Smagen af en enkelt dråbe ægte blod

Orkestergraven er en opera om dødsensfarlig besættelse. Handlingen udspiller sig omkring opsætningen af en lille opera-i-operaen baseret på myten om Orfeus, der rejser til underverdenen for at hente sin afdøde kærlighed Eurydice tilbage. 

Maestroen og sopranen er Orkestergravens hovedpersoner. Under prøvearbejdet har de et erotisk forhold. Det har maestroen meget svært ved at håndtere. Han er voldsomt betaget af sopranens stemme, og selv om han hævder, at han kan styre det på samme måde, som han styrer musikken, er det tydeligt, at han ikke kan. Han fucker prøverne op, bliver til grin over for koret og går sopranens påklæderske på nerverne.

Da det går op for ham, hvor galt det står til, skærer han hendes tunge ud for at slippe for stemmen. Da han stadig kan høre hende synge, slår han hende ihjel og skærer hende i småstykker. Herefter går han psykisk i opløsning. Mens politiet leder efter den forsvundne sopran og teatret er i panik over at skulle skaffe en afløser, forsvinder han ind i en drømmeverden, hvor han konstant hører hendes stemme. Til sidst genforenes de elskende, da hun som en anden Eurydice vender tilbage fra de døde.

Den normale verden krakelerer
Orkestergraven er en kammeropera. Der er to store sangerpartier, en håndfuld biroller og et lille operakor. I stedet for et stort symfoniorkester medvirker et lille ensemble på fem musikere. Udover obo og slagtøj består ensemblet af elektriske strygere, der kan tilsættes effekter og panoreres rundt i salen. Dette bliver brugt dramatisk. I begyndelsen, hvor alt er under kontrol, holder lyden sig pænt oppe under scenen og lyder helt almindelig. Da begæret stikker ansigtet frem, udvider strygerlyden sig med rumklang og ekkoer, og da vanviddet bryder igennem, vandrer lyden bort fra scenen og klinger fra alle hjørner af salen.

Scenen er omkranset af to tæpper og domineres i midten af en stor papskive, hvorpå der kan projiceres billeder. I begyndelsen viser den blot månens overflade, men da de blodige begivenheder tager fart, får man dem udpenslet i filmklip. Tæpperne og scenens bagvæg får også projiceret billeder op på sig. 

Således beskriver forestillingen både handlingsmæssigt, akustisk og visuelt en bevægelse bort fra det normale og kontrollerede og ind i en verden af begær, vold og opløst virkelighed.

Bo Gunges musik er slet ikke kompleks nok til at anskueliggøre de kaotiske følelser, der driver maestroen til at begå så grufuld en forbrydelse mod den kvinde, han elsker, og som oven i købet gengælder hans kærlighed. Gunges musik er dagklart diatonisk, klassisk instrumenteret og gennemsigtig.

Romantisk libretto med klassisk teatertorden
Anne-Marie Vedsø Olesens libretto skildrer de grasserende lidenskaber i et lystent opgejlet sprog. Sætninger som "tonerne er øksehug i hjertet" og "blomster og blod drypper fra dine læber" gennemvæder teksten, og sætningen "kys mig i den nat af ild og blod" går som et refræn gennem hele operaen. 

Men Bo Gunges musik er slet ikke kompleks nok til at anskueliggøre de kaotiske følelser, der driver maestroen til at begå så grufuld en forbrydelse mod den kvinde, han elsker, og som oven i købet gengælder hans kærlighed. 

Gunges musik er dagklart diatonisk, klassisk instrumenteret og gennemsigtig. I begyndelsen af operaen fungerer musikkens civiliserede toner som et fint modspil til den vilde romantik på scenen. Den klassiske musik repræsenterer den normale verden, der ikke levner plads til ekstrem erotik. Men efterhånden som dramaet tager til, forsøger musikken dog alligevel at gå med. Og når dette foregår ved hjælp af en række udblokkede teatralske effekter, kommer det til at virke postuleret. En tæskende trommehvirvel og en brølende baryton virker som et vanemæssigt tryk på dramatik-knappen.

