documenta – velkommen til verdens største jam 

»H-A-A-A-A-N-I-N-G,« sagde manden til hotelreceptionisten i Kassel. Den danske kunstner med fornavnet Jens og tilnavnet Take the Money and Run tjekkede ud med det fladeste a. Alle er på documenta – en 100 dage lang kunstfestival, som siden 1954 har fundet sted hvert femte år i den tyske by Kassel (sært, at kun et par danske medier har skrevet om documenta i år). At tjekke ind her, plejer at være ret befordrende for en kunstners CV. Her kultiveres alt det nye, ikke has-beens. 

Men ingen documenta uden ballade. »We are angry, we are sad, we are tired, we are united,« skriver massevis af kunstnere i et åbent brev på kunstplatformen e-flux denne weekend. Balladen startede med fjernelsen af værket People's Justice fra Kassels centrale plads få dage efter documentas åbning. Antisemitisk kunst på documenta går ikke. documenta-chefen blev fyret, det indonesiske kollektiv Taring Padi undskyldte, men men så kom det kunstneriske team med anklager om censur, så blev e-flux anklaget for at være antisemitisk. Den tyske stjernekunstner Hito Steyerl trak sit værk i protest: »Jeg har ingen tiltro til organisationens evne til at formidle og omsætte kompleksitet,« skrev hun i Zeit. Steyerl var ellers et hit i de få dage, man kunne opleve hendes installation af AI-genererede hulemalerier samt værket Animal Spirit (2022) formet som et futuristisk bimlende TV-show om kryptovaluta, sjove dyr i metaverset, en viral fårehyrde og en bakterieinficeret »oste-mønt«. Selv økonomen John M. Keynes dukkede op for at forkynde: »Tro ikke på Disney-økologi. Kom og få fingrene ned i jorden.« 

Dette er en test 

documenta fifteen vil gerne grave dybt. ruangrupa – den indonesiske kunstnergruppe, der som det første kollektiv nogensinde har kurateret documenta – gør alt for, at vi skal synke ned i den kreative muld og ikke bare besøge Kassel som museumsgæster med hænderne andægtigt foldet. Pünktlichkeit og tyske regler er punkteret. ruangrupas motto »Make friends, not art« veksler dyre stjernekunstnere til kunstnergrupper, organisationer og aktivister med protestskilte, bannere, DIY-æstetik og schools i alle afskygninger. Marrakech-kollektivet M18 præsenterer fx ikke en udstilling men et lokale til afslapning, biograf og et event med titlen »Hvad betyder det at være sammen?«. 

Visuelt understimuleret kan man sagtens føle sig blandt de mange politiske projekter, læringsrum og meditationsrum

Ligner det en fest? Her testes nye bæredygtighedsmodeller, alternative tilgange til kollektivitet, netværk, økosystemer. Humor, generøsitet, uafhængighed og transparens gælder – ikke udstillingsbøger med højt lixtal. ruangrupas håndbog kan man faktisk tage med sig rundt i Kassel. 

Visuelt understimuleret kan man sagtens føle sig blandt de mange politiske projekter, læringsrum og sågar meditationsrum til de kunstbesøgende, som flere af de internationale kunstmagasiner konkluderer.

Men der er vel også noget for øret?

Chili og Sex Pistols

Inde i et drivhus i Aue Park ligger træstammer på lit de parade. Træstammer fra tyske skove, slået ihjel af biller, indsamlet af kunstnergruppen Más Arte Más Acción. Det elektroniske soundscape med dyrelyde og stemmer demonstrerer, at der er mere spræl i de columbianske skove end i Tysklands monokulturskove, men klimaforandringer og skovrydning vil måske snart gøre det af med al den højlydte sprællen. En sorgfuld melodi lyder også i Nguyen Trinh This installation inde i Rondell-tårnet, som engang husede et torturkammer. Melodien, der spilles på en traditionel vietnamesisk sáo Ôi-fløjte, er formet som indestængte hyl. Under os i halvmørket er chiliplanter, og på væggen ses skygger af en chiliskov. Værket er inspireret af en forbudt scene i en vietnamesisk novelle om livet i interneringslejre i det nordlige Vietnam. Forfatteren beskriver skovens blomster og reflekterer over frihed symboliseret i smagen af chili.

I åbningsdagene kunne man høre qasidah, moderne arabisk musik med Nasida Ria, et band fra Java med piger i tørklæder og med violiner, bambusfløjter og keyboards. På en flydende scene ved floden Fulda optræder kunstnerkollektivet Black Quantum Futurism og den amerikanske digter, musiker og aktivist Moor Mother med bandet Irreversible Entanglements, men BQF står også for værket Black Grandmother Clock (Oral Futures Booth) (2021), der dokumenterer audio-vidnesbyrd fra besøgende i Kassel, så fortidens historier, sange og lyde fra byen ikke bliver glemt.

