Fanfare for en faldende

Aftenen inden Gong Tomorrow, op ad et afbarket træ på H.C. Andersens Boulevard. Jeg står og kigger op mod taget af Radio 24 Syv, det er lige præcis fire minutter i midnat på allehelgensaften. Boulevardens modsatte side er befolket af mennesker i hundredvis foran People Groups syv etager høje radiohjem, telefonerne fremme, de er kommet for at tage afsked. Messingbasuner glimter i nattemørket, blæsere og percussionister fra hovedstadens orkestre er stimlet sammen deroppe på taget for at spille en sidste hymne for kanalen, Aaron Coplands filmiske Fanfare for the Common Man fra 1942, skrevet for at markere den amerikanske indtræden i Anden Verdenskrig. Især valdhornenes bløde dyb trænger igennem nattetrafikken, og hernede fra en københavnsk grøft klinger musikken lige dele heroisk og melankolsk i fire vindstille minutter, inden kanalflaget hejses fra taget og rådhusklokkerne slår tidens usentimentale slag. Slut, videre. »Du har lyttet til Radio 24 Syv, tak for det, og tak for nu, godnat,« lyder Michael Bertelsens udgangsreplik fra min telefon. En forhutlet mand krydser boulevarden, giver mig et thumbs up, fordi jeg står der alene og lytter med, han vender om og bliver en del af mængden igen, en flok mennesker, der alle har lært i hvert fald én lektie nu: Brug aldrig statens kulturmidler offensivt.

For snart tyve år siden, i april 2000, fik det danske komponistmiljø sin egen statslige organisation. Snyk, Sekretariatet for Ny Kompositionsmusik, skulle give nichemusikken rådgivning og en fælles stemme i offentligheden, og blandt initiativtagerne fandt man både Dansk Komponistforening og Dansk Musikerforbund. I 2006 arrangerede sekretariatet for første gang den årlige festival Wundergrund, og de offentlige bevillinger til genreorganisationen steg hurtigt; i dag har Snyk – som i 2010 droppede sit oprindelige fulde navn, men beholdt akronymet og udvidede sit arbejdsområde til også at omfatte eksperimenterende musik og lydkunst – et årsbudget på knap fem millioner kroner. To af millionerne er øremærket den årlige festival, som i 2015 skiftede navn til Gong Tomorrow; dermed ligger festivalen budgetmæssigt på niveau med eksempelvis Klang Festival, men med den forskel, at sidstnævnte hovedsageligt finder sine indtægter hos private fonde, mens Gong Tomorrow overvejende finansieres af Statens Kunstfond og Københavns Kommune.

Viser det sig, at Gong Tomorrows dage er talte, er det symptomatisk for forvaltningen af offentlige kulturtilskud, at festivalen lukker, netop som den ellers har fundet en helt egen, offensiv identitet

Snyk er imidlertid under forandring i disse år, og det samme gælder den årlige festival. Læser man årsrapporten for 2018, kan man se, at genreorganisationens nye leder, den institutionelle ildspåsætter Bjarke Svendsen, allerede har indført flere tiltag, som skal lede nye kunstnere fra Passive/Aggressive-segmentet i retning af Snyk – altså den mere institutionsløse gør det selv-musik og flere elektroniske musikere. Man vil også arbejde tættere sammen med museumsverdenen for at give lydkunsten større gennemslagskraft, ligesom der er kommet øget fokus på at hjælpe Snyks klientel med at skabe PR-opmærksomhed om sig selv. Alle tre tendenser afspejlede sig tydeligt i programmet for årets Gong Tomorrow, der primært foregik i den afsidesliggende kunsthangar Copenhagen Contemporary og på spillestedet Alice. Hvor festivalen i tidligere år har famlet lidt i forsøget på at repræsentere hele sit genstandsfelt, var kurateringen grebet radikalt anderledes an i år, nærmest som en platform for flere debatter: om Snyk-samfundets indbyggere, om idéen med en festival, om kunstens sociale dimensioner og ikke mindst om komponistmiljøets udfordringer.

Sekretariatet imod ny kompositionsmusik?

Pladeselskaberne Escho, Institut for Dansk Lydarkæologi, Topos og Eget Værelse havde, i lighed med elektronagenturet Proton, fået frie hænder til at programlægge hver sin aften under festivalen, mens Snyk kun kuraterede selve åbningsaftenen med en jazzkomposition og en udenlandsk strygekvartet på programmet. Det traditionelle, lokale komponistmiljø var med andre ord helt fraværende – i skarp kontrast til tidligere år og til Snyks oprindelige fulde navn – og man aner allerede konturerne til de samme opgør om genrer og institutioner, som Bjarke Svendsen også lagde op til i sin tid som leder af det nu forhenværende Jazzhouse.

