Da ungdomsradioprogrammet P4 i P1 en søndag aften i april 1973 blev præsenteret for danske radiolyttere, var det på flere måder nyskabende. Det var den første gang, flere sammenhængende timer på en af DRs radiokanaler bestod af lyd skabt alene for og rettet mod de 14 til 18-årige; teenagerne. Det var også første gang et program i dén grad eksperimenterede med at inddrage sine lyttere, både ved at opsøge dem ude i landet, og ved opfordre dem til at bidrage til programmet gennem telefonsamtaler, breve eller telefonsvarerbeskeder. Programtitlen P4 i P1 og sloganet ’søndag aften for unge’ markerer de nybrud. For det skulle være de unges egen radiokanal, ’P4’ (det var før lokalkanalen P4), som skulle leve et uafhængigt liv - midt i den voksne og alvorlige nyheds- og debatkanal P1.

Ethvert forskningsfelt får med tiden sine dominerende perspektiver, sine indlysende måder at analysere materialet og præsentere dets betydning på. Sådan er det også i radioforskningen, hvor mediet typisk forstås som usynligt, auditivt og æterisk. I mit igangværende ph.d. projekt om netop P4 i P1 har jeg selvfølgelig også beskæftiget mig med radio som lyd, men i lige så høj grad har jeg set på ungdomsradioprogrammet som socio-materielt, altså skabt af både menneskelige og ikke-menneskelige aktører. 

Ud over det store tidsmæssige spænd (P4 i P1 blev produceret i hele 24 år, fra 1973 til 1997) er det programmets fokus på lytterinddragelse, der især gør P4 i P1s socio-materielle karakter interessant. Programmet viste nemlig gennem indslag som P4 pop, Tværs og Det elektriske barometer, hvordan både unge lyttere og voksne professionelle radioværter har relateret til og benyttet sig af teknologier til at nå hinanden gennem tre årtier. Det perspektiv vil jeg fremhæve her gennem eksempler på den rolle, der i radiomediet spilles af materialiteter som telefonledninger, teenageværelser, breve og båndoptagere.

Vi skal nu se på de tre indslag i P4 i P1, der var orienterede om materiale fra og kontakten med lytterne, og på de tre separate interaktionsformater, der var karakteristiske for hvert indslag: Rådgivningsprogrammet Tværs, som stadig eksisterer som radioprogram i dag på P3, benyttede sig af telefonen til samtaler mellem programværten og lytteren. Musikønskeprogrammet P4 pop, som bestod af lytterbeskeder på en automatisk telefonbåndoptager og hitlisten Det elektriske barometer, som også sendes på P3 i dag, hvor lytterne blev opfordret til at indsende breve.

De velkendte breve
Ser vi først på den mest klassiske teknologi, brevet, er det faktisk ret svært at beskæftige sig direkte med, fordi breve er så velkendte for både lytter og vært. Derfor opstår der sjældent problemer, som giver anledning til refleksion over eller instruktion i brugen af breve, og dermed kommer analytikeren til at savne radiomateriale, der kan give indsigt i menneskers oplevelse af teknologien. Papiret opfattes tilsyneladende som et materiale, der ikke influerer de ord, der skrives på det af lytteren, eller på den modtagelse, det får af værten i den anden ende – men i denne oplevelse af brevet ligger allerede kimen til forståelsen af brevets signifikans i P4 i P1.

Papiret opfattes tilsyneladende som et materiale, der ikke influerer de ord, der skrives på det af lytteren, eller på den modtagelse, det får af værten i den anden ende

Selvom jeg har nævnt brevet som den centrale kommunikationskanal til Det elektriske barometer, var lytterbreve netop på grund af deres karakter som noget velkendt faktisk til stede i P4 i P1 længe inden Barometeret tilføjes listen af programindslag i 1986. Siden starten opfordrer P4 i P1 faktisk lytterne til at kontakte programmet per brev i Tværs, reportage- og aktualitetsprogrammet Ungdomsredaktionen og amatørmusikprogrammet Multimusik. I dette eksempel fra P4 i P1’s tidlige år foreslår Karsten Pharao, som var ugens DJ, lytterne at skrive til P4 Pop frem for at ringe til den automatiske telefonsvarer:

