Avantgardisten, der blev romantiker

De fleste kender den danske komponist og lydkunstner Henning Christiansen (1932-2008) for hans vigtige rolle i 1960’ernes kunstliv, hvor han markerede sig med fluxuskunst, vilde happenings og konkretistiske toneeksperimenter. Men som Museet for Samtidskunsts nyåbnede udstilling Christiansen i høj sø viser, foretog han i 1970’erne pludselig et markant æstetisk skift og begyndte at skabe smukke valse, romantiske kompositioner og melodier, som er lette at nynne med på.

Det kan måske være svært at forestille sig, hvordan en avantgardekunstner som Henning Christiansen pludselig slår over i nyromantik og valsetakt, men tager man hans forhistorie i betragtning, begynder det at give mening. Den er nemlig langtfra homogen og stilren, men netop præget af heftige stilbrud og nyskabelser, fortæller museumsinspektør Magnus Kaslov, der som kurator af den nye udstilling i Roskilde har sat fokus på et helt årti af overset kunstnerisk arbejde.

Klarinet, komponist, fluxus
Henning Christiansen var blevet uddannet klarinettist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i starten af 1950’erne, da han ti år senere vendte tilbage for at studere videre til komponist. Han deltog sideløbende i de berømte modernistiske Darmstadt-sommerkurser ved førende komponister som Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen.

I begyndelsen af 1960’erne ramte imidlertid de nye internationale avantgardestrømninger den danske kunst- og musikscene, og det fik stor indflydelse på Christiansens musik. Han var fascineret af opgøret med den hidtidige kunstopfattelse og involverede sig i konceptkunstbevægelsen Fluxus, som var tæt forbundet med dadaismen. Få år senere valgte han at vende den moderne kompositionsmusik ryggen og droppede ud af konservatoriet i 1963. Han anså Darmstadt-modernismen og serialismen som en blindgyde, fordi musikken var blevet for kompliceret og dermed umulig for lytteren at forstå.

Samme år dedikerede Henning Christiansen sig til Eks-skolen – Den Eksperimenterende Kunstskole – i København, som havde visse overlap med Fluxus. Her samarbejdede han med kunstnere som Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby og Poul Gernes. På Eks-skolen tog Christiansen helt afstand til idéen om, at kunsten skulle være kompliceret og dramatisk, og begyndte i stedet at arbejde med det, som musikkritikeren Poul Nielsen senere skulle kategorisere som ny enkelhed – et nybrud på den europæiske kunstscene dengang. Formsproget var enkelt og næsten anonymt, og værkerne bestod af blokke af skiftevis lyd og stilhed.

Christiansen begyndte i samme periode at komponere båndmusik – sammenklippede fragmenter af musik og lyd optaget på spolebåndoptager. Han skabte gennem hele sit kunstnervirke et stort antal båndværker, og de blev samtidig kernen i hans samarbejde med den tyske kunstner Joseph Beuys. Sammen med Beuys lavede han en række performances i sidste halvdel af 1960’erne, hvor Christiansen stod for lydsiden og live-mixede optaget reallyd, støj og musik fra flere båndmaskiner. Deres sidste performance skulle blive til værket Requiem of Art – kunstens dødsmesse.

Overrasket museumsinspektør
Med kendskabet til den udbredte fortælling om Henning Christiansen som avantgardist blev museumsinspektør Magnus Kaslov overrasket, da han for nogle år siden tilfældigt fandt pladen Satie i høj sø fra 1977 på Den Blå Avis:

»Da jeg satte den på, var det noget helt, helt andet end det, som jeg i forvejen forbandt med Henning Christiansen,« siger Kaslov. »Det var dejlige valse, spinet og piccolofløjte, og det var en musik med et helt andet tone- og formsprog end det, som jeg kendte ham for. Hvordan kan det være den samme mand, som få år forinden skriver nogle virkelig stramme, konkretistiske kompositioner? Det må være en anden Henning Christiansen end den kunstner, som jeg i forvejen kender så godt.«

Satie i høj sø – som i anledning af den nye udstilling er blevet genudgivet af Institut for Dansk Lydarkæologi – er en opsamling med fem Christiansen-værker komponeret mellem 1969 og 1976. Pladen blev motivationen for Kaslov, som i samarbejde med Christiansens familie, Henning Christiansens Arkiv på Møn og DR dykkede ned i det oversete årti.

