Skammens Vogn: »Kunst og rock«. © Tambourhinoceros

Avantgardens nye klæder?

Forsøget på at forsone høj og lav er vandret fra avantgardens slagmark og over i indiekulturen. At brobygningens indre konflikter er flyttet med, hører man på det nye album af Skammens Vogn, »Kunst og rock«, der bag sit slør måske gemmer på et avantgardistisk projekt i forklædning.
Af
4. Maj 2021
  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

På det nye album fra Skammens Vogn, Kunst og rock, er drømmen om forening mellem avantgardeånd og folkelighed ikke død endnu.

Det er måske ikke helt oplagt at kaste sig ud i en kritik af et band og et album, der egentlig burde tilhøre mainstreamen. Men der er noget ved Skammens Vogn, som gennem årene har vakt min nysgerrighed. Noget ved sensibiliteten i det kunstneriske udtryk, noget, der ligner en æstetisk maskeringsstrategi: Det er, som om de undersøger, hvordan avantgardens selvkritiske potentiale opererer i tidens populærmusik, og samtidig formår at lade uoppustet folkelighed gå hånd i hånd med en undergravende eksistentiel tvivl.

Kunst og rock hedder det sjette album fra Skammens Vogn, og herpå videreføres temaer og stillege fra særligt Sukaley! (2017) og Musik og drøm (2018). Efter femten års eksistens har bandet endnu ikke sat tommelfingeren på det lille åbne sår, den udtryksåre, det endnu pulserer lifligt fra med lo-fi-æstetiske sange om det moderne subjekts livsundren. Det åbne sår taler gennem Nikolaj Zeuthens mund, og mens guitarist Oliver Hoiness og trommeslager Jakob Millungs musikalske iklædelser er yderst charmerende og stilsikre, er det Zeuthens lyrik, der sætter den eksistentielle tvivl i bevægelse og bringer substans og relevans frem i udtrykket.

Albummet består af elleve numre – otte med vokal, tre instrumentale – der alle er arrangeret og instrumenteret efter rocktraditionens klassiske idealer. Stor musikalsk erfaring og dygtigt håndværk klinger i hver enkelt af de kunstfærdige og badutspringende indspilninger, som begavet sammenstiller det velspillede og smagsbevidste med en slags selvkritisk ‘omvending’: Produktet er en hybrid, hvor den intellektuelle selvbevidsthed skitserer sit uopnåelige ideal ved at dyrke det utilstrækkelige, uhåndgribelige og kitschede. Er denne indre uoverensstemmelse monstro et karakteristikum ved indiekulturens selvforståelse?

Anakronistisk rock

Siden 1960’erne har man hørt tale om en slags ‘rockens intellektualisering’, og Kunst og rock er også grundlæggende rockæstetisk, mens det viderefører en overvejende amerikansk tradition for guitarromantik og intellektuel lyrik. Der er noget lettere musealt over et så analogt båret udtryk, og uden den spraglede og flerperspektiviske lyrik var der måske ikke så meget nyt at skrive hjem om.

Vi er i den mere folkelige ende af spektret, og der er plads til flirts med værtshusblues (»Stærk blues«), samba-børneviser (»Måne«), evergreens (»Hold mig tæt«), countryblues (»Gå din vej«), lo-fi shuffledisco (»Kunst og rock«), lejrbålsdansende dansktop (»Blicher«), instrumental verdensmusik (»Hempfling«) og ambiente filmsoundtracks (»Seeren« og »Kigger på himlen 1«), eller hvordan man nu betegner musikken.

Den intellektuelle selvbevidsthed skitserer sit uopnåelige ideal ved at dyrke det utilstrækkelige, uhåndgribelige og kitschede

Bandets rute rundt i små stilistiske rocklege skaber en nærmest eksotisk oplevelse af nostalgi. Musikken er vital, opløftende, dansende, støjende, fejlbarlig, beroligende og humorfuldt underspillet. Det er meget indsmigrende afstemt og indtagende indhyllet i en amatøristisk lo-fi produktion. Men rockæstetikken klinger samtidig anakronistisk, som insisterer man på at vække mindet om en verden af i går. Klangen af en forsvunden og tabt tid i musikhistorien er ikke til at omgå.

