Gøglernes nat
Der var ikke ligefrem savsmuld på gulvet, men Literaturhaus var i hvert fald blevet stadset ud, så man vitterligt følte sig hensat til et lidt altmodisch cirkus eller kræmmermarked med bolsjefarver, cirkusprinsesser, gøglede indslag og lykkehjul. Den karnevaleske scenografi, skabt af Figuras faste scenograf Filippa Berglund, var ramt på kornet og satte en perfekt scene for en særlig jubilæumsudgave af Figura Festspiele.
Den årlige iltning
I år fejrer ensemblet 20 års-jubilæum, ligesom der er tale om et 5-års jubilæum for Figura Festspiele, en årligt tilbagevendende "iltning" (som leder Jesper Egelund kalder det i programmet); et forum, hvor ensemblet løbende inviterer internationale musikere og huskomponister og i det hele taget eksperimenterer med formen.
Selv nåede jeg kun til den sidste af de to koncertaftener på Figura Festspiele, der vanen tro også bød på events ude i byen, heriblandt en performance af dette års huskunstner Spencer Topel på Den Røde Plads på Nørrebro. Den afsluttende koncertaften havde dog i sig selv rigeligt at byde på til at markere et værdigt jubilæum for et af Danmarks mest interessante ensembler. Og så var det en understregning af, at Figura i dén grad formår at få ordet "fest" med i Festspiele-begrebet.
Udsøgt cabaretstemning
Figura Festspieles jubilæumsshow bød da også på alt, hvad et anstændigt omrejsende cirkus skal have: Tryllekunstner, akrobatik, spøgeri og eksotiske indslag, samt en dejligt teatralsk cabaretstemning. Under sidste års Festspiele (læs sidste års reportage i Seismograf) havde ensemblet ligeledes på interessant vis tematiseret begrebet "folkelighed". Cirkusscenografien var en markering af, at Figura fortsat interesserer sig for det folkelige, og for at bringe ambitionsniveauet fra den nye kompositionsmusik i samklang med et folkeligt rum.
Cirkus, tivoli, markedspladsen, byfesten er vel nærmest indbegreber af larmende folkekultur, og dog er det også rum, der åbner op for sære syner, illusioner og brud med hverdagen - nogle af de elementer, som den tidlige avantgarde var interesseret i. Det var som om, Figura legede med tanken om, hvordan det faktisk ville lyde, hvis denne avantgarde på et tidspunkt var smeltet sammen med de omrejsende gøgleres tivoli og cirkus.
Sidstnævnte cabaretatmosfære blev fint slået an af et indledende potpourri af velvalgte sange fra 20'erens og 30'ernes tyske cabaret, med sange af Kurt Weill, Hanns Eisler og Friedrich Hollaender. Store komponister, som skabte vovet og til tider avanceret musik inden for en populærmusikalsk ramme associeret med underholdning. På en lille time kom vi godt rundt i dette guldrandede katalog kyndigt anført af mezzosopran Helene Gjerris, der iført en vampet rød kjole både fortalte og sang, mens et syvmandsorkester - døbt Die Figura Syncopators - spillede livligt og opfindsomt til.
Man følte sig vitterlig henført til en cabaret fra mellemkrigstiden, samtidig med at sangene blev ført op til vor tid. Vitalt og legende. Man blev mindet om, at her ganske enkelt er tale om nogle af det 20. århundredes bedste sange - alene de mange indslag fra Brecht og Weills Dreigroschenoper var i særklasse - men Figura holdt sig heller ikke tilbage fra at mixe absurde og dadaistiske indslag ind i arvesølvet. Herligt!
Dybe dale og høje tinder
Intet cirkus uden tryllekunstner. Og heldigvis har Figura Festspiele også en evne til at hive hvide kaniner op af hatten og skabe tryllenumre, der slår publikum med forbløffelse. Sidste års præsentation af tyske Volker Gerling og hans tommelfingerkinoshow var et sådant moment. I år var det store tryllenummer uden tvivl præsentationen af stemmekunstneren Christian Zehnder. Helt uden nogen form for forstærkning og helt uden øvrige instrumenter stillede den ret ordinært udseende schweiziske sanger sig op på scenen og tryllebandt salen med sin overtonesang, der trak på hjemlandets alpine traditioner, jodling og hyrdernes kaldehorn, men med en eksperimenterende tilgang. De første rene a capella-numre viste en helt nøgen, men også meget stærk performance. Zehnder viste kontrol over sine stemmevirkemidler, der ikke kun var teknisk imponerende, det også rørende, humoristiske og meget musikalske. Det var som at blive lukket ind i et klangligt rum, der lød af noget velkendt og ligefrem lidt kitschet (hvis man, som mange nok gør, forbinder alpeidyl og jodling med netop kitsch), men som samtidig åbnede døren til en musik, man nærmest ikke anede eksisterede. Zehnder var således et godt eksempel på noget af det, som Figura Festspiele gør allerbedst: At præsentere et stykke kunst, der er dybt forankret i en folkekultur, men som samtidig sender folkelighed ind i samtidsmusikken på en helt igennem overrumplende facon.
