»Dancer in the Dark« – opera eller musical?

En solrig september eftermiddag satte undertegnede kursen mod hovedstaden for at opleve en nyskrevet opera bygget over Lars von Triers Guldpalmevindende film Dancer in the Dark. Det Kongelige Teater havde for tredje gang bestilt en ny opera hos en af Danmarks mest profilerede og internationalt berømte komponister, den 61-årige Poul Ruders, og resultatet af bestillingen havde for nylig haft verdenspremiere på Operaen.

Forestillingen startede så at sige allerede, da jeg stod og beundrede Olafur Eliassons smukke lysekroner i Operaens foyer og dørene ind til salen elegant gled op ved første indringning. Det mørke rum lokkede mig til at finde min plads i god tid, og ret overraskende gik tæppet op, lang tid inden alle gæsterne havde sat sig.

Musikkens grå mol-agtige karakter og den nærmest gotiske scenografi gjorde, at man sad med følelsen af at betragte en gammel, sort-hvid gyserfilm fra 1950’erne

Det manglende tæppe afslørede forskelligartede mennesker på bænke med ryggen til publikum i noget, der lignede et gråt kirkerum. Rummet var præget af stilladsarbejde, og en mørkebrun åben kiste var placeret inde på midten af scenen mellem bænkene. Der var levende lys i det ene hjørne, men den dominerende farve var grå, og stemningen var meget andægtig.

Det ringede ind for sidste gang, og da alle havde sat sig og dirigent Michael Schønwandt havde indfundet sig, istemte et stærk reduceret Kongeligt Kapel et dystert og iskoldt præludium, hvorunder drengen Gene vækker sin mor, hovedkarakteren Selma, til live i kisten. Musikkens grå mol-agtige karakter og den nærmest gotiske scenografi gjorde, at man sad med følelsen af at betragte en gammel, sort-hvid gyserfilm fra 1950’erne. En følelse, som varede ved i de cirka 70 minutter, forestillingen varede.

Drengen Gene, spillet af den unge Carl Philip Levin, skulle vise sig at være fortælleren igennem hele forestillingen, alt bliver set i retrospekt ud fra hans synsvinkel. Derfor var for eksempel bifiguren Bill Houston – politibetjenten, der senere bliver skudt af Selma – allerede forsynet med skudhuller, da han første gang gjorde sin entre på scenen. Som publikum ved vi altså allerede, sammen med drengen, at Houston bliver skudt. Et spændende, lille tvist fra instruktør Kasper Holtens side, som jeg godt kunne have tænkt mig mere udnyttet.

Fejlcasting
Hovedfiguren Selma har forladt sit fødeland Tjekkiet for at slå sig ned i USA, hvor hun vil kunne sørge for sin søns nødvendige øjenoperation. Selma bliver sunget af Ylva Kihlberg, der uden tvivl er en dygtig sanger. Men i rollen som Selma, der ofrer sit eget syn og endeligt sit eget liv for sin søns skyld, falder hun igennem. Hendes dramatiske sopran virker fejlcastet til rollen som kvinden, der drømmer sig væk fra virkelighedens svære stunder og ind i musicalens verden.

Ylva Kihlbergs stemme er simpelthen for stor og voluminøs til den næsten blinde Selma, og hendes stillingtagen til den tunge karakter er alt for unuanceret. For eksempel sang Ylva Kihlberg nogle steder den engelske librettotekst med amerikansk accent – men uden den særegne musicalklang. Ville en, der elsker musicalgenren så højt, at hun drømmer sig ind i sin egen musical og tilmed flytter til det land, der har beriget verden med så meget i den genre, ikke synge som i de musicals, hun elsker? Jeg tror det.

Uddrag fra Ruders’ værk, som udkom på DVD i 2011. © Dacapo Records

Men jeg er overbevist om, at det ikke er Ylva Kihlbergs ansvar, at jeg fik en dårlig oplevelse. Jeg tror, Kihlberg kæmpede med det potentiale, hun nu engang er udstyret med, og hun ville virkelig den krævende rolle. Under forestillingen ser man hende f.eks. blive udsat for det ene loge-indvielsesritual efter det andet. Og hun starter med at ligge i en kiste, senere går hun bogstavelig talt planken ud og bliver hængt for igen at havne i kisten. I øvrigt stærkt medrivende og samtidig utroligt ubehageligt at se en person blive hængt, også selvom det er fiktion.

Nej, ansvaret ligger hos Poul Ruders. I partituret forlanger han en dramatisk sopran i rollen som Selma. Det er efter min bedste overbevisning en fejl. Jo mere jeg tænker over det, desto mere vil jeg nemlig karakterisere Ruders’ Dancer in the Dark som en musical, ikke en opera. En art gotisk musical, som umiddelbart leder tankerne hen på Edgar Allen Poe, Victor Hugo eller Tim Burtons filmunivers. Poul Ruders kunne efter min mening med stort held have taget skridtet fuldt ud og forlangt en sanger trænet inden for rytmisk musik – eller endda specialiseret inden for musical – og derved være gået anderledes radikalt til værks i sin stillingtagen til hovedkarakteren Selma.

