12 timer på G((o))ng Tomorrow
Annonce
En vinyl-installation båret af optagelser af improsaxofon i forskellige settings, en 12 timers performativ klanginstallation i Danmarks ældste museumsbygning og en inkluderende parafrase over John Cages 4’33. Den eksperimenterende musik findes i mange formater og udtryk. G((o))ng Tomorrow – Københavns årligt tilbagevendende festival for ny, eksperimenterende musik og lydkunst – havde i år et program, der imponerede i sin spændvidde.
Mette Rasmussen i duet med sig selv
I kælderen i den nyligt åbnede naturvinsbar og udstillingssted Peryton i Dronningens Tværgade kunne Mette Rasmussens installation Awake opleves i løbet af festivalugen.
Mette Rasmussen spiller saxofon, og selvom hun er dansk, har hun de sidste mange år haft base i Trondheim i Norge og hovedsageligt spillet med udenlandske artister. Hun dyrker normalt fri musik, ren impro. Det foregår ofte i duokonstellationer eksempelvis med den amerikanske trommeslager Chris Corsano eller den franske guitarist Julien Deprez, hvem hun også spillede en koncert med under festivalen.
Mette Rasmussen dyrker normalt fri musik, ren impro
Installationsformatet er nyt for Mette Rasmussen, men det duo-improvisatoriske fundament i hendes virke er taget med over i Awake, der først og fremmest består af optagelser af hendes egne saxofonimprovisationer – en optagelse på hver side af to vinyler, som var mærket A,B,C og D. Alle optagelser varer præcis 16 minutter og 40 sekunder og er foretaget sådan, at B-optagelsen er en respons på A-optagelsen, C-optagelsen en respons B-optagelsen og så fremdeles. Mens de to første optagelser er foretaget i hendes hjemmestudie, er de to sidste optaget i hendes have med ambiente lyde af fuglekvidder, trafik og andet.
Orden i kaosset
Awake er nummer 5 i en udstillingsrække, der har startet Perytons virke som et nyt udstillingsted i København. Ovenpå en vinbar, i kælderen et lille lavloftet rektangulært lokale, hvor der er plads til mindre og skiftende udstillinger og events.
Som jeg har forstået det, inviteres kunstnere til at kombinere ét objekt med én lydkilde ved hjælp af to aluminiumsrammer under konceptet eller navnet The Sunshine. Det var ret svært for mig at forstå, hvad der egentlig skulle være det givende i det koncept, og det virkede mest som et unødvendigt begrænsende dogme.
Mette Rasmussens installation 'Awake' var i sin udformning simpel og konkret. Foto: Mette Sanggaard Dideriksen Et brunt tæppe lå diagonalt i rummet og ovenpå stod den ene ramme med en dj-pult (to pladespillere) og højtalere. Den anden ramme var placeret bagved dj-pulten, og brugt som lampeskærm, idet et hvidt stof var hængt op og formede lyset fra to lamper, der stod bagerst på det brune tæppe.
Først hørte jeg pladeside B og C samtidig – altså en kombination, hvor Mette Rasmussen bevidst spiller op ad sig selv. Det ene spor startede ud i et tonalt univers med alterede skalabevægelser og sekvensfigurer. Det andet spor havde en mere soundorienteret profil. Her hørtes noget af det, som Mette Rasmussen er en sand mester i nemlig præpareringer og extended techniques. Det er et meget bredt lydligt sprektrum, som hun råder over, og som hun formår at give et særligt kropsligt præg. Som når hun eksempelvis bruger hornet som en forstærkning og filtrering af hendes vejrtrækning. Eller når hun monterer en thunderdrum i den og får den til at skrige af overdrive og noiserock.
Awake er således et værk, der krydser improvisation og komposition i en slags halvåben form, der forhandler forholdet mellem intention og tilfældighed
Der var altså en skarp kontrapunktik i starten, og samtalen havde altså karakter af en diskussion, hvor begge parter var meget uenige. Senere bevægede det tonale spor hen i retning af “sound” sporet, og gradvist blev kontrasten udlignet.
Da jeg bagefter hørte det ene spor i en ny uintenderet dialog med en anden vinylside, fremtrådte den samme lyd på en helt anden måde. Hele udviklingsforløbet fra den første gennemspilning var udlignet til fordel for et langt mere statisk forløb.
Awake er således et værk, der krydser improvisation og komposition i en slags halvåben form, der forhandler forholdet mellem intention og tilfældighed. Selvom den formopsætning resulterede i flotte sekvenser indimellem, synes jeg, at det er en formmæssig pointe, der er ret hurtigt overstået.
The Sunshine konceptet opfordrer måske ikke ligefrem til det, men jeg savnede virkelig noget dybde og en større udfordring af installationsformatet. Jeg kunne slet ikke få den stive og endimensionelle orkestrering af rummet til at passe med den nysgerrighed, detaljerigdom og kropslige fylde, der ellers er at finde i Mette Rasmussens spil. Og det var lidt en skam.
