Sound and vision (and space)
Annonce
Siden 2013 har københavnske museer, gallerier, venues og kunsthaller samlet sig om at skabe samtidskunstfestivalen Copenhagen Art Week. Initiativet er iværksat af det webbaserede kunstmagasin kunsten.nu med hensigten at »stadfæste København som en metropol for samtidskunst af høj kvalitet«, som de formulerer det på deres hjemmeside. Denne stadfæstelse sker hvert år med fingeren på pulsen ved at eksponere de kunstformer, som er i bevægelse. 2017 blev året, hvor kunstfestivalen omfavnede den fremadstormende lydkunst.
Det fyldige program indeholdt en overflod af lydkunstarrangementer, der både talte performanceaftener, koncerter, talks, interaktive lydværker i det offentlige rum og adskillige udstillinger. Følgende er et dyk ned i tre værker, som alle var en del af Copenhagen Art Week i år.
Hiroshi Sambuichi og Tobias Kirstein
Den japanske arkitekt Hiroshi Sambuichis værk the Water har i det sidste stykke tid udfyldt det nu tømte vandreservoir, der udgør udstillingsrummet Cisternerne på Frederiksberg, og i forbindelse med Copenhagen Art Week havde lydkunstner og komponist Tobias Kirstein tilført installationen en lydlig dimension, som blot kunne opleves søndag d. 27 og mandag d. 28 august .
Sambuichis virke befinder sig i grænselandet mellem arkitektur og kunst, hvilket man også havde chancen for at opleve i foråret, hvor han åbnede den store soloudstilling Moving materials på Dansk Arkitekturcenter. Hans installationer tematiserer bæredygtighed og tager specifikt udgangspunkt i de steder, de er udstillet. Han har i dette tilfælde også omfavnet Cisternernes undergrundsmiljø, der er karakteriseret ved en dunkel belysning, særdeles høj CO2mætning og luftfugtighed. Samtidig trænger vand fra Søndermarken ind i rummet, hvilket normalt afhjælpes ved afløb, men som i anledning af udstillingen er blevet lukket. Således er gulvet blevet beklædt med et vandspejl, hvorpå træpassager leder den besøgende igennem rummet.
Et japansk helligsted i Søndermarkens undergrund
Et af de grundlæggende virkemidler, som installationen arbejder med, er spejling og refleksion. Det meget sparsommelige lys fra de få åbninger til overgrunden og de enkelte lamper bliver dels reflekteret i vandet men også i adskillige spejlformationer. De fleste af spejlene er vinklet væk fra beskueren, således at man i stedet for sit spejlbillede ser rummet på en mindre firkantet måde. Et sted kunne jeg se ind i et spejl og ud igennem fem andre spejle, som til sidst førte mit blik ud af et lille vindue i loftet. På den måde bevæger rumopfattelsen sig ud over den perspektiviske fortolkning, og rummet fremstår reelt og abstrakt på samme tid.
Kirsteins værk – på flere måder i en æstetisk overensstemmelse med Sambuichis installation – består af seks centralt placerede højtalere, som ved hjælp af en hjemmelavet tonegenerator sender hver sin sinustone ud i rummet. Tonerne er hentet fra de japanske yin og yang skalaer Rio og Ritsu og relaterer sig derfor subtilt til den japanske æstetik og installationens fortolkning af den japanske helligdom Itsukushima.
En mikrotonal clusterdrone
Kirsteins lydværk hørtes som en mikrotonal clusterdrone, hvor interferenserne og svingningerne mellem de forskellige toner skabte en bølgende cellulær lydmasse. Den kilometerlange rumklang, der ellers præger Cisternernes akustiske miljø, var fyldt helt ud af lydværkets kraftige volumen.
En klar pendant til Sambuichis spejlopsætninger, hvor rummets dimensionalitet fremtræder på forskellige måder alt afhængig af spejl og vinkel. På samme måde klang Kirsteins værk også forskelligt alt afhængigt af hvilken højtaler, jeg stod i nærheden af. Jeg kunne bevæge mig hen til en højtaler og lytte fokuseret til dennes tone og langsomt bevæge mig videre og høre en ny tone træde frem, alt imens den anden blev til lydmasse. Der var nogle flotte brændpunkter imellem nogle af højtalerne, hvor man virkelig kunne fornemme clusterens dybde og høre den tætte tonalitet skabe akustiske “regnefejl” i forskellige frekvensområder.
Værket havde altså en formmæssig opsætning, der satte mig som besøgende i centrum af kompositionens narrativ, som jeg selv styrede ved at bevæge mig rundt og lytte. Samme formgreb er brugt utallige gange i lydkunstens historie og er måske mest ikonisk repræsenteret af lydkunsteksperimenter i Berlin fra 80’erne som eksempelvis Bernhardt Leitners permanente installation Ton-Raum tu Berlin på Technische Universität. På den måde kan man måske klandre værket for at være en smule fattig på originalitet – det er i hvert fald ikke første (og nok heller ikke sidste) gang , jeg oplever et tonegeneratorværk, hvor det handler om, at jeg skal bevæge mig rundt og høre nuancerne i lydmassen.
