© PR

Vores planet er blot en sten i intergalaktiske klitter

Hvordan kan kunsten hjælpe os til at finde hjem til naturens rytme og dens årstider? Hvordan lyder en moderne hyldest til vinden, havet, lyset og lyngen? Fire kunstnere har skabt værket »Ode to Stone« med udspring i en klitplantage i Vestjylland.
Af
8. april 2023
  • Annonce

    Man skal høre meget

En særegen musikbegivenhed blæser snart ind på spillestedet Alice på Stairway i Vanløse. Ode to Stone er titlen på et musikstykke tilegnet det stenholdige klitlandskab ved Vesterhavet. Et værk oprindeligt skrevet til festivalen Gong Tomorrows open call til musik til Danmarks nye naturnationalparker, hvis uropførelse i november sidste år blev aflyst i kølvandet på den stadigt spøgende corona-pandemi. 

Projektet, som får premiere 16. april, har været længe undervejs, siger de to initiativtagere, den norske komponist Ingri Høyland, der også udgiver musik under navnet Hôy La, og billedkunstner Lea Guldditte Hestelund, der under vores korrespondancer sidder med et meget nyfødt barn på armen – et faktum, der skal vise sig af langt mere tematisk relevant, end man måske umiddelbart skulle tro. 

Det er som om, vinden, vandet, vejret får os til at bøje os. Vi drages mod jorden

Vores samtale handlede om alt fra naturens inspirerende kraft og sanselighed, til science fiction og alternativer til kapitalistiske strukturer. Men som alle gode samtaler startede vi med det helt basale: Hvordan opstod dette projekt egentlig? 

»Det har fungeret som en indviklet, tæt men løs, struktureret men nær og samtidig fjern proces. Projektet har i virkeligheden ligget på mit og Leas bord i forskellige former og farver, og da jeg læste Gong Tomorrows open call til musik til nye naturnationalparker, vidste jeg, at projektet havde fået foræret dets tid og sted,« fortæller Ingri Høyland.

© PR
Bagerst fra venstre: den norske komponist Ingri Høyland, der også udgiver musik under navnet Hôy La, og billedkunstner Lea Guldditte Hestelund. Forrest: musikerne og komponisterne Ida Urd og Sofie Birch. © PR

Med det temporale og spatiale således på plads inviterede hun gruppens to resterende musikere, Ida Urd og Sofie Birch, med, og da de begge takkede ja, var kvartetten fuldendt. En gruppe fyldt med potentiale, men også fire karrierer og privatliv, der skulle gå op i en højere enhed:

»Det har da været en runddans at facilitere et samarbejde med fire kvinder, der ikke bare er udøvende og aktive kunstnere, men også omsorgsfulde mødre og væsener. Processen har praktisk kunne fungere med mig som en klump i midten, der sørger for, at kommunikationen, aftaler, deadlines, rejser, indspilning og øvere har kunnet flyde så godt som muligt. Jeg har igennem projektet forsøgt at lægge materiale frem, der kan inspirere til et bevægelsesmønster og en filosofi, der har været kernen for samarbejdet, frem for at vi alle fire har siddet i samme rum og er blevet enige om alle skridt på vejen. Det har derimod bestået af mange vigtige samtaler, inspirationsflows, mødepunkter og egne og fælles åbenbaringer, der har fået os til at komme frem til vores roller og bidrag til projektet,« siger Ingri Høyland.

Rollerne fordelte sig således, at Ingri Høyland og Lea Guldditte Hestelund ville stå for projektets overordnede æstetiske ramme. Høyland og Ida Urd skulle komponere musikken, og Sofie Birch ville bidrage med produktion og miks.

Stenens tid er en anden end vores. Den besidder en slags urtid. Og med den en urviden

© PR
© PR

Vesterhavet

I 2021 blev fem naturområder i Danmark udpeget til at blive naturnationalparker, og året efter blev yderligere ti udvalgt. De 15 områder adskiller sig fra Danmarks allerede eksisterende nationalparker og naturområder ved, at biodiversiteten og den vildtvoksende natur prioriteres i højere grad over andre, ofte menneskelige, hensyn. De er fordelt over hele Danmark, og repræsenterer således de forskellige biomer, landet har at byde på.

