Dødens kærtegn

Komponisten Ylva Lund Bergner er født i 1981 og har flere kompositionsuddannelser bag sig. Hun har tidligere studeret komposition ved Gotlands Tonsätterskola, Kungl. Musikhögkolan i Stockholm og Conservatorio de Musica de Peugia. Gennem de sidste fire år har hun studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede d. 26. april 2012. Ved debutkoncerten kunne man høre 10 af hendes værker.

Intens røgforgifning
I korværket Öken Ter Gan Osk  er man fra begyndelsen omringet af rallende strubelyde fra højttalere placeret omkring publikum, mens de otte sangere, der udgør koret på scenen, er tavse. Efter et stykke tid sætter sangerne ind med tunge åndedrag i hver deres mikrofon. Efterhånden begynder de at ralle på samme bizarre måde som struberne i højttalerne, som blev de inficeret af dem.

Det er inspireret af en ubehagelig oplevelse i en røgfyldt bar i Prag. De skarpt knirkende lyde virker påtrængende som tobaksrøg, river i nerverne og er sat sammen med så stor musikalitet, at det er svært ikke at tage dem til sig. 

Desværre knækker Öken Ter Gan Osk over på midten og går over i en blid korsats, der ifølge Bergner er en betragtning over måne i et fremmed land. Her synger sangerne lange toner, mens højttalerne åbner et landskab af ambient-klange og en lille, klokkeagtig lyd, der gentages. Det er smukt. Men sammenlignet med den intense røgforgiftning er det så konventionelt, at det virker som et tilbageskridt, og der er ingen musikalsk sammenhæng mellem de to dele. 

Babymonsteret i klaveret
Macronetes for præpareret klaver har de samme styrker og det samme problem. I værkets midterste afsnit opererer de to musikere inde i klaveret og udfører handlinger, som publikum ikke kan se. Det lyder som hjerteskærende gråd fra et ikke-menneskeligt væsen. Jeg kom til at tænke på David Lynchs Eraserhead, hvor et ungt par bliver forældre til en øgleagtig skabning, som de gør deres bedste for at tage sig af. 

Det lyder som hjerteskærende gråd fra et ikke-menneskeligt væsen. Jeg kom til at tænke på David Lynchs Eraserhead, hvor et ungt par bliver forældre til en øgleagtig skabning, som de gør deres bedste for at tage sig af. Det er frastødende og gribende.

Det er frastødende og gribende. Men værket begynder og slutter med konventionelle satser, der lyder som John Cages musik for præpareret klaver. Det gør samlet set Macronetes til et mindre intenst værk, end hvis midterdelens musik havde stået alene.

Raffinerede lyde i poetiske forløb
Lund Bergners musik består af raffinerede lyde, der enten bliver frembragt elektronisk eller af sangere og instrumentalister. Ofte bliver det gjort fantasifuldt. De jamrende lyde i Macronetes stammer fx fra en billardkugle, som pianisten drejer rundt i et hul i klaverets ramme, og i et andet værk spiller slagstøjsspilleren med en violinbue på en arkitektlampe.

Elektronikken spiller organisk sammen med dette, omformer lydene og bærer dem rundt i salen gennem højttalere. Det smelter så godt sammen, at man ofte ikke kan skelne elektronik fra instrumenter og stemmer.

Alt dette er formet som musikalske forløb efter poetiske og dramatiske principper. Bergner fortæller i sine programnoter, hvad værkerne handler om. Mange af dem fokuserer på smertelige ting som forgiftning, indespærring og død. Ensembleværket Euphorbia er fx en musikalsk fortolkning af en dødelig plantegifts virkning på kroppen, og akkordeonværket Cerulean Minim lader musikalsk set akkordeonisten være fanget i instrumentet og kæmpe en forgæves kamp for at slippe ud.

Vage kompositioner
Men de fleste af værkerne savner den slagkraft, der gør begyndelsen af Öken Ter Gan Osk uforglemmelig. Idéerne bryder ikke gennem den raffinerede overflade. Cerulean Minim byder fx på et flot samspil mellem instrumentet og elektronikken, men giver ingen oplevelse af indespærret desperation. Og Euphorbia fremstår blot som en dis af smukke lyde.

Klassiske instrumenter, der med traditionelle og utraditionelle spilleteknikker laver sarte lyde, har man efterhånden hørt en del gange. Sådan er det fx. i Salvatore Sciarrino eller Beat Furrers musik. Det er så velkendt, at det i sig selv ikke åbner nogen ny verden. Derfor er det vigtigt, at musikken kontant sætter sin vilje igennem, og her er det blandede ensembles flimrende lydverden en atmosfære, som aftenens fem ensembleværker ikke kunne trække vejret i. De var kedelige.

Oplyste spor
Udover fire enkeltstående værker bestod koncertens program af seks uddrag af Bergners kammeropera The illuminated traces of Ligeia. Operaen er skrevet over tekster af Edgar Allan Poe, Gabriel García Marquez og Inger Christensen. 

De seks stykker er meget forskellige: En violinsolo med elektronik, tre værker for kammerensemble, et korværk og et stykke for danser og elektronik. Værkerne har ikke mere til fælles med hinanden, end de har med de øvrige af koncertens værker. 

I programmet skriver Bergner, at operaen "handler om forgængelighed og livets kontraster" og konkretiserer det med nogle begrebspar: Lys/Mørke. Liv/Død. Kaos/Ro.

Ud fra så generel en beskrivelse kan jeg ikke danne mig noget billede af, hvad idéen er med operaen. Da den efter uddragene at dømme ikke har nogen fortløbende handling eller noget gennemgående karaktertræk, frygter jeg, at The illuminated traces of Ligeia som helhed kommer til at mangle fokus på samme måde som så mange af Bergners enkelte værker.

Et kor af orme
Jeg ville ønske, at hele operaen var for sangstemmer. Sammen med Öken Ter Gan Osk er Conqueror Worm for sopransolo og 10 sangere nemlig aftenens bedste værk. Det er en tonesætning af Edgar Allan Poes digt af samme titel. Ligesom digtet udgør et højdepunkt i Poes novelle Ligeia, er Bergners korsats et højdepunkt i operaen.

Hendes musik kan gribe og fastholde en smertelig tilstand og udfolde den, så man trods smerten føler trang til at tage dybere stilling til den.

Digtet handler på makaber vis om, hvordan mennesket i sidste ende bliver indhentet af døden. Bergner har skrevet en sublim vokalsats, der udfolder forgængeligheden. Solosopranen synger Poes tekst, mens resten af koret imiterer små fragmenter af tekstens lyde i et tæt væv. Det lyder, som om koret er en flok forslugne orme, der blidt, men ubønhørligt æder teksten op.

Man kan se for sig, hvordan sopranens stemme bliver fortæret og omsat til muld. Satsen fokuserer skarpt på nedbrydningen af teksten og lader de afgnavede bidder forme stadigt nye mønstre. Det er grufuldt. Men fordi mønstrene er udformet med omsorg for detaljerne, virker korets afskyelige handlinger samtidig milde. Som en slags dødens kærtegn, der forsoner en med livets forgængelighed.

Et stort talent
Det ville klæde Ylva Lund Bergners musik med et skarpere fokus. Hvert enkelt af hendes generelt korte værker præsenterer ofte tre-fire idéer, uden at nogle af dem får plads til at udvikle sig. Men koncertens to korværker viste, at hun er et stort talent. Hendes musik kan gribe og fastholde en smertelig tilstand og udfolde den, så man trods smerten føler trang til at tage dybere stilling til den.