Keiji Hainos Miracle
En anden, der også prøvede kræfter med nye værktyper under årets G((o))ng Tomorrow var den japanske undergrundshelt Keiji Haino. Måske kommer hans værk Miracle ikke helt så uventet, dels fordi idéen har rumsteret i hans hoved i 40 år, og dels fordi man som regel altid kan forvente det uventede, når der står Keiji Haino på plakaten. Selvom han mest er kendt som (noise)guitarist, spiller han ellers lidt over 80 andre instrumenter og har lavet og medvirket på en uoverskuelig mængde af udgivelser igennem de sidste fire årtier.
Miracle er i sin lancering som ‘Europapremiere’ blevet promoveret til at være årets helt store scoop, og jeg havde derfor tårnhøje forventninger. Premieren fandt sted på Statens Museum for Kunst.
Keiji Hains 'Miracle' er for ét klaver og 88 performere. Foto: Mette Sanggaard Dideriksen
Et inkluderende klaverværk
Miracle kan reduceres til én grundlæggende, simpel idé, der i sin udførsel afstedkommer en lang række først om fremmest praktiske men også æstetiske kompleksiteter. Værket er for ét klaver og 88 performere, der skal udføre den umulige opgave at spille hver sin tangent på samme tid. Og hvordan gør man så det? Blandt andet ved at specialdesigne en stilladskonstruktion placeret rundt om flygelet, ved at pakke pianisterne rigtigt sammen over og under det, ved at tildele dem farvekoder, så de kan finde deres tone og i øvrigt have folk til at støtte dem, der skal spille og to samaritter klar, hvis nogen skulle få et ildebefindende.
Denne store kontrast mellem idéel simplicitet og en uhyre vanskelig og krævende opførelsespraksis er værkets drivkraft og var meget fint illustreret ved at have partituret udstillet i en montre som et idémæssigt manifest ved siden af den bombastiske flygelkonstruktion. Et simpelt og på mange måder smukt partitur.
ONE, TWO, THREE kom det fra Haino, og den flotte klang af klaverets fulde register lød.
»One, two, three!«
Slagets gang blev styret af en speaker, der i en lettere hårdnakket tone dirigerede de 88 frivillige pianister ind i hold og gav ordre til at placere deres fingre. Performerne var fuldt forståeligt i letsindigt lørdagshumør, og der var på den måde et lidt underligt performativt skred mellem den skarpe tone i direktionen og den hyggelige stemning på stilladset.
Samlet fokus kom der dog i den grad, da alle performere var klar ved tangenterne, og Haino-san rejste sig for berige os med en overordentlig ihærdig indtælling: ONE, TWO, THREE kom det fra Haino, og den flotte klang af klaverets fulde register lød. Sådan fortsatte det med forskellige tilfældige variationer af clusteren indtil alle tonerne faldt på næsten samme tid, forsøget var lykkedes og værket dermed afsluttet.
Provokationselementet i, at værkets eneste noterede musikalske begivenhed fyldte så lidt i opførelsen, virkede ret stærkt på mig. Når der eksempelvis blev speaket ind over klaverklangen, virkede den nærmest ligegyldig. På samme måde som Sisyfos skubber sin tunge sten op ad bakken uden at vide hvorfor, virkede det også som om, at anstrengelserne var vigtigere end selve resultatet.
Revitalisering af fluxusmusikken
Værket fik altså en struktur, som man kender fra mange andre musikalske situationer: opbygning og forløsning – spænding og afspænding. Opbygningen, der som bekendt fyldte mest, bestod lydmæssigt af lyden af folk, der bevæger sig ind på deres pladser, småsnakken og lyden af tangenter, der bliver fundet -– og naturligvis speak og indtælling. Men den tog sig langt stærkere ud visuelt, da der rent faktisk skulle opbygges en form for menneskelagkage, og man kunne virkelig fornemme anstrengelserne og sveden helt ned på bagerste række. Heri udbasuneres også en af værkets relativt komplekse pointer, som har dybe rødder i den Cageanske æstetik og fluxusbevægelsen: at musik skal forstås i en generel kontekst af bevægelse og proces.
Den processuelle opfattelse af musik er selvfølgelig en gammel tanke, og Miracle er på den måde ikke så ovenud originalt og radikalt, som det også igennem festivalens kommunikation er blevet gjort til. Til trods for det og til trods for det til tider uskarpe performative fokus, var det en meget stærk musikalsk oplevelse, der satte tankerne i gang, og opførelsen af Miracle var helt bestemt al umagen værd!
Time is Local
Performativt fokus var der til gengæld rigeligt af på Thorvaldsens Museum, hvor WeLikeWe havde slået sig sammen med Jacob Kirkegaard om den 12 timer lange live-installation Time is Local.
