Tilfældige møder

Der er en lyd i Mette Nielsens hoved, og den har været der, siden hun var barn.

Den minder om lyden af maskiner. En kompleks maskinstøj, man ligesom kan synge med på. Som den, der kom fra barndomsnaboens havemaskine: en kompleks klang af forskellige toner, lige til at synge med på og rundt om. Gentagne gange har hun forsøgt at omsætte den erindrede lyd til musik, indtil videre uden helt at lykkes. Men som hun siger, så mislykkes det bedre og bedre for hver gang.

En sang fra engang
»Er vi i gang?« spørger Mette Nielsen, da vi venter på et S-tog på Nordhavn Station. Vi har været i gang hele formiddagen, som vi har tilbragt på Dansk Komponistforenings bagende tagterrasse, hvor vi med en håndfuld andre komponister har delt erfaringer med at vejlede børn og unge i at komponere. Nu har vi aftalt at tage til Amager Strandpark, der ligger tæt på hendes og kærestens hjem.

Mentorarbejdet har været en vigtig del af Mette Nielsens komponistvirke de seneste år, hvor hun har vejledt børn og unge i at skrive deres egen musik, blandt andet på workshops faciliteret af Dansk Komponistforening. På Klang Festival denne weekend uropførte musikskoleelever fra Hvidovre Musikskole to af hendes egne værker, Listende, Larmende, Legende for akkordeon og Snigende, Søgende, Syngende for cello, begge skrevet til forlaget Edition S’ serie af pædagogiske værker, Educate S.

Men allerede da hun for et år siden debuterede fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse med koncerten Sange, når aftenklokken ringer, havde hun inviteret musikskoleelever med på scenen, side om side med de professionelle musikere. Koncerten dengang var skabt på baggrund af en række musikalske barndomsminder.

»Jeg havde fået Århus Sinfonietta og det bulgarsksyngende kvindekor Usmifka til at sende mig sange fra deres barndom, som jeg skrev ind i stykkerne til debutkoncerten. Og når man beder folk om det, sender de jo også alle deres tanker om, hvorfor de valgte en given sang. “Det var den sang, min mor sang dengang, da …” og sådan. Jeg tog deres ord og lavede dem om til tekster, der så dels var mine egne, dels alle musikernes og dirigentens, men lod det fremstå, som om det hele var dirigentens.«

Ordene blev projiceret op på bagvæggen koncerten igennem og var et af flere ekstramusikalske elementer, der skulle sørge for at binde debutværkerne sammen i ét uafbrudt forløb. Mette Nielsens eget barndomsbidrag til koncerten var en sang, hun skrev som barn. En sang, der i koncertens første del mindes i strygekvartetten Kvartet til minde om en sang (2016). Sangen er i strygekvartetten så skjult, at man formentlig ikke kan genkende den, men igennem en række værker kom debutpublikummet tættere og tættere på den oprindelige sang. Ligesom Mette Nielsen selv gjorde det. Efter strygekvartetten spillede de fire musikskoleelever fra Rudersdal Musikskole værket Til minde om en sang (2017), hvor den oprindelige melodi skinner klarere igennem, og som koncertens finale hørtes en båndoptagelse af sangen i sin fulde længde. Her under den beskedne titel En sang (2017).

»Det er iscenesat, som om det er mig selv, der synger som barn, men jeg havde ikke en optagelse af det, så det er min femårige niece, der synger. På en båndoptager, selvfølgelig. Det var sådan, jeg optog mig selv som barn.«

Øjenåbnende musik for chips
Hvis sangen udgør det tidligste værk i bagkataloget, må det tidligste vidne i historien om komponisten Mette Nielsen være et kladdehæfte, der er dukket op for nylig, nærmest som et arkæologisk fund. I hæftets øverste hjørne er der med 11-årig skråskrift skrevet Komponist Mette Nielsen. Det er siden streget over igen, formentlig af samme 11-årige hånd, som først skrev det. »Det var alligevel for pinligt,« gætter hun om korrekturen.