Beslutningen om at lade musikken være anakronistisk har både ulemper og fordele: En af ulemperne er, at musikken ikke rigtig forholder sig kunstnerisk til den tid, den skabes i, ud over at placere sig i en slags nicheposition, hvor den kommer i fare for at lyde sonisk uinteresseret, ahistorisk og irrelevant. Som udtryk for en musikforståelse, der bruger det (rock)traditionsopretholdende som undskyldning for ikke at kaste sig over en mere elektronisk og samtidsmusikalsk æstetik; der ligger meget arbejde i at følge med tiden – hvad det end betyder – og dette arbejde kunne bringe gruppens musik fra den kitschede folkelighed nærmere en mere deltagende samtidsklang. Det lader til at være en bevidst afstandtagen, gruppen har etableret til samtidens elektroniske lydæstetik og komplekse klangforståelser, men man kunne for så vidt have undersøgt den tabte tid med en elektronisk æstetik, uden at det ville blive mindre interessant af den grund, måske tværtimod.

En af fordelene ved den anakronistiske stil er, at den skaber en stemning af anonymitet og tidløshed. Den etablerer en kunstnerisk tidslomme, der viser sig ganske værdifuld i samklang med Zeuthens digte, og den kunstneriske tidslomme er måske netop nødvendig for at skabe plads til, at Zeuthens stemme og lyrik kan finde sig til rette; mens musikken swinger drenget og troskyldigt af sted, lurer det eksistentielle tab altid lige om hjørnet.

Det banale som formgreb og ideal

Ved siden af sin sangerrolle i Skammens Vogn er Nikolaj Zeuthen forfatter og har over et dusin udgivelser på samvittigheden: digtsamlinger, romaner, noveller og litteraturteori. Skammens Vogns samlede lyriske univers taler til alle, som har besvær med at finde rodfæste i livet: Teksterne belyser de fremmedgørende, absurde momenter i hverdagen, identitetsforvirringen, egokampe og egoblindhed, selvtillidsbrud, spørgsmål om, hvordan man bliver et bedre menneske og bedre til at leve. Zeuthen synger om individets frihedssøgen klemt inde i fastlåste – tilmed psykologiske – systemer.

Når jeg bruger termen banal – som i ‘banal æstetik’ eller ‘det banales ontologi’ – er det ikke for at markere en negativ værdi, men fordi jeg forstår det som en kunstnerisk strategi. Hverken strategi eller udtryk er her tænkt negativt, selvom det optræder som en form for æstetisk negation.

der mangler altid et eller andet
det’ ligesom hele din personlighed, der er forbandet
der er altid et tab, et problem
det er hele din verden, der har fået eksem
du’ en blanding af frygt og arrogance
en helt utrolig alliance
prøv at forstå, at du er farlig for mig
jeg har ikke mere at give til dig (fra »Gå din vej«)

I Skammens Vogn-regi tillader Zeuthen sig at være så banal, at jeg ikke kan andet end at føle det enten provokerende eller befriende. Den banale sprogbrug forekommer at være et formgreb, som bidrager til at skabe et slags bedragerisk slør, et metalag omkring de eksistentielle og ofte glædesløse livsrefleksioner, der synges om, hvilket giver lyrikken et fordrejet og ofte humorfuldt skær. På »Gå din vej« giver musikken endnu en lille vridning, med sin 90’er-inspirerede blanding af Dire Straits, Dolly Partons »Jolene« og skomagerbas fra Bamses Venner. Det er egentlig noget værre, kærligt rod.