Til trods for det letgenkendelige formgreb, fungerede værket godt sammen med Sambuichis installation, og clusteren klang overordentligt flot i Cisternenes underjordiske rum.
Ursula Nistrups Trio Space
Trio Space af Ursula Nistrup er et todelt værk, som er skabt i samarbejde med komponist og saxofonist Johannes Lund. Værket består dels af en video optaget på Medicinsk Museion og en live performance, der udspillede sig i Frederiksberg Have. Begge dele er baseret på improvisation af de tre blæsere Johannes Lund (altsaxofon), Asger Hartvig (tenorsaxofon) og Maria Bertel (basun).
Filmen blev vist i en af de højtidelige forelæsningssale i det oprindelige Kongelige Kirurgiske Akademi, som altså nu hedder Medicinsk Museion og er blevet et kultursted. De hvide buster af gamle kloge mænd fra lægevidenskaben, som dekorerer lokalet, kiggede med, da den 13 minutter lange video blev afspillet i et loop hen over eftermiddagen.
En improvisation og en komposition
På det store lærred så og hørte vi de tre blæsere bevæge sig rundt i forskellige lokaler på Medicinsk Museion, imens de satte lyd til rummene og kommunikerede improvisatorisk med hinanden igennem væggene. Improvisationen tog sig hovedsageligt ud som små motiver centreret omkring ganske få toner, og det virkede som om, at gentagelser og ophold har været en generel ledetråd for de tre blæsere. Det var en improvisation, der kom igennem forskellige zoner; nogle gange svarede en blæser på en anden blæsers frase, andre gange søgte de ind i hinandens toner og skabte en samlet motivkerne og andre gange lagde de sig mere kontrapunktisk op ad hinanden.
I videodelen af Trio Space er kompositionens struktur bestemt af filmens klipning. Det ene øjeblik følger vi basunisten og hører hende undersøge de akustiske kvaliteter i et rum, alt imens vi kan høre den fjerne klang af saxofon fra et andet sted i bygningen. Det næste øjeblik ser vi ned af en tom gang og kan høre improvisationen foregå uden for billedet. Med disse kompositoriske redskaber – dynamikken mellem nære og fjerne ubehandlede blæserklange – har Nistrup skabt et fint musikalsk forløb, som altså befinder sig i krydsfeltet mellem improvisation og komposition.
Men det var svært virkelig at mærke de lydliggjorte rum igennem skærmen og højtalernes mediering. På den måde bliver den rumorienterede æstetik aldrig helt forløst. Meta-laget i at høre og se et værk, der primært handler om klangen i den bygning, hvori man oplever værket, har nok været en pointe for Nistrup, men jeg kunne ikke lade være med at tænke: hvor kunne det dog have været storslået rent faktisk at have befundet sig i de karakteristisk klingende rum sammen med musikerne, imens de spillede!
Johannes Lund på saxofon i Frederiksbergs Have. Foto: Katrine Møbius.
Blæsertrio og rock’n’roll
Jeg fik heldigvis mulighed for at høre musikerne live, da jeg dagen efter filmscreeningen tog til Frederiksberg Have for at opleve værkets anden halvdel.
Uheldet ville, at et ”rockballeband” spillede op til dans i den anden ende af Frederiksberg Have, så da performancen gik i gang, og de tre blæsere bevægede sig ud i parken fra det aftalte mødested, var det til tonerne af Johnny, Be Good, der lå som et tykt lag i baggrunden. Men det er nu engang præmissen for at bedrive lydkunst i det offentlige rum, og hurtigt blev forstyrrelsen en del af værket.
Improvisationen forløb på omtrent samme måde som i videoen med simple motiver og mange pauser. Den helt grundlæggende forskel fra videoen var, at narrativet ikke var dikteret af klipning, men at jeg selv kunne bestemme mig for, hvilken blæser jeg ville følge, og på den måde åbnede formen sig mere op. Den intimitet jeg savnede i videoen, kom til udtryk performancedelen, og jeg følte, at jeg i langt højere grad kunne tage del i og forstå den klanglige søgen, som værket udtrykker.
På et tidspunkt tilsmilede lykken os, da rockbandet holdt pause, og blæserimprovisationen blev en mere fremtrædende del af parkens lyde. Flere mennesker blev nysgerrigt hængende for at høre, hvad der foregik. Vi bevægede os igennem buske, langs grusstier og satte os til tider på græsset for at høre trioen improvisere på lang afstand af hinanden. I slutningen af performancen blæste rockmusikken igen op i baggrunden og dannede således en tilfældig og meget aparte ramme for værket.
Ursula Nistrup har med Trio Space skabt et rigtig interessant værk, der i nogle henseender var en smule uforløst. Jeg havde svært ved fange idéen bag den todelte form, fordi at værket i min optik tog sig klart stærkest ud som performance.
