Systemics #2: As we may think (or, the next world library)

Jeg besøgte Kunsthal Aarhus for at anmelde institutionens seneste udstilling As we may think (or, the next world library), der er nummer to i udstillingsrækken Systemics. Overordnet set prøver udstillingen at materialisere, sonificere, konceptualisere, kontekstualisere og politisere de enorme datamængder, der strømmer igennem vores digitale motorveje. Derudover prøver udstillingen at henlede vores opmærksomhed mod, hvad der foregår inde i en computer: Hvilke processer og rutiner, der er på spil, og hvordan disse samtidig er fysiske handlinger, der peger på den digitale teknologis materialitet. Mine spidskompetencer ligger imidlertid indenfor den lydelige dimension, hvilket også har resulteret i, at jeg her har valgt at fokusere på de to værker på udstillingen, der har lyd som en primær eller væsentlig omdrejningspunkt.

As we may think giver andre versioner af, hvordan vi kan forstå vores digitale virkelighed som alternative materialiseringer af den teknologi, vi tager for givet hvert sekund af vores liv.

Florian Hecker’s Untitled (F.A.N.N.). Foto: Kunsthal Aarhus

Untitled (F.A.N.N.)
Det første værk er Florian Heckers Untitled (F.A.N.N.) fra 2013, der består af computer-generet lyd afspillet igennem et 3-kanalers højtalersystem. 3 små sorte højtalere er ophængt i det ene hjørne at den store underetage i Kunsthal Aarhus, som ellers, med undtagelse af Heckers Sift Flow Slides (2013), står helt tom, hvilket er med til at understrege, at her er der tale om et lydværk, der skal lyttes til og ikke ses.

I programnoten henvises til David Tudors arbejde med neurale netværk, altså computermodeller, der kan bruges til mønstergenkendelse og træning af kunstig intelligens. Men på mange måder kan Untitled (F.A.N.N.) læses ind i en langt større og mere vidtrækkende referenceramme om forholdet mellem kunstner og teknologi. Værket er et generativt værk, der produceres i det øjeblik, vi oplever det; evigt foranderligt, aldrig repeterende, fostrende forestillingen om, at det er computeren, der er den skabende kraft. Kunstneren sætter blot en proces i gang, og træder derpå tilbage for at lade computer udfolde og eksekvere. Det autopoetiske værk, der glorificerer, at kunstneren (via teknologien) kan fjerne sig fra værket, trækker tråde tilbage i historien - til eksempelvis Peter Zinovieff ikoniske værk Partita for Unattended Computer fra 1967.

Kunstneren sætter blot en proces i gang, og træder derpå tilbage for at lade computer udfolde og eksekvere.

Det lydelige materiale skriver sig ind i en æstetik, der tydeligt referer data-bending og tidlig glitch musik, som er udtryk, der dyrker computeren og vores digitale systemers fejllyde og sammenbrud. Det er en art sonificering af de rå datastrømme, der pulserer gennem computerens elektriske registre og transistorer. På en måde minder værket os om en tid, hvor troen på tekno-utopien stadig levede, hvor man stadig troede på, at kunsten kunne frisættes igennem teknologien. En utopi, der for længst er blevet kommercialiseret og standardiseret af eksempelvis Apple og deres forsøg på at sælge tekno-utopien i små fikse pakker med lysende æbler på. Dette medvirker til at gøre værket aktuelt. Men samtidig fremstår valget af lydmateriale som en slags glitch pastiche; som et forceret og næsten banalt udtryk, der ikke formår at aktualisere sig selv på et klangligt niveau.

Untitled (F.A.N.N.) er et værk, der kræver fordybelse; en fordybelse, der den dag, da jeg besøgte udstillingen, blev rammesat af teknisk personale, der gik rundt og stillede udstyr op til et arrangement senere på dagen, skramlen med stole, test af mikrofoner. Den dag meldte virkeligheden sig og gav tekno-utopien modspil.

Endless War
Det andet værk, som denne anmeldelse vil koncentrere sig om, er Endless War fra 2013 af kunstnergruppen Yoha, bestående af Graham Harwood, Matsuko Yokokoji, og i denne sammenhæng også Matthew Fuller. Værket består af 3 store projektioner, et højtalersystem og en større stationær PC påført elektromagnetiske mikrofoner koblet til en mixer. Indholdet af projektionerne består af forskellige måder at tilgå data, der stammer fra The Afghan War Diary-dokumenterne, publiceret af WikiLeaks. Dokumenter, der rummer mere end 91.000 rapporter, som dækkede krigen i Afghanistan.

Værket skal ses som et forsøg på at tilgå disse enorme datamængder på alternative måder igennem kunstneriske iscenesættelser via specielt lavet software, der kontinuerligt genererer mere eller mindre abstrakte visninger af de digitale dokumenter. 

Det lydlige output stammer fra specielle mikrofoner, der er påsat computeren, og som opfanger de elektromagnetiske signaler fra computerens forskellige interne dele; harddiske, RAM blokke, CPU (central processing unit). Dette greb er en måde at sonoficere computerens fysiske interne processer og skaber et lydeligt univers, hvor højfrekvente droner afløser hinanden i et lydliggjort net af computerens interne tidsligheder. Dronerne kontrasteres af dybe basudbrud – der kunne stamme fra harddiskens søgen efter den rigtige fil – men som værkets kontekst nærmest får karakter af krigskanoner affyret i det fjerne. Disse komplementeres yderlige af skingre dataskrig, der opstår, når mængder af information bearbejdes af computeren. Dataskrig, der manifesterer den moderne krig, krigen omkring information, iscenesat af teknologiens egen stemme. Mageløst.

Dataskrig, der manifesterer den moderne krig, krigen omkring information, iscenesat af teknologiens egen stemme. Mageløst.

Virkeligheden møder dog også dette mere tekno-dystopiske værk, i kraft af at forstærkeren, der skulle drive diskant højtalerne var slukket, da jeg første gang skulle opleve værket. Jeg kunne kun høre den dybe basrumlen fra subwooferne, der drives af en særskilt forstærker. Efter en kort konsultation med museets personale, blev fejlen hurtigt rettet, og snart fyldtes rummet – og resten af museet af de skingre hyl fra den moderne teknologi.

As we may think
Værkerne Untitled (F.A.N.N.) og Endless War var to nedslag i udstillingen As we may think (or, the next world library). To værker, der håndterer materialiseringen af de endeløse datastrømme, der tegner vores moderne digitale liv, ud fra et overvejende auditivt perspektiv. To kunstneriske greb, der spiller godt sammen med udstillingens andre værker, eksempelvis kunstnergruppen Ubermorgen: The Project Formerly Known As Kindle Forkbomb (2011-2013), der meget konkret peger på, hvor meget den data, vi dagligt generer, rent faktisk fylder, hvis man printede det hele ud og lagde i store bunker på gulvet. As we may think giver andre versioner af, hvordan vi kan forstå vores digitale virkelighed, som alternative materialiseringer af den teknologi, vi tager for givet hvert sekund af vores liv. En teknologi, vi troede, vi kendte.