Det kan også være I hellere vil skrive ind til os
det kan måske nok sommetider være billigere
med et 25-øres frimærke
det føles heller ikke helt så mærkeligt
som at tale til en automatisk båndoptager
hvis I skriver så er adressen ...
1975-05-04

Dette citat viser os en forståelse af breve som en ældre, hjemmevant teknologi; en sikker havn for de lyttere, som Pharao her forestiller sig ikke har mulighed for, eller ikke magter, at ringe til den automatiske telefonbåndoptager i P4 pop. Fordi brevet er så velkendt, stiller Pharao ikke spørgsmålstegn ved det, som han gør ved telefonbåndoptageren. Brevet kan som teknologi kun forstås i kontrast til den anden, telefonbåndoptageren, der er ’dyr’ og ’mærkelig’. Brevet havde derfor specielt i 70’erne en særlig status i P4 i P1-sammenhænge som en ’billig’ og ’almindelig’ kommunikationsteknologi, der fungerede på tværs af hele programmet, uanset det specifikke indslags format.

Brevet havde derfor specielt i 70’erne en særlig status i P4 i P1-sammenhænge som en ’billig’ og ’almindelig’ kommunikationsteknologi

P4 i P1s redaktion vælger brevet som kommunikationsmiddel til Det elektriske barometer, ’den lytterbestemte hitliste’ med alternativ musik. I forlængelse af Pharaos ovenstående beskrivelse kan man tænke sig, at det var for at tilbyde en tryg formidlingsmulighed for lytteren. Men faktisk var brevene eller postkortene oprindeligt planlagt som middel til at stemme. Man forudså ikke lytternes senere personlige historier. Brevformatet var nemlig først og fremmest en nem måde at formidle det indhold, lytterne i første omgang skulle bidrage med: 5 stemmer på ugens numre. Tekst på papir har jo den kvalitet, at det visuelt kan skimmes, tilføjes mere tekst i forbindelse med en optælling af stemmer og eventuelt sorteres i bunker. Havde man eksempelvis i stedet valgt P4 pops beskeder på telefonsvareren, ville de vanskeligt kunne gennemlyttes hurtigere end normal hastighed, mens sortering eller kommentarer ville være mere tidskrævende og kræve redigeringsudstyr.

Man kan så overveje, om ikke brevets karakter som velkendt tryg teknologi og som et etableret middel til personlig henvendelse samtidig har hjulpet fremkomsten af det, der udviklede sig til nogle meget bekendende og personlige lytterbreve i Det elektriske barometer. Et vigtigt træk ved både brevet og telefonsvarerbeskeden er jo, at lytteren ikke skal henvende sig på et bestemt tidspunkt, men kan skrive eller ringe til P4 i P1 når inspirationen er der, eller midt i begivenhedernes forløb.

Et vigtigt træk ved både brevet og telefonsvarerbeskeden er jo, at lytteren ikke skal henvende sig på et bestemt tidspunkt

For helvede
lyder det i Karin fra Hinnerups barometerbrev
hvorfor ved de sangere lige hvordan det skal siges?
alt det man prøver at få skrevet ned i brevene
det kommer ud mellem tonerne.
sådan slutter Karin og stemmer på REM
som er et af de numre hun synes siger alt
1992-11-01

Som Karin i brevet her, der læses af vært Mikael Bertelsen, fortæller mange lyttere dog om, at de skriver, mens Det elektriske barometer bliver sendt i radioen. De skriver til musikken, som på den måde er medskaber af brevenes stemning.

De skriver til musikken, som på den måde er medskaber af brevenes stemning.

Overvågning via fastnettelefon
Når vi vender os mod telefonen, der var den centrale kanal for telefon-rådgivningsprogrammet Tværs, tegner der sig et andet billede, der kan supplere vores forståelse for den status, brevet havde. Tværs fokuserede ikke som Det elektriske barometer på musik, men på rådgivning af unge. Indslagets oprindelige koncept var orienteret mod problemer på arbejdsmarkedet, men senere rummede det rådgivning om alle tænkelige ungdomsproblemer, med et stærkt fokus på problemer med familie, venner og seksualitet. Rent praktisk fungerede programindslaget sådan, at telefonlinjen til Tværs var åben i 2-3 timer mens P4 i P1 blev sendt søndag aften. Tværs blev dog ikke sendt live, men redigeret og udvalgte samtaler blev sendt ugen efter. Ifølge vært Tine Bryld var indslaget tilrettelagt sådan for at beskytte identiteten hos dem, der ringede ind.