Metal-gamelan-bandet Gabber Modus Operandis koncert er aflyst, men udenfor Hallenbad Ost, en nedlagt svømmehal i Bauhaus-stil, strømmer trippede rytmer fra en musiker ved en hjemmebygget scene med to cykler og megafoner. Inde i svømmehallen er stilheden enorm og forstærkes kun af røgelse, der brænder ved siden af tysk ølpølse, brød og en halv dåse peanuts som offergave. I mylderet af mennesker på Taring Padi-kollektivets banner-værker – fx på Sekarang Mereka, Besok Kita (Today they’ve come for them, tomorrow they come for us) (2021) – ses en mand med guitar, en på bongotrommer, andre har mikrofoner. På et andet banner ses en kvinde i en Sex Pistols-t-shirt. Folk bærer køller, hamrer, geværer, knyttede næver, machetter og torturapparater. Musikere er altid med til protester mod grådighed og dollartegn – som rytmisk ledsager til kollektiv modstand. I en dokumentar lyder det, at oprøret skal »keep beating and boiling.« 

documentas beat er et ret kompliceret beat

Timesharing og sange, der dør 

documentas beat er et ret kompliceret beat. ruangrupas 14 inviterede kollektiver har inviteret andre kollektiver, og cirka 1500 deltagere gør verdens største kunstudstilling fordelt på 32 lokaliteter alt andet end statisk, men flydende og kakofonisk som en vildtvoksende radiostation. Lyt blot til lumbung Radio, en open online community radiostation, som tilbyder audiofonisk common space og timesharing. Vi skal udveksle stemmer. Lytte til lyden af afrikanske frihedsbevægelser i projektet Radio Freedom, som bryder ind i Kassels lydlandskab, når det sender via Freies Radio Kassel. Lytte til det hårde smæld, som falder fra en pind i Stadtmuseum Kassels store betonrum. Smældet er iscenesat af Nha San Collective, en vigtig gruppe på den politiske kunstscene i Vietnam og det første non-profit, kunstnerdrevne rum for eksperimenterende kunst i landet.

Beatet er helt sikkert kollektivt: Gennemgående på documenta er begrebet ‘lumbung’, som betyder rislade, hvor overskuddet fra høsten opbevares til gavn for samfundet. Lumbung skal ikke forstås som et koncept, men en konkret praksis, der bygger på principper om kollektivitet. I kakofonien gælder det om at lytte. Til de uendelig mange stemmer, som i år tilhører mennesker fra den sydlige halvkugle. 

Og selvom ruangrupa siger, de har lavet disse aktiviteter i de sidste 10 år, lyder det hele bare anderledes i Kassel, hvor ruangrupa laver en arena, hvor man kan lære noget om iransk dødsmetal (fint videoværk i Stadtmuseum Kassel af Safdar Ahmad om tilhørsforhold, racisme, hård rock og Sufi-traditionen), feministisk kunst fra Thailand og hverdagspolitik i et pandemiramt Filippinerne.  

I det neo-klassicistiske Friedericanum er fx Siwa Plateformes installation L’economat, hvor publikum sidder i lædersofaer og lytter til mennesker på farlige rejser, der taler gennem skrattende transistorradioer. Deres kufferter ligger ved siden af vores behagelige sofaer. 

Gå ikke ind, siger skiltet. Den dør bliver aldrig åbnet. Pirrende!

I en fantastisk film af det syriske kollektiv Komîna Fîlm a Rojava (The Rojava Film Commune) synger sangere midt i den gudesmukke natur simple budskaber: »Hvis sangene dør, dør vi også.« Sangere passer på den musikalske arv – nationens træer og planter, som alle modsatte sig udryddelse ved konstant at forny og genskabe sig selv:

»Popular songs are like passionate knights with bright clothes, riding a white horse standing against the dark forces, rising it’s colorful shield. Nowadays this singing legacy awaits us on the cliffs, hoping to be rescued like lonely trees.« Melankolsk og meditativ er også filminstallationen Aşît (2022) om musikeren Hayrik Muradyan. Instruktøren Pinar Öğrenci er vendt hjem til sin fars hjemby Müküs i bjergene i grænseområdet mellem Tyrkiet og Iran, hvor man indtil 1915 talte både armensk, kurdisk, farsi og arabisk. Kun kurdisk har overlevet. 

