Elektroniske tendenser i Norberg

Langt oppe i Sverige ligger der en jernmalmsmine ude i en skov ved landsbyen Norberg. På den varmeste uge i Norbergfestivalens historie ankommer jeg efter en syv timers køretur fra København. Festivalen åbnede sine porte tre timer forinden, men det beskedne campingareal er ikke engang halvvejs fyldt op. Nogle har allerede sat sig til rette i campingstolene med en kold øl og acid-techno spillende på et hjemmebygget anlæg i høflig størrelse, imens andre slår telte op i et astadigt tempo.

Jernmalmsminen som Norbergfestivalen kredser om – kendt som Mimerlaven – blev bygget i 1957 og ansatte mere end 200 beboere fra Norberg og omegn, indtil den lukkede i 1980’erne. Adskillige år senere da den efterladte Mimerlaven var truet af nedrivning reagerede en tidligere ansat og beboer i Norberg med idéen om at starte en festival – dengang med et lidt bredere musikudvalg – for at redde Mimerlaven fra kollaps. Siden 1999 har Norberg festivalen således hvert år åbnet Mimerlavan, Kraftwerket og et væld af skiftende scener for et internationalt publikum med en nicheinteresse for elektronisk musik. Norbergfestivalen er en hyldest til DIY og et levende bevis på at vi alle er kulturskabere, bare vi tager teten og kommer i gang! En landsby med små 5.000 indbyggere, der ligger 2.5 timer fra Stockholm, lyder umiddelbart ikke som det bedste sted at afholde en smal elektronisk festival. Alligevel mødte jeg både musikere og gæster fra Singapore, New York, Australien, England og Serbien, der alle var kommet for at opleve koncerter, DJ-sets, workshops, paneldiskussioner og kunstværker af de omtrent 100 kunstnere over festivalens forlængede weekend.

Festivalpladsen set fra Mimerlaven, Foto: Tobias Linnemann Ewé

Kontrolleret DIY for de indviede
Norbergfestivalen består i år af fem scener, der hver har et nøje udvalgt tema. Eksempelvis havde Dansk Institut for Elektronisk Musik (DIEM) i år et mindre telt med installationer, en synthesizer-workshop og koncerter, hvor nuværende og tidligere studerende var repræsenteret. Læsere velbevandrede i den elektroniske musikhistorie vil vide at 303-teltet er opkaldt efter Rolands TB-303 bassynthesizer, der i midten af firserne og starthalvfemserne ofte krediteres for at være en af grundstenene i skabelsen af acid house genren. Synthesizerens unikke lyd har affødt en lang række undergenrer, og er derfor en essentiel del af en festival, der i den grad hylder den elektroniske musiks historie. 303-teltet voksede ud af publikums egen lyst til medskabelse, idet flere af festivalgæsterne før i tiden medbragte egne synthesizere og hjemmebyggede instrumenter for at spille sammen. På et tidspunkt blev det publikumsdrevne 303-telt så populært, at det overgik de fleste andre scener, indtil det til sidst blev indlemmet som en fast del af festivalen med hyrede kunstnere og skemalagte frirum. Derudover oprettede festivalen således også Really Open Stage, hvor alle kan skrive sig op og få lov at spille.

Lydbilledet starter i næsten engleblide droner, som var den golde, rustne betonbygning transformeret til en kirke. Snart ændres tonen, og den kutteklædte kunstner bevæger sig over i det dæmoniske og dyriske.

Den første koncert jeg ser er dog i den æresfrygtindgydende Mimerlaven med mexicanske Rogelio Sosa, der arbejder med sin gysende stemme, når han skriger, stønner, taler og hvæser ned i mikrofonen. Manisk vrider Sosa sig, imens han improviserer med sin stemme og den elektroniske bearbejdning af den. Lydbilledet starter i næsten engleblide droner, som var den golde, rustne betonbygning transformeret til en kirke. Snart ændres tonen, og den kutteklædte kunstner bevæger sig over i det dæmoniske og dyriske, indtil Sosa ender i støjende vokalmanipulationer, der får hans stemme til at lyde som en elektrisk guitar med distortionknappen skruet helt i bund. Selvom han til tider skriger af sine lungers fulde kraft, bliver støjen aldrig kaotisk eller ukontrolleret. Der gemmer sig hele tiden en melodiøs klangflade i skramlen.