Telefonen var i den periode P4 i P1 eksisterede en teknologi i hastig udvikling. I programmets første år i 70’erne var det ualmindeligt at den halvdel af befolkningen, der havde et telefonabonnement, havde mere end en telefon. I programmets sidste år, 1997, var mobiltelefonen næsten folkeeje, og danskerne lærte forkortelser som ISDN og brugte telefonnettet til at koble sig på det nye fænomen word wide web. For den typiske danske teenager i perioden var en privat telefon dog langt fra selvfølgelig, og P4 i P1-materialet afspejler telefonen snarere en teknologi, der for lytterne eksisterede i en heterogen blanding af offentlige og private rum:

Jeg ved godt jeg skulle ringe til Tværs med det her
men det er så svært at komme til at ringe til Tværs
for min mor hun er altid hjemme søndag aften og min far er også
og jeg kan ikke bare ringe til Tværs når de sidder inde i stuen
og jeg har ikke meget mod for at gå hen på en telefonboks
hvis der er nogen andre
der har det som jeg
eller har oplevet noget og prøvet at komme til en løsning
vil i så godt være søde at ringe ind og fortælle mig om det
hej hej
1978-05-07

Denne anonyme kvindelige lytter ville gerne læse videre til pædagog eller lærer mod sin families ønske. Men som hun beskriver i ovenstående passage, er det ikke uproblematisk at opnå kontakt med Tværs, når hjemmets eneste telefon står fast i stuen, familiens fællesrum, der for en teenager ikke er egnet til personlige samtaler. Tværs må derfor forstås gennem hjemmets rum og deres tidsbundne karakteristika hvor en teenager i 1978 ikke som et barn eller en voksen har hele huset som sin private zone, men er nødt til at bruge stuens og gangens fælles-private rum til at ringe fra. Spørgsmålet om tid bliver også vigtigt, da hjemmets rum bruges forskelligt i løbet af døgnet. Søndag aften i det tidsrum man kan ringe til Tværs, er hele familien ofte hjemme, og forældrene sidder måske som i eksemplet her inde i stuen, lige der hvor hjemmets fastnettelefon befinder sig.

alt det man prøver at få skrevet ned i brevene
det kommer ud mellem tonerne.

Den nødvendige private adgang til et telefon-rådgivningsprogram som Tværs er derfor ikke selvfølgelig for en teenager i perioden, og karakteren af den kontakt, der etableres, medskabes af en række socio-materielle faktorer i lytterens omgivelser. Rent materielt var det for eksempel almindeligt at have flere fastnettelefoner, men kun én telefonlinje, hvilket gjorde det muligt for andre at lytte med på telefonsamtaler.

Rent materielt var det for eksempel almindeligt at have flere fastnettelefoner, men kun én telefonlinje, hvilket gjorde det muligt for andre at lytte med på telefonsamtaler.

Men nu kommer vi også ind på et andet aspekt af telefonens betydning for Tværs, der har at gøre med, hvordan telefonen blev opfattet. Modsat brevet, der betragtes som en fortrolig genstand, hvor brevloven er etableret som beskyttelse mod uvedkommende blikke, har en telefonsamtale ikke historisk samme entydige private karakter, hvilket var medvirkende til, at man valgte netop at have telefonen i stuen eller gangen. Telefonen blev lanceret som en forretningsmæssig teknologi til korte beskeder, og det 20. århundrede har løbende dannet ramme om generationskonflikter om telefonens formål og brug. Tværs’ lyttere kunne derfor med rette frygte, at deres forældre var imod private samtaler med Tine Bryld i Tværs eller ville synes det var i orden at lytte med fra en anden telefon på den fælles telefonlinje.

Den døde telefonbåndoptager
Modsat brevet og telefonen repræsenter den automatiske telefonbåndoptager en teknologi, som 70’ernes lyttere og radioværter ikke var vant til at bruge i deres dagligdag eller have i deres hjem. Telefonbåndoptageren udgør samtidig en kontrastfyldt komposit af de to foregående teknologier, da den forener telefonsamtalens auditive format med brevets uafhængighed af tid. Teknologien spillede sin største rolle i indslaget P4 pop, hvor lytterne i de første år ganske enkelt blev bedt om at ringe ind, ønske et nummer og fortælle hvorfor. Beskederne på båndoptageren, der stod i et separat rum i Radiohuset, blev gennemlyttet i slutningen af ugen af P4 i P1s ugentlige vært, og nogle blev udvalgt til søndagens indslag. Indslaget var på den måde bygget op af lytternes egne stemmer og de ønskede numre.

