Ambient – en stille revolution

Mange af os lever i dag et liv gennemsyret af ambient i bredeste forstand. Vores hverdage præges af farverige og justerbare lyssætninger i hjemmet. Endeløst flow-TV på fjernsynet og ligeså endeløse YouTube-spillelister på computeren. Beroligende ASMR på telefonen til når vi har brug for hjælp til at falde i søvn. Mere gammeldags virkemidler som duftlys og røgelse. Og så selvfølgelig musikken, ambient eller ej. Mulighederne for mere eller mindre subtilt at påvirke vores eget og andres humør og vores omgivelsers grundstemning er mange. Vores travle liv i det moderne præstationssamfund har, måske ubevidst, givet mange af os smag for ambiente kulturprodukter. Eller i hvert fald en ambient brug af kulturprodukter, der ikke nødvendigvis var tiltænkt en sådan – hvem af os har for eksempel ikke sat en film på på Netflix, for derefter at lave alt andet, end at se den?

»Det er altid gennem instrumentalmusik, at jeg selv bliver bevidst om mine følelser, fordi der er plads til dem«

Samtidig virker også politik til at have vundet større indpas i vores daglige tilværelse. Hvor nogle af os måske tidligere har kunne leve komfortable liv i lykkelig uvidenhed, så er politik i dag ikke længere noget, man lige så let kan hensætte til baggrunden, men derimod noget, man er næsten tvunget til at tage stilling til hver eneste dag. Samtaler om mangfoldige og mangefacetterede kriser, spørgsmål om rettigheder og ansvar, usikre fremtider og uskønne fortider har med rette indfundet sig i klasseværelser, dagligstuer og samtalekøkkener landet over. 

Der må derfor nødvendigvis eksistere et obskurt krydsfelt mellem disse to ting, ambient og politik, hvilket fører til spørgsmålene: Kan ambientmusik være en del af positive og negative politiske trends? Kan den inspirere til handling eller dulme sindet? I mit forsøg på at kortlægge dette område, har jeg snakket med de to danske ambientmusikere Sofie Birch og Anton Friisgaard, der optræder under kunstnernavnet Hviledag.

Politik i ambient

Koblingen mellem ambientmusik og politik kan umiddelbart synes lidt mærkelig, måske endda forceret. Bliver man bedt om at tænke på politisk musik, vil ens første tanker nok søge mod blues, punk, folkemusik, hiphop og flere andre genrer, der har det til fælles, at det politiske oftest kommer til udtryk gennem lyrikken. I modsætning til denne slags musik, hvor størstedelen af det politiske indhold således kan findes i teksterne, så gør ambientmusikkens mangel på lyrik det anderledes svært at trænge igennem med potentielle budskaber. Det til trods så er al kunst på sin vis politisk, og manglen på eksplicit politisk indhold i et givent værk skal ikke misfortolkes som manglen på politisk ståsted, om så ophavspersonen intenderede det eller ej. Stilhed er også en stemme, og selv inden for den relativt stille musikgenre ambient kan man finde eksempler på musik, der via andre virkemidler end det lyriske – referencer i titler og samples, selve tilblivelsesprocessen, eller måske endda direkte udtalelser – indeholder mere eller mindre letgenkendelige politiske positioneringer.

Tag for eksempel Tim Heckers album Harmony in Ultraviolet, hvis cover art er et billede af et mindesmærke for slagne antifascister under 2. verdenskrig fra den italienske by Bologna. Eller Terre Thaemlitz, hvis hele oeuvre, der ud over ambient også inkluderer genrer som house og elektroakustisk eksperimentalmusik, gennemsyres af en queer- og identitetspolitisk rød tråd. For ej at glemme det måske bedst kendte eksempel, William Basinskis The Disintegration Loops, der i kraft af sin skabelseshistorie for altid vil være forbundet med terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001 og den efterfølgende katastrofale såkaldte »war on terror«.

Dykker man tilpas langt nok ned, kan man finde mange flere eksempler på sådanne eksplicit politiske ambientudgivelser, men i langt de fleste tilfælde vil et sådant indhold være sværere at pege på. Det er i virkeligheden måske også mere interessant i stedet at kigge på denne slags musiks plads i samfundet som helhed. 

Safe space 

Men hvad mener Sofie Birch og Anton Friisgaard om politikkens rolle i deres egne musikalske skabelsesprocesser?

Sofie Birch har hverken følt sig drevet eller motiveret til at udtrykke sig direkte politisk gennem lyd, mens Anton Friisgaard mener, at hans numre sjældent er inspireret eller motiveret af konkrete politiske emner. De gør sig dog begge tanker om, hvordan deres musik indgår i en politisk virkelighed på en mere indirekte facon. De er begge optaget af, at musikken skal give folk plads: 

»Det er altid gennem instrumentalmusik, at jeg selv bliver bevidst om mine følelser, fordi der er plads til dem,« siger Birch. »At der så ofte er endnu mere plads i ambient musik, fordi der måske ikke er nogle musikalske temaer eller melodier, der fanger lytterens opmærksomhed, gør den endnu mere til en genre, hvor alle kan føle sig velkommen. Ambient musik kan være så åbent, at lytteren kan føle sig mere velkommen. På den måde kan man måske forstå, hvorfor genren er så interessant for sine lyttere i en tid, hvor mange prøver at finde ind til deres mest oprigtige væsen i et knudehav af kulturelle og politiske strukturer,« siger Sofie Birch, som til oktober optræder på Kraków-festivalen Unsound sammen med den elektroniske komponist Antonina Nowacka og deres fælles albumprojekt Languoria.