Inde bag en barrikaderet dør på bådudlejningsstedet Ahoi ved Fulda-floden høres stemmer og lyde fra en film, som kører inde i træhuset. 35 minutter til næste session. Gå ikke ind, siger skiltet. Den dør bliver aldrig åbnet. Pirrende! 

Vodou-kosmologi og dødsmesse

Her i industrikvarteret Bettenhausen, som for første gang huser documenta, er flere spændende udstillinger.

I de rå haller i Hübner Areal flyder stemmerne sammen i Trampolinhusets udstilling, hvor mennesker, der søger om asyl i Danmark, taler om meldepligt og uvidenhed om, hvad der skal ske med dem i fremtiden. Ved siden af er en musikscene (der er mange scener og platforme på documenta, hvor noget på et tidspunkt i udstillingsperioden skal ske. Ikke alt er annonceret). På en skærm kører en koncert med Vieux Farka Touré. 

Her er fine værker af indiske Amol K. Patil, bl.a. et videoværk med en »rulleskøjte-performance«, hvor en mand ruller rundt i gaderne i en indisk storby med en ghettoblaster. Patil er inspireret af faderens ven, der fejede gaderne, mens han kørte på rulleskøjter og en radio ved taljen. Han var ikke velkommen nogen steder og lukkede – i protest – den omkringliggende verden ude med musik. Patils inspiration er også de såkaldte »powada«-sangere i det 17. århundrede, som sang ballader og dermed udgjorde en protesttradition hos den lavere kaste.

Det føles som at træde ind i en blanding af en dødsmesse og en piratfilm

Men det er i St. Kunigundis Kirche, at en af documentas bedste udstillinger findes. Det føles som at træde ind i en blanding af en dødsmesse og en piratfilm, sådan som de mandshøje skulpturer lavet af kranier med Jomfru Maria-sjaler og pistoler står i kirkerummet. Den haitianske gruppe Atis Rezistans | Ghetto Biennale med André Eugène i front har installeret flydende verdener af vodou-kosmologi, dystopisk sci-fi, haitiansk populærkultur og vodou. I luften hænger en plastikdukke, der spiller på et klavertastatur (Kibodist (Pianist)) (2017) og noget fra en støvsuger som hat. Inde i et lille kapel er Simon Benjamins fine audiovisuelle installation, The Memory Held Within Water (2022), der på meditativ vis med lyden af små klokker fortæller om en haitiansk kunstnerkollegas nære relation til en gammel vandbrønd i familiens hus i Port-Au-Prince. 

På første sal er Henrike Naumann og Bastian Hagedorns lydværk The Museum of Trance (2022), der udforsker kulturen omkring 90’ernes tyske musikgenre Trance. Et moderne orgel, det centrale instrument i tilbedelsesceremonier. Værket er her, fordi naboen til siden St. Kunigundis Kirche var engang en legendarisk klub ved navn Stammheim, og kunstnerne forestiller sig, at kirkegængerne til søndagsgudstjenesterne må have oplevet technobeats fra klubben. Mere overordnet skabes der også en forbindelse mellem tysk techno og vodouceremonier i Haiti. Trommer, sange, ritualer og rytmer fra Rava-bands høres også i en serie fascinerende film om de haitianske kunstnere på udstillingen.

Spørgsmålet, som den haitianske udstilling, stiller, lyder: »What happens when first world art rubs up against third world art? Does it bleed?« Denne udstilling er ihvertfald vild; den går direkte i kroppen.

Vil man med på kunstbeatet, må man smide sit solistiske jeg og være med i rundkredsen

Traum – nicht trauma

Documenta er rig på den slags spørgsmål. Rig på traumer, ubekvemmeligheder og helveder på jorden. I endnu et værk fra Trampolinhuset placeret i tunnelen under Platz der Deutschen Einheit kan forbipasserende læne sig ind til farverige højttalere og høre flere historier fra asylanter i danske flygtningelejre. Et fint lydværk af Berlin-kollektivet *foundationClass kan opleves i 70 biler fra MiniCar (en lokal udgave af Uber), og mens man kører, hører man direktøren for selskabet fortælle om det taxadynasti, som hans tyrkiskfødte far og onkel startede. Vi hører om immigranters første møde med Kassel, om deres arbejde, yndlingsmusik, begrebet hjem, mørke Geschäfter, et brutalt knivoverfald i en taxa i juni 2020 og et brutalt mord i en internetcafe en forårsmorgen i 2006.

Men mere end traumer, presser drømmene sig på. På Hotel Hessenland ledsages de af meditativ fløjte, naturlyde og fresh vibes.

