Ud og se med A-M-B-ient

Det var en sommeraften for et par år siden i København. Jeg var på vej hjem fra arbejde på min cykel, havde sat den amerikanske elektroniske duo Visible Cloaks’ Reassemblage fra 2017 på telefonen, og inde under mine høretelefoner blandede albummets atmosfæriske elektroniske og analoge klange sig med byens lyde. Musikken lød på samme tid menneskeskabt og naturlig, nøje konstrueret og tilfældig, hyperaktiv og beroligende, og jeg følte mig hensat i en form for trance.

Pludselig fik jeg øje på en betonmur langs cykelstien. Det var en af de mange mure i København, som bare var der; så anonym, at selv graffitimalerne havde overset den. Men musikken havde sat mig i en form for trance, og denne ellers uanselige mur fremstod nu som et smukt kunstværk. Nuancerne i den lysegrå beton mærket af årtiers regn og solskin; revnerne, som mosset farvede til sarte, grønne vener eller mægtige floder i et månelandskab; klatreplanternes yndefulde indramning. Det var ekstravagant, subtilt og overdådigt. Smukt og poetisk. Og fuldstændig hverdagsagtigt.

»Wintergreen« fra Visible Cloas’ 2017-album »Reassemblage«. © RVNG Intl.

Ambientmusik er en særegen genre. Mens de fleste former for musik helt af sig selv fremprovokerer en fysisk respons hos lytteren – rytmiske nik med hovedet, luftguitarsoli og headbanging, en rysten af diverse kropsdele eller nøje indstuderede dansetrin – så er ambient nærmest designet til det stik modsatte.

Almenmusikalske koncepter såsom letgenkendelige (og -dansable) melodier, opmærksomhedskrævende hooks og hjerneomklamrende omkvæd glimrer ved deres fravær: Ambient er mere hjernemusik, end det er kropslig musik, ja måske er det endda ingen af delene. For i modsætning til mange andre slags musik er ambient ikke nødvendigvis sat i verden for at gøre meget væsen af sig selv.

Brian Eno udgav i 1978 sit famøse (og måske en smule overciterede) ambientmanifest i form af liner notes til sit album Ambient 1: Music for Airports. Heri beskrev han en slags musik, der »skal være i stand til at imødekomme mange forskellige niveauer af lytteopmærksomhed uden at afkræve et specifikt niveau; det skal være lige så let at ignorere som det er interessant«.

I modsætning til mange andre slags musik er ambient ikke nødvendigvis sat i verden for at gøre meget væsen af sig selv

Denne måske lidt vage og ufuldstændige beskrivelse af genrens lyd og formål har resulteret i et væld af undergenrer, stilarter og udgivelser. Under hovedfanen ambient kan den interesserede lytter stifte bekendtskab med alt fra beatdreven ambient techno, støjende elektroakustiske droner og deprimerende weltschmerz til feltoptagelser fra by og natur, klaverfokuserede kompositioner og ‘fortryllende’ new age – og selvfølgelig virkelig meget derimellem samt krydsbestøvede projekter på tværs af hele det musikalske spektrum.

Med denne slags musik kan man besøge havets bund og skovens ro, tage på guidet tour i både levende og døde byer, rejse ud til det ydre rum eller ind bag øjenlågene til det indre. Ambientgenren spænder utrolig bredt. Det samme gør de evige diskussioner om, hvilke udgivelser der fortjener at tilhøre den – men der er visse træk, der lader til at gå igen. Richard Talbot, elektronisk ambientmusiker i gruppen Marconi Union og ph.d.-studerende ved University of Liverpools afdeling for musik, beskriver i sin tekst Three Manifestations of Spatiality in Ambient Music (2019) det måske væsentligste træk ved genren:

»Ambientmusik fjerner sig selv fra forgrunden og løsgør sig fra at have sangeren eller instrumentalisten som omdrejningspunkt. Dette giver os en meget anderledes lydtopografi, hvor et nyt lydmæssigt landskab, et uden et centralt fokuspunkt, bliver en del af genrens ekspressive ordforråd.«

Et af ambientmusikkens mest iørefaldende træk er altså, at den slet og ret ikke har noget iørefaldende træk. Det er manglen på noget, menneskehjernen kan hæfte sig ved – sangerens stemme eller instrumentalistens spillen – der er kernen i genrens æstetik. Det efterlader plads til … ja, til hvad, egentlig?

Pludselig religiøsitet

Det var en tidlig aften i oktober sidste år. Jeg sad i en flixbus et sted på motorvejen mellem Göteborg og Helsingborg, på vej hjem mod Danmark. På begge sider af kørebanen var der tæt, svensk skov, og himlen ovenover var grå – tusmørket var ved at gøre sin entré. Jeg havde lige sat den amerikanske ambient- og dronemusiker Eric Fourmans album Vision fra 2010 på, da skovlandskabet til højre for bussen pludselig dykkede ned under vejen og afslørede den nedgående sol i al sin skønhed.

Denne aftengyldne skive, med lyserøde og ferskenfarvede skyer cirkulært omkring sig, lignede mest af alt indgangen til, ja, himmerige, og musikken i mine ører – Fourmans langsommelige, vemodige droner – lød nu som et radioopkald fra en anden dimension, en korsang strakt til uigenkendelighed af kosmiske kræfter. Da solens stråler ramte den midaldrende rødhårede kvinde ved siden af mig, lignede hun en af Bibelens frygtindgydende engle. Jeg har aldrig været religiøs, men i disse få øjeblikke følte jeg mig tæt på.