Med Trans Engelsberg Express på vej til tre koncerter arrangeret af EMS i Risbergs Workshop, Foto: Peo Bengtsson

EMS fejrede jubilæum
Derudover bød første dag også på en ti minutters tur ad en af Sveriges ældste aktive togruter til det gamle værksted Risberg Workshop, hvor EMS (Elektronmusikstudion) fejrede 50 års jubilæum, og havde udvalgt tre kunstnere til at spille for de cirka 60 mennesker, der var heldige nok til at få en plads om bord på det charmerende veterantog. Direktør ved EMS Studio, Mats Lindström, præsenterer først britiske Ant Dickinson, der opførte sin Piano Duet 1 for klaver, video og elektronik. I dette værk spiller Dickinson improviserede melodier på klaver, imens en video af et tilsvarende klaver slagtes med forhammere og elektriske værktøjer. Videoen og lydene af det mishandlede klaver udløses live af Dickinsons pedaler, så de afspilles synkront til klaverets improviserede melodi. Koncerten bliver en klaverduet mellem fortiden og nutiden. Piano Duet 1 havde den helt rette blanding af noget velkendt og forståeligt i klaverets melodi, blandet med et teknisk aspekt, hvor det var op til publikum at regne ud, hvad forholdet var mellem komponist, video og lyd.

Den næste kunstner der spillede i Risberg Workshop var svenske Jenny Sunesson, som opførte værket Study of a Failed Parachute, hvor en video viser et fejlslået faldskærmsudspring til lyde af skrotmetal fremført på en bærbar computer. Meget mere er der ikke at sige om dette værk. Hjemmevideoen af en kvinde på ferie og hendes uheldige spring virker ligegyldigt, og med hverken tragikomiske eller dramatiske elementer er det svært at se dens eksistensberettigelse. Videoen er heller ikke hverken rytmisk eller tematisk synkroniseret med musikken, som bliver spillet af en siddende, ubevægelig og ærlig talt uinteresseret Sunesson.

En vidunderlig afslutning på et kort både fysisk og lydligt afbræk fra festivalens vante omgivelser, hvor EMS tilføjede et elektro-akustisk tema til et ellers strengt elektronisk program.

Langt bedre bliver det, da duoen Mensch Mensch Mensch begynder med en trompetsolo af amerikanske Liz Allbee, som stille hvisker i trompeten og kun lejlighedsvis puster, så man kan høre hendes instruments vante toner. Lidt efter træder duoens anden halvdel ind på scenen, Burkhard Beins, som begynder at manipulere Allbees trompetlyde med analoge synthesizere. Det skaber en helt ny lyd, hvor støj og elektroniske toner tager over for trompeten, indtil koncerten ender i eksperimenterende synkoperede rytmer mellem Beins’ synthesizere og Allbees trompet-rytmer. En vidunderlig afslutning på et kort både fysisk og lydligt afbræk fra festivalens vante omgivelser, hvor EMS tilføjede et elektro-akustisk tema til et ellers strengt elektronisk program.

Korte voldsomme energiudladninger
På vejen ned ad de stejle trin fra en tur oppe i det 64 meter høje tårn i Mimerlaven, begynder hele bygningen at vibrere. Det er svenske Peter Karlsson og Kristoffer Persbrandt fra Soviet Jazz, der er gået på som første ud af tre koncerter præsenteret af kassettebånds- og CDr-pladeselskabet Ominus Recordings fra Stockholm. De spiller deres elektronisk forstærkede trompet så dybt, at hele bygningen gungrer under anlæggets sub-bastoner. På grund af Mimerlavens store åbne betonvægge har festivalens hovedscene en forsinkelse i lyden på op imod syv sekunder. Denne specielle akustik bruger mange af kunstnerne aktivt i deres koncerter, hvor Soviet Jazz rent faktisk spiller på bygningen, når deres dybe bastoner resonerer med det enorme rum. Effekten er imponerende – som om at betonen på ethvert tidspunkt kan slå revner og falde ned om ørene på mig. Lyden af trompeter og trommer spillet og manipuleret af Soviet Jazz føles gruopvækkende på vej ned igennem trappeskakten, indtil jeg kommer ud i koncertrummet, hvor lydbølgerne i bogstaveligste forstand blæser mig i ansigtet. I Mimerlavens mørke er det ikke til at se, hvem der spiller hvilke instrumenter. Man har kun sine ører at læne sig op ad, og ikke engang dem kan man regne med. Væggene kaster lyden rundt i rummet, og det giver den dystre lyd et allestedsnærværende element. For en kunstner jeg virkelig havde set frem til, var det ærgerligt at se Sovjet Jazz kun spillede i en halv times tid. På den anden side har jeg set alt for mange time lange koncerter, der kunne have været overstået på det halve.

Det er det på sin vis passende, da næste kunstner i rækken, Human Rays, lige bagefter tager over med mørke droner og gentagende rungende noise til hvad der starter som statiske 20 meter høje, hvide søjler af lys. Den blot 15 minutters lange koncert var overdynget med skramlende distortion i et tiltagende frenetisk lysshow.