Modstand har han allerede mødt. Ikke kun fra det festivalfortrængte komponistmiljøs etablerede institutioner, men også fra politisk hold. Det har han det formentlig helt fint med, idet en del af Snyks nye strategi er at skabe debatter, eksempelvis via kommentarer publiceret på organisationens hjemmeside; her har Svendsen tidligere i år blandt andet kritiseret Københavns Kommune for at politisere i sin uddeling af tilskud til musikfestivaler. Men nu er der også lagt op til en offentlig diskussion med den anden af Gong Tomorrows hovedmæcener, Statens Kunstfond. En uge inden årets festivalstart besluttede fondens Projektstøtteudvalg for Musik således at ændre Snyks arbejdsopgaver markant fra og med 2021: De midler, man hidtil har modtaget til at drive festival for, skal i fremtiden bruges på at udvide Snyks genstandsfelt til også at omfavne den brede klassiske musik, mens alle fire danske genreorganisationer – som også tæller Jazz Danmark, pop-og rockmiljøets Rosa og verdensmusikkens Tempi – får forbud mod at drive festivalvirksomhed.

Beslutningen blev offentliggjort få dage inde i festivalen, og i Kulturmonitor kaldte Svendsen det et »granatchok«. På Facebook skrev han, under overskriften »Gong Tomorrow trues af lukning«, at han ikke er enig i fondens beslutning, som ifølge Svendsen vil svække Snyks internationale netværk. Også Rosas leder, Gunnar Madsen, har efterlyst en begrundelse for festivalforbuddet, som Statens Kunstfonds formand, Michael Bojesen, noget kluntet i første omgang begrundede med risikoen for konkurrenceforvridning, hvilket han dog hurtigt trak tilbage igen, da den rapport, han henviste til i denne sammenhæng, ikke nævnte noget om denne risiko. Det ændrede dog ikke ved beslutningen: »Snyk kan bedst udføre deres opgave om at være der for hele deres genreområde, hvis de er uafhængige af at drive en tilbagevendende festival,« konkluderede Bojesen, trods Snyk-lederens indvendinger og den nu 13-årige praksis.

Klassens time

Snyk holder i disse dage møder med Statens Kunstfond for at få omstødt beslutningen, men viser det sig, at Gong Tomorrows dage er talte, er det symptomatisk for forvaltningen af offentlige kulturtilskud, at festivalen lukker, netop som den ellers har fundet en helt egen, offensiv identitet i det danske festivallandskab. Som noget nyt arbejdede man i år med et tema, miljøer, som egentlig mere er at betragte som en ny kurs for festivalen, for det går igen, når man læser ansøgningspapirer for næste års, og måske den sidste, udgave. »Ingen stor kunstner er blevet til i et vakuum,« skriver Svendsen med marxistisk selvsikkerhed i årets festivalprogram. »Alle kunstnere er rundet af mennesker og fællesskaber.« Det kan lyde som et stråmandsagtigt opgør med en genimyte, som vi ellers for længst har gjort op med, men rammer faktisk – på et andet plan, end festivalen måske selv har tænkt det – lige ned i en af de største musikalske problemstillinger i dag: Hvor man meget længe har været vant til, at særlige musikalske genrer formede adskilte fællesskaber, må man gribe tingene anderledes an i dag, hvis man vil forstå lige netop den slags fællesskaber, som Gong Tomorrow og Snyk tiltrækker.

Bortset fra åbningsaftenen – med Jeppe Zeeberg og Lars Greves bigbandstorværk Danevirke samt Quatuor Diotimas strygekvartetter af Clara Iannotta, Andrew Norman og Rebecca Saunders – var det i år ikke de enkelte komponister og musikere, der var trækplaster for festivalens koncerter. Det var i stedet de omgivende miljøer i form af små pladeselskaber, kollektiver og foreninger. Især maratonkoncerten med Escho – pladeselskab, koncertarrangør og bogforlag – illustrerede, at fællesskaber i dag tegnes af andet end traditionelle stilistiske markører. På tre scener i Copenhagen Contemporarys store loftsrum spillede knap tyve kunstnere korte sæt, der gled pauseløst over i hinanden og tegnede et miljøportræt på tværs af genrer: Her zigzaggede indslagene mellem freejazz, elektroniske tableauer, efterskolepop, performanceskrig, digtoplæsning, punk og tordenrock, måske især bundet sammen af en scenevant attitude og et musikalsk udtryk, der i hvert enkelte tilfælde var selvsikkert og uden de store modsatrettede kræfter. Det homogene artschool-publikum i midten af tyverne forstod i hvert fald at smile og slå de eftertænksomme folder an på de rigtige tidspunkter.

