Åbning eller indsnævring af musikjournalistikken?
Annonce
Annonce
Annonce
I november 2010 mødtes en samling musikjournalister og kulturchefer til paneldebat på Capitol i Stockholm (en tidligere biograf, red.). Det skete som en del af den første udgave af festivalen Sound of Stockholm, og de fremmødte bestod mestendels af komponister og musikere.
»Hvad er status på mediernes ressourcer og interesse?«, lød overskriften for debatten. Så hvordan stod det til med ressourcerne? Ikke så godt. Og med interessen? Lidt bedre – det er i hvert fald sådan, jeg husker det hos de to paneldeltagere, som ikke selv var rendyrkede anmeldere: kulturcheferne hos Göteborgs-Posten henholdsvis Sveriges Radio, altså magthavere på hver deres indflydelsesrige kulturredaktion.
Ordstyreren spurgte derudover ind til, hvad kunstmusikkens skabere selv kunne gøre for at få bedre adgang til spalterne og æteren, og de to chefers råd er grunden til, at denne eftermiddag har fæstet sig i min hukommelse: Bliv bedre til at fortælle, hvor gode I er! Få os til at forstå, hvad I laver, og hvorfor vi skal dække det. Pressemeddelelser! Pressemøder! Gør noget for at skabe opmærksomhed og skille jer ud i mængden!
Bliv bedre til at fortælle, hvor gode I er! Få os til at forstå, hvad I laver, og hvorfor vi skal dække det. Pressemeddelelser! Pressemøder!
På daværende tidspunkt var radioens kulturredaktion min primære arbejdsgiver, og jeg var forbløffet over at høre min egen chef frasige sig det, jeg opfattede som det journalistiske ansvar.
Efter min mening er det ikke komponisternes og musikernes ansvar at fange vores opmærksomhed; det er os, der skal have indsigt og kompetence til selv at kunne vurdere, hvad vores medmennesker skal kunne læse og høre om. Det er det, der er journalistens arbejde. Man laver sin research og er opsøgende – på eget initiativ. Man sidder ikke som en anden fugleunge og venter på, at andre skal komme og stoppe tykke, glinsende regnorme ned i gabet på én.
Komponisterne og musikerne skal bare gøre deres eget arbejde og lade journalisten gøre sit, tænkte jeg med blussende kinder, men sagde ikke noget, for ordstyreren insisterede på, at vi skulle se fremad og undgå kritik og dårlig stemning, så de fremmødte kunne heller ikke gøre så meget andet end at nikke eftertænksomt.
Efter min mening er det ikke komponisternes og musikernes ansvar at fange vores opmærksomhed. Det er det, der er journalistens arbejde
Det er sådan, jeg husker debatten. Det kan meget vel være misvisende eller helt forkert. Det er under alle omstændigheder meget længe siden. I realiteten var det selvfølgelig både gode og frem for alt virkelighedsforankrede råd, som mødte os fra scenen den efterårsdag i 2010.
Mere – men af hvad?
Kulturjournalistikken har længe været under forandring – det er ingen nyhed. Det har man nok bidt mærke i, hvis man interesserer sig det mindste for kunst og kultur og for, hvad der bliver publiceret og debatteret af kulturstof i de traditionelle medier, det vil sige aviser, radio og tv.
De seneste år er forskellige grene af videnskaben også begyndt at interessere sig for disse forandringers art og omfang. De modsætningspar, jeg remsede op indledningsvist (i underrubrikken, red.), stammer fra nogle af de konklusioner, der de seneste år er blevet præsenteret af forskere med speciale i svensk og europæisk kulturjournalistik.
Resultaterne viser blandt andet, at antallet af kulturjournalistiske artikler og radioindslag er øget
Den første større systematiske undersøgelse af de svenske forhold blev påbegyndt for nogle år siden af forskerne Anna Roosvall, Andreas Widholm og Kristina Riegert ved afdelingen for medievidenskab på Stockholms Universitet.
Kulturjournalistikkens verdener hedder forskningsprojektet, der vil blive præsenteret i sin helhed i løbet af 2019. Men forskerne har allerede præsenteret nogle af deres iagttagelser i forskellige sammenhænge (for eksempel ved seminaret »Kulturjournalistikkens bidrag til demokratiet i en globaliseret verden« i Eskilstuna, red.).