»Contemporary art has been outdated. The floirassance has begun,« står der på skilte placeret flere steder i Kassel. Og vil man med på kunstbeatet, må man smide sit solistiske jeg og være med i rundkredsen med historiefortæller fra dele af verden, vi normalt ikke retter vores ører mod. 

På Grimmwelt Kassel huserer fx Agus Nur Amal Pmtoh i sit farverige univers af fundne objekter og plastikbøtter, en indonesisk hyggeonkel, der snakker og synger sig igennem alt det, du kan gøre for klimaet. Om Argus står der, at han er historiefortæller, journalist, forsker, nabo og ven. Wow, hvorfor lærer klimapolitikere ikke at synge, så deres budskaber kan nå ud?

Venskab er vigtigere end kunst. Det er med positivitet og empati, vi skal bygge fremtiden. Når den gamle kunstbåd synker. The Art Newspaper har på sin vis ret i, at documenta er »an anti-exhibition for those ‘haunted by biennials’«.

Der er utvivlsomt noget nyt og cooking med indonesernes take på den højhellige documenta. Kan man andet end at at prøve at være nede med indonesernes punk-attitude? Et bluffnummer er documenta vel ikke? 

Verdens problemstillinger er blevet anderledes kaotiske og kunstverdenen anderledes kompleks, end for bare tyve år siden, da Jens Haaning udstillede på documenta. I år har Haaning i øvrigt ikke besøgt Kassel for sjov. På off-stedet Hafenstraße 76 hænger bannere fra *foundationClass med budskaber om inklusion/eksklusion, men også Haanings motto »take the money and run« blafrer dér.

På denne documenta laver ruangrupa nye vejskilte til samtidskunsten

Den ene dag kan man kigge på et værk på et museum i Aalborg, den anden dag hænger samme budskab på bannere i et tysk industrikvarter. Haaning er vist ikke nævnt med et ord.

Jam i Kassel – panden mod muren

ruangrupa går nogle skridt videre end den nigerianskfødte, internationalt arbejdende kunstkritiker og kurator, Okwui Enwezor, der som direktør for documenta i 2002 også forsøgte at gøre op med kunstens etnocentri. Make friends not art er det ikke blevet til endnu… Og selv hvis ruangrupa havde skrevet: Do you wanna join our band? ville ikke alle være med. Lumbung-ånd og kollektive praksisser dur ikke for alle.

Måske har rummet for samtale og diskussion ikke været stort nok? Måske af ren overvældelse føles første møde med documenta fifteen som om, noget ikke spiller sammen. Måske savner man en parlør for at kunne navigere rundt? Men ruangrupa har faktisk sørget for at lave en ordbog med forklaringer af begreber som Documentamtam, Fridshool og Common Pot.

ruangrup skriver, at de med documentas kunstprojekter vil bibringe en »diversitet af tider og rum«. Måske bør man vende det andet øre til? Hvis man tror, man kan gå til denne documenta som til alle de foregående documentaer, misser man alt.

Der har aldrig været en så spraglet documenta

Ihvertfald kan man sige, at på denne documenta laver ruangrupa nye vejskilte til samtidskunsten. Ihvertfald er modernismen død. Helt sikkert kan documenta, som åbnede med et hav af events, fra fælleskøkken til mini-Berghain, sammenlignes med et Gesamtkunstwerk, som The Art Newspaper foreslår. Mere end ellers skal man selv samle sin documenta-oplevelse. Og mere end ellers er den umulig at samle til en entydig størrelse – for stemmer taler i munden på hinanden, som i et levende patchwork, som en jam i et øvelokale. For ruragrupa undviger sig at tale om kunstværker; kunsten skal finde en naturlig forbindelse med det omgivende liv. Selv Fridericanum er taget i brug som sovesal for kunstnere.

Der har aldrig været en så spraglet documenta, som på så radikale måder søger at indfange den vilde, accelererende verden ved at gengælde det med netop en diversitet af tider og rum. Selvfølgelig er man lost i Kassel. 

Men måske forstår man verden og kunsten bedre uden fast grund under fødderne. Det er det, sammenstød og jams ofte afføder. Jeg er ikke sikker på, jeg forstod årets documenta. Men i mødet med flere af værkerne mærkede jeg, at vi ikke kan blive ved med at banke panden ind mod samme mur. Det gør ondt. Det er dumt. Jeg mærkede i mange af værkerne en slags ballader til en martret verden. Balladerne var ikke blottet for håb. Og sådanne sange er svære at gå uden om. For på et tidspunkt ender de alligevel med at ramme én i panden.  

documenta i Kassel finder sted 18. juni-25. september 2022