© CPH:DOX

Modermælk til den genfødte opera

Der er et før og et efter Freud, når man snakker opera. Men kunstnergruppen Motherboards performance »Hele min eksistens var som et glas mælk imellem mine hænder« var andet og mere end en terapitime. Sidste aften på CPH:DOX lignede en hallucinerende nocturne, man gerne opsøger igen.   
Af
14. april 2022
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

»Der var én som havde mistet sig selv«.

Smertefuldt fægtede ordene sig ud af højttalerne og landede koldt som gåsehud på armene. Der var fugtigt og glinsende i Katinka Fogh Vindelevs svælg. Vi sad for enden af en museumsfløj på SMK i et mørklagt lokale og stirrede på en skærm. Sammen med kameraets linse var vi blevet transporteret ind i sopranens farverige mundhule. 

Hendes stemme var lige så fremmedgjort, som den sætning hun reciterede. Manipuleret til at tale i flere registre, forlæns og baglæns på samme tid. Det lød ikke som om, at ordene kom fra hendes mund, men som om, de var på vej ind i den. Frosset lige inden afgrunden i halsen. 

Alt er på spil, og derfor var jeg også iklædt forventninger til langt op over begge ører på vej op ad de ædle marmortrapper

Sætningen er taget fra digtet »Midt i mørket« af den iranske forfatter Forugh Farrokhzad, som de opera-revolutionære i den dugfriske kunstnergruppe Motherboard har baseret hele deres værk på. I deres opera-installation Hele min eksistens var som et glas mælk imellem mine hænder er der hverken noget, der starter eller slutter. Alting cirkulerer, og selv titlen – ligeledes sakset fra digtet– føles som en strofe, der har været igang længe, når man begynder at læse den. 

I værkbeskrivelsen var vi blevet lovet et »fokus på de indre bevægelser« og med det korte visit i Vindelevs mund, kunne man sætte et meget bogstaveligt flueben ved det. Men værket balancerede generelt – og i en mere overført betydning – hele tiden på en meget dragende tærskel mellem det indre og det ydre, nat og dag, vågen og sovende. Som at opholde sig i øjeblikket, lige inden man bliver slugt. Søvnløs, hallucinerende. 

Der er et før og et efter Freud, når man snakker opera. Det er der i hvert fald nogle, der påstår. Operaforskeren Seth Brodsky mener omvendt, at opera har været psykoanalytisk »lang tid før Freud«. Hvad er det for en »frisættelse af genren«, som Motherboard gerne vil opnå, ved at fokusere på det indre? 

© CPH:DOX
© CPH:DOX

Af mælk er du kommet

Der går nærmest manifest i den på kunstnergruppens hjemmeside: »Motherboard er et fællesskab, et laboratorium, der radikalt gentænker opera«. Lige så begejstret jeg bliver, når jeg læser om nogle, der virkelig vil noget, lige så ængstelig kan jeg også blive forud for en opførelse. Alt er på spil, og derfor var jeg også iklædt forventninger til langt op over begge ører på vej op ad de ædle marmortrapper til Danmarks nationalgalleri. 

Begge performere var iført nattøj, hvilket understregede den nocturne-fornemmelse, som både musik og tekst var rundet af

Det første, jeg bed mærke i, var, at selve scenepodiet, som en opera normalt foregår på, var afskaffet. De to performere, slagtøjsspiller Sara Nigard Rosendal og sopran og hovedrolle Katinka Fogh Vindelev, var placeret i en scenografi af Karin Gille midt i museets infrastruktur. På niveau med publikum var en topografi af forskellige glas og karafler med mælk stillet sirligt op på gulvet i små bugtede øer. Scenografien – virkningsfuld i sin enkelthed – skabte nogle bløde aftegninger i landskabet, som performerne kunne bevæge sig i, men forholdt sig ellers ret åbent til rummet. Derfor måtte vi også finde os i, at der fra tid til anden vandrede en uvidende museumsgæst igennem scenariet. 

Det gjorde ikke noget, besynderligt nok. Man accepterede forstyrrelserne og støjen fra alle dem, der ikke var kommet for at se eksperimentalopera, fordi Rosendal og Vindelev virkede så aldeles upåvirkede af det. De manifesterede begge en imponerende indlevelse i, hvad der skulle vise sig at være et ret ubarmhjertigt gentagelsesforløb på halvanden time.

Hånden på hjertet

Begge performere var iført nattøj, hvilket understregede den nocturne-fornemmelse, som både musik og tekst var rundet af. Musikken, der er komponeret af Signe Lykke, var sværmerisk og ligesvævende: enten uhåndgribelig flyvsk i kæmpe intervaller eller prikkende i små sekundstød. Som en særudgave af Måneskinssonaten udsat for tilfældighedsgenerator og strakt helt ud i nogle lange linjer, der til tider næsten kunne gå som oldschool 12-tonerækker.  

