro havde Løkke fundet i disse syntetiske omgivelser? Jeg kigger mig rundt: Har han også brugt hotellet i denne valgkamp? 

Tilbage i balsalen var vi – efter Berlin-baserede Lucy Railton havde ført sin mikrotonale cello igennem en elektronisk genmodificering i et temmelig forudsigeligt udviklingsforløb – klar til aftenens sidste indslag: Puce Mary. Hendes intense elektroniske komposition virkede stakåndet fra start af med samples af vejrtrækning, men hvor den flydende bevægelse mellem ind- og udånding var klippet over. Ligesom de mange gatede synths var det en mekanisk respiration, der åbnede og lukkede sig i kantede rytmiske mønstre.

Jeg springer michelinfrokosten over og sætter mig i den gammelfuturistiske togkupe med min medbragte termokaffe

På et tidspunkt warpede hun hele lyden, så den landede i en industriel noise, der fyldte rummet helt ud som en buldrende ildebrand. Euforiseret af lydbålets intense flammer forestillede jeg mig smilende, at bassens knogleruskende vibrationer nåede hele vejen op til Lars Løkkes kurbad og skabte rynker i ansigtsmasken. Der var noget helt særligt over at sidde på et luksushotel og opleve den punk-energi, man normalt skal til Mayhem eller andre råkolde spillesteder for at høre. Puce Mary greb chancen med et elektronisk trykspark lige der, hvor smerten gør allermest godt.  

© Jakob Gustav Winckler
© Jakob Gustav Winckler

Dagens kontorhotel

Hvilket af disse mærkværdige små opholdsrum i Hub Nordics karakteristiske lobby skal jeg vælge som dagens kontor? De ligner kunstinstallationer: en slags IKEA-art med et fragmenteret retrokøkken, en togkupe fra fortidens fremtid, den tætpakkede essens af en dagligstue. Hub Nordic er et kontorhotel, og her findes måske den ultimative ophævelse af forskellen mellem business og pleasure. »Hvem siger, at man ikke kan spise frokost på en restaurant hver dag?«, lyder hedonismen på deres hjemmeside. 

Jeg springer michelinfrokosten over og sætter mig i den gammelfuturistiske togkupe med min medbragte termokaffe og genoptager min anmeldergerning. Det ægrer mig, at Simian ikke i højere grad fik aktiveret det her finurlige sted, som i min oplevelse giver helt nye nuancer til begrebet hverdag. 

Markus von Platen. © Brian Kure
Markus von Platen. © Brian Kure

Alle aftenens indslag foregik i et auditorium med et kæmpestort lærred. Rummet lagde en stivnakket fornemmelse af forelæsning ned over koncerterne. Det skabte svære betingelser for den elektroniske musik. Markus von Platens adspredte kredsløb var for usammenhængende, og HEKTs hårdtslående decontructed club kørte omvendt i samme rille. Musikken virkede her som et gidsel i det ensrettede forhold mellem afsender og modtager og skreg efter et mere dynamisk lytterum. Bedre fungerede det med Jessica Ekomane, som dyrkede stilstanden med en centrifugal elektronisk musik, der til tider gav følelsen af at stirre ind i en tørretumbler og se sit vasketøj cirkulere i en gradvist forskydende uendelighed. 

Det føltes som om, In Situ på dag to havde glemt sit navn og misset et kæmpe potentiale

Auditoriet gav allermest mening, da fantomordskirurgen Alexander Tillegreen tændte for storskærmen. Den audio-visuelle performance havde sit anker i Tillegreens kliniske stroboskopæstetik, hvor panorerende illusionsord blinkede sammen med splitscreenede grundfarver i en hypnose, der gav sanserne identitetskrise. Men der var også tidspunkter, hvor vi blev ført ind i mere klubbede VJ-sekvenser, og det hele mundede overraskende ud i flotte sfæriske terræner af misfarvet natur og oppustede frøer. 

Men hvor var Simians stedsspecifikke ambitioner blevet af? Hvor var dialogen med Hub Nordics særprægede sociale og arkitektoniske rum? Det føltes som om, In Situ på dag to havde glemt sit navn og misset et kæmpe potentiale. 

