Flod og forandring

Jeg har længe været begejstret for Lotte Ankers saxofon-spil. Hun er en udsøgt improvisationsmusiker med en stor spændvidde på sit instrument. Det er ikke mindst kommet til udtryk i mere minimale set-ups, hvad enten der har været tale om solo-improvisationer eller duoer, som i hendes samarbejde med guitaristen Fred Frith. Samtidig må jeg dog tilstå, at jeg har været noget mere reserveret, når det kom til Ankers arbejder med større ensembler. Her har hun nemlig til tider fremstået mere hæmmet i sin energi og mindre egenartet i sit spil. Det forbehold må jeg dog slippe med udgivelsen af What River Is This. For her formår Anker formfuldendt at forene fri improvisation og vildskab med store kompositoriske ambitioner og komplekst ensemblespil.

Albummet udspringer af et bestillingsværk, som Anker skabte til Huddersfield Contemporary Music Festival i 2010. Her fik Anker mulighed for at sammensætte et internationalt ensemble, som umiddelbart stritter i mange retninger, men som måske netop derfor slår gnister sammen. Selvom Anker vel i reglen regnes for en jazzmusiker, så har hun ikke lagt skjul på, at hun ikke interesserer sig nævneværdigt for denne kategori, men mere for improvisationsmusikken i en bredere kontekst. Også tidligere har hun således uden problemer trukket på elektronisk musik, no wave-rock og meget mere. Sjældent har dette være mere udtalt end på What River Is This, og Anker selv har da også betonet, at det har været en vigtig ambition med ensemblet – at samle musikere med rødder i forskellige musikalske verdener, men med en fælles hældning mod det improviserede.

Vi finder velkendte stemmer i Anker-land, både folk som førnævnte guitarist Fred Frith og trommeslager Chris Cutler, begge med rødder i den progressive rock og gruppen Henry Cow, og japansk/amerikanske Ikue Mori, der er en væsentlig del af New Yorks No Wave-scene og på What River Is This ansvarlig for at kaste elektronisk grus i improv-maskinen. Ved siden af disse rå avantgarde-stemmer finder vi bassist Jesper Egelund og klarinettist Anna Klett, der har rødder i den klassiske musik og begge er del af det fremragende Figura Ensemble. Meget begejstret er jeg over inklusionen af irske Garth Knox – en bratschist, der forbinder avantgarde-tekniker, kammermusik og en dyb folkemusikalsk tone. Og endelig er der så vokalisten Phil Minton, der fuldfører dette i forvejen bemærkelsesværdige ensemble med en i særklasse bemærkelsesværdig stemmeperformance. Stærke vokalister er ikke det, man har flest af i den frie improvisationsmusik, der ofte er instrumental i sit udgangspunkt. Men Minton er altså et scoop for pladen med en stemme, der snart indgår som ren lydkilde og instrument blandt de øvrige, snart træder ind som en slags lyrisk kommentar til det spillede. Han kan glide nærmest umærkeligt fra tør litterær diktion, over klassisk sang til en elastisk vriden af stemmen, hvor ord og betydning træder i baggrunden og den kropslige manifestation af tunge, læber og hvæsende lunger træder frem. Det lyriske råmateriale består af et indgangsdigt af Jorge Luis Borges med hilsen til den græske tænker Heraklit. Det er ham med tanken om, at man aldrig træder ned i den samme flod to gange, så hvad er det for en flod man træder ned i? Et billede for en eksistentiel følelse af evig forandring, som naturligvis må tale til en improvisationsmusiker som Anker, hvorfor Heraklit også har inspireret til pladens og ensemblets navn. Floden i titlen alluderer dog også til drømmens flydende tilstand, som er et gennemgående tema, ikke mindst i de fire numre med den fælles titel ”The Sleeping & The Awake”, som bygger på digte af Ursula Andkjær Olsen – som i øvrigt også er fast husdigter for Figura Ensemble, der således må siges at have en væsentlig andel på denne plade.

Anker har for nylig udtalt, at hun mere er lyd- og instrumentalmenneske end tekstmenneske. Det må være en sandhed med modifikation, for ikke alene trækker hun her på mesterlig poesi og filosofisk tankegods, hun formår også overbevisende at bygge en struktur op, hvor ordene som både klang og betydning går fremragende i spænd med musikken. Der er tydeligvis ikke tale om lyrik, der blot er klistret på, som der ellers ofte er en fare for i den type ”musik møder poesi”-projekter. Nej, ordene er med til at drive musikken frem og omvendt, uden at den fjerner fokus fra det instrumentale arbejde. 

Vi ankommer til lyden af vind, åndedræt, luften der strømmer diskret gennem saxofonen. Det over ti minutter lange åbningsnummer, Indifferent Moon, sætter i høj grad tonen for pladen. Først med dette nærmest fjerlette anslag, hvor tonerne svæver blidt på åndedrættet. Så fletter de forskellige instrumenter sig tættere sammen, og Mintons stemme begynder at gispe og raspe, mens musikken får en klang af træ og metal. Som netop en drøm er musikken flydende, men også med bratte skift og spring. Lidt over fire minutter inde i nummeret begynder Minton næsten at croone, mens musikken bliver overraskende tilgængelig, melodisk, for så at fordampe helt igen mod slutningen, hvor vi er tilbage ved det sagte åndedræt.

På denne vis bevæger hele pladen sig mellem ret lyttevenlige passager, svale kammermusikalske passager (lyt f.eks. til et nummer som Northern Lights) og så et nummer som Running-Getting Nowhere, hvor den tordnende klang af Friths guitar, Cutlers trommer og selvfølgelig Ankers saxofon får lov at flænse luften, mens Moris elektronik hviner om kap med Mintons vokal i en hæsblæsende duel. Her vises der rå avantgarde-tænder.

Det giver ikke meget mening at forsøge at rubricere What River Is This som jazz, ny kompositionsmusik eller lignende. Anker søger en vej mellem det frit improviserede og det komponerede, og hun trækker som musiker i lige så høj grad på det 20. århundredes avantgarde-komponister som på freejazzens tradition. På What River Is This imponerer hun som kapelmester, der ikke blot har begået den genistreg at samle netop disse folk, men også at definere et stort set uhierarkisk rum, hvor alle disse traditioner kan flettes sammen. Pladen favner det fjerlette pust, den knitrende eftertanke og det drøje hug ned i kroppen og organerne. Nok så vigtigt er det også en plade, hvor man må bruge den lidt slidte frase om stilheden mellem ordene. Her arbejdes meget med pauser og med det tilbageholdte, og hvor godt instrumenterne end lyder sammen, er Anker heller ikke bleg for at lade de enkelte stemmer træde helt frem på nøgen vis, som når Knox pludselig lader bratschen klinge på pastoral, folkemusikalsk vis på den smukke Waterpalace.

På papiret kunne What River Is This godt ligne et lidt for velment forsøg på at forene forskellige traditioner på én plade. Det er en konstruktion, der meget let kunne kollapse. Men ikke alene fungerer det, det imponerer også i så høj grad, at man vel tør kalde det et hovedværk og en bedrift.  Man stiger ikke ned i den samme flod to gange. Og What River Is This synes da også at være et værk i konstant forandring, et værk, man kan stige ned i igen og igen og alligevel komme op med noget nyt. En flod af sitrende nerver.