»Det er sjovt, at jeg har tænkt, at det var dét, jeg skulle være, for jeg havde jo ikke skrevet nogen rigtige stykker endnu. Jeg havde skrevet en melodi til et eller andet Peter Plys-digt som barn og noget, der kunne have været en korsats til et af Halfdan Rasmussens Alfabet-rim. Men det der med at have sine egne idéer og sine egne koncepter for et stykke opstod først langt senere.«

Mette Nielsen er musikalsk set flasket op på akkordeonmusik. Både faderen og søsteren spiller instrumentet, og barndomshjemmet bød således på alt fra folkemusik over russiske akkordeonklassikere til arrangementer af Bach og Scarlatti, men som teenager opdagede hun, hvilke muligheder der lå i at komponere. Hun gik på Musikalsk Grundkursus med akkordeon som hovedfag og blev i komponisten Rasmus Zwickis bifagstimer introduceret for værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen og af Zwicki selv, heriblandt ét for guitar og en person, der spiser chips. »Jeg tænkte bare: Hold kæft, hvor fedt! Man kan alt muligt med det her.« Interessen for akkordeon blev afløst af en ny interesse. Et højskoleophold og et års privattimer i komposition og musikteori senere blev hun i 2007 optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som komponist.

Lige om lidt bliver det superfedt
»Tog i spor 1 til lufthavnen.« Vi er ankommet til Nørreport Station, og det står for længst klart, at vi sagtens kunne bruge al tiden på at snakke om barndomsminder. Jeg noterer mig, at jeg skal huske at spørge til den der lyd i hovedet, men benytter foreløbig skiftet til metro til også at skifte emne.

Hvordan var din første tid på konservatoriet?

»Jeg havde Niels Rosing-Schow på første år, og det var lidt intenst. Han var fandeme stille. Jeg skulle ligesom selv komme med det hele, og det var nok begrænset, hvad jeg havde at komme med. Men når han så sagde noget, så sagde han nogle ting, jeg har brugt lige siden. Jeg var fuldstændig overvældet, for jeg havde ikke skrevet ret meget, og mine medstuderende var alle sammen ældre end mig. De havde skrevet meget mere, og de brugte særlige notationsteknikker, hvor man noterer sådan nogle Lachenmann-agtige ting. Og jeg havde aldrig hørt om Lachenmann før. Det var meget skræmmende. Jeg følte mig virkelig grøn.«

Mette Nielsen. © Soffi Chanchira Larsen

I andre timer satte en snakkeglad Hans Abrahamsen hende til at analysere hendes egne værker for at få et overblik over de kompositionsteknikker, værkerne allerede var fulde af.

»Det var sådan nogle timer, hvor man kunne bruge al tiden på at diskutere, hvilken taktart noget skal noteres i, og så sidde og skrive det ud i de forskellige taktarter, mens man klapper og dirigerer. Og så har man muligvis ikke nået en konklusion til sidst, men man har fundet ud af, at det kunne være på tre forskellige måder, og at de hver har deres fordele og ulemper. Det var der nogle, der ikke kunne håndtere, det der med, at man aldrig fik nogen svar, og at der aldrig var noget, der var rigtigt. Tilgangen var altid: “Det her er processen, hvor du skal finde ud af, hvordan du skriver som dig selv.” Jeg synes, det var vildt fedt. Og Bent Sørensen havde den der ting med, at man skulle finde sin idé: “Vi skal finde ud af, hvad dit projekt er, Mette.”«

Har du så fundet det projekt?

