Solidaritet med et tvivlsomt offer

Isolation, ensomhed, fortvivlelse, skyld og storpolitik. Det er blot nogle af de emneord, man kunne bruge om de to kompositioner på Nicolai Worsaaes nye album, indspillet af Figura Ensemble og Signe Asmussen. Worsaae gør i begge værker brug af digte skrevet af den afslørede Stasi-spion Jörg Meyer under isolationsfængsling i Vestre Fængsel i København. Meyer, der blev anholdt og tilstod sin spionvirksomhed i 1978, skrev som en form for selvterapi under de 11 måneder, han tilbragte i isolation.

Digtene er i sig selv ikke af høj litterær kvalitet, men har unægtelig en samtidshistorisk aura. Potentialet i teksterne ligger altså ikke så meget i deres indhold, men mere i, at de er et dokument for en individuel skæbne i en dyster politisk tid – og dermed åbner de op for et kompleks af referencemuligheder, som komponisten kunne arbejde med: politiske, historiske, aktuelle. Worsaae vælger dog at skrive en mere eller mindre traditionel musik, som søger at forstærke de individuelle lidelser, Meyers digte giver udtryk for.

Tyske titler og ordspil er stadig i høj kurs kurs hos (danske) komponister, også selvom de, som i dette tilfælde, ikke helt giver mening

Titlerne på albummets to værker er det patosladne ordspil Wesenheit ab Wesenheit (2011) og det kryptiske WaWV (2014/17), en forkortelse for Wesenheit ab Wesenheit Vollendet. Tyske titler og ordspil er stadig i høj kurs kurs hos (danske) komponister, også selvom de, som i dette tilfælde, ikke helt giver mening på tysk (i øvrigt ikke noget, danske komponister er alene om).

Wesenheit, som bedst oversættes med væsentlighed eller væsen, bliver mest brugt i religiøse sammenhænge, når man beskriver den stoflige tilstedeværelse eller beskaffenhed af et åndeligt væsen såsom Gud. Abwesenheit betyder derimod fravær. Worsaae har brugt digtene af Meyer på dansk, og ordene forekommer ikke i teksten, så komponisten kommenterer med titlerne selv sit værk. Jeg tolker det som en hentydning til, at værkerne skal forstås som en slags dialog med en fraværende, en ensoms samtale med sig selv og om sig selv eller måske endda som et teodicé-spørgsmål: Er du der, Gud? Hvorfor skal jeg lide?

Nægtet forløsning
Begge kompositioner er skrevet for stemme, klarinet, slagtøj og kontrabas, foruden elektronik i WaWV, og er struktureret som små sangcykler: Wesenheit ab Wesenheit i syv satser, der varer fra tyve sekunder til tre et halvt minut, og WaWV i seks satser, hvoraf den sidste sats på ti et halvt minut varer næsten lige så længe som de første fem satser sammenlagt.

Klangligt minder begge værker meget om hinanden. For eksempel hører vi glas, der bliver strøget og stille slået an, sandpapirs- og flamingoskrab i kombination med instrumentale støjklange på post-Lachenmann-manér (tongue slabs, jet whistles, ekstremt buepres), dog uden eksempelvis en Beat Furrers eller Mark Andres raffinement i instrumenteringen.

... måske også en form for fængsling af det musikalske materiale?

Stemmebehandlingen i Wesenheit ab Wesenheit er for det meste traditionel, Signe Asmussen synger sagte intime melodier ud i den instrumentale støjs ensomhed. Instrumenterne akkompagnerer for det meste stemmen – dog ikke i traditionel forstand, men »like a shadow«, som Worsaae skriver i partituret. De spiller ekkoer af stemmens melodier, holder enkelte toner og lader dem dø hen. De sætter atmosfæren med en reduceret harmonik, skrøbelige glissandoer og multiphonics.

Materialet er så reduceret, at man til tider ønsker sig mere tekstuel og harmonisk kompleksitet, men værkerne handler om isolationsfængsling, så det giver god mening, at man som lytter ikke får glæden af en sådan forløsning. Formalt gentager Worsaae i begge værker moduler af få takters varighed; nogle gange en enkelt gang, andre gange flere gange – måske også en form for fængsling af det musikalske materiale?

Den væsentligste forskel mellem de to værker er brugen af sampler i WaWV, der giver det ellers ret monokrome klangbillede en dybere farve. Gennem højttaleren høres digterens stemme, der reciterer sine digte med tysk accent. Dette giver komponisten frihed til at bruge sangstemmen på en mere instrumental vis, og det kommer hele værket til gavn. Sangstemmen og ensemblet smelter mere sammen, og den lidt konventionelle opdeling mellem stemme og akkompagnement, der dominerer Wesenheit ab Wesenheit, bliver brudt op.

Manglende ambivalens
Begge værker er ømme klagesange. Det lamenterende bliver til tider for meget, især når det bliver kombineret med ekspressive udbrud, som når Asmussen i andensatsen af Wesenheit ab Wesenheit synger »tremmerne skærer mine øjne i stykker« for derefter kraftigt at gentage ordet »stykker«. Eller i femtesatsen af WaWV, når hun råber »mit hjerte slår!«. Så bliver det for meget for denne (tyske) anmelder, der har svært ved at have medlidenhed med spionfangen, selvom isolationsfængsling er grusomt og burde forbydes.

Jörg Meyer bliver her iscenesat som et offer. Kunstnerisk set er det altid risikabelt at solidarisere sig med ‘ofre’; det bliver hurtigt sentimentalt, og publikum burde ikke påtvinges medlidenhed. Der kunne ligge en interessant og ambivalent pointe i denne iscenesættelse, hvis det på en eller anden måde blev tydeligt, at Meyer også var gerningsmand – men det fremgår ikke af værkerne, når man lytter til dem.

Den nostalgiske tone, Worsaae slår an, er dog mere en invitation til melankolsk passivitet end til handling

Måske er det et forsøg på at tilføje mere konceptuel dybde, når Worsaae til sidst i WaWV lader sopranen synge et citat fra Det kommunistiske manifest. Dog bliver det ikke helt klart, hvad citatet skal dér, også fordi der ikke lader til at være nogen direkte sammenhæng mellem ordene og Meyers digte eller deres historiske kontekst. Hos anmelderen udløser det en cringe-fornemmelse.

Hvis det er et forsøg på at skabe dialektisk ambivalens, så er det for naivt. Blot at lade teksten blive sunget på denne måde svarer til at låne (eller stjæle) noget af manifestets aura uden selv at tilføje en pointe. Og det er en skam, for har vi brug for noget i dag, så er det et dybtgående opgør med socialismen og kapitalismen. Den nostalgiske tone, Worsaae slår an, er dog mere en invitation til melankolsk passivitet end til handling.

Albummet kan fra i dag høres på Spotify og Apple Music.