Vestindiske Forestillinger
Jacob Kirkegaard og Niels Lyhne Løkkegaard har slået sig sammen om en lydinstallation, der havde fernisering i starten af Copenhagen Art Week og udstilles på Overgaden Institut for Samtidskunst indtil den 22. oktober. Som titlen Vestindiske Forestillinger indikerer, tematiserer værket forestillingen om den tidligere danske koloni, der i 2017 blev solgt for præcis 100 år siden. Værket falder på den måde ind i den diskurs, man i kulturvidenskaben kalder for ”orientalisme”, som i meget grove træk betegner den vestlige kulturelle konstruktion af Østen som et eksotisk og uciviliseret paradis.
Værket er installeret i Overgadens underetage. Et stort rum kun oplyst af nogle få lamper, der kaster et grønligt skær ud i rummet. Associationen til det frodige og eksotiske vækkes øjeblikkeligt. Langs rummets vægge er der placeret en masse højtalere, som afspiller hver sin optagelse af fuglekvidder foretaget på øerne.
Fuglekakofoni
Værket fremstod umiddelbart som en kakofonisk og kaosmættet konfrontation med de højfrekvente fuglelyde, der lå i et rytmisk mylder oven på hinanden. Jeg kunne ikke spore nogen egentlig udvikling i værket, men det forekom alligevel utrolig dynamisk, idet jeg konstant hørte nye facetter af lydmyriaden. I mine ører lød det ikke, som et ”naturligt” lydmiljø, men en tilrettelagt komposition, hvilket nok mest af alt fremgik af, at flere af fuglelydende vist nok var ”dubbed” rundt i flere af højtalerne. Det var en oplevelse af et lydmiljø, der virkede kunstigt og naturligt på samme tid – en grænse, der forsvandt mere og mere.
Til sidst hørte jeg ikke lydende som fuglekvidder længere, men snarere som associationsløse skærene pibelyde – fuldstændig i overensstemmelse med Niels Lyhne Løkkegaards SOUNDxSOUND æstetik. Det er et kompositionelt greb, der går på at fordoble lyde i det samme frekvensområde så mange gange, at lyden ændrer karakter og fremtræder i en anden materiel form. Løkkegaard har førhen brugt denne kompositionsteknik til primært at lave værker for slagtøj – hans Triangelmesse er her et godt eksempel. Vestindiske Forestillinger viste at SOUNDxSOUND æstetikken også fungerer godt til field recording værker.
Forestillingsrum
Værket indeholder i sin konfrontatoriske minimalisme en gribende kontrast mellem fuglelyde som noget, der indikerer eksotisk idyl til fuglelyde som et højfrekvent inferno, der i grunden ikke er sønderligt behageligt for øret. Denne grundlæggende polysemi gjorde, at lydenes betydning blev mindre fastlagt og nye betydningssfærer åbnede sig.
Vestindiske Forestillinger er et værk, hvis koncept er ekstremt afhængig af den information, vi som besøgende får med. Hvis ikke vi vidste at optagelserne er lavet det specifikke sted, ville hele idégrundlaget falde til jorden, og man kan tilnærmelsesvis sige at halvdelen af værket ligger i titlen og udstillingsarket. Det er en måde at arbejde med det stedspecifikke, som Jacob Kirkegaard er vældig god til, hvor værket tager udgangspunkt i stedspecifikke optagelser, uden at indskrænke sig til disse. Vestindiske Forestillinger er nemlig ikke et værk, der udkrystalliserer en klar pointe i forhold til den problematik, det tager op. Tværtimod overlades exceptionelt meget til den besøgende. Værket opfordrer derfor til refleksion og opstiller et forestillingsrum, hvori dette kan foregå.
Historien om Dansk Vestindien og Danmark som kolonimagt er en fortælling, der i lang tid har været fejet væk under gulvtæppet, men som frem imod hundredeåret for salget af kolonien er kommet mere i fokus. Men i stedet for at være spækket med dårlig samvittighed, lader værket det op til den enkelte at gøre sig bevidst om denne historie, hvilket jeg synes er en forfriskende tilgang til et værk med en postkolonial tematik.
Løkkegaards SOUNDxSOUND æstetik og Kirkegaards sans for konceptualisering af det stedsspecifikke er et rigtig godt match, og Vestindiske Forestillinger er et meget anbefalelsesværdigt værk, der griber dybt ind i en stadigt mere aktuel problematik.
Das Raum
»Klangkunst ist das Medium, dass sich mit dem Raum beschäftigt«. Sådan sagde den tyske lydkunstner Rolf Julius engang i 80’erne, og hvis man ser samlet på de tre værker, må man sige, at dette stadigvæk gør sig gældende. Værkerne beskæftiger sig hver især med den rumlige opfattelse af lyd på den ene eller den anden måde. De er alle tre lavet specifikt til det rum, som de er afviklet i og rum og værk i en konstant og ubrydelig dialog med hinanden.
Copenhagen Art Week bød i år på mange unikke lydkunstoplevelser. Men den åbenbarede også noget for mig, som jeg ikke har tænkt så meget på før, og som ikke nødvendigvis er skidt: at lydkunst efterhånden i ligeså høj grad, som den manifesterer sig som en avantgarde og nyskabende kunstform, markerer sig som en fasttømret æstetisk tradition.