Endnu et fællesskab på tværs af genrer: Institut for Dansk Lydarkæologi, der afholdt salon i Huset KBH med oldschool komponistsamtaler, diasforedrag, lydeksempler og korte musikalske indslag. Her var tidlig elektronisk musik, socialrealistiske sange, konceptdigtning, lydbilleder og performance lecture. En åben kult for lydnørder. Eller hvad med pladeselskabet Topos, der forenede billedkunstens performancepublikum med lydkunstens meditative lyttere ved at spille T.R. Kirsteins næroptagelser af fluesværme og Jacob Kirkegaards ditto af ligbrænding, oversætte Nem-ID-nøglekort til naiv blokfløjtemusik ved Niels Lyhne Løkkegaard eller, helt bogstaveligt, tæve en akustisk guitar, sådan som Maxe Lu Alicia gjorde det over fem runder i en interimistisk boksering.

Sejrer sig ihjel

Man kan diskutere de kunstneriske ambitioner i de enkelte værker, som fandt vej til festivalen. Der var ikke for alvor højt til loftet, og musikken pegede sjældent i mere end én retning ad gangen. Her kunne man selvfølgelig ikke undgå at savne komponisterne, der var blevet efterladt som den kiksede folkeskoleven, den dag Gong fik nyt tøj og sejere venner. Ikke mindst under koncerterne på Alice, hvor besøg fra USA, Japan, Kina og Italien druknede i ambient lydterapi og monotone synthflader. Og ved Eget Værelses koncert på Copenhagen Contemporary kom idealet om kollektivisme til at fremstå som en kultisk fejring af simple trommerytmer, quirky pop, monoton dronestøj og banal loungejazz. Ophøjelsen af fællesskab og sociale dimensioner i en individualistisk tid kan blive forceret, og den kan hurtigt blive en hyldest til det eksisterende og en afvisning af de isolerede originaler.

Mangler komponistmiljøet nogle sociale fællesskaber, nu de gamle koncertforeninger hører fortiden til; mangler det en passion eller blot at formidle den?

Men måske er det ikke alle festivalers primære mål at præsentere de største kunstneriske oplevelser. Måske kan det også være at fungere som en eksperimenterende platform, der kan vise nye veje for det omgivende, daglige musikliv og for øvrige festivaler. Måske er der ikke behov for endnu en genrefestival, men en metafestival, der spørger, hvorfor og hvordan vi overhovedet laver festivaler; måske er det lige netop dét, en genreorganisation og ingen andre kan og skal levere. Og Gong Tomorrow har i år kastet et hav af debatter op i luften: Mangler komponistmiljøet nogle sociale fællesskaber, nu de gamle koncertforeninger hører fortiden til; mangler det en passion (det var der enighed om ved Passive/Aggressives paneldebat under festivalen) eller blot at formidle den? Er Snyk-miljøet et særligt fællesskab, som kan give komponisterne en større platform, hvis de forstår at henvende sig til det nysgerrige publikum? (Ville James Black og Marcela Lucatelli ikke have kunnet fungere som en del af Escho-koncerten? Kan der skabes plads til den ruhårede, iByen-uegnede kunst på en hip festival?) Har Gong Tomorrow-feltet mere at sige hinanden, end komponistmiljøet eksempelvis har tilfælles med det brede klassiske musikliv, som det nu skal organiseres sammen med?

Fremtiden for Snyk og Gong Tomorrow er i skrivende stund uvis. Jeg håber, at Statens Kunstfond ikke forfalder til forældede genre- og institutionsopfattelser i sit i øvrigt tiltrængte eftersyn af musiklivets institutioner. Det ville være en skam, hvis endnu en offentlig kultursucces, ligesom Radio 24 Syv, skulle synke til bunds, akkurat som den har fundet sin retning: som en festival, ingen andre end Snyk selv kan arrangere, en opvisning i offensiv kulturforvaltning.

Gong Tomorrow 2019 fandt sted 1.-9. november på forskellige koncertsteder i København; det fulde program kan læses her.

Redaktionel note: Det er på sin plads at gøre opmærksom på, at Snyks leder har fast plads i Seismografs bestyrelse, og at Statens Kunstfond yder et væsentligt bidrag til Seismografs økonomi, men at ingen af disse forhold har indflydelse på det redaktionelle indhold.