Sidste kunstner udvalgt som en del af Ominus Recordings er Johan Strömvall Hammarstedt, der under pseudonymet JSH opfører et af de mere mærkværdige koncerter på festivalen. JSH er festivalens eneste navn, der bevæger sig over i de virkeligt aggressive genrer, power electronics eller harsh noise, som i starten af 80’erne tog form som en afart af industrial, hvor analoge synthesizere og vokaler gennem feedback skubbede til det lydlige spektrums yderpunkter fra de dybeste bastoner til de højeste frekvenser. Til sit støjende lydbillede tilføjer JSH under koncerten forvrængede skrig og skrål med vrede tekster. Det er en intens oplevelse at lytte til, men samtidig er der noget spirituelt rensende ved bagefter at træde ud i stilheden efter at have været i et rum spækket med støj.

I Mimerlavens mørke er det ikke til at se, hvem der spiller hvilke instrumenter. Man har kun sine ører at læne sig op ad, og ikke engang dem kan man regne med.

JSHs koncert bliver undervejs til en performance eller en happening, idet en anden person træder ind på scenen, og peger på, ler ad og gør nar af Hammarstedt, imens han improviserer på synthesizere, og sluger kontaktmikrofoner. Det bliver på et tidspunkt voldeligt, når den frustrerede JSH skubber sin kritiker i brystet, så han falder bagover og ind i bagvæggen. Uden at fortrække en mine fortsætter musikken ufortrødent. Flere gange under performancen står JSH overfor den fremmede person, og man føler at de i virkeligheden er én og den samme. Den skabende, lidende kunstner som står over for selvkritik og følelsen af utilstrækkelighed. Det er et simpelt greb, som sagtens kunne kamme over i det klichéfyldte, men det fungerede smukt som en afslutning på et støjfyldt hattrick denne lørdag aften.

JSH, Foto: Peo Bengtsson

Hovednavnene der løftede festivalen
De mest imponerende øjeblikke på festivalen kom oftest i form af de tunge navne så som Emptyset, Shapednoise, Kevin Drumm, Dag Rosenqvist, K回iro og Rob Clouth, der i hvert deres felt spillede gennemarbejdede sets, som virkelig overraskede denne anmelder.

Emptyset, Kevin Drumm og Shapednoise spillede HØJT, så det føltes i mellemgulvet og med den helt rette balance mellem aggression og kontrol. Dag Rosenqvists stille melodier startede så lavt, at det tog flere minutter, før det gik op for folk, at musikken var gået i gang. Til sidst hamrede han løs på sin guitar, der gennem en utal af pedaler skabte en mur af støj, som blev højere og højere, selv når man troede, at han havde nået loftet. Holly Herndon og Mat Dryhurst, der tilsammen udgør duoen K回iro spillede Holly Herndons stemmebaserede techno-inspirerede bagkatalog, samt mere grovkornede ambient kompositioner. Hvorfor deres rytmisk baserede musik skulle spilles i Mimerlaven, der er berygtet for sin særegen akustisk og enorme rumklang, aner jeg ikke. Det blev i hvert fald en mudret oplevelse, der kun til dels blev reddet af de ikke-rytmiske segmenter og Herndons vokaler (hvoraf ingen blev sunget live, men alle var samplede).

Emptyset, Kevin Drumm og Shapednoise spillede HØJT, så det føltes i mellemgulvet og med den helt rette balance mellem aggression og kontrol.

Rob Clouth fik et fyldt Kraftwerk op på tæerne med hans glitch-baserede rytmer og dvælende ambient intermezzoer. Blandingen af drømmende lydlandskaber, glitch-lækker beatsalat og ren dansetechno fik alle i kraftværket til at danse – jeg kiggede rundt, og ikke én af de tilstedeværende stod stille, selvom klokken kun lige havde rundet 20:00. Roden til Clouths succes lå i en uhyre effektiv omgang timing og mådehold. Det ville være så nemt at give los efter en halv time – bare lade rytmerne flyde og bassen pumpe – men Clouth blev ved med at holde igen vende tilbage til tidligere motiver. Ligesom han skruede ned for det svævende melodiøse og op for rytmerne, trak han tilbage i en stund for igen at sætte gang i det dansable. Reaktionen var åbenlys, og når han for alvor slog sig løs i sit sidste kvarter med technodelen af sit set, var folk helt oppe under taget i en forløsningens rus.