Kunst og rock er teksterne mere optimistiske end på de forrige album, og Zeuthen er ikke bange for linjer, der lyder mere som børnerim hentet ud af en folkeskoledagbog end en velreflekteret sangpoesi: »Jeg er stærk, og jeg ved, hvor vi skal hen, tag min hånd, for jeg er din ven.« Kan det blive mere banalt og antiakademisk?

Skammens Vogn: »Måne«. © Tambourhinoceros

Men dette refræn i »Stærk blues« agerer en slags samlingspunkt for dybsindige og billedrige refleksioner over livets spørgsmål og absurditeter: Fra en frase om at stå og se lidt på lokalfodbold springes der til refleksioner over van Goghs »skitser i kul, det, der gemte sig i hjertet på et nul«, fra mislykkede samtaler mellem pubertetsforelskede til Delacroix, der »malede sine billeder, som en løve spiser kød«, indgydelse af ungdommeligt mod i »Løvehjerte« til naturbeundring ved solsortens næb, der er orange, »prøv at kig’ på det, giv det en chance«. Fordi det banale formsprog fyldes med fine poetiske refleksioner, er jeg ikke ligeglad med denne lyrik, og den konstante vekslen mellem banalt og intellektuelt træder frem som et stiltræk.

I sangen »Måne« opleves endnu en digterisk tilstandsrapport, og vi genkender den milde brydning mellem subjektiv sindsstemning og det universelle fænomens gådefuldhed, her udbrudt gennem et beruset bohememoment:

måne, måne
jeg vil synge en sang til dig
om den måde, du lyser på mig
alle, de kan se
at du betyder noget
at du rejser med drømmen i din båd
du er fuld, og du er gal
ligesom mig her på ryggen i din oktobernat
på et gulv på fjerde sal
hvor du lige nu skal vide, at … (forfra)

Lyrikken er illusorisk mærket af en sproglig enkelhed, der, i sin næsten barnlige henvendelse, bruges til at kaste lys over den dybsindige psykologiske tilstand, der ofte dækkes over. Lyrikken i »Måne« ledsages af en let vuggende sambastemning, legende bluesguitar og funkede keyboardindfald. Det er en mild, nærværende og halvfordrukken børnesang, en musikalsk kærlighedserklæring til måneskinnet og beruselsen som den tilstand, der momentvis kan skabe sammenhæng mellem subjektets indre isolationsfølelse og den ydre verdens naturgåder. I denne sang oplever jeg igen, at udtrykket peger tilbage på en slags ‘det banales ontologi’, når både musikken og lyrikken søger at udstille sig selv som noget ekstraordinært ordinært. Et subjektivt ønske om at føle livssammenhænge er vel også ganske genkendeligt og ordinært.

Men hvorfor taler jeg om, at denne umiddelbart meget tilgængelige musik dækker over en avantgardistisk strategi?

Høj/lav-dikotomien genbesøgt

I gamle dage var det tilsyneladende så nemt. Man havde den ‘høje’ og den ‘lave’ kultur. Inden for denne dikotomi kunne man klassificere kunstprodukterne, og de produkter, man ikke vidste, hvor man skulle placere, betegnede man som crossover. Dikotomien dækker over en æstetisk skyttegravskrig, der har stået på i århundreder, og ‘indiekulturen’ ligner et nyere forsøg på at bygge bro over kløften mellem ‘høj’ og ‘lav’ musik. Nogle vil fremhæve grænselandet mellem forskansningerne som det område, hvor den egentlige kunst bliver til, mens andre vil hævde, at de radikale brud ikke sker over midten, men i yderpositionerne.

Populærmusikken har særligt siden 1960’erne hentet æstetiske idéer fra det 20. århundredes avantgardebevægelser, og den elektroniske sangskrivnings brug af kollage- og samplingteknikker har for længst gjort avantgardestrategierne trivielle i popproducerens værksted.

