Mesteren og maskinrummet

En historie kan altid fortælles fra flere sider. Historien om den eksperimenterende musik ligeså. Vi er vant til at høre historien om de store og banebrydende komponister. Lørdag hyldede Wundergrund da også tre elektroniske pionerer i form af Else Marie Pade, Jacob Kirkegaard og Mark Fell. Søndag gjaldt det en lidt anden slags pioner, engelske Daphne Oram. Hende kunne man på mange måder godt sammenligne med netop Else Marie Pade, hvilket den engelske arkivar og formidler Jonny Trunk og Wundergrund-gæstekurator Anne Hilde Neset også gjorde i deres portræt af Oram denne aften. Det stod dog hurtigt klart, at Trunk og Neset gik til fortællingen fra en anden indgangsvinkel end at oprulle historien om endnu et overset geni i musikhistorien. For portrættet af Daphne Oram, blev meget hurtigt til et større portræt af BBC Radiophonic Workshop, som Oram var med til at etablere i 50'ernes England.

Anonyme teknikere på lavbudget
Dette større portræt var der en klar pointe i. Som Trunk flere gange pointerede, så opfattede Oram og flere af hendes ligesindede medskabere af elektroniske lydeksperimenter ikke nødvendigvis sig selv som komponister eller kunstnere i gængs forstand. Snarere var der tale om en mere tilbagetrukken rolle som anonyme teknikere i maskinrummet. Et maskinrum, der vel at mærke var baseret på kasseret og ofte defekt teknologi fra BBC's øvrige studier. BBC Radiophonic Workshop havde ikke noget budget til selv at købe udstyr, men alligevel blev de et væsentligt aktiv i udviklingen af en elektronisk musik i efterkrigstidens Europa.

Fortællingen om Oram og BBC Radiophonic Workshop åbnede således op for en uhyre vigtig alternativ fortælling til historien om fx hele Darmstadt Skolen og en skikkelse som Karlheinz Stockhausen, der ganske vist også indgik i et tæt arbejde med Westdeutscher Rundfunk, men som på en helt anden måde anså sig selv som komponist og kunstner. De lyde, der kom ud af Radiophonic Workshop, var ofte slet ikke tænkt som musik, snarere som en slags lydeffekter, der kunne bruges i film, radiomontager og Tv-produktioner. Omgangen med popkulturen var tæt, hvilket Trunk illustrerede ved at spille et stykke musik fra den legendariske BBC-serie Doctor Who, som han selv lod sig fascinere af som barn, og som han ikke mindst var fascineret af på grund af de mystiske lyde. Lyde, der ikke indgik i nogen højkulturel kontekst, men som ikke var mindre epokegørende end mange af tidens øvrige elektroniske eksperimenter.

Engageret formidling og spøgelser i maskinen
Trunk viste sig som en engageret og underholdende formidler af denne historie, der både blev oprullet i samtale med Neset og også ved, at Trunk fra tid til anden sprang op og gik hen til sin DJ-pult, der til publikums morskab og undren pludselig begyndte at afspille nogle af de i forvejen space’ede lydstykker baglæns. Hvem sagde ”ghost in the  machine”! Dertil blev aftenen krydret med film: Dels en hyldest til Daphne Oram med Aura Satz' kortfilm Oramics (2011), dels med en både underholdende og fortryllende film om et tog med lydcollage af Oram: Snow (1968). Denne film førte igen til underholdende anekdoter om briternes angiveligt næsten sygelige besættelse af tog, der havde ført til en helt særskilt genre af film om tog. Film, der gik som varmt brød hos en dedikeret skare. Trunk fortalte, hvordan han selv havde udsendt en tilsyneladende meget smal udgivelse med lydoptagelser af reklamer for salgsvognen i et bestemt tog fra Leicester til London. En udgivelse, der blev udsolgt på 48 timer! Anekdoter som disse, kombineret med de mange spændende film- og lydcollager, var med til at gøre aftenen til meget mere end endnu en afstøvning af en elektronisk musikpionér. En aften, der endda helt i Trunks ånd havde lidt agentfilmagtig suspense, når Trunk fortalte om ihærdige besøg hos BBC og udfordringerne med overhovedet at få lov til at gå på opdagelse i arkiverne for at gøre noget af denne fantastiske musik tilgængelig for offentligheden. En historie, der langt fra er afsluttet.Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Varm dialog mellem folkemusik og avantgarde
Tirsdag tog Wundergrund Festivalen os så med til et helt andet, men ikke mindre fascinerende sted. Her var vægten i højere grad lagt på instrumentale udforskninger mellem tradition og eksperiment. I starten af året blev jeg aldeles overrumplet af den irske bratschist Garth Knox, der dengang gæstede Literaturhaus som del af Figura Festspiele. I tirsdags var han tilbage, denne gang i et møde med danske Trio Gamán. Begge arbejder i feltet mellem udforskning af folkemusikken og metoder fra ny og eksperimenterende musik. Denne aften spillede de dels hver for sig, dels sammen. I starten med Trio Gamán på scenen og Garth Knox stående i Literaturhaus' bar. En fin inddragelse af hele rummet og samtidig en fin understregning af den uhøjtidelige stil, som især Knox lagde for dagen.