Så hvorfor valgte gruppen at dedikere sig til Husby Klitplantage i Vestjylland? Hvad var det ved dette omblæste klitlandskab, der tiltrak? Høyland forklarer, at hun i Danmark savner den nærhed til naturens vildskab, hun følte under sin opvækst i Norge, og at hun ved Vesterhavet kommer tættere på den følelse end nogen andre steder i det komparativt noget fladere og mere kultiverede danske landskab. Dér føler hun en ydmyghed over for naturens vældige og overmenneskelige kræfter. Hun uddyber, hvordan disse følelser, denne forbundethed til naturen, er en essentiel del af projektet:

»Man oplever en sammenhængskraft [ved Vesterhavet], som er afgørende for Ode to Stones kerne. Det er ikke havet for sig, stenen for sig, lyngen for sig, det er synergierne mellem dem, hvordan vinden, havet og lyset har former og bliver ved med at forme landskabet. Farven på stenen som er sit rigtige sig, når den ligger i blød, hårdheden ved sivet, støjen der hvisker og kilder en i ørerne. Det er denne sammenhæng og synergi, som vi mennesker glemmer. Vores egoer vokser sig så store, og vi bliver ekstremt optaget af at sætte grænser for os selv, men glemmer, at vi skal fungere sammen, og rumme hinanden i kontraster og forskellige behov. At vende sig mod jorden, at forstå og leve efter naturens cyklusser og årstider, og behandle jorden og hinanden med omsorg, er radikalt. Det er den vigtigste protest og har planetariske konsekvenser i en tid, hvor individet, samfundet og naturen er ved at kollapse.«

Hestelund istemmer:

»Jeg er opvokset i Esbjerg. Og man har ligesom havet i kroppen. Vadehavet. Det er et meget andet hav end på den anden side af landet. Som Ingri beskriver, er det utrolige kræfter, der er på spil. Der findes noget underligt betryggende i den vildskab og potentielle fare, som regerer under overfladen. Det er som om, vinden, vandet, vejret får os til at bøje os. Vi drages mod jorden, ligesom fx træerne, der gror her. Og så nærmer vi os hinanden.«

En sten, halv så stor som min fire måneders baby, vejer det dobbelte af ham

© PR
© PR

Lyt til stenene 

Det er dog ikke blot naturen i abstrakt forstand, de fire kunstnere har tænkt sig at besynge. Som titlen på værket – Ode to Stone – antyder, så er det i særdeleshed stenen, der fremhæves og behandles på nærmest filosofisk vis. Indtil nu har Lea Guldditte Hestelund ladet Høyland føre ordet, men når samtalen falder på sten, bliver det tydeligt, at Hestelund, faktisk længe før dette projekt så sin fødsel, var en af Høylands oprindelige inspirationskilder. Hestelund har netop i sin kunstneriske praksis ofte arbejdet med taktile, sanselige genstande, som får beskueren til at stille spørgsmålstegn ved forudindtagede ideer om vores materielle virkelighed. Hun forklarer først om det fascinerende ved stenenes rent fysiske, konkrete kvaliteter:

»Det er et særligt materiale, der har været her millioner af år før os, og som vil kigge tilbage på os, når vi er væk. Den behøver ikke os til at opretholde den. Den er bare. I al sin beskedne storladenhed. Uendelig. Og så er der tyngden. Vægten. Massefylden. Det er så fascinerende. En sten, halv så stor som min fire måneders baby, vejer det dobbelte af ham. Mange har sikkert oplevet at gå langs stranden og proppe lommerne fulde af sten, sådan at stenenes vægt til sidst trækker kroppen nedefter. Mærket, hvor betryggende den vægt er. Min ældste har netop fået en tyngdedyne, fordi han sover mega uroligt. Der er små glaskugler i dynen, og vægten omslutter og beroliger ham om natten. Det er lidt det samme, tænker jeg. Stenens vægt i lommerne giver kroppen hvile.«

Hestelund fortsætter derefter sin lovprisning af stenenes valør med et mere filosofisk blik på, hvad det egentlig er, der gør disse – i den danske naturs kontekst – ofte små og uanseelige objekter til noget helt særligt. Noget, man skriver musik om:

»Stenens tid er en anden end vores. Den besidder en slags urtid. Og med den en urviden. Tænk på, hvad den har været vidne til allerede. Og vi får lov at være her sammen med den, for en stund; lære af den. Blandt andet om tiden. Det er som om, stenens viden kan ændre os, hvis vi er åbne nok. Lyttende nok. Langsomme nok.«

Høyland tilføjer:

»Lige siden Lea og jeg kom i kontakt med hinanden, har vi haft lyst til at lave et lydværk, der forsøger at strække tiden. Hvis vi kunne strække de tilstande, vi befandt os i, lige som stenen, ville de måske være nemmere at håndtere og forstå. Kunne vi skabe et lydrum, der kropsligt inviterede til en anden tid?«

© PR
© PR

Gennem elektroniske instrumenter, båndløs bas og stemmer har Høyland, Urd og Birch skabt et ambient, atmosfærisk lydbillede, der på én gang føles nært og fjernt, omsorgsfuldt og uendeligt. Det minder om den overview effect, som astronauter ofte rapporterer om, når de har været oppe i rummet og har haft mulighed for at se Jorden for, hvad den i virkeligheden er: En lille skrøbelig blå plet, der netop gennem sin insignifikans på det kosmiske plan afslører sin værdi for os, der bor på den. Når det kommer til stykket, er vores planet blot en sten i intergalaktiske klitter.