Dagens Nyheter, Helsingborgs Dagblad, Svenska Dagbladet, Göteborgs-Posten og Aftonbladet har alle været omfattet af studiet, det samme har Sveriges Radios kulturredaktion. Undersøgelsen strækker sig over de seneste årtier – med begyndelse i midten af 1980’erne og fokus på årene 85, 95, 05 og 15.
Forskerne har gennemgået artikler og indslag, som omhandler de forskellige kunstarter og kultur i bredere forstand – indhold fra alle de genrer, som kulturredaktionerne producerer, hvad enten det er bragt i selve kultursektionen og på kulturprogrammernes normale sendetider eller i særtillæg og andre radioprogrammer i magasinformat.
Resultaterne viser blandt andet, at antallet af kulturjournalistiske artikler og radioindslag er øget. Der er siden 1985 sket en stigning på cirka 30 procent. For Sveriges Radios vedkommende er der i samme periode produceret 40 procent flere kulturindslag.
Pladsen til eksempelvis kvalificeret, diskuterende kritik er skrumpet ind
Af dette burde man måske kunne slutte, at den kvalificerede kunst- og kulturdækning fortsat står stærkt. Men samtidig med at selve mængden af det publicerede materiale er øget, peger forskydninger af indhold og form i en helt anden retning.
Kulturjournalistikken har i stadig højere grad fået karakter af nyhedsdækning, og man har givet populærkulturen stadig mere plads, mens pladsen til eksempelvis kvalificeret, diskuterende kritik er skrumpet ind. Den kvantitative mængde af anmeldelser er øget, men først og fremmest fordi den totale mængde af kulturindhold er blevet større, og stigningen skal ses i lyset af en almen nyhed-ficering og et større fokus på populærkultur. Flere reportager og interview, færre diskuterende essays.
Endvidere har man opblødt grænserne mod andre genrer såsom livsstilsjournalistik, almen nyhedsdækning og kendisjournalistik.
Afsked med specialisering og autonomi
Det var i midten af 1900-tallet, at man begyndte at etablere selvstændige, specialiserede kulturredaktioner med særskilt ansvar for at dække kunst og kultur og at give plads til refleksion og debat med udgangspunkt i disse og en lang række andre områder.
Svensk kulturjournalistik har, sammenlignet med andre lande, fastsat særligt klare grænser mellem kultur og kunst på den ene side og underholdning og populærkultur på den anden. Men i løbet af 1990’erne blødte mange aviser op for adskillelsen af kultur og underholdning, både rent organisatorisk på redaktionerne, og når det gjaldt indholdet.
Kulturredaktionerne skrumper ind, indlemmes i større enheder sammen med andre afdelinger eller nedlægges simpelthen
I dag er kulturredaktionernes autonomi på retur – det vil sige, at deres status som en selvstændig redaktion bestående af journalister og kritikere med særlige kompetencer inden for diverse kulturområder er under afvikling:
Kulturredaktionerne skrumper ind, indlemmes i større enheder sammen med andre afdelinger eller nedlægges simpelthen. Medarbejderne flytter ud i det resterende kontorlandskab, mens almene reportere bliver sendt ud på opgaver i kulturverdenen.
Denne bevægelse i retning mod stigende almendækning – eller med en bekvem anglicisme: generalism – på bekostning af specialisering sker også inden for andre områder af journalistikken. Magten over indholdet flyttes ‘op’ – eller centraliseres – til hovedredaktioner, som styrer og koordinerer alle de forskellige medieplatforme, hvor det journalistisk producerede indhold skal publiceres.
Forskningsprojektet Kulturjournalistikkens verdener arbejder med et tidsrum, som er præget af enorme strukturelle og teknologiske forandringer inden for hele det journalistiske felt – eller ‘medielandskabet’, hvor journalistik næppe er øverste led i fødekæden. Digitalisering, globalisering og verdenspolitiske magtforskydninger indgår også i den lange liste af faktorer, som medfører forandringer i disse årtier.
Undersøgelsens hovedfokus er egentlig et særligt aspekt af indholdet: hvordan opfattelser af verden uden for Sverige er blevet forfægtet og diskuteret på forskellige tidspunkter, og hvordan de har ændret sig over tid – kulturjournalistikkens politiske og globale dimensioner.
Den store åbning?
Fra specialiseret til almenorienteret journalistik, altså. Fra essayistik og kritik til nyhedsdækning, interview og reportage. Udviskede genregrænser, centralisering af redaktionsledelsen.