Mellem to stole
Rent musikalsk befinder Dancer in the Dark sig i en gråzone imellem musical- og operaverdenen. På den ene side har den helt klare musicalelementer: dels et reduceret orkester (to klarinetter, to saxofoner, to horn, en trompet, to tromboner, en tuba, klaver, synthesizer, slagtøj og en strygerbesætning på seks 1.-violiner, seks 2.-violiner, fire bratscher, to celli og to kontrabasser), dels en række sange, snarere end arier, der ligger mere til den tilgængelige og diatoniske side end resten af musikken.

I partituret forlanger han en dramatisk sopran i rollen som Selma. Det er efter min bedste overbevisning en fejl

På den anden side er alle roller besat med sangere fra operaens verden, og selve musikken er unægtelig ‘klassisk’ i sit udtryk, det meste af tiden, i hvert fald. Det hænger nok mest af alt sammen med måden, musikken er instrumenteret på – den lyder lækkert, og Poul Ruders forstår virkelig at få det lille orkester til at lyde som en million.

Men samtidig savner jeg en stærkere særegen stemme for forestillingen. En særlig Dancer in the Dark-lyd eller -sound, som vil gøre musikken genkendelig, når man hører den igen. Det oplever jeg ikke findes i musikken, som mest af alt benytter sikre tricks inden for instrumentationshåndværket.

Birollerne
Forestillingens magi ligger med en enkelt undtagelse hos birollerne. I rollen som Kathy – Selmas veninde fra fabrikken – møder vi mezzosopranen Hanne Fischer. Hun indgyder en særlig tillid som Selmas betroede, og rent sangligt har hun et stort overskud. Det samme har den lyse tenor Gert Henning-Jensen i rollen som anklager. Begge sang de med stort udtryk og et klangligt raffinement, som var skønt at lytte til. Slankt og elegant. Meget ærgerligt, at de ikke fik flere toner.

Barytonen Palle Knudsen spiller Bill Houston, politibetjenten som grundet sin egen kones overforbrug vil stjæle Selmas surt optjente penge. Selma og Bill Houston kommer op at toppes, og Houston bliver ved et tilfælde skudt af Selma.

Poul Ruders interviewet om »Dancer in the Dark« forud for DVD-udgivelsen. © Dacapo Records

Umiddelbart virker Houston-karakteren som forestillingens svageste. Som publikum når vi simpelthen ikke at lære ham at kende, før han er ude af historien igen, selvom han er en ret vigtig biperson for historien. Det er også synd, at figuren ikke har noget bedre tekstmateriale. Da han og Selma kommer op at toppes og hans pistol pludselig går af, er hans reaktion: »Selma, you shot me!« Det er imidlertid åbenlyst for enhver og virker temmelig unødvendigt at gøre opmærksom på.

Jeg er lidt i tvivl om, om det er en smutter fra librettoforfatter Henrik Engelbrechts side, eller om det er et bevidst valg, som skal være med til at gøre figuren Houston mere patetisk. Hvis det sidste er tilfældet, synes jeg, det er alt for overdrevet, mindre kunne have gjort det. Meget ærgerligt for Bill Houstons civile udgave, Palle Knudsen, som bestemt er værd at lytte til. Hans bløde og egale baryton blev udført med stort overskud og megen overbevisning.

En god begynderopera
Jeg tror, Poul Ruders’ Dancer in the Dark vil være en god begynderopera for mange. Den gribende historie og den relativt tilgængelige musik vil vække følelser hos de fleste. Nok især hos dem, der ikke er farvet af at have set Lars von Triers film.

Rent personligt har jeg det lidt svært med, at man flytter en historie fra ét medie over i et andet. Gør man det, må det jo være, fordi man tror, at man kan bidrage med noget, som gør historien bedre. Nu er det meget længe siden, jeg har set von Triers film, så jeg vil afholde mig fra en egentlig sammenligning med Ruders’ udgave af historien. Dog tør jeg nok påstå, at historien i Dancer i sig selv er stærkt medrivende, lige meget i hvilket medie den fremstilles. Jeg var i hvert fald revet med.

Faktisk er der jo kun hovedhistorien tilbage i operaen. Alt andet er skåret væk. En anelse for brutalt, vil jeg nok sige

I virkeligheden giver det slet ikke mening at sammenligne film og opera. Det er en helt anden iklædning, historien har fået, og faktisk er der jo kun hovedhistorien tilbage i operaen. Alt andet er skåret væk. En anelse for brutalt, vil jeg nok sige, jeg ville meget gerne have haft lidt mere tid til at stifte bekendtskab med birollerne.

Poul Ruders skyder også sig selv lidt i foden ved at vælge samme titel som Lars von Triers film. Det er jo smart som et salgstrick, men samtidig vækker titlen umiddelbare associationer til filmen, og man vil pr. automatik sammenligne de to. På partiturets første side står opført to titler: Dancer in the Dark og undertitlen Selma Jezková. Jeg havde nok foretrukket den sidste.

Allan Gravgaard Madsen studerer komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Opdateret 19. februar 2021 med ny korrektur og nyt layout.