‘Indiekulturen’ ligner et nyere forsøg på at bygge bro over kløften mellem ‘høj’ og ‘lav’ musik

Det var modernismen, der anså populærkulturen som sin ærkefjende, mens avantgarden befandt sig bedre i en kulturforståelse, hvor teknologi, reklame, propaganda og massepublikum var en indforstået del af den kunstneriske praksis. Inden for modernisme/pop-dikotomien har avantgarden, på trods af sin tradition for radikalitet og opbrud, været i stand til at hente noget af populærmusikken over i crossoverens felt og haft en vis succes med løbende at skabe tvivl og udfordre høj/lav-dikotomiens eksistensberettigelse, senest ved at blive indlejret i indiemusikkens selvforståelse – en selvforståelse, Skammens Vogn har som kunstnerisk forudsætning.

Pop og avantgarde flyder i dag sammen eller omvendes helt, og en sang som »Blicher«, der flirter med dansktopgenren, får en mærkværdig stemning af æstetisk kitsch og humor. Jeg bliver simpelthen i tvivl om, om det er dansktop eller antidansktop, om det er pop eller en kritisk kommentar. Om det er med vilje, eller om den implicitte selvkritik er selve pointen med det ferske udtryk. Min tvivl står tilbage. Ikke fordi musikken er radikal – det er den ikke – men i kraft af at dens intention forekommer sjofel og humoristisk uhøjtidelig, samtidig med at den insisterer på at være bundalvorlig. Dette minder om et avantgardistisk dilemma, om behovet for at undergrave selve forudsætningen for ens egen produktion og udsigelsesposition i verden.

Popmusik og kunstnerisk samvittighed

Som modreaktion til høj/lav-dikotomien har vi i dag indført smagsrelativisme som hegemont parameter, hvormed alle spørgsmål om kunstnerisk kvalitet og kategorisering lægges i skødet på det enkelte subjekt. Selvom et band som Skammens Vogn primært komponerer ud fra stærkt subjektive tilbøjeligheder – der tales meget om følelser i pressemateriale og interviews, hvormed et selvterapeutisk projekt også kommer til syne – er der samtidig noget, der subtilt indikerer et behov for subversivitet i deres udtryk. Hverken popmusikalsk verdensfjernhed eller avantgardistisk skråsikkerhed er nok for nutidsbandet, så de har skabt en mærkværdig hybrid, hvor de to positioner klamrer sig til hinanden og taler med samme tunge.

Ironi og humor klinger pludselig af alvor, som om humoren ikke kan tages alvorligt nok, samtidig med at eksempler på eksistentiel tvivl leveres med en satirisk præcision, der gør angsten mærkbar, men også afvæbner den. Med denne dobbelthed er udtrykket beroligende og empatisk, men får samtidig smerten til at gøre mere ondt.

Skammens Vogn: »Blicher«. © Tambourhinoceros

Zeuthens lyrik beskriver ikke så meget, hvad der sker omkring os i vores hverdag og samtid, som han beskriver, hvad der sker inde i os, mens vi gør, hvad vi gør. Herinde er selv de mest personlige fantasier banale og ordinære og noget, vi alle kan forholde os til. Den folkeligt dansksprogede musik, som Skammens Vogn står for, har tilføjet en kunstnerisk forståelse, hverken Shu-bi-dua eller Kim Larsen interesserede sig for: kampen med den dårlige kunstneriske samvittighed. En internaliseret og nagende samvittighed overtaget fra avantgardens problematisering af meningsindholdet og ytringens forrådende position. Af den grund iklædes udtryk og udsigelse altid en dragt af uhøjtidelighed og dobbeltbetydning.

Jeg hævder ikke, at dette er enestående for Skammens Vogn, men derimod, at de er endnu et aktuelt eksempel på, hvordan avantgardeæstetik sniger sig ind i popmusikken som en intern strid med selvforståelse og selvtillid. En strid, der peger tilbage på opgøret med høj/lav-dikotomien, og som har lagt sig til rette i den bastardkultur, vi forbinder med begrebet ‘indiemusik’.