Men der findes ét kunstområde, som det er gået værre end noget andet de seneste årtier: den klassiske musik og kunstmusikken. En international undersøgelse, som med næsten hjerteskærende tydelighed viser dette, blev offentliggjort sidste forår: The Grand Opening? The transformation of the content of culture sections in European newspapers, 1960-2010 af Semi Purhonen, Riie Heikkilä og Irmak Karademir Hazir, forskere ved universiteter i Tampere henholdsvis Oxford.
Der findes ét kunstområde, som det er gået værre end noget andet de seneste årtier: den klassiske musik og kunstmusikken
Denne undersøgelse er sociologisk og har altså en lidt anden vinkel end den tidligere nævnte, ligesom den har en anden form for ærinde: Den vil undersøge, hvorvidt indholdet i selve kunst- og kulturbegrebet har ændret sig i løbet af de sidste 50 år, altså om selve omfanget af, hvad man opfatter som legitim kunst og kultur, er blevet udvidet, større, mere heterogent – om hierarkierne for, hvad der indlemmes i den etablerede kunst- og kulturverden, har ændret sig.
Det er en vanskelig opgave, for hvordan måler man for eksempel noget sådant uden selv at blive en værdiproducerende instans? Metoden, som forskerne har valgt, er en kvantitativ undersøgelse af kultursektionernes tekstindhold i fem store europæiske dagblade i perioden 1960-2010: finske Helsingin Sanomat, franske Le Monde, spanske El País, engelske The Guardian, tyrkiske Milliyet og svenske Dagens Nyheter.
Alle fem er store dagblade, men ikke lige store, og de befinder sig i hvert sit politiske, historiske og kulturelle miljø – de er dog alle indflydelsesrige nok til, at man kan betragte dem som meningsdannere, når det kommer til kunst og den gode smag, i kraft af at de afgør, hvad der er værd at dække i kultursektionen, og hvad der ikke er.
Forskerne arbejder som udgangspunkt med en antagelse om, at der findes en sammenhæng mellem den grad af opmærksomhed, som kulturredaktionerne tildeler forskellige kunst- og kulturformer, og hvilken plads sidstnævnte indtager i det overordnede kulturelle hierarki.
Pop/rock-genren har gjort indtog i kultursektionerne på kunstmusikkens og den klassiske musiks bekostning
Den omfattende mængde af indsamlet materiale i form af artikler fra de udvalgte aviser er, groft sagt, i første omgang blevet inddelt i kategorierne etablerede kunstformer (som lidet overraskende i denne videnskabelige sammenhæng bliver omtalt som »highbrow«) og opblomstrende kunstformer (»emerging art forms«).
Som tilhørende førstnævnte regnes litteratur, billedkunst, arkitektur, opera, teater og dans, mens sidstnævnte omfatter, ja, resten (mit ordvalg) – lige fra film og fotografi til computerspil.
Man kan mene om kategoriseringerne, hvad man vil, men uanset hvad, så viser resultaterne, at resten ganske vist har vundet en del terræn, men i ganske langsomt tempo, mens de etablerede kunstarter fortsat dominerer i 2010, især litteratur og musik.
Det er snarere inden for de forskellige kategorier, at man mærker forskydningerne, og i særdeleshed på musikkens område. Her ses en dramatisk udvikling, som er klart mere udpræget end på andre kulturområder:
Efter en del yderligere opdelinger og grupperinger af forskellige musikformer har forskerne sammenlignet de to kategorier, som er de klart største: klassisk/kunstmusik henholdsvis pop/rock. Og her ses en dramatisk omvæltning: fra 1,6 procent pop/rock i 1960 til 55,5 procent i 2010. For den anden kategori er forholdet det omvendte: fra 83,9 procent til 22,8 procent.
Nyhedsværdi vs. kunstnerisk værdi
Eftersom andelen af kulturjournalistik omhandlende musik er ganske uforandret i de undersøgte aviser, og eftersom det samme gælder udviklingen inden for alle de andre musikgenrer (som deles om knap 15 procent i 1960 henholdsvis godt og vel 20 procent i 2010), kan man hævde, at pop/rock-genren har gjort indtog i kultursektionerne på kunstmusikkens og den klassiske musiks bekostning. Alle de undersøgte aviser viser omtrent samme tal, ikke mindst Dagens Nyheter.
Nyhedsværdi er et begreb, der ikke nødvendigvis hænger sammen med kunstnerisk eller kulturel værdi
Hvis man skal være konsekvent, bør konklusionen af den finsk-engelske undersøgelse vel derfor være, at den klassiske musik og kunstmusikken har mistet en stor del af deres legitimitet som kunstform, mens pop/rock-genren har vundet en stor del? Kan man forestille sig, at hvis udviklingen fortsætter, så vil kunstmusikken snart ikke længere kunne regnes for kunst?