Udfordringen ved sådan en ’automatisk telefonbåndoptager’ udtrykkes allerede i det akavede navn, P4 i P1 giver den.

Indslaget var på den måde bygget op af lytternes egne stemmer og de ønskede numre.

Teknologien var uvant, og programmets lyttere havde kun radioværtens instruktion om at ringe ind og ønske et nummer at lade sig inspirere af. Her er det en lytter i en af de første P4 pop-indslag, der udfordres af båndoptagerens format, og derfor vælger at læne sig op ad brevets og telefonsamtalens mere velkendte teknologier:

Dav - du taler med Jan Peder Madsen fra Høje Taastrup.
Jeg vil gerne høre - en plade med Black Sabbath
og nummeret hedder Lord of This World
fordi der er ret meget kul på og - det er en stærk gruppe
tak skal i have hvis i vil spille den
1973-07-29

Dav - du taler med Jan Peder Madsen fra Høje Taastrup.

Også programmets værter er meget forbeholdne for telefonbåndoptagerens karakter og potentiale i begyndelsen. Her er det vært Karsten Pharao, der lægger op til P4 pop:

Så lød kendingen til P4 pop
der jo er bygget op over de kommentarer og pladeønsker
der er kommet ind på vores automatiske telefonbåndoptager
den lytter tålmodigt til alt hvad i siger
men den kan jo desværre ikke give noget svar
det kan godt virke lidt underligt at tale til sådan en død tingest
men det lader da til at mange af jer har vænnet jer til det
og hvis i har lyst til at prøve
så er nummeret
1975-05-04

I sin omtale af den automatiske telefonbåndoptager betoner Pharao manglende respons som et udtryk for den som ’død’ teknologi. Men den manglende umiddelbare respons er også et aspekt af det at skrive et brev, som Pharao ellers anbefalede som positivt alternativ tidligere i denne artikel. Hans beskrivelse af telefonbåndoptagerens funktioner som noget særligt unaturligt og negativt viser os, hvor svært det kan være at se muligheder i ny teknologi, og ikke mindst hvordan dens oplevede egenskaber formes af, at den er ukendt for brugeren.

den lytter tålmodigt til alt hvad i siger
men den kan jo desværre ikke give noget svar
det kan godt virke lidt underligt at tale til sådan en død tingest

Over tid bliver det faktisk telefonbåndoptageren som passiv modtager; at man kan ringe når det passer og ikke frygte kritisk modsvar, der er afgørende for lytternes modtagelse af teknologien. Lytteren i afsnittet om telefonen vælger netop at ringe til den automatiske telefonbåndoptager i P4 pop i stedet for Tværs, da hun ikke kan finde et privat sted at ringe fra søndag aften. Gennem en forhandling mellem lyttere og værter udvikler P4 pops automatiske telefonsvarerbeskeder sig over 24 år langsomt mod en helt anden genre, end værter eller lyttere i 1973 sandsynligvis havde kunne forestille sig. For at illustrere omfanget af denne udvikling er denne lytterbesked fra telefonbåndoptagerens sene år her gengivet uforkortet[1]:

