»Jeg vil gerne sige noget om vores tid«

»Jeg fik et chok. Nå, sådan kan man altså også bruge sin stemme!«

Line Tjørnhøj sad i en Morris Mascot på vej hjem fra et selvudviklingskursus i Wales. Bilradioen spillede Kate Bushs sang Rocket’s Tail med gæstevokaler af gruppen Trio Bulgarka, året var 1994. Hun var trist og mismodig. Efter første dag på kurset havde hun fuldstændig mistet stemmen. Sigøjneren Ida Kelarova, som afholdt kurser med fokus på den ‘naturlige stemme’ såvel som bjergbestigning, havde sagt, at hvis hendes danske deltager ikke ‘ville’ synge, var det bare at pakke kufferten. Line Tjørnhøj blev der tiden ud, men isolerede og skammede sig over ikke engang at have en stemme.

Line Tjørnhøj sad i en Morris Mascot på vej hjem fra et selvudviklingskursus i Wales

Men de bulgarske stemmer i radioen sagde hende noget. Da Line Tjørnhøj kom tilbage til Danmark, blev hun optaget på Bulgarsk på Aarhus Universitet – og tog til Sofia. Den karismatiske solosopran Tzvetanka Varimezova tog hende under sine vinger og gav Tjørnhøj sangtimer, mens Varimezova lavede sirene po shopski, en af Bulgariens ikoniske feta-retter, på terrassen.

»Jeg var 34 år og på jagt efter mig selv,« siger Tjørnhøj i dag, når hun tænker tilbage på tiden i Bulgarien. Hun opdagede, at det at synge gav hende den indre styrke, som selvudviklingskurset ikke formåede.

Line Tjørnhøjs egen stemme var et mærkværdigt bekendtskab. Den lavede store knæk og grimme lyde, syntes hun. Men mere end at lære at tøjle den ville det være spændende at finde ud af, hvad man egentlig kunne stille op med forskellige stemmers individuelle særpræg. Og det er vel her, Tjørnhøjs musik har fundet sit særlige udtryk, der allerede inden debutkoncerten har kastet flere internationale opførelser og den store Carl Nielsen Pris af sig. Det til trods for at hun både har haft karrierer som sømand og terminalsygeplejerske, inden hun i en relativt sen alder tog springet ud som komponist.

Når hun 15. september debuterer fra Det Jyske Musikkonservatorium, er det efter en længere (om)rejse, men hele tiden har stemmen været med som guide.

Dybere nede end det intellektuelle
Jeg sidder på Line Tjørnhøjs kontor på Godsbanen i Aarhus, kilet ind mellem et skrivebord og en gammel, barnevognsstor lirekasse.

»Jeg var ti år og kunne med min fantasi se tårerne, som blev konkret magiske,« fortæller hun om en af sine første lytteoplevelser, Susanne Lanas danske version af “Hvis tårer var guld”. »Det var i radioen, for jeg var ikke sådan én, som gik til koncerter, højst lidt folkedans i gymnasiet. Men jeg husker også at ligge på græsset med min far, som bad mig gengive lyden af naturen. Han sørgede over at have mistet de høje frekvenser, så han ikke længere kunne høre lyden af græshopper.«

»Skærmoplevelser mangler den sanselighed, som vi med vores ører, stemme og øjne oplever verden og hinanden med«

Line Tjørnhøj stammer fra kongernes by, Lejre. Efter gymnasiet begyndte hun på Aspirantskolen i Svendborg for at blive sømand, men skiftede efter et par år til sygeplejestudiet. Og parallelt med at hun som sygeplejerske passede døende patienter, lavede hun sidst i 90’erne kreative projekter, skrev, malede og hørte om den sydafrikanske sangpædagog Roy Hart og hans idé om stemmen som sjælens muskel. Aarhus havde et stort ‘selvudviklings-community’, og Tjørnhøj begyndte at synge.

Langsomt – op gennem 00’erne – åbnede der sig nogle døre. Da kammeroperaen Anorexia sacra (2006) for seks stemmer og kontrabas – hendes første rigtige partitur – vandt en publikumspris ved Opera Vista Festival i Houston, begyndte hun at overveje at søge ind som komponist på Det Jyske Musikkonservatorium. Hun blev optaget som kandidatstuderende som 50-årig i 2010.

Hvordan er koblingen mellem dine oplevelser fra dengang, du tog dig af døende mennesker, og dit virke som komponist?