Hm.
Måske skal vi i stedet huske på, hvad de andre undersøgelser har vist om forandringerne af selve kulturjournalistikken. Og minde os selv om, at nyhedsværdi er et begreb, der ikke nødvendigvis hænger sammen med kunstnerisk eller kulturel værdi. Det kan overlappe, men gør det ikke nødvendigvis.
Det samme gælder relevans for offentligheden. Det afhænger helt af den horisont, som personen med magt til at definere begrebet besidder. Her udgør bevægelsen fra specialiseret, autonom kulturjournalistik til en ikkespecialiseret almendækning et betydeligt aspekt. Bevægelsen mod nyhedsorientering, genreblandinger samt kendis- og livsstilsjournalistik er også tilbøjelig til at øge modtageligheden for påvirkninger fra kommercielle interesser.
Bevægelsen mod nyhedsorientering, genreblandinger samt kendis- og livsstilsjournalistik er også tilbøjelig til at øge modtageligheden for påvirkninger fra kommercielle interesser
Kommercialisering af journalistikken
Jeg har en mistanke om, at de af kunstmusikkens skabere, der var blandt gæsterne på Capitol og måske tog rådene fra panelet til sig, alligevel har haft noget vanskeligt ved at trænge igennem til medierne. Og det er sikkert gået endnu værre for dem, der har fulgt min rødkindede, idealistiske linje.
Hvad skal man så gøre for at skabe nyhedsværdi om sig selv som kunstner? Det er selvfølgelig en god idé at skabe god kunst, men hvis man da ikke allerede er kendt i offentligheden, så er det endnu bedre at have penge til potent markedsføring eller at få nogen med økonomiske ressourcer til at fatte interesse for det, man laver, eller den, man er – af kommercielle eller andre årsager.
Når man holder op med at betragte journalistikken som mere end blot et led i markedsføringen, ændres magtforholdet i sidste ende
På den anden side må en journalistik, som står helt åben for eksempelvis musik- og underholdningsindustriens pr-bureauer, måske affinde sig med, at rollen som det diskuterende led mellem offentligheden/den kunstneriske kontekst og historien/samtiden/musikken bliver udhulet.
Når man holder op med at betragte journalistikken som mere end blot et led i markedsføringen, ændres magtforholdet i sidste ende: Hvem kunne ikke tænke sig at have kontrollen over indholdet af sin markedsføring og være fri for offentlig kritik, hvis det var muligt? For ikke så længe siden var det kun i den allermest industrielle del af musikverdenen, at man hørte om kunstnere og producenter, som krævede fuld kontrol over alt, der blev skrevet. Sådan er det ikke længere.
Snarere en lukning
Et af målene med den sociologiske undersøgelse var som sagt at finde ud af, om kulturjournalistikkens indhold er blevet mere heterogent – om man kan se en vækst i forekomsten af opblomstrende, emerging, kunstformer på bekostning af pladsen til indhold om de etablerede highbrow-kunstformer.
Det ville i så fald tyde på en åbning af selve kulturbegrebet – forskningsprojektet har jo tilmed fået en (lidt sjov) titel, der begynder med ordene »The Grand Opening?«. Det er et velplaceret spørgsmålstegn.
Hvis alternativet er, at man dræner den kritiske samtale til fordel for viderebringelsen af kulturelle budskaber drevet af kommercielle hensyn, er åbning så virkelig det rigtige ord at bruge?
At man diskuterer og sætter spørgsmålstegn ved de institutioner, der har magt til at bestemme, hvad der dækkes eller ej, er efter min mening entydigt godt, hvad enten der er tale om kulturjournalistik eller andre områder – de normer, erfaringshorisonter og perspektiver, som danner grundlag for den offentlige samtale, bør man altid gøre opmærksom på og synliggøre. Selvtilstrækkelig elitisme kan aldrig være godt.
Men hvad som helst er ikke bedre. Hvis alternativet er, at man dræner den kritiske samtale til fordel for viderebringelsen af kulturelle budskaber drevet af kommercielle hensyn, er åbning så virkelig det rigtige ord at bruge? Et sådant scenarie kunne man efter min mening lige så vel betegne som a closure, en lukning.