Kaslov fandt i processen en bemærkelsesværdig kobling mellem to vidt forskellige værker. Det føromtalte Requiem of Art fra 1970 er et 36 minutter langt stykke nedbarberet båndmusik, der afsluttes med en klavervals, som er helt anderledes nostalgisk. Klavervalsen stammer fra starten på Christiansens komposition Satie auf hoher See fra året før. Valsen indledes af de sidste strofer af Erik Saties tredje og sidste Gymnopédie, som Christiansen komponerer videre på. Denne klavervals blev optakten til en ny periode for Chistiansen, hvor Satie kom til at spille en vigtig rolle, fortæller Kaslov.

Det viste sig, at Henning Christiansen siden midten af 1960’erne havde spillet Saties Gymnopédie-valse. Han var begejstret for oprigtigheden og det fortællende i deres tonesprog, som var modsat det, han hidtil havde arbejdet med. På bagsiden af LP-coveret til Satie i høj sø skriver Christiansen selv, at de »gyngende valse er den ædleste poesi. Man føler, hvad et godt menneske er, hver gang man spiller dem«.

Kunsten skal få folk til at tro på sig selv
I perioden omkring det musikalske stilskift valgte Henning Christiansen at vende den københavnske kunstscene ryggen. I 1970 flyttede han til en gammel gård på Møn med sin kone, kunstneren Ursula Reuter Christiansen, og deres første søn, Bjørnstjerne. Det er ikke helt tilfældigt, at der samtidig sker et skift i Christiansens kompositioner, mener Kaslov:

»Man kan fornemme, at han aktivt søger noget andet. Henning skriver i sin dagbog fra denne periode, at “kunsten skal være sådan, at folket tror på sig selv”. Det tror jeg virkelig er kernen. I min læsning af, hvad der foregår i de her 70’er-år, er det her meget vigtigt.«

På Møn begyndte Christiansen at komponere musik, som var fortællende, forståelig og let at nynne med på. Han komponerede musik, der havde stærke referencer til Saties valse, og som netop henvendte sig til folket. Blandt værkerne var der filmmusik, værker til TV og ræverøde kommunistsange.

I et interview fra Louisiana i 1973 beskriver Christiansen, hvordan han ser en klar kobling mellem den oprigtige, dejlige valsemusik og et ærligt ønske om at give noget dyrebart videre til folket, om at styrke fællesskabet og at ændre folkestemningen.

Avantgarden i nye klæder
På udstillingen Christiansen i høj sø fornemmes i det hele taget håbet for en bedre fremtid som en rød tråd gennem værkerne. Det er tydeligt, at den nyromantiske musik for Christiansen er tæt knyttet til en stærk kommunistisk politisk bevidsthed og en moralsk stillingtagen til verden.

Udstillingen viser en række sjældne værker fra Christiansens 1970’ere samt hidtil usete partiturer, interviews, scenografiskitser, fotos og noter. Man kan blandt andet se filmen Dyrehaven, den romantiske skov (Jørgen Leth og Per Kirkeby, 1970), som var et bestillingsværk i anledning af Dyrehavens 300-års jubilæum. De fire årstider skildres næsten overnaturligt grønt og idyllisk med Christiansens kompositioner som vigtigt fortællende element. Filmen trækker på guldalderlandskaber og nationalromantisk billedtradition, som for Christiansen er tæt knyttet til det politiske: ønsket om at få det til at synge i folk, håbet for en bedre fremtid og for et styrket fællesskab.