»Jeg synes hele tiden, jeg er lige på kanten til at skrive et rigtig fedt stykke. Det er sådan: “Lige om lidt bliver det superfedt”, men så skal det jo blive virkelighed. Når man får en idé, er det det fedeste tidspunkt, for idéen er der, men den er ikke spor konkret. Den er bare inde i hovedet. Og når den så skal udmønte sig i noget konkret, afsløres alle de fejl og mangler, der var ved den idé. Og så er den ikke længere perfekt. Men hvis man nogensinde når dertil, hvad skal man så? Så er man jo færdig.«

Vi ankommer til Amager Strandpark. Folk spiser is og løber på løbehjul, og det er her, Mette Nielsen selv løber »for at få luft til hjernen«. Det foregår enten med podcasts eller musik i ørerne. »Især vokalmusik er godt at løbe til, men orkestermusik går ikke,« som hun siger. »Der er alt for forskellige dynamikker, så man risikerer enten at få et chok eller ikke at kunne høre noget i lang tid.« Andre gange løber hun helt uden musik. »Så kan tingene ligesom falde på plads. Musikalsk og personligt.«

Én tone!
»Mellem bacheloren og kandidaten holdt jeg op med at forsøge at skrive så skidekompliceret, som jeg troede, jeg skulle. Jeg havde lidt af en krise og tog et år væk fra konservatoriet. Dér kunne jeg ikke finde ud af at skrive noget, og på et tidspunkt besluttede jeg at skrive en strygekvartet med kun én tone, og så startede jeg ligesom derfra igen. Og så måtte jeg jo finde ud af, hvad jeg synes er fedt. Det har jeg så prøvet at reflektere over lige siden,« fortæller hun.

Den enlige tone skulle være den mindst bemærkelsesværdige tone, og det blev tonen d, der er en åben streng på alle strygeinstrumenterne, men hverken den lyseste eller dybeste tone på nogen af dem. Resultatet blev String Quartet in One Movement fra 2011, hvor nodebilledet med sin ene tonehøjde afspejlede en enkelhed, der adskiller værket markant fra de tidligere værker.

»Jeg besluttede mig for, at det var ligegyldigt, hvordan det så ud på noder, men at det skulle lyde på en bestemt måde. Og det var så dét. Det blev taget meget bedre imod end den musik, jeg havde skrevet før. Jeg fik positiv respons på at skære helt ind.«

Hurtigt herefter fulgte Imperfect Unison for fløjte og kontrabas fra samme år, der blev det første i en række værker, hvor instrumenterne spiller næsten unisont. Deraf titlen.

»I det unisone er der virkelig mulighed for at åbne nogle helt små rum. Det bliver aldrig helt unisont, for kontrabassen spiller naturlige flageoletter, samtidig med at fløjten spiller almindeligt, så der opstår nogle små, skurrende punkter af større og mindre grad. Det bliver en underlig æterisk og mærkelig tynd klang, der kommer ud af det. I virkeligheden lidt ligesom når man skriver for børn.“Den er der næsten og så alligevel ikke helt.” Pludselig mødes instrumenterne og er fuldstændigt unisone efter ikke at have været det. Man kan opstille alle mulige måder, hvorpå man kan skabe de der tilfældige møder, som jeg kalder dem.«

En af drengene
I stykket Jeg vil ikke falde til Figura Ensemble fra 2014 blev det vigtigt at arbejde umiddelbart med musikken. For første gang er meget af materialet improviseret frem, og alt, hvad sangeren – og musikerne, der også synger med – skulle synge, er sunget frem.

»Jeg lod mig selv skrive en vals, der pludselig dukker op i tre takter. Og der kom melodier. Det var begyndelsen på også at turde gøre sådan noget. Det handlede også om refleksioner som: “Må jeg godt skrive noget, der er smukt? Jeg er ovenikøbet kvinde. Det går næsten ikke. Jeg skal jo være ligesom mændene.” Det tænkte jeg vel dybest set, selvom jeg prøver at lade være. Det var vel meget vigtigt for mig at blive accepteret af alle de der store drenge i solistklassen. Jeg har så frygtelig gerne villet være en af drengene.«

Efter en optagelsesprøve til DKDM’s solistuddannelse i 2013, der ikke gik som forventet, blev hun optaget i det bulgarske kvindekor Usmifka. Her genvandt hun den glæde ved at optræde, der var trådt i baggrunden, da hun lagde akkordeonet på hylden.