Jeg ankom til den farverige bygning lidt over middag lørdag, hvor seancen netop var startet. Det første, som fangede mit blik, da jeg trådte ind i den store sal med de gigantiske rytterstatuer, var Kirkegaard, der stod bag en stor gong-gong opsætning i hengiven fordybelse og skuede ud af et vindue på det pulserende gademiljø. Jeg blev øjeblikkelig klar over, at det oplevelsesmodus, jeg nu skulle træde ind i, var i skarp kontrast til det, jeg lige kom fra – trafikken, støjen og byens hurtige tempo.
Det var mindst lige så betagende at stå på afstand og prøve at fastholde den samlede dybe ambiens fra hele fløjens lydlige begivenheder
Symmetri
I alle rummene var der installeret højtalere, som i løbet af de 12 timer afspillede en komposition i 12 dele – én for hvert rum. Værket var altså indrammet i en grundlæggende symmetri – 12 satser, 12 timer og 12 rum – hvilket allerede her indikerer værkets ligesvævende forhold mellem tid og rum.
I starten af værket hørtes resonansoptagelser fra højtalerne i nogle af rummene – en teknik, der går ud på gentagne gange at optage og afspille lyd i et rum, indtil der kun er lyden af rummets resonansfrekvenser tilbage. Det er lydteknisk greb, som Kirkegaard åbenbart er særligt glad for, idet han allerede har prøvet kræfter med det i blandt andet hans Alvin Lucier-inspirerede værk Aion. Denne optagetekniks underligt sfæriske og glasagtige klang var genkendelig, men alligevel ret særegen i kraft af, at den afspillet i præcis de rum, hvori den var blevet optaget.
De fire musikere fra WeLikeWe bevægede sig rundt i samme asketisk fordybede sindelag som Kirkegaard og spillede mentalt afsondret fra alle andre, der befandt sig i bygningen. Jeg styrede på en måde selv opførelsens narrativ, og var derfor frit stillet til at vælge mellem forskellige lyttestrategier, hvoraf det mest oplagte var at følge en af musikerne bevæge sig rundt og høre, hvordan hendes lyd ændrede karakter, når hun trådte ind i et nyt rum. Rummene spillede altså med, og det var mindst lige så betagende at stå på afstand og prøve at fastholde den samlede dybe ambiens fra hele fløjens lydlige begivenheder.
Sangerinden Katinka Fogh Vindelev. Foto: Mette Sanggaard Dideriksen
Et særligt magisk øjeblik opstod, da jeg på et tidspunkt havde fulgt cellisten Josefine Opsahl ind i det rum, hvor den lille skulptur Amor og Psyche står placeret. Hun stillede sig med fronten mod væggen og gentog et flydende glissandomotiv afbrudt af enkelte voldsomme pizzicatoudbrud. Snart kom violinisten Katrine Grarup Elbo ind i rummet, stillede sig ved siden af Opsahl og efterlignede hendes motiv. De to sidste musikere – percussionisten Sara Rosendal og sangerinden Katinka Fogh Vindelev – trådte senere ind i rummet og musikerne vendte sig mod hinanden og spillede et kraftfuld og energisk tutti. Jeg blev fuldstændig blæst bagover af kvartettens fylde, der i rummets akustik og i samklang med lyden fra højtalerne frembragte en umanerlig flot klanglig masse, der var umulig at skille fra hinanden, men som alligevel varierede i kraft af, at musikerne undervejs skiftede pladser.
Fuldstændig mættet af overordentligt forskellige musikalske indtryk, bevægede jeg mig hjemad tænkende: hvor er det dog herligt, at en festival for eksperimenterende musik selv tør at eksperimentere
Et egenartet tyngdefelt
Værket repræsenterer det gode gamle opgør med den kantianske opdeling af den menneskelige opfattelse i de to kategorier tid og rum – et opgør som lydkunsten i særlig grad har været bannerfører for. Men det var unægtelig en meget gennemført udgave af den gamle sang. Opløsningen var iværksat på så mange planer, at der ikke var andet for end at parkere den sunde fornuft og lade sanserne få frit lejde. Det hele flød sammen: performernes andægtige gestik med de højtidelige skulpturer, deres kostumer med farven på væggen, de enkelte rum med hele bygningen, den skulpturelle musik med selve skulpturerne. Båret af en fuldstændigt gennemarbejdet audio-visuel detaljerigdom skabte Time is Local sit helt eget tyngdefelt.
Men det var mest af alt bare en stor fornøjelse at høre de fire musikere. Da jeg senere ud på aftenen efter Keiji Hainos mirakel vendte tilbage til Thorvaldsens Museum, var jeg fuldstændig lamslået over at møde den samme intensitet og nerve, som jeg havde oplevet 10 timer tidligere.
Det var altså i et opstemt sindelag at min lørdag på G((o))ng Tomorrow sluttede. Fuldstændig mættet af overordentligt forskellige musikalske indtryk, bevægede jeg mig hjemad tænkende: hvor er det dog herligt, at en festival for eksperimenterende musik selv tør at eksperimentere – både i de store museumsopsætninger og de små kælderlokaler.