kritik

Kaos regerer

Vanvid og humor gik hånd i hånd, da Marcela Lucatelli debuterede som komponist fra konservatoriet i København med ét langt værk skabt til lejligheden – og til individerne på planeten.

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

This article is also available in English.

»Vil du anmelde Marcela Lucatellis debutkoncert? Det bliver formentlig totalt kaos.« Det vil jeg gerne, og ja, det blev det.

Vi kan lige så godt lægge ud med hundene. Den første hund var den bløde bamsehund, der blev slæbt ind på scenen af betjenten i latex-bondage-uniform. Den anden hund var den udstoppede ræv på skateboardet (okay, ikke helt en hund, men fire ben, skarpe tænder og en lodden hale). Den tredje hund var labradoren, som Marcela Lucatelli havde med sig, da hun sang den italienske aria de chiesa-pastiche akkompagneret af orgel og med forvrænget harpeguitar som obligat. Den fjerde hund var hunden på oliemaleriet, der blev vist frem af den blonde kvinde i videoerne ledsaget af elektronisk støj. Ifølge mine noter var der også en femte hund, som jeg beklageligvis ikke længere kan gøre rede for.

Lucatelli kan også godt tillade sig at være ærlig, for hun har så lidt at skjule

Lucatellis Gesamtkunstwerk Isych, das Moment – or how to describe atomic habits boltrede sig mellem det akademiske, det populære, det kantede, det banale, det teatralske, det zoologiske (der var også en skildpadde), det ubegribeligt vellykkede, det komplet bizarre og det stygt underholdende. Det var både en rutsjebanetur og et ritual, hvor præludiet og mellemspillene på orgel skabte en forbindelse til en højtidelig messetradition, men hvor de mange sketcher gav det samme lethed som en sommerrevy. Næsten alle performere på scenen spillede en rolle, og Lucatelli havde intet problem med at udstille instrumentale stereotyper: et Wozzeck-fjols af en basunist, en snerpet organist fastlåst i arkaisk kontrapunkt og en vredladen fløjtenist, der vandrede rundt og nægtede at se det sjove i noget som helst, end ikke bjælderne på hendes narrehat.

Frådende stemme

En vis Marcello Morns skrev i programmet, at vi skulle tage det, som det kom (min udlægning) – at vi selv skulle vurdere, hvad der var smukt, hvad der var grimt, hvad der var stjålet, hvad der var autentisk, og hvilken af disse egenskaber vi i øvrigt foretrak. Lucatelli fremviste hele pakken uden dikkedarer: møjsommeligt struktureret, stilrent udført (for det meste) og med forfriskende, indbydende ærlighed. En reflekteret og ligefrem introduktion, der var helt i debutkoncertformatets ånd. Så vidt jeg kan forstå, er dét også Lucatellis modus operandi til daglig.

Hun var den eneste af performerne, der ikke befandt sig i en fantasi. Måske spillede hun endda sig selv: komponisten, problemknuseren, historiefortælleren i førsteperson. Men Lucatelli kan også godt tillade sig at være ærlig, for hun har så lidt at skjule. Orgelmellemspillene, der stjal fra Bach, Reger, Laub og Dupré, viste hendes evne til at skrive indfølende, selv når det gjaldt det parodiske. Hendes fragmenterede ordmosaikker og støjlyde fra munden spejler Jennifer Walshes fysiske virtuositet og indre musik – med en substans, der får dig til at ville høre det hele igen. Hun udførte selv en vild telefonsekvens, et slags upoleret, sammenfiltret og komprimeret ekko af Poulencs La voix humaine.

Pressebillede af Marcela Lucatelli. © Caroline Bittencourt
Pressebillede af Marcela Lucatelli i et kostume, hun kortvarigt bar på scenen. © Caroline Bittencourt

Lucatellis stemme, hendes skarpeste værktøj, er lige så vigtig i skabelsen af hendes musik som i opførelsen af den. Hendes frådende, spruttende besværgelse i skæret fra et sæt stearinlys – sort sovekammermagi fra en koloraturvokalist indhyllet i gotiske klæder – var et højdepunkt, men de samme karaktertræk var spredt ud over koncerten. Især i Asta Hyvärinens opildnede trommespil, der ledsagede hele fremførelsen og førte nogle følsomme improviserede ensemblestykker med sig, som fungerede allerbedst, da Lucatelli og guitar-videnskabsmændene slog kreds om Ole Rubin og hans basun. Den scenevanthed, der blev fremvist i dette musikalske øjeblik, aftenens mest interessante, fik ekstra energi af den kløgtige improvisation og kulminerede i noget intenst og dramatisk.