»Jeg stod pludselig i en ring af kvinder, der sang med den der virkelig fede klang, de har, og blev indhyllet i rå kvindekraft. Jeg tog derfra og havde det sådan: “Det skal de fandeme ikke bestemme. Nu gør jeg bare det hele alligevel.” Jeg fik virkelig noget power derfra.«

To år senere, i 2015, blev hun optaget i Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse, hvor hun blandt andet modtog undervisning af Simon Steen-Andersen og Niels Rønsholdt.

Vindue med en vals
Da Mette Nielsen og jeg mødtes sidst i april, var der flere værker på skrivebordet: en lydinstallation og et nyt værk til Figura Ensemble, skabt i samarbejde med komponisterne Rasmus Zwicki, Tróndur Bogason og arkitekt/billedkunstner Filippa Berglund, og en ny klavertrio til Trio Ismena. De to førstnævnte blev uropført i denne weekend under Klang Festival. Sidstnævnte skal uropføres sidst i oktober på Moderne Mandag i Metronomen på Frederiksberg. Da jeg spørger, hvor hun er i sin arbejdsproces, svarer hun med begejstret stemme:

»Jeg har lige sat min bogreol i system. Det er fantastisk! Jeg har ligget om natten og fantaseret og drømt om, hvordan jeg skulle sætte bøgerne.«

Systemet blev efter kategorier: musikbøger, kunstbøger, digte, anden skønlitteratur, herefter biografier og anden nonfiktion. Kærestens trænings- og IT-bøger har fået lov at komme med, efter forespørgsel. Skønlitteratur er alfabetiseret. De øvrige kategorier står efter emner.

»Jeg elsker det, men bruger det mest til at psykoanalysere mig selv. Det er et tegn på, at jeg har en angst for at færdiggøre noget og derfor bruger tiden på at gøre alt muligt andet. Når du tager en vigtig beslutning, frasorterer du alle de genialiteter, der kunne have været, og åbner op for fejltagelser.«

Ligesom den der lyd i hovedet, der ikke kan blive til virkelighed?

»Ja. Jeg har prøvet at få lyden frem i flere værker, der alle handler om den her stilhed og om et barndomsminde, hvor jeg ligger i sengen og ikke kan sove. Der er stille, men stilheden larmer, og den lyder som alle instrumenter til alle tider, holdt uendeligt og spillet i alle dynamikker. Men så synger jeg med lyden, ligesom jeg sang til maskinerne, og det hjælper ligesom med at kontrollere den. I Usmifka synger vi jo også dronesang. I nogle af vores improvisationer synger vi en akkord eller en drone, og så skiftes vi til at improvisere ved at synge op og ned og rundt om tonerne. Og ind i dissonanserne! Det er lidt ligesom at synge til maskinerne,« fortæller hun og demonstrerer samtidig.

Jeg spørger igen til, hvor i sin skriveproces hun er med klavertrioen. Hun har ikke helt svaret endnu. Hun fortæller, at hun ikke er langt nok ifølge sin egen arbejdsplan. »Men jeg skal nok nå det,« forsikrer hun mig. »Jeg har formen og det meste af materialet på plads. Værket rasler ud af ingenting, og det rasler ud i ingenting igen til sidst. Og undervejs er der tre citater og et vindue med en vals.«

Et vindue?

»Ja. Lige når jeg har skrevet musikken, synes jeg, at det er noget lort, for det var jo ikke det, jeg ville. Men når jeg kommer lidt på afstand og kan høre det igen, ser jeg, at “nå, der var jo noget andet dér”. Og ofte vender jeg ikke tilbage til grundidéen, men går videre fra andre idéer, jeg fik undervejs. Det var en af de ting, som Niels Rosing-Schow sagde i en af de der stille timer: Først har du et materiale, og pludselig åbner du et vindue. Og dér ser du noget, som måske er beslægtet med det materiale, du havde, men som er noget andet. Dét er så valsen.«

Trio Ismena uropfører 29. oktober Mette Nielsens klavertrio ‘Den samme flod’ ved Moderne Mandag i Metronomen, Frederiksberg.