Den enkelte stemme bliver for betydningsfuld. Jeg tror ikke, der findes en eneste anmelder, som ønsker sig det sådan
Et yderligere aspekt ved indsnævringen og de ændrede prioriteringer er – sådan som jeg ser det, og især hvad angår den næsten udrydningstruede offentlige, kritiske samtale om kunstmusikken – at alt for få personer deltager.
En af konsekvenserne heraf er, at den enkelte stemme bliver for betydningsfuld. I stedet for en analyse med flere afsendere, én æstetisk vurderende tekst i brydning med andre, kommer den éne anmeldelse, som en koncert måske får, til at stå alene. Dommen. Jeg tror ikke, der findes en eneste anmelder, som ønsker sig det sådan.
En ny tids kulturchefer
Det indsamlede materiale til den finsk-engelske undersøgelse af fem europæiske dagblade strækker sig frem til 2010, samme år som panelet var samlet på Capitol, det daværende hjemsted for det i dag nedlagte slagtøjsensemble Kroumata. Hvad der er sket sidenhen med hensyn til kvantitet og proportioner inden for eksempelvis musikområdet, kan man kun gisne om.
Personligt ville jeg ikke sætte penge på, at det kvalificerede journalistiske indhold om klassisk musik og kunstmusik skulle have oplevet en pludselig vækst i de seneste år, men det er som sagt en gisning.
Grundlaget for den svenske undersøgelse dækker til og med 2015. Her gætter jeg heller ikke på noget større kursskifte inden for indholdets orientering og de strukturelle forandringer.
Stillingen som kulturchef skulle nedlægges, og kulturredaktionen skulle ophøre med at være en selvstændig enhed
Lad os tage en aktuel historie fra Sveriges Radios indre anliggender som eksempel: I 2012 forlod Mattias Berg posten som kulturchef til fordel for andre opgaver i Sveriges Radio. Hans efterfølger, Mattias Hermansson, kom fra Dagens Nyheters featureredaktion – »oplært i et kommercielt miljø«, som han selv udtrykte det for nylig.
Nu træder også han tilbage, denne gang til fordel for en nyoprettet stilling som udviklingschef inden for det overordnede område, hvor Peter O. Nilsson er chef – et omfattende felt, som dækker kulturredaktionen, nyhedsredaktionen, P3, Underholdning og Drama.
Oprindeligt var tanken, at ingen skulle efterfølge Hermansson. Stillingen som kulturchef skulle nedlægges, og kulturredaktionen skulle ophøre med at være en selvstændig enhed for i stedet at blive strøet ud over det store område, som Nilsson har stået i spidsen for siden 2010.
I jobopslaget nævnes ordet kunst ikke en eneste gang
Men efter skarp kritik og protester fra en stor gruppe medarbejdere måtte man sadle om, og i skrivende stund er man ved at rekruttere en kulturchef (Katarina Dahlgren Svanevik er sidenhen blevet ansat, red.). I jobopslaget nævnes ordet kunst ikke en eneste gang, heller ikke i sammensætninger, og ingen kunstarter er nævnt.
Personen, som søges til stillingen, skal blandt andet have: »en akademisk uddannelse inden for journalistik eller lignende og desuden gerne yderligere uddannelse og kompetencer inden for et andet fag. Du har langvarig chef- eller ledelseserfaring fra medier og praktisk erfaring med kulturjournalistik eller anden specialiseret journalistik samt et bredt kendskab til programmer inden for nyheds- såvel som underholdningsgenren.«
De store bevægelser
Kvantitativ forskning som den, jeg refererer til her i artiklen, dækker lange tidsperioder og favner bredt – i dette tilfælde det kulturjournalistiske område i Sverige og Europa, selvom der blot er tale om et lille hjørne af det: den del, der udgøres af nogle få store dagblade samt Sveriges Radio. Hvis man ville have det komplette overblik, ville det blive ekstremt komplekst – medieverdenen er som bekendt et af de områder, der har oplevet helt grundlæggende forandringer de seneste årtier.
Ved at zoome helt ind bliver vi dog i stand til at nuancere debatten om den mediemæssige marginalisering af kunstmusikken: om det er anmeldernes eller komponisternes – ja selve musikkens – skyld. Det kan indimellem være nyttigt at løfte blikket og skue ud over et større økonomisk og kultur- og mediepolitisk landskab.
Denne artikel blev første gang bragt i Nutida Musik nr. 273, november 2018, under overskriften »Öppna upp eller stänga ned?«. Oversat fra svensk af Sune Anderberg.