På udstillingen vises også uddrag fra Den otteøjede skorpion (Jens Okking, 1979), en TV-opera i fire afsnit, som blev Christiansens sidste værk i den nyromantiske periode. Det ambitiøse TV-værk, som var baseret på Hans Scherfigs roman om Edderkoppesagen, var en stor produktion til Danmarks Radio. Værket blev vist i bedste sendetid og skulle samle folket omkring Scherfigs opbyggelige historie. Imidlertid blev Den otteøjede skorpion mødt med meget hård kritik på forsiden af landets aviser. Ønsket om den brede folkelighed gik i vasken, og Christiansen blev i stedet genstand for en offentlig debat om brug af licensmidler, fortæller Kaslov.

Efter den hårde afvisning af Den otteøjede skorpion gik Christiansen væk fra partiturmusikken og tilbage til båndmusikken, som han arbejdede med i de følgende årtier.

Christiansen spejlet i ny generation af romantikere
På udstillingen præsenteres værker fra to nutidige kunstnere og en kunstnergruppe, som på hver deres måde perspektiverer Christiansens nyromantiske periode.

Komponisten Anders Lauge Meldgaard (tidligere Frisk Frugt) bidrager med to værker. Med musikvideoen til albummet Den europæiske spejlbue (2015) har han helt eksplicit referencer til guldalderbilledkunst, som det også ses i Dyrehaven, den romantiske skov. Albummet trækker også på tysk romantik, med adresse til de tyske lieder, som Christiansen komponerede til Ursula Reuter Christiansens kortfilm Skarpretteren i 1972 – et værk, der netop nu er centrum for en anden udstilling på Statens Museum for Kunst.

Meldgaard har desuden genkomponeret Henning Christiansens værk Trio om tiden, der gik fra 1975 – et værk, som blev skrevet ud fra princippet om, at hver enkelte musiker spiller i sit eget tempo. Et nyt musikværk med titlen 12 instrumenter til Henning (2018), hvor 12 instrumenter spiller i forskellige tempi, indgår som en videoversion i udstillingen.

Kunstnergruppen LOL Beslutnings musikperformance Destina & Destine (2016) inddrager bevidst dele af librettoen fra Den otteøjede skorpion. Værket blev uropført på Kunsthal 44 Møn og har også tidligere været opført på Museet for Samtidskunst, så det virkede ifølge Kaslov oplagt at tage det med som en del af udstillingen. Endelig tilfører kunstneren Mira Winding med sine vægmalerier en scenografi til udstillingen.

Alle de nye værker trækker på de nyromantiske referencer og udstråler samtidig et håb og en optimisme, som understreger aktualiteten af Henning Christiansens 1970’ere i dag.

»Det er påfaldende, at man inden for både kunst, litteratur og musik ser oprigtighed, inderlighed og romantik som gangbare udtryk igen,« siger Kaslov. Måske fordi livet i en digital tidsalder har skabt et behov for at søge tilbage til noget oprigtigt.

»Det er en indstilling, som virkelig taler til mig, og som jeg gerne vil bidrage til. Jeg vil gerne kunne præsentere en udstilling, som har den type håb. Henning Christiansens romantiske periode endte ret tragisk med Den otteøjede skorpion, men det ændrer jo ikke ved, at vi har de ti års værker tilbage, som virkelig har den her optimisme, fremtidshåb, glæde og inderlighed indbygget i sig. Det er stadigvæk boblende og sprødt. Det giver mig gåsehud at høre Michala Petri på piccolofløjte i Satie auf hoher See, og min søn danser rundt i stuen til det,« siger Kaslov. »Musikken kan helt sikkert stadig noget og har en form for genklang i dag. Værkerne rummer et potentiale, som var det, Henning håbede på.«

‘Christiansen i høj sø’ kan opleves på Museet for Samtidskunst i Roskilde til og med den 22. april.