Der er nogen der må hjælpe mig
jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre mere
det hele er bare sådan noget lort [sukker]
det er sgu ikke fordi der er sket mig noget ondt eller noget
jeg ved bare ikke hvad det er
jeg føler bare jeg lever i en tåge fra omverdenen
fra andre mennesker.
jeg er ikke ensom
jeg har selvfølgelig venner og alt det der
men jeg ved ikke
når jeg går inde på Strøget
mellem alle menneskerne i den sommervarme sol og mellem folks glade smil
og mellem folks livglæde
så føler jeg mig selv så ensom
fordi jeg ikke kan være glad
fordi jeg ikke kan være ligesom dem
jeg er så bange
jeg ved ikke hvad jeg hvad jeg er bange
for det er bare som om verden forsvinder længere og længere væk
for hver dag der går
jeg ved ikke - om det er mig der er tosset
men jeg kan bare ikke finde ud af nogen ting mere
hvad er der i vejen?
jeg spiller - jeg lever bare på et stort skuespil.
spiller glad selv om jeg inderst inde er så trist [sukker, lyder grådkvalt]
men det er fordi jeg er så bange
det er også den skide verden der gør folk så bange [råber]
alle de falske mennesker rundt omkring i verden
der er ingenting galt
kun med mig
for [stammer] hvordan skal fremtiden gå?
jeg vil så gerne være en stor stor skuespiller når jeg bliver stor
og jeg bliver det fordi jeg vil blive det
fordi jeg gerne vil vises frem
jeg gerne vil have at folk skal vide hvem jeg er
jeg kan ikke holde ud at tænke på at jeg måske en dag vil blive
en af de der fortravlede dagligdagsmennesker
der bare går på arbejde og kommer hjem og passer børn og alt det
nej jeg vil ud og se verden.
jeg vil ud og rejse og møde andre mennesker jeg vil
jeg vil have at folk skal vide hvem jeg er,
jeg lever ikke bare for at være en
en ud af milliarder af mennesker
jeg lever for at folk - skal vide - at jeg er til
1990-05-06

Kontrasten til Jan Peder Madsen korte meddelelse fra 1973 er tydelig i denne lange bekendelse fra 1990. Som med brevene i Det elektriske barometer 10 år senere, rykker brugen og forestillingen om radioens teknologier sig over tid. I P4 pop bevæger den typiske telefonsvarerbesked sig fra at være en kortfattet indholdsorienteret meddelelse til at være en langvarig, dybt personlig, social bekendelse om det at være teenager.

jeg føler bare jeg lever i en tåge fra omverdenen
fra andre mennesker.

Radioens aktive lyttere
Potentialet i dette perspektiv på radio er, at vi får en bredere forståelse for, hvad der har skabt den radio, vi lytter til. I eksemplet med Tværs så vi for eksempel, hvordan telefon-rådgivningsformatet, som man fra DRs side forestiller sig kan skabe grundlag for en fortrolig samtale mellem vært og lytter, problematiseres af mange lytteres materielle betingelser.

Oplevelsen af de teknologier, P4 i P1 benytter til at kontakte lytterne, sætter også grænser for deres anvendelse. Vi ser det her i eksemplet med den automatiske telefonbåndoptager, som lyttere og radioværter ikke umiddelbart er trygge ved. Og dog – for en af de mest interessante konklusioner, vi kan drage af dette socio-materielle perspektiv på dansk ungdomsradio, opstår gennem det historiske perspektiv. Når man lytter til 24 års radio kan det høres, hvordan opfattelsen og brugen af teknologier som radioer, telefonsvarere, breve og telefoner langt fra er statisk. Det har jeg pointeret flere gange i det foregående, men endnu vigtigere er, at den udvikling langt fra er skabt og forudset af professionelle radioværter.

Lytterne er med-skabere af radioens indhold igennem deres opfindsomme og nysgerrige tilgang til de kommunikationskanaler til radioen, som de præsenteres for.

Når man lytter til 24 års radio kan det høres, hvordan opfattelsen og brugen af teknologier som radioer, telefonsvarere, breve og telefoner langt fra er statisk.

De skubber over tid til disse præsentationer, og i deres medskabelse af radioen påvirker de, hvordan også P4 i P1s professionelle medarbejdere opfatter programmets indslag og dets teknologier.  Det er direkte parallelt med, hvordan vi forstår nutidens ’brugere’ af internettet, som ellers ofte stilles i opposition til ’forbrugere’ af broadcastmedier som radio og tv. Så er der noget vi kan lære af P4 i P1, der 30 år før Facebook gav unge mulighed for at mødes i radioen gennem brevet og telefonen, er det ikke at lægge for meget i skellet mellem ’gamle’ og ’nye’ medier.

[1] Uforkortet henviser her til den version af lytterbeskeden, der blev bragt i radioen. Jeg har ikke haft afgang til programmets uredigerede lytterbeskeder og kan derfor ikke med sikkerhed afgøre om en lytterbesked var forkortet eller på anden vis redigeret af P4 i P1s medarbejdere.