Ambientmusikken giver altså lytteren plads; til at dagdrømme, tænke kreativt eller fordybe sig i det rene ingenting, om nødvendigt. Den giver plads til bare at eksistere en stund uden for samfundets forventninger, forpligtelser og fordømmelse. Finde sig selv og sit ståsted i livet. Et »safe space«, som man kalder det på moderne dansk. Måske ikke overraskende er Birch stor fortaler for den amerikansk komponist, harmonikaspiller og centrale figur i udviklingen af ​​efterkrigstidens eksperimentelle og elektroniske musik, Pauline Oliveros og hendes værk Sonic Meditations, en række meditative lytte- og mindfulnessøvelser fra 1970’erne, der netop handler om at finde sig selv og hinanden via lyd skabt i fællesskab.

Skal man boykotte Kopenhagen Fur eller ej, skal ens skattepenge gå til krigsførelse?

Friisgaard kommer ind på samme spor, når han prøver at forklare ambientmusikkens egenart: 

»For mig er pointen i det mere diffuse musikalske og tematiske drejningspunkt at give lytteren rum til selv at reflektere over store og små emner, politiske såvel som apolitiske. I en politisk kontekst er det nok den diametrale modsætning af en støttesang, men jeg synes lige netop, at åbenheden overfor, hvordan lytteren selv vælger at tænke, bearbejde og reflektere, har en politisk tyngde. Når man tænker over det, er udbuddet af den slags oplevelser faktisk ret begrænset, selvom at det er en temmelig demokratisk idé – at give rum til fri refleksion,« siger Friisgaard.

Dette rum til at tænke og (selv)reflektere er i dag måske vigtigere end nogensinde før. I takt med, at vores valgmuligheder og følelse af indflydelse er vokset, er vores ansvar som borgere og forbrugere i lokal- og verdenssamfundet vokset tilsvarende – skal man boykotte Kopenhagen Fur eller ej, hvilke lande må ens kaffebønner og avocadoer komme fra, skal ens skattepenge gå til krigsførelse? Sådanne tanker gør vi os nok hele tiden, uanset om vi har ambientmusik på anlægget eller ej, men som både Birch og Friisgaard kommer ind på, så kan det være givtigt, måske endda et politisk statement, nogle gange at tillade sig selv mentale åndehuller.

»Udefrakommende interesser forsøger nærmest hele tiden at overtage vores opmærksomhed. Det kan virke, som om tempoet er presset så højt op, for at man ikke har tid til at fordybe sig og reflektere. De fordybede øjeblikke kan være en slags aktivistisk handling, fordi udefrakommende idealer kontinuerligt tvinger sig ind i vores inderste kamre – i vores selvværd, socialliv, virkelighedsbillede og dermed også vores ideologi. Derfor synes jeg, at der er en form for politisk potens i ambientmusik« siger Friisgaard.

»Jeg bliver aldrig færdig med at vokse i nye retninger«

Ambient og selvhjælp 

Kritiske røster vil måske mene, at det alt sammen hurtigt kan komme til at lyde lidt new age-agtigt, sådan noget med 80’er-yuppier, selvhjælpsindustri og manglende forståelse for den såkaldt virkelige verden. Hvorfor bruge al sin tid på navlepillende at fikse sig selv, når man i stedet kunne bruge den på at forbedre samfundet? Mens en sådan kritik for mit vedkommende oftest mest af alt virker som en bevidst misforståelse af præmissen, så må man heller ikke være blind for de potentielt negative sider af forholdet mellem ambientmusikken og mindre ønskværdige aspekter af det moderne liv.

Vi ser i dag langt større fokus på, at man skal passe på sig selv og sit mentale helbred, hvilket uden tvivl er en positiv udvikling. Men man må være varsom for, at det ikke ender med at blive en bekvem afledningsmanøvre, som magthavere kan benytte sig af. På samme måde som de store multinationale firmaer prøver på at skubbe ansvaret for global opvarmning fra sig ved at flytte fokus over på individets i det større perspektiv fuldstændigt insignifikante udledninger, så må samfundets problemer ikke ende med at blive et spørgsmål om enkeltpersoners ambientspillelister på Spotify. 