Rosendals slagtøjsstation var placeret i midten af det hele, og man fornemmede en kompositorisk interesse for krystalliske klange med klokkeinstrumenter i forskellige afarter. Findes der et mere drømmeagtigt instrument end vibrafonen? Rosendal var nænsom i kontakten med tasterne, som enten blev spillet med gummikøller eller strøget med en bue, så overtonerne strømmede ud af metallet. I en flot solopassage med fire køller, steg aktiviteten og pedalen blev holdt nede, så tonerne flød ind i hinanden. Her kunne man virkelig smage aluminiummets undervandsagtige rungen i resonansrørene.  

Hvad var det i det hele taget, vi skulle forstå ved al den mælk? Moderlighed? Fertilitet? Livsenergi?

Ind imellem bevægede Rosendal sig væk fra sin slagtøjsø for at deltage i Tim Matiakis’ koreografi, som var det element i performancen, der gjorde størst indtryk. Det var som om, at de to kroppe var sat i en tilstand af hypnose. Skridtene rundt i rummet foregik i mediterende slowmotion. Ofte virkede Vindelev til at være dybt opslugt af trancen, som når hun rituelt rokkede fra side til side og sang i et balstyrisk fortissimo. Andre gange føltes det som om, hun kæmpede sig tilbage mod bevidstheden, når hun slæbte sig i vridende krabbegang over gulvet eller slog sig til brystet, så hendes stemme tog et dramatisk knæk. »Hele natten var der én som gispede af håbløshed i mit bryst«, lyder det krystalklart i Farrokhzads digt, og ordene huggede som et spyd i maven ved lyden af de dumpe slag. 

© CPH:DOX
© CPH:DOX

Igen og igen og igen

Men var det så en drømmeverden, vi var blevet ført ind i? Det ville jo være nærlæggende at tolke det sådan. Nattesymbolerne var tydelige, og den grundløse musik virkede bedøvende som varm mælk med honning. Hvad var det i det hele taget, vi skulle forstå ved al den mælk? Moderlighed? Fertilitet? Livsenergi?

Den freudianske analyse trængte sig på (ligesom parallellerne til Schönbergs Erwartung), men det var nu alligevel ikke sådan, jeg oplevede værket. Altså, som en terapitime, hvor Vindelev krængede sit indre ud. Der var noget andet på spil. Så i stedet for at beslutte at mig for, hvad mælken var et symbol på, fulgte jeg bare sporet af mælkeglas, som førte væk fra performerne og mod videoinstallationen.

Jeg stod i mørket, så brystslagene på skærmen og tænkte: Hvornår foregår alt det her?

Derinde i korridoren ventede mig et udspekuleret déjà vu, som instruktørerne Cille Hannibal og Frigge Fri havde installeret. I hvert rum, som kun var oplyst af en lilla laserstråle, var placeret en fladskærm, som loopede forskellige optagelser af de intense bevægelser, jeg lige havde set Vindelev udføre. Jeg stod i mørket, så brystslagene på skærmen og tænkte: Hvornår foregår alt det her? Jo længere ned man kom ad museumsfløjen, jo tydeligere blev det, at tidsforskydning og repetition virkelig var dét, det hele handlede om. Alt var filtret ind i gentagelse – lyrik, musik, video, koreografi – et utrætteligt kredsløb, repeterende på grænsen til psykosen, som også kunne spores i Vindelevs søvndrukne øjne. Mageløst. 

Dobbeltsansninger

Jeg kaldte på dig
Jeg kaldte på dig
hele min eksistens
var som et glas mælk 
mellem mine hænder
månens blå blik
ramte ruderne

Kaldet forbliver ubesvaret i Farrokhzads hjerteskærende digt. Det er i det hele taget svært at finde ud af hvem, der egentlig er dig og mig i teksten. Er du’et mere et jeg, der observerer sig selv? Det kan godt virke sådan. Det er den slags dobbelthed eller forrykkelse, som Motherboard æstetisk formidler særdeles overbevisende: forholdet mellem at sanse og være sanset på samme tid, hvis vi skal blive lidt kropsfænomenologiske for en kort bemærkning. Når nu det alligevel handler om eksistens. 

Sammenligner man det, der skete på Statens Museum for Kunst den sidste aften af CPH:DOX med en opera buffa af Rossini, så kan jeg godt være med på, at Motherboard »radikalt gentænker opera«. Men hvem gider hænge sig i noget så kedeligt som genrer? Når alt kommer til alt, passede Hele min eksistens… ganske nydeligt med trends i samtidskunsten som tværæstetik, performativitet og sceneskred. Gudskelov for det! Men det var trods alt muligt, at få armene ned igen, da jeg bevægede mig ned af de statslige marmortrapper. 

Værket er første del af en trilogi, som efterfølges af ’Kun stemmen bliver tilbage’ i 2023 og ’En anden fødsel’ i 2024.