Ude godt men hjemme bedst

Efter to dages tour de chambre hos naboerne var det Simians tur til at vise gemakkerne frem. Måske var hjemmebanefordelen betydende for, at In Situs sidste dag står tilbage som den absolut mest vellykkede. Alle indslagene i det varierede program kom med spændende bud på, hvordan det bunkeragtige rum kunne udfoldes. 

Først skulle rummet tilsyneladende åbnes. Konceptkomponist og lydkunstner David Helbich havde installeret et kredsløb af knirkende døre i spredte højttalere, der blandede sig med gæsternes småsnakken. Det var næsten, som om det kolde og glatte rum var blevet iklædt en gnubret og organisk lydlig bark. SLAM, lød det efter noget tid, og snakken forstummede. I insisterende dørsmæld smækkede værket sig igennem en hårrejsende minimalistisk komposition, der i kælderrummet til tider lød som et bombeangreb. 

Pludselig blev tyngdekraften tændt. Lyden dykkede i et frit frekvensfald mod det uundgåelige meteornedslag

Mariam Gviniashvili
Mariam Gviniashvili. © Brian Kure

Ud af bunkerskjulet kom vi dog hurtigt, da den elektroakustiske komponist Mariam Gviniashvili, sendte os mod stratosfæren på ryggen af en kosmisk drone. Subtile modulationer nuancerede den vægtløse tilstand. Pludselig blev tyngdekraften tændt. Lyden dykkede i et fri frekvensfald mod det uundgåelige meteornedslag. Eksplosionen var et lavfrekvent armageddon, hvor subbassen perforerede kroppen og satte hver en lille nervecelle i svingninger. Enestående.

Hvis Gviniashvili viste os dommedag, optrådte duoen Pamela Angela snarere i en genfødt underverden. En hjemmelavet bildørsharpe tronede som en rytterstatue i skæret fra en blå lyssølje. Selv sad de i mørket soppende i et lille sekskantet bassin. En spansk trubadurguitar i backtracket satte stemningen for den postapokalyptiske melankoli, som prægede hele den rørende optræden, hvor duoens runde og somme tider autotunede popvokaler fandt sammen med harpeglissader fra bilkirkegården, punchy synths og et afsluttende Lana del Rey-cover. 

© Brian Kure
© Brian Kure

Nulstillede sanser

Jeg sidder på en bænk lige over Simian på Kaj Fiskers Plads med rødsprængte øjne. Valgnatten har holdt mig vågen, og jeg kæmper med at finde ordene til In Situs sidste værkperformance af filmskaber Rainer Kohlberger og elektronisk producer Jung an Tagen. Efter fire dage står det epileptiske anfald stadig tindrende klart, som en nervøs trækning, der endnu ikke har fortaget sig. Aldrig har jeg oplevet så kompromisløs en brutalisme. 

Det var som at befinde sig i en synæstetisk psykose. Kortfattede serier af ulidelig tinnitus-feed, dæmonisk mumlen og tågehornsbas brændte sammen med projektørenes hjernevridende farveorgier på væggen. Smertegrænser blev overtrådt, og mange i publikum forlod rummet. Men var der ikke en sanselig klarhed et sted i torturen? På et tidspunkt føltes det, som om øjnenes og ørenes hinder samlede sig i et perceptuelt nulpunkt af eksistentiel smerte. Det var simpelthen grundvoldsrystende. 

Kohlberger og Jung an Tagen satte et uforglemmeligt punktum for In Situ. Men imens jeg sidder på bænken og dropper et halvkikset ordspil, der kobler stedspecifik lytning og Øre-staden, bliver jeg alligevel efterladt med et indtryk af, at festivalens in situ-præmis forblev en smule uforløst. Der er i hvert fald stadig mange stedsspecifikke godter i Ørestadens futuristiske slikskål, konstaterer jeg, mens jeg panorerer blikket mellem Crowne Plaza og Hub Nordic. Måske skulle Simian prøve at bevæge sig uden for næste gang? 


In Situ – Festival for Explorative Sound and Performance 27.-29. oktober.