»The Doll behind the Curtain«. © Mikal Schlosser

En dukke i mørket

2020’s sidste operapremiere, »The Doll behind the Curtain« af den dansk-iranske komponist Amir Mahyar Tafreshipour, fortalte på uforsonligt tragisk vis om en ung mands fortvivlelse og hans destruktive forhold til en livløs mannequin.
Af
6. Januar 2021
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Jeg sad med en følelse af stille tomhed, efter forestillingen var slut. Det skulle blive den sidste, inden kulturlivet endnu en gang måtte lukkes ned sammen med resten af samfundet. En enkelt premiere den 8. december, og det var det. Endnu en gang skulle teatersalene tømmes, dørene låses, lysene slukkes. Samtidig var det blandet med en følelse af taknemmelighed over at have oplevet livekunst med et levende publikum som en af de allersidste. Og vi klappede, men gik også mere stille ud, end vi plejede. For den efterfølgende nedlukning var ikke den eneste grund til tomhedsfølelsen. Jeg havde lige haft en af mit livs mest dystre sceneoplevelser med Amir Mahyar Tafreshipours The Doll behind the Curtain (2015).

Operalibrettoen af Dominic Power er baseret på en novelle af den modernistiske forfatter Sadegh Hedayat (1903-51), der ofte beskrives som den iranske Kafka. Han er mest kendt for sit mørke, surrealistiske hovedværk Den blinde ugle (‘Boof-e koor’) fra 1936, der udspringer af hans såkaldte psykofiktive periode med det selvdestruktive, meningsløsheden og eksistentiel fremmedgørelse som hovedtemaer. Hans psykofiktion inkluderer også en lang række korte noveller, der for nyligt blev udgivet herhjemme på dansk, heriblandt Dukken bag gardinet (‘Arusak-e posht-e pardeh’) fra 1934. Hedayat tog sit eget liv i Paris i 1951, og hans værker blev senere censureret i Iran med den begrundelse, at de opfordrede til selvmord. Det var dog nok mest på grund af deres samfundskritik.

Han svinger mellem mani og apati og forsøger at positionere sig mellem to samfund, der ikke kan forenes i hans egen bevidsthed

The Doll behind the Curtain finder sted i mellemkrigstiden og følger Mehrdad (Jonathan von Schwanenflügel), en ung iransk mand, der ligesom forfatteren selv er blevet sendt til Frankrig for at afslutte sin skolegang, inden han må vende tilbage til sin familie i Teheran. Hjemme i Teheran venter Mehrdads forlovede, Bita (Signe Sneh Durholm). Hun er også hans yngre kusine, og ægteskabet har længe været arrangeret af deres forældre. Man mærker hurtigt, at der er noget galt, når vi første gang møder ham i den franske havneby, Le Havre. Mehrdad er aldrig fuldt til stede i verden. Han svinger mellem mani og apati og forsøger at positionere sig mellem to samfund, der ikke kan forenes i hans egen bevidsthed.

Blødt kulturmøde

Komponisten Amir Mahyar Tafreshipour, der uddannede sig i både Esbjerg og London, er blevet et efterhånden rimelig kendt ansigt herhjemme, blandt andet med sine samarbejder med Athelas Sinfonietta, som også leverede den instrumentale del af kammeroperaen under kyndig ledelse af Eirik Haukaas Ødegaard. Tafreshipours musik har et ret konventionelt vesteuropæisk modernistisk tonesprog med hårde dissonanser, stakkerende rytmer og pizzicato. Det musikalske kulturmøde kunne have været tegnet tydeligere op, for der er ikke umiddelbart meget persisk folklore at høre. Dog giver han harpen en helt central rolle, der højst sandsynligt skal imitere en chang, den traditionelle persiske harpe. Harpen kontrasterer i hvert fald tydeligt det omkringliggende lydbillede med sine bløde diatoniske harmonier.