Det synes egentlig en smule nærrigt at kritisere en ellers så ekstraordinær oplevelse. Men netop fordi de første to a capella stykker ramte én så rent, næsten chokagtigt, var det som om, at de efterfølgende stykker, hvor Zehnder forsøgte at raffinere og variere sit udtryk gennem brug af bl.a. trækharmonika og nogle traditionelle blæserinstrumenter, stod svagere, næsten banale. Et fint lille indslag indfandt sig dog, da han placerede sig i en cirkelformet modeljernbane, hvor et lille tog med en højttaler kørte rundt og udsendte en monoton techno-lyd. En lyd, som på grund af togets cirkelbevægelse, skabte en slags Lesley-effekt, som Zehnder sang henover. Han havde mange interessante ideer, og var ligeledes god til at henvende sig til publikum med sjove historier fra alperne. Det afsluttende ekstranummer, hvor han igen optrådte a capella, understregede dog, at de første numre ikke kun stod stærkere på grund af overraskelseseffekten, men at han i det hele taget stod stærkere, når man bare havde denne helt fantastiske stemme foran sig. En stemme, der som det landskab, den synes rundet af, rummede dybe dale, høje tinder og en nærmest sublim skønhed.
Svin og spøgelser
I tredje del af koncerten fik vi præsenteret to værker af Figuras gæstekomponist Spencer Topel. Det første var en spøgelseshistorie baseret på en tekst af Plinius den Yngre - en tekst, der omtaler et spøgelse kaldet Figuram. Dermed lå det lige til højrebenet at omarbejde denne tekst til en hjemsøgende komposition for netop Figura. Det var der kommet et fint værk ud af, hvor selve historien først blev læst op, hvorefter Figura Ensemblet sammen med sopran Signe Asmussen opførte musikken. Det mest påfaldende element var nogle spøjse trækasser, som slagtøjsspiller Frans Hansen trakterede. Ifølge programnoterne var kasserne inspireret af støjkunstner Luigi Russolos selvopfundne instrumenter og maskiner, og samtidig skulle deres raslende og knagende lyd selvfølgelig kalde Figurams hjemsøgende kvaliteter frem. Det forblev dog lidt diffust. Slet ikke uinteressant, men en virkelig fortættet eller uhyggelig stemning opstod aldrig for alvor.
Det efterfølgende stykke med den ligefremme titel "Svin" fungerede til gengæld rigtig godt. Musikken var skrevet specielt til Figuras leder, kontrabassist Jesper Egelund, og var samtidig inspireret af Topels auditive barndomserindringer fra Colorado-området. Her havde han nemlig oplevet flokke af amerikanske bikers, der kørte gennem området på deres Harley-Davidson-motorcykler (i slang omtalt som "hogs", altså svin). De brummende droner fra maskinerne og deres genlyd i bjergområdet havde inspireret ham til at skabe et stykke for kontrabas, der skulle imitere den vrede kværnen. Det var der kommet et glimrende og hypnotiserende stykke elektroakustisk musik ud af, hvor Egelunds brummende kontrabas trådte ind i et ekkoagtigt rum skabt af Topels egen elektroniske bearbejdning.
Eksotisk, men uforløst jam
Aftenen blev rundet af med en såkaldt surprise-gæst, nemlig den vietnamesiske musiker Nguyen Thanh Thuy, der optrådte med det traditionelle strengeinstrument 'dan tranh'. Hun blev ledsaget af enkelte musikere fra Figura, ligesom den østrigske musiker Matthias Loibner, der havde givet koncert dagen inden, gav sit besyv med på det traditionelle instrument, 'hurdy gurdyen'. koncert. Indslaget var fint, men måske ikke så velegnet til at runde hele aftenen af med. Arrangørerne havde sikkert tænkt at slutte af på en lidt løs og jam-agtig måde, og sikkert håbet, at det sidste indslag ville udarte sig til en eksotisk jam-session. Det føltes bare mere som en antydning af et møde, der ikke for alvor fandt sted. Måske fordi ingen rigtig vidste, hvor de skulle hen. Måske fordi musikerne slet og ret var trætte. Klangen af det østerlandske instrument over for hurdy gurdyen og Figuras fine lydbilleder var uden tvivl flot og potentielt spændende, men selve energien forblev uforløst på grund af en lidt famlende tilnærmelse de forskellige traditioner imellem.
Alligevel var det svært ikke at gå hjem i opløftet og taknemmelig stemning. For helt ærligt - hvor kan man ellers på én aften blive bragt omkring både Berliner-cabaret, alpestemning og amerikanske motorcykler, og samtidig være i vibrerende samklang med samtidsmusikken? Og hvor kan man ellers få serveret avantgardemusik, der samtidig lader sig nyde så umiddelbart og i så folkelige rammer? Ikke mange steder, og slet ikke på så højt et niveau. Tak til Figura for endnu et forrygende Festspiele, og tillykke med de 20 år!