Syntetiske verden

Næsten ingen professionelle instrumenter er fremstillet af plastik. Materialet resonerer dårligere end træ, messing, sølv og andre metaller, så instrumenter af plastik er fortrinsvis elektriske; her er holdbarhed og vægt vigtigere end materialets klanglige egenskaber.

Alligevel spiller plastik en ganske central rolle i musik. I hvert fald hvis man spørger den canadiske musikforsker Kyle Devine, der i sin bog Decomposed: The Political Ecology of Music (2019) har undersøgt, hvordan fremstillingen af musik indskriver sig i det globale kapitalistiske produktionsapparat. I bogen er et af de indlysende omdrejningspunkter derfor den fysiske distribution af musik, som siden Anden Verdenskrig har været helt afhængig af plastik i form af LP’er, CD’er, kassettebånd med videre.

Plastikken kommer til os fra en anden verden og ændrer både natur og mennesker, i takt med at den fylder mere og mere

Og man skal ikke have tilbragt lang tid på internettet de seneste år for at vide, at plastik repræsenterer et essentielt problem for naturen, særligt verdenshavene. Materialet er svært at nedbryde og fylder derfor mere og mere i naturen, når vi smider det ud.

Alt er plastik

Denne dystre udsigt danner baggrund for forestillingen Macro Plastic af den elektroniske duo Lyd Port, bestående af Mai Ane Pil Siedentopp og Morten Schmidt. Foruden Lyd Port, der synger med tungt autotunede stemmer, medvirker et kor af fem klassiske sangere i scenekunsthybriden: to sopraner, alt, tenor og bas.

Da jeg ankommer til Den Fynske Opera, bliver jeg bedt om at tage overtrækssko af plastik på, så allerede før forestillingen går i gang, har jeg fysisk kontakt med det syntetiske materiale. På scenen er alt hvidt, og et tyndt tæppe af plastikstrimler skaber en klar idé om en for- og bagscene. I en montre på forscenen ligger en plasticpose, og på bagscenen ligger noget, der minder om krøllede plastiksække; jeg får associationer til både gallerier og laboratorier.

Macro Plastic begynder, da Lyd Port træder ind på scenen iført kitler og fører et lille videokamera og kontaktmikrofoner helt tæt op ad plastikposen i montren, som knitrer ved berøringen. Videoen transmitteres op på scenen, mens duoen undersøger plastikken og tilsyneladende finder en syntetisk verden, som bliver vakt til live på bagscenen – en verden, hvor mennesker opfører sig som maskiner.

Selve forestillingen forløber uden at etablere reelle karakterer. De fem klassiske sangere introduceres aldrig som individer, og deres bevægelser er mekaniske og kontrollerede. En egentlig historie er svær at spore, men i grove træk er der tale om, at plastikken kommer til os fra en anden verden og ændrer både natur og mennesker, i takt med at den fylder mere og mere; eksempelvis ser vi en projektion af en koral, som plastikken langsomt dræner farven fra, og mod slutningen ser vi projektionen af et syntetisk hybridmenneske skabt ud fra Mai Ane Pil Siedentopp og Morten Schmidts ansigter.

Streng disciplinering

Macro Plastic består af ni forskellige scener, alle markeret ved skift i musik og scenelys. Generelt skrider scenerne frem efter den samme opskrift: Elektronisk musik skaber et loop, som i nogle tilfælde langsomt udvikler sig, og når loopet er etableret, bliver der sunget over det.

Igennem de forskellige scener etablerer Lyd Port syntetiske alternativer til naturens lyde. Særligt vand kommer i fokus med lyde af dråber, der rammer jorden, det skvulpende hav og bobler, der springer – blop! Men vi hører også vinden, der blæser, og lyden af ild: gnister, der næsten er identiske med plastikkens knitren. Det hele flettes samen med mere ‘konventionelle’ elektroniske lyde og danner baggrunden for sangen – i denne verden er det naturen, der er syntetisk, kunstig og fremmed.

Det elektroniske lydbillede finder dog også inspiration i industriel techno og industrielle soundscapes: maskiner, der kører på højtryk og spytter det ene stykke plastik efter det andet ud. Her har koret sit stærkeste øjeblik. De fem sangere marcherer kontinuerligt ind fra den ene ende af bagscenen og ud ad den anden. Mens de bærer på kasser af massiv plastik, virker de her mindst forcerede og synger: »Glorify landscape, scientific force. We cause the silence, and the miracles.«

Blot fordi materialet, der frembringer lydene – i dette tilfælde et kor – er organisk, betyder det ikke, at det medfølgende system er naturligt

Det er paradoksalt nok i det øjeblik, hvor sangerne mimer en endeløs fabrik med ansigtsløse, konstant producerende arbejdere, at de fremstår med mest karakter. Deres organiske kroppe kommer mest til deres ret, når de er underlagt streng disciplin – en klar spejling af musikken.

Karikeret natur

Der er noget særligt interessant ved brugen af autotune i en forestilling om plastik, især når det bruges side om side med et klassisk kor. Den umiddelbare læsning ville normalt være, at koret repræsenterer det organiske, og autotune det kunstige. Men en anden tolkning virker mere oplagt. Hvad hvis vi ikke ser den ‘mekaniske’ stemme og dens perfekte kromatiske toner som modsætning til den klassiske sangers stemme, men tværtimod som den ultimative realisering af den?

Jeg sætter selvfølgelig tingene på spidsen her. Men Vestens tonale system har siden Bachs tid været baseret på veltempereret i stedet for ren stemning: Tonearterne blev systematiseret og ensrettet, og det veltempererede system med sine 12 lige store halvtonetrin er ikke et udtryk for den rene natur, som man ofte gør det til.

Blot fordi materialet, der frembringer lydene – i dette tilfælde et kor – er organisk, betyder det ikke, at det medfølgende system er naturligt. Og det veltempererede system har, ligesom plastikken, kvalt mange andre tilgange til musikken – ikke tilgange, der nødvendigvis er mere ‘naturlige’, men måske mere kropslige. Der findes måder at synge på hos de folk, der ikke er inkluderet i den vestlige opfattelse af mennesket, som vores tonale system ikke kan repræsentere.

Efter forestillingen køber jeg en cola på Odense Banegård. Jeg beder om et sugerør og får et af plastik … pakket ind i mere plastik. Som der bliver sunget i Macro Plastic: »Nothing lasts forever. So we thought.«

»Macro Plastic« spillede på Den Fynske Opera 6.-9. februar.