Adam Basantas Room Dynamics som installation udstillet i Eastern Bloc, Montréal, Quebe

Festivalens mest imponerende koncert var den canadiske Adam Basantas stedspecifikke audiovisuelle værk, Room Dynamics, der til festivalen blev opført som en live performance-koncert. Med 12 glødepærer sat op i Mimerlaven, der hver var suppleret med en lille satellithøjtaler, sad Basanta midt i rummet og styrede pærer, højtalere og stedets eget lydsystem. Basanta fortalte mig, at både musik og lysshow var en blanding af programmerede eller vilkårlige melodier og rytmer, som han kunne starte og stoppe efter ønske. Derudover kunne han improvisere med hver enkelte højtaler og pære gennem en MIDI-kontroller og computersoftware. Alle disse metoder blev brugt på forskellige tidspunkter, og man følte virkelig, hvordan rummet ændredes efter Basantas manipulationer. En totaloplevelse, der virkelig forstod at bruge den bærbare computer som et instrument.

 »Vil I ikke tage at komme til sagen?«
Søndag morgen blev teltene afmonteret og de flygtige bekendtskaber, jeg havde gjort mig, drog hver til sit. Festivalen havde formået at skabe en følelse af samhørighed – at man bare kunne komme og være venner med en masse mennesker, der delte en niche-interesse. Faren ved at lave en niche-festival er dog, at forventningerne tilsvarende stiger. En svensk festivalgænger rakte hånden op i starten af en paneldebat om internettet og musikbranchen, hvor han pegede rundt på sit medpublikum og spurgte panelet; »Vil I ikke tage at komme til sagen? Vi er jo godt med på, hvordan musikdistribution har ændret sig efter internettets komme.« Denne kejserens-nye-klæder-lignende protest ligger på sin vis i forlængelse af mit eget problem med festivalen. Der bliver brugt utrolig meget energi på at fortælle, hvor eksperimenterende festivalen er, men efter gennemlytning af programmet og alle de koncerter ørerne kunne bære, kan jeg konkludere, at det ikke nødvendigvis er eksperimenterne, der er i højsædet. I stedet er festivalen en indføring i den elektroniske musiks historie, hvor alle genrer – uanset hvor afdankede – får lov til at vise, hvad der engang gjorde dem interessante og nyskabende.

Festivalen er en indføring i den elektroniske musiks historie, hvor alle genrer – uanset hvor afdankede – får lov til at vise, hvad der engang gjorde dem interessante og nyskabende.

Derudover bed jeg mærke i, at Norbergfestivalen i år havde startet, hvad de kaldte Really Open Stage, for at give rum til fri leg og fuldstændig åbent sammenspil for de deltagende gæster. Denne scene havde fået lov til at låne elektroniske instrumenter fra Roland, Elektron og Teenage Engineering – fabrikanter der bruges ekstensivt af mange af Norbergs kunstnere. Med et navn som Really Open Stage og de mange opfordringer til at spille på firmaernes eller egne instrumenter, var det overraskende, at denne scene føltes som en af de mest lukkede. I stedet for at være et vidunderligt kaos af impulsive jam sessions virkede teltet mere som en messestand eller et butiksvindue, hvor instrumentfabrikanterne viste deres nyeste produkter frem med deres egne lækre præsentationssessions. Fornemmelsen af fri leg var i hvert fald ikke til stede mere end et par gange i løbet af festivalen. Alt for ofte gik jeg forbi teltet og så en skare stå i kø for at stå med hovedtelefoner på og lege med de nye produkter på markedet.

Køen til Really Open Stage, Foto: Peo Bengtsson

Det var desværre tilfældet for flere aspekter af Norbergfestivalen. Det føltes nogle gange lidt som en messe for elektronisk musik, hvor DIY-kulturen langsomt var ved at blive erstattet af de sponsorater festivalen i så mange år har forsøgt at undgå. Really Open Stage var ét eksempel på denne tendens, men fremvisninger af prototyper på instrument-apps med lækre powerpoints og salgstaler, en institutionsscene dedikeret til fremvisning af de studerendes musik, samt oprettelsen af en ny og mere strømlinet organisationsstruktur siden 2011 er alle advarselstegn for en festival så forankret i eksperimenter og DIY-kultur.

Det er svært at kritisere en festival for at ville have styr på sagerne. Jeg vil jo gerne unde både arrangører og alle de frivillige, at de har mindre kaos omkring sig, og bedre forhold til at skabe festival under. Sagen er bare den, at når en festival der på fornemmeste vis har formået at holde fast i sine autonome tilgang til tingene i næsten 15 år begynder at miste noget af den ånd, der gjorde den til det den er, gruer jeg for fremtiden.

Men alt andet lige, så er Norbergfestivalen unik i sit program og beliggenhed, hvilket gør, at rejsende fra det meste af verden drager langt ind i Sveriges skovlandskaber for at møde ligesindede og få tilfredsstillet deres elektroniske lyster. Det blev en smuk weekend, der levede højt på beliggenheden, men som skal passe på aldrig at hvile på laurbærrene.