»Refill« fra Eric Fourmans 2010-album »Vision«. © Eric Fourman

Musik har altid skabt mening i vores liv. I dag har film, serier og reklamer endda vænnet os til, at forskellige situationer kan forstærkes med det rette soundtrack. Men musikken kan mere end at forstærke – den kan også skabe sin egen mening i et ellers meningsforladt rum. Det skriver Rupert Till, musikprofessor ved University of Huddersfield, om i sit kapitel »Ambient Music« i The Bloomsbury Handbook of Religion and Popular Music (2017):

»Kontekstuel bevidsthed om lyd i rum transformerer rummet til sted. Når vi lytter til det tidsbaserede lydmedium et specifikt sted, så gør vi ophold, men stopper ikke, indlejrede i dets lydbillede, som vi er. At lytte til ambientmusik hjælper med at ændre et neutralt, fysisk rum til et kontekstualiseret, meningsfuldt sted. Musikken interagerer med de eksterne lydreferencer (omslutter eller absorberer dem) og forstyrrer således en konventionel tidssans ved at indsætte sin egen frie association med temporalitet.«

Till argumenterer altså for, at ambientmusikken farver vores opfattelse af tid og rum. Det er i sådan en situation, hvor tavlen viskes ren, hvor vi ser, hører, dufter, smager og føler verden omkring os på en uvant måde, at vi kan opnå en sansemæssig tilstand, som man kan kalde for æstetisk hypersensitivitet.

Den ambiente indstilling

Æstetisk hypersensitivitet er en tilstand, hvor man oplever en form for forstærket eller mere generaliserende æstetiserende syn på verden omkring sig. Det er en tilstand, hvor alt potentielt kan have en kunstnerisk effekt på beskueren – hvor noget så banalt som en betonmur eller en solnedgang pludselig kan have en nærmest spirituel mening.

Luke Jaaniste, lyd-, social- og rumkunstner og ph.d. i ambient experience fra Queensland University of Technology, fandt i sin ph.d.-afhandling Approaching the Ambient: Creative Practice and the Ambient Mode of Being (2007) frem til et lignende koncept, som han navngav »den ambiente indstilling af at være-i-vores-omgivelser«:

»Det involverer en måde at interagere med vores urbane omgivelser på, der frasiger sig den typiske logik om forgrund og baggrund, som vores daglige og æstetiske liv hviler på. I stedet er den ambiente indstilling en forandret tilstand, hvor vi afstemmer os med vores omgivelsers ‘all-around-everywhere’-stoflighed.«

Vi kan opnå en sansemæssig tilstand, som man kan kalde for ‘æstetisk hypersensitivitet’

Ambientmusikkens proklamerede mål (i hvert fald per Eno 1978) er at fungere i og som både for- og baggrund – det skal være »lige så let at ignorere, som det er interessant«, men genren er siden vokset gevaldigt, og man er måske blevet lidt mere løs i definitionerne. Jaaniste tager også selv delvist udgangspunkt i Enos manifest, men pointerer, at denne Eno’ske dikotomi mellem for- og baggrund i visse situationer kommer til kort.

Det er her, at Jaanistes ambiente indstilling af at være-i-vores-omgivelser kommer til sin ret, når musikken decideret faciliterer en anderledes måde at interagere med verden omkring os på. Den ambiente indstilling sprænger nemlig skellet mellem for- og baggrund, og det er i netop dette ikkegrænseland (for grænserne er jo lige blevet udvisket), at den æstetiske hypersensitivitet kan træde i kraft.

Når hierarkiet mellem for- og baggrund, bemærkelsesværdigt og ikkebemærkelsesværdigt, kunst og hverdag, ophæves, når de tillærte regler om stofligheden glemmes, og når du tillige lytter til noget musik, der fortæller dig, at du skal føle noget, men ikke nødvendigvis, hvad du skal føle – så er din hjerne langt om længe fri til at (gen)finde meningen med alt mellem himmel og jord.

Verden set gennem ørerne

Det var en af de der sensommerdage, hvor vejret konstant vekslede mellem blændende solskin og styrtende regn, som om efteråret med en løftet pegefinger forsøgte at minde os om, at intet varer for evigt. Jeg var blevet fanget af et pludseligt regnskyl af nær monsunagtige proportioner, og jeg stod nu under et træ, der med sine hundredvis af små, brede, endnu grønne paraplyer skærmede mig for regnen.

Jeg lyttede til danske Sofie Birchs album Planetes fra 2019, og det var, som om tiden stod stille, som om jeg var i stand til at følge hver enkelt regndråbe hele vejen ned fra skyerne over mig. Dråberne eksploderede mod asfalten i takt med musikkens arytmiske, blide, klokkeagtige toner og blev en del af det nyskabte flodløb, der allerede havde dannet sig på kørebanen. Det var en melankolsk scene. »Ligesom i en film,« tænkte jeg.

»Hills Bells Mother« fra Sofie Birchs 2019-album »Planetes«. © Seil Records

De situationer, jeg har været i, hvor jeg har oplevet en form for æstetisk hypersensitivitet, har ofte haft det til fælles, at fokuspunktet er noget, der til daglig står i baggrunden og ignoreres. Ligesom ambientmusikken selv er det noget, der ikke afkræver for megen opmærksomhed, men som under de rette omstændigheder kan træde frem i forgrunden – eller måske endda ophæve distinktionen mellem for- og baggrund – og således opdages på nye, uvante vilkår.

Menneskehjernens evne til at finde mening i det ellers umiddelbart meningsløse er stor. Men måske endnu større er dens evne til at sortere ting fra i den evige konkurrence om vores opmærksomhed. Måske kan det at lytte aktivt til ambient få en til at se aktivt på verden? Selv de mest hverdagsagtige begivenheder og indtryk kan, med den rette musik i høretelefonerne, vise nye, udtryksfulde sider af sig selv, hvis blot man prøver at se verden gennem ørerne.