Foruroligende vuggeviser og splittede værker

To mænd i sorte jakkesæt – begge knap 40 år – træder ind på scenen. Foran sig har de hver et stativ, hvorpå der hænger en masse spilledåse-tøjdukker. Den første tråd bliver trukket ned, og en tyst, men klar melodi høres. Et par nye spilledåser aktiveres, og man har pludselig sit hyr med at hitte rede i, ‘hvem der er hvem’. En ny spilledåse bliver trukket op, som ikke stemmer helt med de andre, hvilket giver en meget smuk effekt. Pludselig er de enkelte melodier imidlertid uadskillelige, og andre musikalske karaktertræk som gestik og (multi)tonalitet kommer nu i fokus.

De næste 20 minutters koncert går i al sin enkelhed ud på, at de to herrer sammenstiller forskellige spilledåser tilsat harmonika, akkordeon og elektronik. En skrøbelig og fin kakofoni. Måske lidt for ofte rigeligt mange spilledåser i gang på én gang. Det er muligt, at det lyder fedt, når man sidder helt tæt på spilledåserne, men det kom ikke ordentligt frem nede i salen – dertil var spilledåserne ikke mic’et tæt nok. Kakofoni har det med at blive uinteressant, hvis der ikke er retning på.

Vi har meget mere i vente fra Kullbergs side som performer og komponist

Literaturhaus er et o.k. fint sted for sådanne typer koncerter, men når der ikke er sat scene op – som hæver musikerne op over publikum – bliver det ofte svært at se de udøvendes forskellige aktiviteter, og det er synd, da man sidder kun få meter fra dem. Men en fin og nydelig koncert, med undertoner af uhygge. Lige så nysselige tøjdukker er enkeltstående, lige så frygtindgydende kan de virke, når der er mange af dem. Alt i alt en vellykket koncert.

Jexper Holmen: »Lullabies«. Jexper Holmen og Frode Andersen på spilledåser, elektronik, harmonika og akkordeon. Literaturhaus, 2. november.

Little Red Suitcase uden substans

To unge kvinder i udklædning har bredt diverse genstande ud på scenen. Små sange akkompagneres af pianospil samt forskellige små taktile lydgivere. Der er på én gang noget meget sødt, men også lidt ligegyldigt over det kunstneriske udtryk. Det forfriskende består mest i pigernes eget ungdommelige drive. Og et eller andet sted skal man jo starte. Man springer sjældent ud som stor kunstner, når man er helt ung.

Og de to kvinder er muligvis på vej til noget, som en dag bliver interessant, men her og nu mangler der personlig substans og lødigt indhold. Alt for mange fragmentariske forsøg som ikke er færdigt bearbejdede og ikke genererer interessant lyd. Og det medførte hos mig en stille undren over, hvorvidt sådan en event hører hjemme i en professionel festival som Wundergrund. De bør få sig en vejleder, der kan hjælpe dem med at højne niveauet. Dette var en lettere kedsommelig koncert.

Musikernes performance, virtuositet og sound: 11/25
Komponistens værk og substans: 18/50
Producentens produktion, beværtning, lys og lyd: 18/25

Little Red Suitcase på sang, sampler og hjemmelavede instrumenter. Literaturhaus, 2. november.

Uforløst Nørgård-improvisation

Jakob Kullberg er glad for Per Nørgårds musik. Og det har inspireret cellisten til ikke kun at forholde sig nodetro til forlægget, men også at arbejde videre med materialet. På aftenens koncert starter trioen således ud med at improvisere over et ældre Nørgård-stykke oprindeligt skrevet for saxofonkvartet. Trioen viste på den ene side stor virtuositet, men Nørgårds værk i denne instrumentation løftede sig aldrig, og Nørgårds temaer lød i mine ører underligt uidiomatiske (selvom jeg garanteret langt foretrækker denne besætning frem for saxofonkvartet).

Jakob Bro er fantastisk på guitar, men personligt savnede jeg lidt mere klanglig variation fra hans side. Det var en befrielse, når han en gang imellem strøg med en bue på strengene i stedet for alt det nodetro klimperi. Det kunne være spændende, hvis ensemblet foldede sit klangmateriale mere ud. Det værk, jeg i virkeligheden synes klædte trioen bedst, var det sidste stykke på programmet, Epilog af Kullberg selv. Mange fine klange, som dog måske en gang imellem manglede en lidt mere stram form og varieret gestik. Men ingen kan vist være i tvivl om, at vi har meget mere i vente fra Kullbergs side som performer og komponist med mere.

Musikernes performance, attitude og sound: 18/25
Komponisternes værk og substans: 32/50
Arrangørernes produktion, beværtning, lys og lyd: 22/25

Værker af Per Nørgård, Jakob Kullberg m.fl. Jakob Kullberg, cello, Jakob Bro, guitar, og Eske Nørrelykke, kontrabas. Jazzhouse, 3. november.

Kvartetten Spring splittede værker ad

Ni danske partiturkomponister har skrevet værker til ensemblet Spring. Kvartetten tillod sig imidlertid at splitte de enkelte værker ad og i stedet se på de indkomne værker som idéer, der kan arbejdes videre med, og som kan sættes sammen på nye måder. Denne manøvre lykkedes med stort held. Spring fremstod som et på én gang modent og kraftfuldt orkester … fuldt af energi. Anders Banke og Torben Snekkestad er meget overbevisende og bjergtagende som frontfigurer. Jeg siger JA til den rejse, de inviterer på. Personligt synes jeg, at det kunne være spændende, hvis Spring også indoptog elektronik i deres besætning. Det behøver ikke at være gennemgående, blot som effekt. Det var fedt at høre dem på Jazzhouse. Èn af de bedste Wundergrund-koncerter, jeg endnu har oplevet.

Musikernes performance, attitude og sound: 19/25
Komponisternes værk og substans: 38/50
Arrangørernes produktion, beværtning, lys og lyd: 22/25

Mashup af ni danske komponister, kurateret af Karsten Fundal. Spring på saxofoner, klarinetter, kontrabas og slagtøj. Jazzhouse, 3. november.

Opdateret 18. april 2020 med ny korrektur, nyt layout og ny rubrik (oprindeligt fire artikler: »Foruroligende vuggeviser«, »Little Red Suitcase på Wundergrund«, »Kullberg, Bro og Nørrelykke på Wundergrund« og »SPRING på Wundergrund«).