»Den mest anti-kapitalistiske protest udover omsorg er det langsomme«

Alle ting og væseners plads i verden

Inspirationen fra naturen er blevet koblet sammen med en umiddelbart måske overraskende anden inspirationskilde. Også science fiction har spillet en stor rolle – og i særdeleshed den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin, der, udover sine Earthsea-fantasybøger, måske er bedst kendt for sine mange science fiction-fortællinger. I sine bøger præsenterede Le Guin ofte et menneske-, samfunds- og natursyn, der på mange måder var forud for sin tid, og stadig den dag i dag giver kunstnere et sprog, hvormed de kan italesætte alternative måder at anskue vores tilstedeværelse på. Høyland fortæller om, hvordan Le Guins bøger viser vejen til andre levemåder:

»Le Guin giver os afgørende tankeeksperimenter og håb for, hvordan vores samfund og eksistens kan se ud, og er banebrydende og samlende for os mennesker, der ikke accepterer kapitalistiske strukturer som definerende for vores sind, hverdag, mening, relationer og retning. Naturen og Le Guins nærhed til økologien, til mindre og andre former for kroppe, køn, biologiske strukturer og synergier, planter og væsener er afgørende for skabelsen af alternative verdener. Og de verdener er ikke magiske, fordi de tilhører en utopisk fremtid, men fordi de er versioner og alternativer til den måde, vi engang har levet, nogle gange lever og kan leve.«

Hestelund tilføjer:

»Le Guin havde en afgørende rolle i at ændre science fictions narrativ på den tid, hvor blandt andet økologi, køn, race nu blev fortællingernes kerne. Også i forhold til, hvem der skrev sci-fi overhovedet. Det er beundringsværdigt, hvordan hendes bøger til stadighed er ultra relevante. Især hvordan hendes fortællinger formår at vende om på hierarkier, tilbyde alternative rum, nye kollektiver og sammenhold på tværs af arter. Altings forbundethed. Alle ting og væseners plads i verden. Generelt er det en særlig kvalitet, hvordan den andethed, som optræder i feministisk, utopisk sci-fi ofte formår at skabe en åbenhed i læseren/beskueren. Der bliver ligesom rykket ved ens egen forståelsesramme eller rummelighed, uden at man nødvendigvis opdager det.«

»Vi er ikke overordnet, vi er en del af, og i interaktion med alt, hvad der er omkring os«

© PR
© PR

Langsom sanselighed 

I en projektbeskrivelse skrevet af Høyland som del af ansøgningen til Gong Tomorrows open call, noterer hun, at »den mest anti-kapitalistiske protest udover omsorg er det langsomme.« Jeg beder hende om at uddybe denne pointe: 

»Der er brug for alternativer og alternative praksisser, der bryder med den individualistiske og de kapitalistiske strukturer, som dominerer vores liv. Vi sætter os selv over andre og naturen og behandler os selv og relationer som transaktioner, der skal give en lige sum. Projektet læner sig op af [den franske psykoanalytiker og filosof Félix Guattaris essay fra 1989] De tre økologier, som er forståelsen af, at den individuelle økologi er forbundet med den samfundsmæssige og miljømæssige økologi. Vi skal øve os på at forstå koblingerne mellem dem. Langsomhed, sanselighed og kinship og sammenhold på tværs af arter er et bud på at genfinde disse sammenhænge. Det bliver politisk og radikalt, fordi normen og samfundet opfordrer så markant til det modsatte. Det er lidt storladent, men konceptet om mikrotopier giver virkelig god mening for mig.«

Det er tydeligt, at Ingri Høyland og Lea Guldditte Hestelund har gjort sig mange tanker om den måde, vi som moderne mennesker interagerer med naturen omkring os. Så jeg beder dem afslutningsvist om at fortælle, hvad de tænker om den måde, vi som samfund i dag anskuer naturen på, i både politisk og personlig forstand. 

»Det er sært at tænke natur som en adskilt størrelse. Som noget, man kan have en mening om en gang imellem. Den er jo en forudsætning for alt andet. Som også er os, vores børn – det, vi giver videre,« siger Hestelund. Hvortil Høyland istemmer:

»Vi er ikke overordnet, vi er en del af, og i interaktion med alt, hvad der er omkring os, og jeg håber, at Ode to Stone kan bidrage med ydmyghed, hvad det angår.«