Vågn op, din rådne kristensjæl

Fra den støvede harmoniumtone, der indleder 'Der Morgenchoral des Peachum', åbningsnummeret på cd’en 'Wach Auf', er man langt fra et pænt klassisk musikunivers. Maja Ratkje tiltaler os med sin mørkt udtryksfulde stemme som rådne kristensjæle og opfordrer os, med Bertold Brechts ord, til at vågne op til det lastefulde liv. 

Straks efter sætter både Ratkje og de tre musikere fra Poing i skingert skrål og gentager opfordringen. Musikken bakker ordene op i et syndigt orgie af udtryk og man bliver stimuleret godt ud på det eksistentielle overdrev af det sammesatte og rastløst foranderlige univers, der nu udfolder sig. 

Trioen Poing er et af Norges mest energiske og virtuose kammerensembler. Maja Solveig Kjelstrup Ratkje er en af sin generations mest markante komponister og udfolder sig inden for både partiturmusik og improviseret stemmeperformance. Sammen har de indspillet denne cd med musik til Bertold Brechts tekster suppleret med instrumentalnumre og andre tekster i samme stil. Det meste af musikken er deres egne arrangementer af Kurt Weills og Hans Eisslers oprindelige tonsætninger.

Råt og varieret
Lyden er vidunderlig beskidt, og produktionen veksler dramatisk mellem kombinationer af skummelt filtrerede monooptagelser og forskellige, mærkelige stereoperspektiver inden for det enkelte nummer. Arrangementerne er en vild blanding af stilarter: koral, carbaret, klezmer, polka, tango, punk. 

Udtrykket spænder fra det opgejlet muntre over det drivende sentimentale og dystert melankolske til det makabre og rasende. Gerne flere af delene på en gang, som fx i afslutningsnummeret 'Gosudarstvenniy Gimm SSSR', hvor en hulkende, smægtende saxofonmelodi blot bliver endnu mere romantisk medrivende af at blive overlejret af et amokløb af hostende, smækkende og gryntende instrumentallyde fra alle fire musikere.

Instrumentationen er lige så varieret som alt andet på 'Wach Auf'. Poings faste besætning er saxofon, akkordeon og kontrabas, men både Maja Ratkje og akkordeonisten Frode Haltli tager rigeligt for sig af andre instrumenter. Harmoniummet er måske ingen stor overraskelse, men hvem havde lige gættet, at Haltli også ville ty til en basbasun?

Ratkje er på coveret krediteret for at spille kazoo, mundharmonika og ... vand. Saxofonisten Rolf-Erik Nystrøm og kontrabassisten Håkon Thelin udfolder en veritabel maskinpark af tæskende pizzicato og slaptoungue, rå multiphonics, growl og sarte flageoletter. De tre Poing-musikere agerer desuden herrekor på mange af cd'ens numre. De brummer en russisk folkemelodi på 'Solidaritätslied' og brøler sig gennem 'Seeing Red', et kort punket vredesudbrud, der dukker op to gange på cd'en.

Det skal være overdrevet
Det kunne lyde som en lige lovlig broget affære: 117 måder at bruge en lille håndfuld musikinstrumenter på møder en hysterisk rundgang i forskellige stilarter. Men det er det ikke. Ganske vist giver den slags løjer og langkål kun en dybere mening, hvis man kører dem i stilling, når der er brug for dem. Men det store scoop ved 'Wach Auf' er, at i det Brechtske univers er der brug for dem hele tiden, og det i rå mængder.

På cd'ens flot patinerede kartoncover forklarer Poing og Ratkje hvorfor: Brecht opmuntrede til at overdrive sceniske virkemidler, være så voldsomt overraskende, at man bliver overbevist om, at virkeligheden er noget konstrueret, der kan ændres. Og det er lige præcis, hvad Ratkje og Poing gør på 'Wach Auf'. De pisker ud af tangenten, og jeg kommer til at tænke på Martin Drouzys definition af forskellen på marxisme og surrealisme: Hvor marxisterne ville ændre verden, var surrealisterne endnu mere ambitiøse: De ville ændre livet.

Om man ligefrem vågner op til et andet liv, når man hører 'Wach Auf', vil jeg ikke gøre mig klog på. Men man får chancen for at mærke, at man er levende med de forpligtelser mod den dekonstruerede virkelighed, som det indebærer.