Fortællingens surrealistiske hovedelement består i hovedpersonens besættelse af en mannequindukke, som han opdager i et butiksvindue på byens luskede gade, Rue Severin. Hun kommer til live i hans fantasi og bevæger sig rundt på scenen med et tomt blik, stive hofteryk og glinsende hvid porcelænshud. Dukken er i forestillingen en stum danserolle og bliver ageret fantastisk overbevisende af Dina Fie Lorentzen. Det er dog ikke altid nogen rar besættelse. Allerede fra første takt, efter en angstfremkaldende eksplosiv klang fra orkestret, hører vi Mehrdad ængsteligt stå alene ved butikken og spørge sig selv: »What is it she wants to tell me and why do I return to this window?« Hun står rankt i sin grønne silkekjole med en kold hånd på hoften og vender så stille og uhyggeligt sit hoved mod ham. Han er sikker på, at hun kan se direkte ind i hans sjæl og forstå ham, som han er, når han nu måske ikke selv kan.

Tafreshipours opera blev uropført ved operafestivalen Tête à Tête i London i 2015. © Tête à Tête

Det er tydeligt, at han både er ensom og splittet som outsideren i Le Havre. Det ser vi i den efterfølgende scene med den sleske skoleinspektør Maitre (Thomas Storm), som med sine skinnende laksko, moderne nålestribe og røde silkeklud står i kontrast til Mehrdads traditionelle brune outfit. Maitre udtrykker en bekymring over at have set ham stå alene ved havnen med et tomt blik, måske en reference til forfatterens første selvmordsforsøg i Marne-floden, og opfordrer ham til at nyde livet og skåle i spiritus, inden han skal tilbage til sit hjemland: »Be exuberant for once!« Men det afviser Mehrdad, for det vil gå imod familiens ønsker, og akkompagneret af en skrøbelig soloviolin forklarer han, hvordan han uden held har forsøgt at forstå deres lands skikke.

Violinen følger ham værket igennem og spiller i effektfuld dissonans med harpen, når han for eksempel læser familiens breve fra sit værelse. Brevenes ord synges offstage af familiemedlemmerne fra et hvidt gardin, der står bag orkestrets sceneplacering og går i ét med det instrumentale. Det fungerer rigtig godt og er bare ét af de stærke scenografiske greb, instruktør Freja Friberg Lyme bruger, som både er æstetisk smukt og praktisk gennemført. Scenerummet er delt op af store lysflader og rene linjer, der passer godt til Takkelloftets kølige sorte boks og giver et på én gang afslørende og klaustrofobisk udtryk.

Mod afgrunden

Der sker noget i Frankrig, som får Mehrdad til at ændre sig gevaldigt. Særligt hans kvindesyn synes at være blevet lettere forskruet og destruktivt. Han afviser Bita, som er den eneste kvinde i fortællingen, der viser rigtige menneskelige følelser og smerte, og vælger i stedet at købe dukken, den stumme heltinde, der modsat sin forlovede aldrig vil kunne afsløre hans eller sine egne uperfektheder: »We’ll never quarrel and you will never grow old, your face will never line, nor your body thicken if I caress you, will never turn away, or mock my weakness.« Deres store kærlighedsduet synges af ham alene på grotesk og tragisk vis, hvorefter de bryder ud i en halvstiv valsedans.

Det musikalske kulturmøde kunne have været tegnet tydeligere op, for der er ikke umiddelbart meget persisk folklore at høre

Men hans på ydersiden lettere valg ender selvfølgelig katastrofalt. Når Mehrdad er tilbage i Teheran i anden akt, møder vi ham i en næsten panisk håbløshed, der kun bliver mere ekstrem. Han låser sig selv inde på sit værelse og spiller russisk roulette med sin hemmelige dukke, som nu for ham er blevet en kølig trussel: »You have no name, yet you have ruined me.« Måske er en perfekt kvinde en dræbt kvinde, og efter et forfejlet skud for tindingen skyder han mod hendes gemmested bag gardinet. Dog er det ikke hende, der bliver skudt, men Bita i den samme grønne silkekjole.

The Doll behind the Curtain er ikke blot en fortælling om unges forventningspres eller identitetsforvirring imellem to kulturer, men et dybt forstyrrende indblik i en ung mands allermørkeste psyke. Og det fungerer overraskende godt som kammeropera, hvis man har lidt is i maven.