»Der er en direkte kobling. I alt, hvad jeg laver. Når der hos et menneske kommer en pause i vejrtrækningen, tænker man: ‘Var det det sidste?’ I samme øjeblik, et menneske dør, så fatter man det et andet sted end det intellektuelle. Det er ikke trøst, men vi forstår, på et meget dybt niveau, at kroppen er død – og vi bliver løftet videre. Vi genkalder det i kunstoplevelser på alle mulige måder, og jeg tror aldrig, kunsten kan miste sin meningsfuldhed for mennesket. Det er også derfor, skærmoplevelser mangler den sanselighed, som vi med vores ører, stemme og øjne oplever verden og hinanden med.«

I en årrække har Tjørnhøj udforsket operagenren, blandt andet i ‘opera-laboratorierne’ coOPERAtion, hvor hun satte kreative benspænd for sangere, performere og komponister. I 2016 gjorde hun Jægergaardsgade i Aarhus til en scene for gadeoperaen Tusk med 100 festklædte musikere i butiksvinduer og lejligheder. En slags opera-flashmob, i myldretid.

»Højdepunktet var, da nogle fyre kom kørende med nedrullede vinduer og spillede høj rap. Lige forbi min lirekasse. Da blev mit værk helt perfekt!«

»Højdepunktet var, da nogle fyre kom kørende med nedrullede vinduer og spillede høj rap. Lige forbi min lirekasse«

I 2017 skabte hun operaen Shanghai for professionelle operasangere og performere med forskellige handicap, som for alvor brød med operagenren, samt Agony – An Eating Opera, der også havde skabelsesprocessen i fokus: Designere, musikere og en kok rejste til Jordan og mødte kvinder fra et empowerment-projekt. Operaens aktører delte ressourcerne og lavede produktudviklingen. Under forestillingen fik publikum serveret gourmetfingermad.

»Det bedste var, da publikum blev til selve orkestret. Vi sad i et iscenesat rum med en følelse af, at man ikke måtte larme, og alligevel larmede man. Jamen vi skal jo spise! Maden knasede; nogle af de fortryllende lydøjeblikke skabte vi sammen.«

»Havde ikke håndværket i orden«
Hvad har du lært af disse publikumsinvolverende projekter?

»Måske kan man kalde det en krise, men jeg har mange, mange tanker om, hvordan det giver mening at invitere publikum ind til en kunstoplevelse. De fleste vil helst høre noget velkendt: musical, klassisk opera, comedy – alt det, man ved, hvad er. En bestemt måde at blive underholdt på.«

»Faste formater dur ikke. I dag er det visuelle så stærkt«

For Line Tjørnhøj er disse projekter en slags ‘grundforskning’. De mere snævre kunstoplevelser – som hun i en årrække piloterede som formand for Aarhus Unge Tonekunstnere – giver kun mening, hvis de bruges til at undersøge nye territorier:

»Det er, som om nysgerrigheden er forsvundet. Det er ligesom med håndværk, som bliver smukt, når der bliver arbejdet med det. Faste formater dur ikke. I dag er det visuelle så stærkt. Mange putter noget i ørerne for at holde noget andet ude. Det særlige ved musikoplevelser er, at de foregår i timeline, det er over tid, at vi tager noget ind. Lyd gør, at vi kan være inde i noget. Men de fleste er ikke trænede i at lave aktiv lytning over et timespan. Det velkendte er de der tre minutter, slet ikke et værk på tre timer.«

»Jeg følger også mine børns feed med rap, asiatiske bands, Lydmor og Søs Gunver Ryberg. Et koreansk boyband som BTS åbner min verden i en mere tidløs og fri behandling af sprog og tonesprog. Den måde, de engelske lånefraser nusles ind i sproget på, er skønt i et vestligt øre, hvor alt på engelsk hurtigt giver lukkede Hollywood-associationer.«

Tjørnhøj stræber selv efter at lave musik, som tillader lytteren en stor frihed. Ofte er der ikke en fikseret historie:

»Jeg er inspireret af den moderne forskning, som siger, at vi selv skaber de følelser, vi har behov for. Idéen om, at følelser er noget, vi bare har, bliver sat i kritisk lys i disse år. Vi kan vælge at blive følelsesmæssigt berørt. Og jeg tror, det er godt at blive følelsesmæssigt berørt.«

Det bliver hun selv over den virtuelle hologram-popfigur Hatsune Miku og filmmusikken til Ghost in the Shell af den japanske komponist Kenji Kawai. Hun orienterer sig bredt – er til taleradio og lyttede også med, da tysk radio transmitterede Bernd Alois Zimmermanns opera Die Soldaten fra Nürnberg tidligere på året:

»Stor kompleksitet, tre orkestre på én gang, intenst indhold om krig. En industri, hvor der tjenes så store penge af magtfulde skyggemænd, der kun har interesse i at tale i trusselsterminologi.«

Da hun i 2010 modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, var der stemmer i det miljø, hun gerne ville være en del af – de mere etablerede komponister – som ikke syntes, hun havde fortjent det

Men trods sin brede viden og interesser føler Line Tjørnhøj ikke, hun har en dannelse, som gør hende i stand til at sige, at noget er mere værd end noget andet. Da hun i 2010 modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, var der stemmer i det miljø, hun gerne ville være en del af – de mere etablerede komponister – som ikke syntes, hun havde fortjent det.