Paul Roquet, professor i medie- og japanstudier ved MIT, påviser i sin bog Ambient Media: Japanese Atmospheres of Self det anstrengte forhold mellem ambient kunst og det japanske senkapitalistiske samfund. En overbebyrdet arbejdsstyrke der, netop via en nærmest institutionel afhængighed af ambientkunstens selvhjælpspotentiale, lægger ansvaret for individets trivsel fuldstændigt på dettes skuldre. Japan er vel at mærke et af verdens skrækeksempler på denne mangel på work-life balance, og det står heldigvis ikke så galt til her i lille Danmark. Men de samme mekanismer gør sig gældende. Dagligdagens frenetiske tempo, stress, den prekære eksistens, usikkerhed om fremtiden – alt forsøges gjort til vores eget problem; noget vi selv kan og skal forbedre ved hjælp af alskens terapi og medicin og, ja, ambientmusik.

Man skal drømme, før man kan vågne op og agere

Sovemusik, ventemusik, muzak
Formålet må være at skjule den ubekvemme sandhed, at det ikke kun er dine egne snørebånd, der skal holde den sociale kontrakt oppe. At det at hvile i sig selv en gang imellem desværre ikke altid er nok. Det er selvfølgelig hverken ambientmusikkens eller dens udøveres skyld, og man kan på ingen måde klandre individet for at ønske sig en stille og rolig time eller to med ambient i baggrunden. Det gør jeg selv næsten hver dag. Og som Birch siger, skal man drømme, før man kan vågne op og agere.

»Jeg er meget betaget af, hvordan vi som mennesker kan ændre os. Hvordan vi kan opdage nye sider af os selv, hvis vi får lov. Hvordan vi kan blive mere frie og mindre dømmende. Jeg interesserer mig for mystik og åndelighed, fordi der er plads til forvandling. Og i forvandlingen er der bevægelse. Udvikling. Potentiale og muligheder. Hvis vi alle kan bevæge og udvikle os frit, kan vi vokse. Vi kan så meget mere, end vi per default tror. Og jeg bliver aldrig færdig med at vokse i nye retninger. Man må drømme om utopien og huske at være til stede undervejs,« mener Birch.

I en diskussion om ambientmusikkens potentielle slagside er det væsentligt at gøre en distinktion mellem den slags musik, som Sofie Birch og Hviledag laver, og som hidtil er blevet nævnt i denne artikel, og så den slags musik, man måske bedre kender under navne som sovemusik, ventemusik, muzak, eller, som Friisgaard kalder det, »behagelighedsambient‹. Kært barn har mange navne, men de fleste af os er nok mere eller mindre frivilligt stødt på denne slags musik, der ifølge Friisgaard lyder som »dur-akkorder i uendelige skyer, der hverken rigtig føles, som om de starter eller stopper.« Som i alle andre genrer af musik kan man finde eksempler både på værker, der inspirerer og pirrer, og værker, der føles næsten samlebåndsproduceret.

Denne sidstnævnte art ambientmusiks meritter skal ikke undervurderes. Nogle gange er en ultraafslappende lur på endeløse valiumpuder lige præcis det, man (undertegnede inklusiv) har brug for. Men det er i realiteten nok denne slags musik, der står i forbindelse med mange af de negative historier, man kan finde frem til. Netop derfor må dens væsentlighed i en politisk kontekst heller ikke underkendes. At sådanne værker rent musikalsk er dybt uinteressante, står faktisk i skarp kontrast til, hvor interessante de kan være i politisk øjemed, hvis bare man fokuserer på, hvad de ikke siger. Hvad er det for et liv, samfund, verdensorden, de opretholder?

Plads til at være i verden 

Ambientmusik er først og fremmest kunst. Og som så mange andre kunstformer – men måske især de musikalske – så kan ambient også samtidig være en brugsgenstand, en vare, et redskab. Vi sætter musik på for at skabe en stemning, om det er så indigneret punk til en demonstration eller afslappende musik til de stille timer derefter. Og selvom musikere selvfølgelig er meget bevidste om de stemninger og følelser, de forsøger at fremelske via deres musik, så er de i sidste ende ikke herre over de kontekster, deres værker kan indgå i. Birch mener selv, at »al musik styrker sin lytter til at tænke, handle, udforske og forstå – om det er politisk, tror jeg, afhænger af lytterens interesser.«

Selv lytter jeg til enormt meget ambientmusik hver eneste dag. Det gør jeg, fordi jeg elsker nærlytningen, at fokusere på de små detaljer, som man måske ville overhøre i andre kontekster. Spillet mellem det, man kan høre, det, man ikke kan høre, og det, man tror man hører – altså en musik, der giver sig tid til at udfolde sine verdener. Men jeg lytter også til ambient, fordi det giver mig en følelse af tryghed, skaber et safe space til brusebadstanker, kunstneriske ideer og dagdrømmerier. Ja, selve ideen til denne artikel opstod i en rolig stund, hvor jeg havde ambient på anlægget og blikket ud af vinduet. Og det er netop i sådanne situationer, at denne slags musik viser sit potentiale. Den kan hjælpe dig med at finde din plads i verden, men også med at finde ud af, hvad det mere præcist er for en verden, du gerne vil have en plads i. På godt og ondt – men nok i sidste ende mest godt.