CONTACT_ERROR/ERKKI > 2048

Det blev en god kunstnerisk fredagsfest. Mennesker en masse. Champagne også. Vi havde lige omdøbt Århus Kunstbygning til Kunsthal Aarhus og skudt et ambitiøst årsprogram med titlen Systemics-Series i gang, som i løbet af 2013 byder på performances, foredrag og en fast udstilling. Publikum kiggede sig nysgerrigt omkring, for alle vidste, at Erkki Kurenniemis (1941-) synthesizere var landet og befandt sig et sted i huset. Kurenniemi og hans maskiner er nemlig afsæt for udstillingen Systemics #1, hvor forskellige kunstnere tematiserer opfindelser, maskiner og de mennesker, som skabte dem.

Synthesizere har også liv
En let bippen fra underetagen i kunsthallen ledte til at begynde med publikum ned til sig. Her skulle fire mennesker og deres maskiner til at arbejde sammen. Den libanesisk/franske lydkunstner Tarek Atoui havde forbundet tre af de musikinstrumenter, som Kurenniemi skabte i årene 1968-72, til sit eget og væsentligt nyere udstyr. Lydende sprudlede med en umådelig friskhed - som var de diagrammer, som kunne starte disse maskiner fra 1970’erne, netop blevet opdaget. Kurenniemis instrumenter har ikke taster som traditionelle instrumenter, og nogle af dem er så uigennemskuelige, at de forudsætter et kendskab til binær logik, for at man kan betjene dem. Under performancen ”DIMIs Reconnected”, stod Atoui i en rundkreds sammen med de finske musikere Kai Lassfolks, Mikko Ojanen og Jari Suominen. Performerne koblede bastunge dronelyde med trippende toner, som var en metronom blevet parret med et pacman-spil. 

Flere steder i seancen skilte en DIMI-A (Digital Musical Instrument with Associative Memory) sig ud: En programmérbar tostemmig synthesizer med digital hukommelse. Da den kom frem i 1970, var den en stor teknisk præstation. Instrumentet gør det muligt at programmere musikpassager med op til 16 takter med 16 taktslag i hver takt. Udover tonehøjde er det også muligt at programmere flere parametre for variation af klang og tempo.

I passager brød samplede arabiske toner ind, let snurrende men meget gennemtrængende lyde, måske fra det obo-lignende instrument rhaita. På en tv-skærm løb computeranimationer af bl.a. Mona Lisa og kryptiske beskeder ind: “SHUT UP. UNLESS YOU ARE BLUE?” var én af dem. Det hele så ud og lød lidt som en spillehal, som havde ligget i dvale, men som pludselig var vågnet igen.

Foto: Kunsthal Aarhus

Kontakt
Var performancen en kamp? Menneske versus maskine? Nej. Mere en legende, følsom interaktion, som hele tiden skiftede karakter. I denne iscenesættelse af Kurenniemis fremtidsagtige lydstudie undersøgte de fire musikere forskellen mellem et værktøj og et instrument - og principperne for kollektiv performance og komposition.

Kurenniemi gik i sin tid i gang med at opfinde de kryptiske maskiner, fordi han var interesseret i, hvordan menneskelige følelser kan oversættes til musik mere direkte end ved brug af konventionelle instrumenter. Et eksempel er maskinen DIMI-S (også kaldet Sexophone eller Love Machine), som er et gruppemusikinstrument fra 1972 baseret på bio-feedback og som også var udstillet i kunsthallen. ”Leg!” – stod der i brugsvejledningen, og så gik publikum i gang! De rørte ved hinanden med en jernkugle, som de hver især holdt i hånden. Alle kuglerne var forbundet til DIMI-S’ centrale enhed (et lille glasbur), som genererede theremin-agtige lyde på baggrund af forandringerne i de berørtes hud.