I nært slægtskab med dette øjeblik fandtes et mere fintfølende, klaprende, Christian Winther Christensen-agtigt stykke fremført af harpeguitar, basun, trommer og en piccolofløjte, der hostede, gurglede og spruttede i bedste Lucatelli-stil – fremragende spillet af Marina Cyrino. Den elektroakustiske støj virkede – i spejlingen fra de nænsomt klippede videoer af en blond kvinde, der stirrede indforstået på publikum – barbarisk, men kultiveret; de kalligrafiske udtryk blev stablet oven på hinanden for at opnå en gennemslagskraft.

Titanic og individer

En af Lucatellis største udfordringer var helt klart at holde en form for styr på alle disse udtryk. Når konservatoriet forlanger af de debuterende komponister, at de udfylder 90 minutter efter eget valg, stiller dette lige så høje krav som udfærdigelsen af materialet i sig selv.

Noget, der bidrog til et godt flow, var orgelmellemspillene, den rastløse trommemumlen og de jævnlige besøg af to godmodige, hurtigt distraherede politibetjente, der kunne være hentet direkte i Ligetis Le grand macabre. En af dem, sunget af Poul Emborg, blev mere og mere overbevist om, at han var ved at forvandle sig til en kylling, hvorfor hans talte ord blev til klukken og kurren. Du finder ikke et bedre eksempel på Lucatellis kompromisløse humor end det. Her var der ingen piedestaler. »Hvorfor går de ikke bare hjem?« spurgte Emborgs partner, Klaudia Kidon, mens hun gestikulerede mod publikum efter et af mange nonsensøjeblikke.

Kaos? Ja. Og en kombination af humor og oprigtighed, man finder meget få steder

Måske fordi det på en eller anden måde hang sammen – et blafrende stykke stof, der blev holdt fast af de genkommende elementer. Et bump på vejen kom i form af en sekvens om Titanics forlis, hvor alle medvirkende bidrog til en lydlig graffiti over hymnen Nearer, My God, to Thee (selv den rankryggede organist, Katrine Immerkjær Kristiansen, slog sig løs), samtidig med at hymnen alligevel fik tilstrækkelig musikalsk tyngde til at overleve. Sekvensen medførte en undren over, hvordan vi var nået hen til dette helt anderledes sted i tid og rum, når koncerten ellers havde været så optaget af levende, nutidige individer og deres personlige kampe. Måske prøvede Lucatelli her kræfter med noget, der ikke falder hende så naturligt, noget, der ikke er så kantet eller har omstyrtelsens fascinationskraft.

Eller måske var Titanic-sekvensen der, fordi komponisten mente, at koncerten, i takt med at den nåede sit klimaks, havde brug for vægten af noget større, noget rodfæstet, noget universelt i modsætning til det idiosynkratiske. For det er det, som Isychs gavtyveagtige virvar savnede i sin insisteren på, at vi alle sammen tog det med os fra oplevelsen, som vi hver især valgte.

Dig-dig-dig

På den anden side er hele Lucatellis omdrejningspunkt netop det personlige: et mig-mig-mig, også selvom det egentlig er et dig-dig-dig. Debutkoncertens oprigtighed betød, at man sjældent fornemmede en arrogance, og at den næsten aldrig spildte tiden. Hvorom alting er, blev den rundet af med et enkelt »tak for i aften«, leveret med et metaforisk glimt i øjet af organisten Kristiansen, som vendte sig om på sin bænk for første og sidste gang.

På det produktionsmæssige niveau var der meget lidt, som antydede, at der var tale om andet end en studiekoncert: Der var akavede entréer og exitter på scenen (og for mange af dem), bævrende lysskift og performere, der ud af øjenkrogen signalerede, at de ikke var helt sikre på, hvad der skulle ske om lidt (hvorimod videoerne var klippet med professionel tæft).

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg forstod færre af referencerne end dem, der kender komponisten personligt (hvilket vil sige mere eller mindre alle i koncertsalen). Men Lucatelli har et bredspektret syn på verden og en selvsikker, individuel måde at gengive den på, som jeg tror skyldes teknik, erfaring og ører så store som dem, hun havde bundet om hovedet på sine to skøre, guitarspillende videnskabsmænd. Kaos? Ja. Og en kombination af humor og oprigtighed, man finder meget få steder.

Marcela Lucatellis debutkoncert fandt sted 27. november på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.

Omtalt i artiklen