Det ville have virket mere dramatisk, hvis musikken havde holdt den klassiske maske som et udtryk for den pænhed, der kun lader de store følelser få udløsning ad voldelig vej. I stedet ender den med at halse forpustet efter handlingen på scenen.

Tynd lyd
Idéen med elektriske instrumenter er også bedre tænkt end realiseret. Når musikken lyder så klassisk, virker de elektroniske effekter som et fremmedelement. Gunges partitur lyder som noget, der er skrevet med den varme klassiske lyd af akustiske instrumenter for øre. Det ville have fungeret meget bedre med en strygekvartet eller et lille symfoniorkester, for de elektriske strygere ejer ikke den samme fylde.

Forestillingens kor har det samme problem. Koret består af uskolede sangere, men korpartiet er skrevet, som man ville have skrevet for et trænet operakor. Det lyder som et amatørkor, der kæmper sig igennem en alt for svær opgave. Maria Kontra og Jens Søndergård, der synger de to hovedpartier, dækker til gengæld dramaet flot ind både som sangere og skuespillere. Men deres store stemmer virker mærkeligt alene på baggrund af det tyndt klingende instrumentalensemble.

Winnie Merete Barrett, Maria Kontra og Jens Søndergård. Foto: Den Fynske Opera

Splatterpjat og distraherende billedflimmer
Den Fynske Opera præsenterer Orkestergraven som en splatteropera og advarer imod stærke billeder. Det er også rigtigt, at operaens instruktør Martin Schmidt, der tidligere har lavet et par småblodige ungdomsfilm, viser en splatteragtig trickfilm i scenen, hvor maestroen begår sin bloddryppende forbrydelse. Men det gør det ikke til en splatteropera. Dels er det kun i én ganske kort scene, og dels får man intet ud af klippene, som ikke allerede foregår på scenen. Desuden ligner det netop noget fra en ungdomsfilm, hvilket ikke hænger sammen med resten af operaen. 

Orkestergraven er mislykket. Den er ikke "en nat af ild og blod". Men i nogle få lykkelige øjeblikke brænder man sig alligevel en smule og mærker smagen af en enkelt dråbe ægte blod.

De øvrige billedprojektioner fungerer lige så dårligt. Man ser biler køre forbi på bagscenens væg og manipulerede billeder af barytonens ansigt på papskiven. Men det er lige så overflødigt som splatterklippet. De dygtige sangere, der står på scenen og spiller dramaet ud, er langt mere intense end selv den mest fantasifulde videoprojektion, slet og ret fordi de er levende til stede, mens projektionen bliver fremkaldt at et stykke mekanik. Billederne kommer til at virke som et sløvende flimmer, der distraherer fra handlingen på scenen.

Lyspunkter
Orkestergraven er mislykket. Den er ikke "en nat af ild og blod". Men i nogle få lykkelige øjeblikke brænder man sig alligevel en smule og mærker smagen af en enkelt dråbe ægte blod. 

Den boblende spænding mellem de elskende i operaens første scener bliver sat i musik ved, at slagtøjsspilleren tamper gnistrende virtuost på et klokkespils små metalstave. Et klokkespil er langt fra et automatiseret standardvalg, når man skal illustrere voldsomme lidenskaber. Det virker helt uventet og åbner en overraskende verden af sanselighed. 

Og da maestroen i sin store arie synger om sine fortvivlende lidenskaber, bliver han udelukkende akkompagneret af den elektriske cello, der spiller en meget enkel sats tilsat en simpel elektronisk ekkoeffekt. Celloen virker lige så blottet og nødstedt, og ekkoet lige så gyngende desorienteret, som maestroen i sin passion. Det er hverken klassisk musik eller villet teatertorden. Det er nøgen originalitet og fin psykologisk og dramatisk sans. Hvor ville det have været fantastisk, hvis resten af Orkestergraven fungerede lige så godt.