Forever Kurenniemi!
Med udstillingen Systemics #1, der bærer den sigende undertitel Certain peculiar things and ideas, often failed (or, on humans, machines, and running algorithms), fortæller Kunsthal Aarhus’ nye kunstfaglige team Joasia Krysa og Vicente Matallana om altings forbundenhed. Om de svingende bevægelser mellem det erindrede og det glemte. Om den menneskelige nysgerrighed for det ukendte. Om Kurenniemi, som tænkte netværkssamfund og iPad-lignende apparater 40 år før alle andre.

Alt det viser Mika Taanilas (FI) spændende film om Kurenniemi, The Future Is Not What It Used To Be, som også vises på udstillingen. Og fredag blev det på anden vis levendegjort af den unge forfatter Glenn Christian, som i sit Kurenniemi-inspirerede digt gik ind i det uvisse og stod og svajede, som prøvede han at orientere sig i tiden: “Jeg gættede årstiden / ca. 2048 / stadig ingen himmel / Skyfrit på kanten til et sammenbrud”.

Uforudsigeligheder
Om lørdagen var der paneldebat med flere af de udstillende kunstnere, som blandt andet fortalte om, hvordan Kurenniemi kunne finde på at bygge et instrument, teste det og skrotte det. Hans arbejde går på tværs af formater og videnskaber. Hans arbejdsregel nr. 1 er simpel: Et værk må højst tage en dag at skabe. Derfor er næsten alle af hans værker ufuldendte. 

Kurenniemi har en ihærdig og vedvarende interesse for at dokumentere og arkivere data. For årtier siden satte han sig opgaven at registrere alt omkring sit eget liv! Han har nedskrevet intime detaljer om gæster i sit hjem, kontinuerligt optaget lyd-dagbøger, taget 20.000 billeder om året og filmet sine bilture. I nogle af hans notesbøger, som er udstillet i Kunsthal Aarhus, finder man tegninger, kønshår og papirstykker med budskaber, som “BUT BEAUTY & SIMPLICITY SHOULD BE & IS THE GUIDIOUS PRINCIPLE”. I juli 2048 er det meningen, at supercomputere ud af disse dokumentationer vil kunne rekonstruere ham – altså skabe en “virtuel persona”.

Hvordan man overhovedet arbejder med så massive registreringer, og hvordan arkivet kan være en aktiv praksis, har kunstlaboratoriet Constant (BE) i flere år undersøgt. I Aarhus arbejder Constant med projektet Data Radio: Erkki Kurenniemi (in 2048), som live streamer lydfiler fra Kurenniemis arkiv.

Kurenniemi, der for nogle år fik siden et slagtilfælde, kunne desværre ikke være med i Aarhus. Alligevel var han tilstede. For hans visioner er indeholdt i alle hans instrumenter, der blinker… til sit publikum. Med deres excentriske brugerflader rummer maskinerne - som i øvrigt er forbavsende kompakte og i organiske farver - forskellige uforudsigeligheder. Deres hemmelighedsfulde blinken synes at være et billede på vores uigennemtrængelige dataoverlæssede verden idag.

At afbarke en elektronisk verden
Tarek Atoui har tidligere beskrevet sit arbejde med lyd i en informationsmættet verden som “afbarkninger” af elektroniske lag. Man kan høre, at de principper, som Kurenniemi byggede robotter og synthesizere efter, og som var forstadier til digitale mixere og mikrocomputere, går igen i Atouis egne og på samme måde uforudsigelige maskiner.

I disse dage omdanner Systemics #1 Aarhus Kunsthal til et mikrokosmos af vores store elektroniske verden. Forskellige kunstnere ”afskræller” og synliggør via transdisciplinære manøvrer forskellige lag af vores teknologiske infrastruktur. De viser os, at et billede, en lyd- eller tekstfil altid er mere end bare en repræsentation, og det gør Systemics #1 til et anbefalelsesværdigt rejsemål.Foto: Kunsthal Aarhus