Som en ægte spillemand elsker han at fortælle røverhistorier med et lunt glimt i øjet, og også denne aften var der en betagende livlighed og esprit over hans spil. Man skal dog ikke lade sig narre af den folkelige stil, for har Knox et ben i spillemandsmusikken, har han et andet plantet i avantgarden, og han formår i sjælden grad at få disse to ben til at danse lystigt sammen. Som det skete i en fin duel, hvor Trio Gamáns violinist Rune Tonsgaard Sørensen spillede gamle danske bryllupsmelodier, som Knox så responderede på med avantgardistiske teknikker. Netop selve spilleteknikken bliver ofte brugt som kreativt afsæt hos Knox, der er lidt af en opfinder, hvilket han også denne aften viste i stykker som ”One Finger” og ”Up, Down, Sideways, Round”, der ved hjælp af simple regler og benspænd sætter kursen for kompositionen i søsyg bølgegang. Vi sluttede i det mere rendyrkede og meget smukke folkemusikalske hjørne med ”Black Brittany”, hvor Knox havde fat i sin viola d'amore, et særligt strygerinstrument fra barokken.

Vildtvoksende og glødende teksturer
Norske Stian Westerhus er om nogen også en musiker, der ved at presse den instrumentale teknik – i dette tilfælde el-guitarens – ud i nye hjørner, formår at skabe en sjælden poesi og kreativitet. Sammen med danske Maria Laurette Friis var han blevet indbudt til at runde aftenen af i endnu et nyt musikalsk møde. Og det gik mildest talt ikke stille for sig, hvad man alene af arsenalet af guitarforstærkere på scenen kunne ane før koncerten. Havde man alligevel ikke helt forberedt sig på det, kom Wundergrunds frivillige heldigvis rundt med ørepropper.Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Maria Laurette Friis er med rette kendt som en af Danmarks mest ekspressive vokalister. Til dette møde nedtonede hun lidt overraskende vokalen kraftigt. I stedet sendte hun mørke og droneprægede klange ud i rummet med sin synthesizer, der lagde en varm bund for Westerhus' vildtvoksende guitarteksturer. Vokalen kom dog også i spil, men mest som endnu en spøgelsesagtig klangflade i dette tætte morads af lyd. Westerhus imponerede med snart drømmende, snart voldsomme og stærkt støjende guitarflader. Han viste en imponerende teknik og nærmest virtuos betjening af de mange effektpedaler og formåede i den grad at sparke nyt liv i et instrument, som ellers er blevet vredet i så mange retninger i moderne musik, at man vel næsten tror, der ikke er overraskelser tilbage. Det var der så denne aften, hvor det til tider nærmest virkede som om guitaren helt tog over, og Westerhus var ”reduceret” til skælvende medium for en enorm og hvidglødende kraft.

To meget forskelligartede musikermøder på en aften. To imponerende bedrifter mellem tradition og eksperiment, teknisk kunnen og grænseløs kreativitet.