»Min musik var ikke intellektuel, den var ikke akademisk, og jeg havde ikke håndværket i orden. Og på sin vis var det rigtigt. For jeg havde ikke håndværket i orden, i forhold til hvad de etablerede komponister kan. Så det har hele tiden været en øvelse i at have fuldt fokus på, hvad jeg kan og vil. Hvis man skal forsøge at forstå det, jeg laver, så skal man ikke kigge i musikhistorien. Det er ikke eksperimenterende, overskrider ikke grænser. Det er et kunstværk; det er sig selv.«

Hvordan ser du kunstnerens rolle i dag?

»Kunstnere har brug for tid, når de skal forholde sig til vores verden med krig, ballade og klimakriser. Jeg tror ikke, man kan diktere, hvad kunstnere skal. De skal fordybe sig; vi har brug for den fordybelse. Bliver de presset til at leve op til et markedsbåret samfund, så får verden ikke noget ud af de investeringer.«

Karrierens hidtidige højdepunkt var en invitation fra dirigent Paul Hillier til at komponere et nyt værk til Ars Nova Copenhagen. Art Vox Reportage – on civilisation 2.0 (2016) indeholder tekster af nobelprisforfatteren Elias Canetti (1905-94) og den iranske poet Rabia af Basra (714/18-801), men Tjørnhøj indlejrede også nutidige referencer til whistlebloweren Bradley Manning og citater fra internettet om krigsbudgetter, like-knapper og adfærdsanalyser af folk i lufthavne. I værket forsøger hun at printe den elektroniske lyd ind i den akustiske stemmelyd. Sangerne imiterer elektronisk bearbejdet lyd.

»Alt blev udviklet i en kollektiv proces og kostede sved og tårer. Jeg har lovet mig selv, at min musik skal give mening, og jeg vil gerne sige noget om vores tid. Lyden og det kunstneriske skal hænge sammen. Menneskelige udtryk kan antage så mange former, og det eneste ‘instrument’, som virkelig er i stand til udfolde dette brede spektrum af følelser, er den menneskelige stemme.«

Ser vi bæstet i øjnene?
15. og 16. september får sømanden, sygeplejersken og komponisten opført det nyskrevne værk Entmenscht – An Artwork of Our Time, afslutningsværket fra Det Jyske Musikkonservatorium, som opføres af vokalensemblet Theatre of Voices og Paul Hillier.

Tjørnhøj har kigget tilbage i tiden og fundet nogle »lidt mere ekspressive mennesker end dem, der lever nu i vores pæne verden«. Hun citerer kunstnere fra tiden omkring 1. og 2. verdenskrig, blandt andre Oskar Kokoschka og Charlotte Salomon med deres dramatiske kærlighedsrelationer til henholdsvis Alma Mahler og Alfred Wolfsohn (Roy Harts stemmelærer, i øvrigt).

Ud over at lede Theatre of Voices performer Paul Hillier også nogle grafiske partiturer, og kunstneren Signe Klejs former det visuelle univers i kunstværket:

»Vi er medskabende kunstnere og viklet godt og grundigt ind i hinanden. Arbejdsrelationen er iscenesat som en del af processen: Signe er ‘kunstneren’, jeg er ‘modellen’ – det reflekterer indholdet af det historiske materiale.«

Signe Klejs i arbejde inden opførelsen af ‘Entmenscht’. © Kaare Viemose

Ifølge Tjørnhøj italesætter Entmenscht »vores kunstsyn og vores samtale med publikum om kunst samt skreddet i det menneskelige mindset«. »Hvor er vi henne? Ser vi bæstet i øjnene?«

Forklar?

»Normalitet er blevet så snævert et begreb, at det faktisk ekskluderer de fleste«

»Normalitet er blevet så snævert et begreb, at det faktisk ekskluderer de fleste. Der er big business bag udviklingen af nye diagnoser som ‘kvinders manglende sexlyst’, ‘kompliceret sorg’ og diverse ‘børnediagnoser’. Vi fjerner i høj grad mange af de af livets vilkår, der påvirker et menneske gennem livet, fra vores forståelse af det normale og gør det meste til ‘noget, der kan behandles’. Og når vi færdes på de sociale medier, tager vi nye skins på hele tiden.«

Skins?

»‘Skins’ er det, børn køber til deres spilleri på nettet. Det ændrer ikke selve funktionaliteten – det handler udelukkende om din hud! Hvordan du ser ud! Vi, tror jeg, bilder os selv ind, at vi kan bevæge os ud og ind af forskellige skins og verdener, der mere og mere bliver virtuelle, og vi mister i højere og højere grad vores virkelige krop og mødet mellem mennesker med alle sanser.«

‘Entmenscht’ opføres 15.-16. september kl. 15 på Godsbanen i Aarhus – læs mere om værket hos Line Tjørnhøjs forlag, Edition S.